Bible

 

2 Mosebok 22

Studie

   

1 Når nogen stjeler en okse eller et får og slakter eller selger dem, så skal han gi fem okser istedenfor oksen og fire får for fåret.

2 Dersom tyven blir grepet mens han bryter inn, og blir slått så han dør, da kommer det ingen blodskyld derav.

3 Men skjer det efterat solen er gått op, da blir det blodskyld derav. Tyven skal gi full bot; har han intet, skal han selges til vederlag for det han har stjålet.

4 Dersom det han har stjålet, finnes levende hos ham, enten det er en okse eller et asen eller et får, da skal han gi dobbelt igjen.

5 Når nogen lar sitt fe beite på sin aker eller i sin vingård, og han slipper det løs så det kommer til å beite på en annens aker, da skal han gi i vederlag det beste på sin aker og det beste i sin vingård.

6 Når ild bryter løs og fatter i tornehekker, og kornbånd eller det stående korn eller hele akeren brenner op, da skal den som voldte branden, gi fullt vederlag.

7 Når nogen gir sin næste penger eller gods å gjemme, og det blir stjålet bort fra mannens hus, da skal tyven, om han finnes, gi dobbelt igjen.

8 Men finnes ikke tyven, da skal husets eier føres frem for Gud*, forat det kan avgjøres om han ikke har forgrepet sig på sin næstes eiendom. / {* se 2MO 21, 6.}

9 Hver gang det gjelder svikefull adferd med gods, enten det er en okse eller et asen eller et får eller klær eller i det hele noget som er kommet bort, og så en sier: her er det, da skal saken mellem de to komme frem for Gud*; den som Gud dømmer skyldig, han skal gi sin næste dobbelt igjen. / {* se 2MO 22, 8.}

10 Når nogen gir sin næste et asen eller en okse eller et får eller i det hele noget husdyr å ta vare på, og det dør eller kommer til skade eller røves uten at nogen ser det,

11 da skal ed ved Herren skille mellem dem og avgjøre om han ikke har forgrepet sig på sin næstes eiendom, og eieren skal ta eden for god, og den andre skal ikke gi noget vederlag.

12 Men blir det stjålet fra ham, da skal han gi dets eier vederlag.

13 Blir det revet ihjel, da skal han føre det frem til bevis; han skal ikke gi vederlag for det som er revet ihjel.

14 Når nogen låner et dyr av sin næste, og det kommer til skade eller dør, og dets eier ikke er til stede, da skal han gi full bot.

15 Men dersom eieren er til stede, da skal han ikke gi vederlag; dersom det er leiet, går det inn i leien.

16 Når nogen forfører en jomfru som ikke er trolovet, og ligger hos henne, da skal han gi festegave for henne og ta henne til hustru.

17 Dersom faren ikke vil la ham få henne, da skal han gi så meget i pengebøter som en pleier å gi i festegave for en jomfru.

18 En trollkvinne skal du ikke la leve

19 Enhver som blander sig med fe, skal visselig late livet.

20 Den som ofrer til avgudene og ikke til Herren alene, skal være forbannet.

21 En fremmed skal du ikke plage og ikke undertrykke; for I har selv vært fremmede i Egyptens land.

22 I skal ikke plage nogen enke eller farløs;

23 dersom du plager dem, og de roper til mig, skal jeg visselig høre deres rop,

24 og min vrede skal optendes, og jeg skal slå eder ihjel med sverdet, og eders hustruer skal bli enker og eders barn farløse.

25 Dersom du låner penger til nogen av mitt folk, til den fattige som bor hos dig, da skal du ikke være imot ham som en ågerkar; I skal ikke kreve renter av ham.

26 Dersom du tar din næstes kappe i pant, skal du gi ham den igjen før solen går ned;

27 for den er det eneste dekke han har, det er den han skal klæ sitt legeme med; hvad skal han ellers ligge i? Og når han roper til mig, vil jeg høre; for jeg er barmhjertig.

28 Gud* skal du ikke spotte, og en høvding blandt ditt folk skal du ikke banne. / {* se 2MO 21, 6.}

29 Av alt det som fyller din lade, og som flyter av din vinperse, skal du ikke dryge med å gi mig. Den førstefødte av dine sønner skal du gi mig.

30 Det samme skal du gjøre med ditt storfe og ditt småfe; syv dager skal det være hos moren; den åttende dag skal du gi mig det.

31 I skal være hellige mennesker for mig; I skal ikke ete kjøtt av ihjelrevne dyr som I finner på marken; I skal kaste det for hundene.

   

Ze Swedenborgových děl

 

Arcana Coelestia # 9184

Prostudujte si tuto pasáž

  
/ 10837  
  

9184. Endowing he shall endow her to himself for a woman. That this signifies a token of consent to a lawful conjunction, is evident from the signification of a “dowry” and of “endowing,” as being a token of consent (see n. 4456); and from the signification of “for a woman,” as being to a lawful conjunction, for to take anyone for a woman denotes to be lawfully conjoined. In the spiritual sense an unlawful conjunction is the conjunction of truth with an affection from the delight of self-advantage or from the delight of being honored. In such an affection are they who learn the truths of the church for the sake of these delights. But this conjunction does no harm to those who are afterward regenerated by the Lord, for although these affections remain with them, they are subordinated under the affection of truth for the sake of the good of use and of life; and they serve, for they are in the last place, although at first they appeared to be in the first place. For while a man is being regenerated, the order of his life is inverted. In this manner is lawful conjunction made out of unlawful conjunction.

[2] That this is possible is because the truths which are of faith enter through the hearing, thus through the external man; and the external man relishes only those things which belong to the world and to self, and which are the delights arising from self-advantage and honors. But when the internal man has been opened by means of regeneration, good from the Lord then flows in through it, and adopts and conjoins with itself the truths of faith which have entered through the external man, and according to this conjunction the order is inverted, that is, what had been in the first place is put in the last. The Lord then draws to Himself all things in the man which belong to life, so that they may look upward. The man then regards as ends those things which belong to the Lord and to heaven; and the Lord Himself as the end for the sake of which are all things; and the former things, which are the delights of self-advantage and of honors, he regards as means to this end. It is known that the means derive their life solely from the end, and that apart from the end they have no life. Thus when the delights of self-advantage and of honors have become means, they then have their life from the life which comes from heaven, that is, through heaven from the Lord; for the end for the sake of which they exist is the Lord. When a man is in such an order of life, matters of self-advantage and honors are then blessings to him; whereas if he is in the inverted order, these things are curses to him. That all things are blessings when a man is in the order of heaven, the Lord teaches in Matthew:

Seek ye first the kingdom of the heavens and His righteousness, and all things shall be added unto you (Matthew 6:33).

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for the permission to use this translation.