¹ HE EN sagde til Moses: "Drag nu bort herfra med Folket, som du førte ud af Ægypten, til det Land, jeg tilsvor Abraham, Isak og Jakob med de Ord: Dit Afkom vil jeg give det!

² Jeg sender en Engel foran dig, og han skal drive Kana'anæerne, Amoriterne, Hetiterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne bort

³ til et Land, der flyder med Mælk og Honning. Men selv vil jeg ikke drage med i din Midte, thi du er et halsstarrigt Folk; drog jeg med, kunde jeg tilintetgøre dig undervejs!"

⁴ Da Folket hørte denne onde Tidende, sørgede de, og ingen tog sine Smykker på.

⁵ Da sagde HE EN til Moses: "Sig til Israeliterne; I er et halsstarrigt Folk! Vandrede jeg kun et eneste Øjeblik i din Midte, måtte jeg tilintetgøre dig. Tag du dine Smykker af, så skal jeg tænke over, hvad jeg vil gøre for dig!"

⁶ Da aflagde Israeliterne deres Smykker fra Horebs Bjerg af.

⁷ Moses plejede at tage Teltet og slå det op udenfor Lejren i nogen Afstand derfra; han gav det Navnet "Åbenbaringsteltet". Enhver som vilde rådspørge HE EN, gik ud til Åbenbaringsteltet uden for Lejren.

⁸ Men hver Gang Moses gik ud til teltet, rejste alt Folket sig op og stillede sig alle ved Indgangen til deres Telte og så efter Moses, indtil han kom ind i Teltet.

⁹ Og når Moses kom ind Teltet, sænkede Skystøtten sig og stillede sig ved Indgangen til Teltet; da talede HE EN med Moses.

¹⁰ Men når alt Folket så Skystøtten stå ved Indgangen til Teltet, rejste de sig alle op og tilbad ved Indgangen til deres Telte.

¹¹ Så talede HE EN med Moses Ansigt til Ansigt, som når den ene Mand taler med den anden, og derpå vendte Moses tilbage til Lejren; men hans Medhjælper Josua, Nuns Søn, en ung Mand, veg ikke fra Teltet.

¹² Moses sagde til HE EN: "Se, du siger til mig: Før dette Folk frem! Men du har ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig; og dog har du sagt: Jeg kender dig ved Navn, og du har fundet Nåde for mine Øjne!

¹³ Hvis jeg nu virkelig har fundet Nåde for dine Øjne, så lær mig dine Veje at kende, at jeg kan kende dig og finde Nåde for dine Øjne; tænk dog på, at dette Folk er dit Folk!"

¹⁴ Han svarede: "Skal mit Åsyn da vandre med, og skal jeg således føre dig til Målet?"

¹⁵ Da sagde Moses til ham: "Hvis dit Åsyn ikke vandrer med, så lad os ikke drage herfra!

¹⁶ Hvorpå skal det dog kendes. at jeg har fundet Nåde for dine Øjne, jeg og dit Folk? Mon ikke på, at du vandrer med os, og der således vises os, mig og dit Folk, en Udmærkelse fremfor alle andle Folkeslag på Jorden?"

¹⁷ HE EN svarede Moses: "Også hvad du der siger, vil jeg gøre, thi du har fundet Nåde for mine Øjne, og jeg kalder dig ved Navn."

¹⁸ Da sagde Moses: "Lad mig dog skue din Herlighed!"

¹⁹ Han svarede: "Jeg vil lade al min igdom drage forbi dig og udråbe HE ENs Navn foran dig, thi jeg viser Nåde, mod hvem jeg vil, og Barmhjertighed, mod hvem jeg vil!"

²⁰ Og han sagde: "Du kan ikke skue mit Åsyn, thi intet Menneske kan se mig og leve."

²¹ Og HE EN sagde: "Se, her er et Sted i min Nærhed, stil dig på Klippen der!

²² Når da min Herlighed drager forbi, vil jeg lade dig stå i Klippehulen, og jeg vil dække dig 1ned min Hånd, indtil jeg er kommet forbi.

²³ Så tager jeg min Hånd bort, og da kan du se mig bagfra; men mit Åsyn kan ingen skue!"

¹ Thi da Loven kun har en Skygge af de kommende Goder og ikke Tingenes Skikkelse selv, kan den aldrig ved de samme årlige Ofre, som de bestandig frembære, fuldkomme dem, som træde frem dermed.

² Vilde man ikke ellers have ophørt at frembære dem, fordi de ofrende ikke mere havde nogen Bevidsthed om Synder, når de een Gang vare rensede?

³ Men ved Ofrene sker År for År Ihukommelse af Synder.

⁴ Thi det er umuligt, at Blod af Tyre og Bukke kan borttage Synder.

⁵ Derfor siger han, idet han indtræder i Verden: "Slagtoffer og Madoffer havde du ikke Lyst til; men et Legeme beredte du mig;

⁶ Brændofre og Syndofre havde du ikke Behag i.

⁷ Da sagde jeg: Se, jeg er kommen (i Bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre, Gud! din Villie."

⁸ Medens han først siger: "Slagtofre og Madofre og Brændofre og Syndofre havde du ikke Lyst til og ej heller Behag i" (og disse frembæres dog efter Loven),

⁹ så har han derefter sagt: "Se, jeg er kommen for at gøre din Villie." Han ophæver det første for at fastsætte det andet.

¹⁰ Og ved denne Villie ere vi helligede ved Ofringen af Jesu Kristi Legeme een Gang for alle.

¹¹ Og hver Præst står daglig og tjener og ofrer mange Gange de samme Ofre, som dog aldrig kunne borttage Synder.

¹² Men denne har efter at have ofret eet Offer for Synderne sat sig for bestandig ved Guds højre Hånd,

¹³ idet han for øvrigt venter på, at hans Fjender skulle lægges som en Skammel for hans Fødder.

¹⁴ Thi med et eneste Offer har han for bestandig fuldkommet dem, som helliges.

¹⁵ Men også den Helligånd giver os Vidnesbyrd; thi efter at have sagt:

¹⁶ "Dette er den Pagt, som jeg vil oprette med dem efter de Dage," siger Herren: "Jeg vil give mine Love i deres Hjerter, og jeg vil indskrive dem i deres Sind,

¹⁷ og deres Synder og deres Overtrædelser vil jeg ikke mere ihukomme."

¹⁸ Men hvor der er Forladelse for disse, er der ikke mere Offer for Synd.

¹⁹ Efterdi vi da, Brødre! have Frimodighed til den Indgang i Helligdommen ved Jesu Blod,

²⁰ som han indviede os som en ny og levende Vej igennem Forhænget, det er hans Kød,

²¹ og efterdi vi have en stor Præst over Guds Hus:

²² så lader os træde frem med et sandt Hjerte, i Troens fulde Forvisning, med Hjerterne ved Bestænkelsen rensede fra en ond Samvittighed, og Legemet tvættet med rent Vand;

²³ lader os fastholde Håbets Bekendelse urokket; thi trofast er han, som gav Forjættelsen;

²⁴ og lader os give Agt på hverandre, så vi opflamme hverandre til Kærlighed og gode Gerninger

²⁵ og ikke forlade vor egen Forsamling, som nogle have for Skik, men formane hverandre, og det så meget mere, som I se, at Dagen nærmer sig.

²⁶ Thi Synde vi med Villie, efter at have modtaget Sandhedens Erkendelse, er der intet Offer mere tilbage for Synder,

²⁷ men en frygtelig Forventelse at Dom og en brændende Nidkærhed, som skal fortære de genstridige.

²⁸ Når en har brudt med Mose Lov, dør han uden Barmhjertighed på to eller tre Vidners Udsagn;

²⁹ hvor meget værre Straf mene I da, at den skal agtes værd, som træder Guds Søn under Fod og agter Pagtens Blod, hvormed han blev helliget, for urent og forhåner Nådens Ånd?

³⁰ Thi vi kende den, som har sagt: "Mig hører Hævnen til, jeg vil betale, siger Herren;" og fremdeles: "Herren skal dømme sit Folk."

³¹ Det er frygteligt at falde i den levende Guds Hænder.

³² Men kommer de forrige Dage i Hu, i hvilke I, efter at I vare blevne oplyste, udholdt megen Kamp i Lidelser,

³³ idet I dels selv ved Forhånelser og Trængsler bleve et Skuespil, dels gjorde fælles Sag med dem, som fristede sådanne Kår.

³⁴ Thi både havde I Medlidenhed med de fangne, og I fandt eder med Glæde i, at man røvede, hvad I ejede, vidende, at I selv have en bedre og blivende Ejendom.

³⁵ Kaster altså ikke eders Frimodighed bort, hvilken jo har stor Belønning;

³⁶ thi I have Udholdenhed nødig, for at I, når I have gjort Guds Villie, kunne opnå Forjættelsen.

³⁷ Thi "der er endnu kun en såre liden Stund, så kommer han, der skal komme, og han vil ikke tøve.

³⁸ Men min retfærdige skal leve af Tro; og dersom han unddrager sig, har min Sjæl ikke Behag i ham."

³⁹ Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig, til Fortabelse, men af dem, som tro, til Sjælens Frelse,