IBhayibheli

 

Exodus 14

Funda

   

1 Og HE EN talede til Moses og sagde:

2 "Sig til Israeliterne, at de skal vende om og lejre sig ved Pi Hakirot mellem Migdol og Havet; lige over for Bål Zefon skal I lejre eder ved Havet.

3 Farao vil da tænke om Israeliterne, at de er faret vild i Landet, og at Ørkenen har sluttet dem inde;

4 og jeg vil forhærde Faraos Hjerte, så han sætter efter dem, og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans Krigsmagt, og Ægypterne skal kende, at jeg er HE EN!" Og de gjorde således.

5 Da det nu neldtes Ægypterkongen, at Folket var flygtet, skiftede Farao og hans Tjenere Sind over for Folket og sagde: "Hvor kunde vi dog slippe Israeliterne af vor Tjeneste!"

6 Da lod han spænde for sin Vogn og tog sine Krigsfolk med sig;

7 han tog 600 udsøgte Stridsvogne og alle Ægyptens Krigsvogne, alle bemandede med Vognkæmpere.

8 Og HE EN forhærdede Ægypterkongen Faraos Hjerte, så han satte efter Israeliterne; men Israeliterne var draget ud under en stærk Hånds Værn.

9 Og Ægypterne, alle Faraos Heste og Vogne og hans yttere og øvrige Krigsfolk, satte efter dem og indhentede dem, da de havde slået Lejr ved Havet, ved Pi Hakirot over for Ba'al Zefon.

10 Da nu Farao nærmede sig, så Israeliterne op og fik Øje på Ægypterne, der drog efter dem, og de grebes af stor Angst; da råbte Israeliterne til HE EN;

11 og de sagde til Moses: "Er det, fordi der ingen Grave var i Ægypten, at du har fået os ud for at i Ørkenen? Hvad er det dog, du har gjort os, at du førte os ud af Ægypten?

12 Var det ikke det, vi sagde til dig i Ægypten: Lad os i Fred, og lad os blive ved at trælle for Ægypterne! Thi det er bedre for os at trælle for Ægypterne end at i Ørkenen."

13 Men Moses svarede Folket: "Frygt ikke! Hold blot Stand, så skal I se HE ENs Frelse, som han i Dag vil hjælpe eder til, thi som I ser Ægypterne i Dag, skal I aldrig i Evighed se dem mere.

14 HE EN skal stride for eder, men I skal tie!"

15 Da sagde HE EN til Moses: "Hvorfor råber du til mig? Sig til Israeliterne, at de skal bryde op!

16 Løft din Stav og ræk din Hånd ud over Havet og skil det ad i to Dele, så Israeliterne kan vandre gennem Havet på tør Bund.

17 Se, jeg vil forhærde Ægypternes Hjerte, så de følger efter dem, og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans Krigsmagt, på hans Vogne og yttere,

18 og Ægypterne skal kende, at jeg er HE EN, når jeg forherliger mig på Farao, hans Vogne og yttere."

19 Guds Engel, der drog foran Israels Hær, flyttede sig nu og gik bag ved dem; og Skystøtten flyttede sig fra Pladsen foran dem og stillede sig bag ved dem

20 og kom til at stå imellem Ægypternes og Israels Hære; og da det blev mørkt; blev Skystøtten til en Ildstøtte og oplyste Natten. Således kom de ikke hinanden nær hele Natten.

21 Moses rakte da sin Hånd ud over Havet, og HE EN drev Havet bort med en stærk Østenstorm, der blæste hele Natten, og han gjorde Havet til tørt Land. Og Vandet delte sig.

22 Da gik Israeliterne midt igennem Havet på tør Bund, medens Vandet stod som en Mur på begge Sider af dem.

23 Og Ægypterne, alle Faraos Heste,Vogne og yttere, satte efter dem og forfulgte dem midt ud i Havet.

24 Men ved Morgenvagtens Tid skuede HE EN fra Ild og Skystøtten hen imod Ægypternes Hær og bragte den i Uorden;

25 og han stoppede Vognenes Hjul, så de havde ondt ved at få dem frem. Da sagde Ægypterne: "Lad os flygte for Israel, thi HE EN kæmper for dem imod Ægypten!"

26 Men HE EN sagde til Moses: " æk din Hånd ud over Havet, så skal Vandet vende tilbage over Ægypterne, deres Vogne og yttere!"

27 Da rakte Moses sin Hånd ud over Havet; og Havet vendte tilbage til sit sædvanlige Leje ved Morgenens Frembrud, medens de flygtende Ægyptere kom lige imod det, og HE EN drev Ægypterne midt ud i Havet.

28 Da vendte Vandet tilbage og overskyllede Vognene og ytterne i hele Faraos Krigsmagt, som havde forfulgt dem ud i Havet; ikke en eneste af dem blev tilbage.

29 Men Israeliterne var gået gennem Havet på tør Bund, medens Vandet stod som en Mur på begge Sider af dem.

30 Og HE EN frelste på den dag Israel af Ægypternes Hånd, og Israel så Ægypterne ligge døde ved Havets Bred.

31 Da så Israel den Stordåd, HE EN havde udført mod Ægypterne; og Folket frygtede HE EN, og de troede på HE EN og på hans Tjener Moses.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Okususelwe Emisebenzini kaSwedenborg

 

Arcana Coelestia #8179

Funda lesi Sigaba

  
Yiya esigabeni / 10837  
  

8179. Why criest thou unto Me? That this signifies that there was no need of intercession, is evident from the signification of “crying unto Jehovah,” as being to intercede, namely, for liberation from temptation. Hence “Why criest thou unto Me?” denotes why dost thou intercede when there is no need of intercession? and therefore it follows, “speak unto the sons of Israel, that they go forward,” by which is signified that they shall have aid, but that still the temptation will be continued, even until they are prepared.

[2] As to there being no need of intercession, the case is this. They who are in temptations are wont to slack their hands and betake themselves solely to prayers, which they then ardently pour forth, not knowing that prayers will not avail, but that they must fight against the falsities and evils which are being injected by the hells. This fight is performed by means of the truths of faith, which help because they confirm goods and truths against falsities and evils. Moreover in the combats of temptations, the man ought to fight as of himself, but yet acknowledge and believe that it is of the Lord (see above n. 8176). If man does not fight as of himself, the good and truth which flow in through heaven from the Lord are not appropriated to him; but when he fights as of himself, and still believes that it is of the Lord, then they are appropriated to him. From this he has an own [proprium] that is new, which is called the heavenly own, and which is a new will.

[3] Moreover they who are in temptations, and not in some other active life than that of prayers, do not know that if the temptations were intermitted before they had been fully carried through, they would not be prepared for heaven, and thus could not be saved. For this reason, moreover, the prayers of those who are in temptations are but little heard; for the Lord wills the end, which is the salvation of the man, which end He knows, but not the man; and the Lord does not heed prayers that are contrary to the end, which is salvation. He who conquers in temptations is also confirmed in the truth stated above; whereas he who does not conquer entertains a doubt with respect to the Divine aid and power, because he is not heard; and then sometimes, because he slacks his hand, he partly yields. From all this it can be seen what is meant by there being no need of intercession, namely, that prayer is not to be relied upon. For in prayer from the Divine it is always thought and believed that the Lord alone knows whether it is profitable or not; and therefore the suppliant submits the hearing to the Lord, and immediately after prays that the will of the Lord, and not his own, may be done, according to the Lord’s words in His own most grievous temptation at Gethsemane (Matthew 26:39, 42, 44).

  
Yiya esigabeni / 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for the permission to use this translation.