1
Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
2
"Så gør dog en Ende på dine Ord, kom til Fornuft og lad os tale!
3
Hvi skal vi regnes for Kvæg og stå som umælende i dine Øjne?
4
Du, som i Vrede sønderslider din Sjæl, skal for din Skyld Jorden blive øde og Klippen flyttes fra sit Sted?
5
Nej, den gudløses Lys bliver slukt, hans Ildslue giver ej Lys;
6
Lyset i hans Telt går ud, og hans Lampe slukkes for ham;
7
hans kraftige Skridt bliver korte, han falder for eget
åd;
8
thi hans Fod drives ind i Nettet, på Fletværk vandrer han frem,
9
Fælden griber om Hælen, Garnet holder ham fast;
10
Snaren er skjult i Jorden for ham og Saksen på hans Sti;
11
ædsler skræmmer ham alle Vegne og kyser ham Skridt for Skridt:
12
Ulykken hungrer efter ham, Undergang lurer på hans Fald:
13
Dødens førstefødte æder hans Lemmer, æder hans Legemes Lemmer;
14
han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den styrer hans Skridt til
ædslernes Konge;
15
i hans Telt har Undergang hjemme, Svovl strøs ud på hans Bolig;
16
nedentil tørrer hans
ødder, oventil visner hans Grene;
17
hans Minde svinder fra Jord, på Gaden nævnes ikke hans Navn;
18
man støder ham ud fra Lys i Mørket og driver ham bort fra Jorderig;
19
i sit Folk har han ikke Afkom og Æt, i hans Hjem er der ingen tilbage;
20
de i Vester stivner ved hans Skæbnedag, de i Øst bliver slagne af
ædsel.
21
Ja, således går det den lovløses Bolig, dens Hjem, der ej kender Gud!