¹ Stød i horn på Zion, blæs alarm på mit hellige Bjerg! Alle i landet skal bæve, thi HE ENs Dag, den kommer;

² ja, nær er Mulms og Mørkes Dag, Skyers og Tåges Dag. Et stort, et vældigt Folk er bredt som Gry over Bjerge. Dets Lige har aldrig været, skal aldrig komme herefter til fjerneste Slægters År.

³ Foran det æder Ild, og bag det flammer Lue; foran det er Landet som Eden og bag det en øde Ørk; fra det slipper ingen bort.

⁴ At se til er de som Heste, som Hingste farer de frem;

⁵ det lyder som raslende Vogne, når de hopper på Bjergenes Tinder, som knitrende Lue, der æder Strå, som en vældig Hær, der er rustet til Strid.

⁶ Folkeslag skælver for dem, alle Ansigter blusser.

⁷ Som Helte haster de frem, som Stridsmænd stormer de Mure; enhver går lige ud, de bøjer ej af fra vejen.

⁸ De trænger ikke hverandre, hver følger sin egen Sti. Trods Våbenmagt styrter de frem uden at lade sig standse, de kaster sig over Byen,

⁹ stormer Mulen i Løb; i Husene trænger de ind, gennem Vinduer kommer de som Tyve.

¹⁰ Foran dem skælver Jorden, Himlen bæver; Sol og Måne sortner, Stjernerne mister deres Glans.

¹¹ Foran sin Stridsmagt løfter HE EN sin øst, thi såre stor er hans Hær, ja, hans Ords Fuldbyrder er vældig; thi stor er HE ENs Dag og såre frygtelig; hvem holder den ud?

¹² Selv nu, så lyder det fra HE EN, vend om til mig af ganske Hjerte, med Faste og Gråd og Klage!

¹³ Sønderriv Hjerterne, ej eders Klæder, vend om til HE EN eders Gud! Thi nådig og barmhjertig er han, langmodig og rig på Miskundhed, han angrer det onde.

¹⁴ Måske slår han om og angrer og levner Velsignelse efter sig, Afgrødeoffer og Drikoffer til HE EN eders Gud.

¹⁵ Stød i Horn på Zion, helliger Faste, udråb festlig Samling,

¹⁶ kald Folket sammen, helliger et Stævne, lad de gamle samles, kald Børnene sammen, også dem, som dier Bryst; lad Brudgom gå ud af sit Kammer, Brud af sit Telt!

¹⁷ Imellem Forhal og Alter skal Præsterne, HE ENs Tjenere, græde og sige: "HE E, spar dog dit Folk! Overgiv ej din Arv til Skændsel, til Hedningers Spot! Hvi skal man sige blandt Folkene: Hvor er deres Gud?"

¹⁸ Og HE EN blev nidkær for sit Land og fik Medynk med sit Folk.

¹⁹ Og HE EN svarede sit Folk: Se, jeg sender eder korn, Most og Olie, så I kan mættes deraf; og jeg vil ikke længer gøre eder til Skændsel iblandt Hedningerne.

²⁰ Fjenden fra Nord driver jeg langt bort fra eder og støder ham ud i et tørt og øde Land, hans Fortrop ud i Havet i Øst og hans Bagtrop i Havet i Vest, og han skal udsprede Stank og ilde Lugt; thi han udførte store Ting.

²¹ Frygt ikke, Jord, fryd dig, vær glad! Thi HE EN har udført store Ting.

²² Frygt ikke, I Markens Dyr! Thi Ørkenens Græsmarker grønnes, og Træerne bærer Frugt; Figentræ og Vinstok giver alt, hvad de kan.

²³ Og I, Zions Sønner, fryd eder, vær glade i HE EN eders Gud! Thi han giver eder Føde til Frelse, idet han sender eder egn, Tidligregn og Sildigregn, som før.

²⁴ Tærskepladserne skal fyldes med Korn, Persekummerne løbe over med Most og Olie.

²⁵ Og jeg godtgør eder de År, da Græshoppen, Springeren, Æderen og Gnaveren hærgede, min store Hær, som jeg sendte imod eder.

²⁶ I skal spise og mættes og love HE EN eders Guds Navn, fordi han handler underfuldt med eder; og mit Folk skal i Evighed ikke blive til Skamme.

²⁷ Og I skal kende, at jeg er i Israels Midte, og at jeg, og ingen anden er HE EN eders Gud; og mit Folk skal i Evighed ikke blive til Skamme.

²⁸ Og det skal ske derefter, at jeg vil udgyde min ånd over alt kød, eders Sønner og eders Døtre skal profetere, eders gamle skal drømme drømme og eders unge skue Syner;

²⁹ også over Trælle og Trælkvinder vil jeg udgyde min Ånd i de Dage.

³⁰ Og jeg lader ske Tegn på Himmelen og på Jorden, Blod, Ild og øgstøtter.

³¹ Solen skal vendes til Mørke og Månen til Blod, før HE ENs store og frygtelige Dag kommer.

³² Men enhver, som påkalder HE ENs Navn, skal frelses; thi på Zions Bjerg og i Jerusalem skal der være Frelse, som HE EN har sagt; og til de undslupne skal hver den høre, som HE EN kalder.

¹⁹ Den Herre HE EN er min Styrke, han gør mine Fødder som Hindens og lader mig gå på mine Høje. Til Sangmesteren. Med Strengespil.

¹ Men Folket knurrede højlydt for HE EN over deres usle Kår; og da HE EN hørte det, blussede hans Vrede op, og HE ENs Ild brød løs iblandt dem og åd om sig i den yderste Del af Lejren.

² Da råbte Folket til Moses, og Moses gik i Forbøn hos HE EN. Så dæmpedes Ilden.

³ Derfor kaldte man dette Sted Tabera, fordi HE ENs Ild brød løs iblandt dem.

⁴ Men den sammenløbne Hob, som fandtes iblandt dem, blev lysten. Så tog også Israeliterne til at græde igen, og de sagde: "Kunde vi dog få Kød at spise!

⁵ Vi mindes Fiskene, vi fik at spise for intet i Ægypten, og Agurkerne, Vandmelonerne, Porrerne, Hvidløgene og Skalotterne,

⁶ og nu vansmægter vi; her er hverken det ene eller det andet, vi ser aldrig andet end Manna."

⁷ Mannaen lignede Horianderfrø og så ud som Bellium.

⁸ Folket gik rundt og sankede den op; derpå malede de den i Håndkværne eller stødte den i Mortere; så kogte de den i Gryder og lavede Kager deraf; den smagte da som Bagværk tillavet i Olie.

⁹ Når Duggen om Natten faldt over Lejren, faldt også Mannaen ned over den.

¹⁰ Og Moses hørte, hvorledes alle Folkets Slægter græd, enhver ved Indgangen til sit Telt; da blussede HE ENs Vrede voldsomt op, og det vakte også Moses's Mishag.

¹¹ Da sagde Moses til HE EN: "Hvorfor har du handlet så ilde med din Tjener, og hvorfor har jeg ikke fundet Nåde for dine Øjne, siden du har lagt hele dette Folk som en Byrde på mig?

¹² Mon det er mig, der har undfanget hele dette Folk, mon det er mig, der har født det, siden du forlanger, at jeg i min Favn skal bære det hen til det Land, du tilsvor dets Fædre, som en Fosterfader bærer det diende Barn?

¹³ Hvor skal jeg gå hen og skaffe hele dette Folk Kød? Thi de græder rundt om mig og siger: Skaf os Kød at spise?

¹⁴ Jeg kan ikke ene bære hele dette Folk, det er mig for tungt.

¹⁵ Hvis du vil handle således med mig, så dræb mig hellere, om jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så at jeg ikke skal være nødt til at opleve sådan Elendighed!"

¹⁶ HE EN svarede Moses: "Kald mig halvfjerdsindstyve af Israels Ældste sammen, Mænd, som du ved hører til Folkets Ældste og Tilsynsmænd, før dem hen til Åbenbaringsteltet og lad dem stille sig op hos dig der.

¹⁷ Så vil jeg stige ned og tale med dig der, og jeg vil tage noget af den Ånd, der er over dig, og lade den komme over dem, for at de kan hjælpe dig med at bære Folkets Byrde, så du ikke ene skal bære den.

¹⁸ Men til Folket skal du sige: Helliger eder til i Morgen, så skal I få Kød at spise! I har jo grædt højlydt for HE EN og sagt: Kunde vi dog få Kød at spise! Vi havde det jo bedre i Ægypten! Derfor vil HE EN give eder Kød at spise;

¹⁹ og ikke blot een eller to eller fem eller ti eller tyve Dage skal I spise det,

²⁰ men en hel Måned igennem, indtil det står eder ud af Næsen, og I væmmes derved, fordi I har ringeagtet HE EN, der er i eders Midte, og grædt for hans Åsyn og sagt: Hvorfor drog vi dog ud af Ægypten!"

²¹ Moses svarede: "600000 Fodfolk tæller det Folk, jeg bar om mig, og du siger: Jeg vil skaffe dem Kød, så de har nok at spise en hel Måned!

²² Kan der slagtes så meget Småkvæg og Hornkvæg til dem, at det kan slå til, eller kan alle Fisk i Havet samles sammen til dem, så det kan slå til?"

²³ HE EN svarede Moses: "Er HE ENs Arm for kort? Nu skal du få at se, om mit Ord går i Opfyldelse for dig eller ej."

²⁴ Da gik Moses ud og kundgjorde Folket HE ENs Ord. Og han samlede halvfjerdsindstyve af Folkets Ældste og lod dem stille sig rundt om Teltet.

²⁵ Så steg HE EN ned i Skyen og talede til ham; og han tog noget af den Ånd, der var over ham, og lod den komme over de halvfjerdsindstyve Ældste, og da Ånden hvilede over dem, kom de i profetisk Henrykkelse noget, som ikke siden hændtes dem.

²⁶ Imidlertid var to Mænd blevet tilbage i Lejren, den ene hed Eldad, den anden Medad. Også over dem kom Ånden, thi de hørte til dem, der var optegnede, men de var ikke gået ud til Teltet, og nu kom de i profetisk Henrykkelse inde i Lejren.

²⁷ Da løb en ung Mand ud og fortalte Moses det og sagde: "Eldad og Medad er kommet i profetisk Henrykkelse inde i Lejren."

²⁸ Josua, Nuns Søn, der fra sin Ungdom af havde gået Moses til Hånde, sagde da: "Min Herre Moses, stands dem i det!"

²⁹ Men Moses sagde til ham: "Er du skinsyg på mine Vegne? Gid alt HE ENs Folk var Profeter, gid HE EN vilde lade sin Ånd komme over dem!"

³⁰ Derpå trak Moses sig tilbage til Lejren med Israels Ældste.

³¹ Da rejste der sig på HE ENs Bud en Vind, som førte Vagtler med sig fra Havet og drev dem hen over Lejren så langt som en Dagsrejse på begge Sider af Lejren i en Højde af et Par Alen over Jorden.

³² Så gav Folket sig hele den Dag, hele Natten og hele den næste Dag til at samle Vagtlerne op; det mindste, nogen samlede, var ti Homer. Og de bredte dem ud til Tørring rundt om Lejren.

³³ Medens Kødet endnu var imellem Tænderne på dem, før det endnu var spist, blussede HE ENs Vrede op imod Folket, og HE EN lod en meget hård Straf ramme Folket.

³⁴ Og man kaldte Stedet Kibrot Hattåva, thi der blev de lystne Folk jordet.

³⁵ Fra Kibrot-Hattåva drog Folket til Hazerot, og de gjorde Holdt i Hazerot.