¹ I Kong Darius's fjerde egeringsår kom HE ENs Ord til Zakarias på den fjerde Dag i den niende Måned, Kislev.

² Da sendte Betel-Sar'ezer og egem-Melek og hans Mænd Bud for at bede HE EN om Nåde

³ og spørge Præsterne ved Hærskarers HE Es Hus og Profeterne: "Skal jeg græde og spæge mig i den femte Måned, som jeg nu har gjort i så mange År?"

⁴ Da kom Hærskarers HE Es Ord til mig således:

⁵ Sig til alt Folket i Landet og til Præsterne: Når l har fastet og klaget i den femte og syvende Måned i halvfjerdsindstyve År, var det da mig, I fastede for?

⁶ Og når l spiser og drikker, er det da ikke eder, som spiser og drikker?

⁷ Kender I ikke de Ord, HE EN forkyndte ved de tidligere Profeter, dengang Jerusalem og dets Byer trindt om var beboet og havde Fred, og Sydlandet og Lavlandetvar beboet?

⁸ Og HE ENs Ord kom til Zaka rias således:

⁹ Så siger Hærskarers HE E: Fæld redelig Dom, vis Miskundhed og Barmhjertighed mod hverandre,

¹⁰ undertryk ikke Enker og faderløse, fremmede og nødlidende og tænk ikke i eders Hjerter ondt mod hverandre!

¹¹ Men de vilde ikke høre; de var stivnakkede og gjorde deres Ører døve

¹² og deres Hjerter hårde som Diamant for ikke at høre Loven og de Ord, Hærskarers HE E sendte gennem sin Ånd ved de tidligere Profeter. Derfor kom der stor Vrede fra Hærskarers HE E.

¹³ Ligesom de ikke hørte, når han kaldte, således vil jeg, sagde Hærskarers HE E, ikke høre, når de kalder;

¹⁴ og jeg blæste dem bort blandt alle de Folk, de ikke kendte, og Landet blev øde efter dem, så ingen drog ud eller hjem; og de gjorde det yndige Land til en Ørk.

¹ åb højt spar ikke din Strube, løft din øst som Basunen, forkynd mit Folk dets Brøde og Jakobs Hus deres Synder!

² Mig søger de Dag efter bag og ønsker at kende mine Veje, som var de et Folk, der øver etfærd, ej svigter, hvad dets Gud fandt ret. De spørger mig om Lov og et, de ønsker, at Gud er dem nær:

³ "Hvi faster vi, uden du ser os, spæger os, uden du ænser det?" Se, I driver Handel, når I faster, og pisker på Arbejdsflokken.

⁴ Se, I faster til Strid og Kiv, til Hug med gudløse Næver; som I faster i Dag, er det ikke, for at eders øst skal høres i det høje.

⁵ Er det Faste efter mit Sind, en Dag, da et Menneske spæger sig? At hænge med sit Hoved som Siv, at ligge i Sæk og Aske, kalder du det for Faste, en Dag, der behager HE EN?

⁶ Nej, Faste efter mit Sind er at løse Gudløsheds Lænker. at løsne Ågets Bånd, at slippe de kuede fri og sønderbryde hvert Åg,

⁷ at bryde dit Brød til de sultne, bringe hjemløse Stakler i Hus, at du klæder den nøgne, du ser, ej nægter at hjælpe dine Landsmænd.

⁸ Som Morgenrøden bryder dit Lys da frem, da læges hastigt dit Sår, foran dig vandrer din etfærd, HE ENs Herlighed slutter Toget.

⁹ Da svarer HE EN, når du kalder; på dit åb er hans Svar: "Her er jeg!" Fjerner du Åget fra din Midte, holder op at tale ondt og pege Fingre,

¹⁰ rækker du den sultne dit Brød og mætter en vansmægtende Sjæl, skal dit Lys stråle frem i Mørke, dit Mulm skal blive som Middag;

¹¹ HE EN skal altid lede dig, mætte din Sjæl, hvor der er goldt, og give dig nye Kræfter; du bliver som en vandrig Have, som rindende Væld, hvor Vandet aldrig svigter.

¹² Da bygges på ældgamle Tomter, du rejser længst faldne Mure; da kaldes du "Murbrudsbøder", "Genskaber af farbare Veje".

¹³ Varer du din Fod på Sabbatten, så du ej driver Handel på min Helligdag, kalder du Sabbatten en Fryd, HE ENs Helligdag ærværdig, ærer den ved ikke at arbejde, holder dig fra Handel og unyttig Snak,

¹⁴ da skal du frydes over HE EN; jeg lader dig færdes over Landets Høje og nyde din Fader Jakobs Eje. Thi HE ENs Mund har talet.