Bible

 

Numre 6

Studie

   

1 HE EN talede fremdeles til Moses og sagde:

2 Tal til Israeliterne og sig til dem: Når en Mand eller Kvinde vil aflægge et Nasiræerløfte for således at indvie sig til HE EN,

3 skal han afholde sig fra Vin og stærk Drik; Vineddike og stærk Drik må han ikke drikke, ej heller nogen som helst drik af Druer; han må hverken spise friske eller tørrede Druer;

4 så længe hans Indvielse varer, må han intet som helst nyde, der kommer af Vinstokken, hverken umodne Druer eller friske Skud.

5 Så længe hans Indvielsesløfte gælder, må ingen agekniv komme på hans Hoved; indtil Udløbet af den Tid han indvier sig til HE EN, skal han være hellig og lade sit Hovedhår vokse frit.

6 Hele den Tid han har indviet sig til HE EN, må han ikke komme Lig nær;

7 selv når hans Fader eller Moder, hans Broder eller Søster dør, må han ikke pådrage sig Urenhed ved dem, thi han bærer sin Guds indvielse på sit Hoved.

8 Så længe hans Indvielse varer, er han helliget HE EN.

9 Men når nogen uventet og pludselig dør i hans Nærhed, og han således bringer Urenhed over sit indviede Hoved, skal han rage sit Hoved, den Dag han atter bliver ren; den syvende Dag skal han rage det;

10 og den ottende Dag skal han bringe to Turtelduer eller Dueunger til Præsten ved Åbenbaringsteltets Indgang.

11 Og Præsten skal ofre den ene som Syndoffer og den anden som Brændoffer og skaffe ham Soning, fordi han har syndet ved at røre ved Lig. Derpå skal han samme Dag atter hellige sit Hoved

12 og atter indvie sig til HE EN for lige så lang Tid, som han før havde indviet sig, og bringe et årgammelt Lam som Skyldoffer; den forløbne Tid regnes ikke med, da han har bragt Urenhed over sit indviede Hoved.

13 Dette er Loven om Nasiræeren: Når hans indvielsestid er til Ende, skal han begive sig til Åbenbaringsteltets Indgang

14 og som Offergave bringe HE EN et årgammelt, lydefrit Væderlam til Brændoffer, et årgammelt, lydefrit Hunlam til Syndoffer og EN lydefri Væder til Takoffer,

15 en Kurv med usyret Bagværk, Kager af fint Hvedemel, rørte i Olie, og usyrede Fladbrød, smurte med Olie, desuden det tilhørende Afgrødeoffer og de tilhørende Drikofre.

16 Så skal Præsten bringe det for HE ENs Åsyn og ofre hans Syndoffer og Brændoffer,

17 og Væderen skal han ofre som Takoffer til HE EN tillige med de usyrede Brød i Kurven; derpå skal Præsten ofre hans Afgrødeoffer og Drikofer.

18 Så skal Nasiræeren ved Indgangen til Åbenbaringsteltet rage sit indviede Hoved og tage sit indviede Hovedhår og kaste det i Ilden under Takofferet.

19 Og Præsten skal tage den kogte Bov af Væderen og een usyret Kage og eet usyret Fladbrød af Kurven og lægge dem på Nasiræerens Hænder, efter at han har afraget sit indviede Hovedhår.

20 Og Præsten skal udføre Svingningen dermed for HE ENs Åsyn; det tilfalder Præsten som Helliggave foruden Svingningsbrystet og Offerydelseskøllen. Derefter må Nasiræeren atter drikke Vin.

21 Det er Loven om Nasiræeren, der aflægger Løfte, om hans Offergave til HE EN i Anledning af Indvielsen, foruden hvad han ellers evner at give; overensstemmende med Løftet, han aflægger, skal han forholde sig efter den for hans Indvielse gældende Lov.

22 HE EN talede fremdeles til Moses og sagde:

23 Tal til Aron og hans Sønner og sig: Når I velsigner Israeliterne, skal I sige til dem:

24 HE EN velsigne dig og bevare dig,

25 HE EN lade sit Ansigt lyse over dig og være dig nådig,

26 HE EN løfte sit Åsyn på dig og give dig Fred!

27 Således skal de lægge mit Navn på Israeliterne, og jeg vil velsigne dem.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Ze Swedenborgových děl

 

Arcana Coelestia # 5662

Prostudujte si tuto pasáž

  
/ 10837  
  

5662. And he said, Peace be to you, fear not. That this signifies that it is well, let them not despair, is evident from the signification of “peace,” as being to be well (of which in what follows); and from the signification of “fear not,” as being let them not despair. For the internal sense treats of a change of state, in that they no longer procure truths and through them good by their own power; but are presented with them from the Lord. And because they supposed that they would thus lose their own, thus freedom, and consequently all the delight of life, they were in despair, as is plain from what has gone before. Hence it is that “fear not” here signifies let them not despair; for fear arises from various causes (see n. 5647), and therefore also signifies various things.

[2] That “peace” denotes it is well, is because it is the inmost, and hence the universally reigning thing, in each and all things in heaven; for peace in heaven is like spring on earth, or like the dawn, which does not affect us by sensible changes, but by a universal pleasantness that flows into everything that is perceived, and fills with this pleasantness not only the perception itself but also the several objects. At the present day scarcely anyone knows the meaning of “peace” where mentioned in the Word, as in the benediction, “Jehovah lift up His faces upon thee, and give thee peace” (Numbers 6:26); and in other places. Almost everyone believes peace to be security from enemies, and also tranquillity at home and among companions. Such peace is not meant in this passage, but a peace which immeasurably transcends it—the heavenly peace just now spoken of. This peace can be bestowed on no one unless he is led by the Lord and is in the Lord, that is, in heaven where the Lord is all in all; for heavenly peace flows in when the cupidities arising from the love of self and the love of the world are taken away. These are what take peace away, for they infest man’s interiors, and at last cause him to make rest consist in unrest, and peace in annoyances, because his delight is in evils. So long as man is in these he cannot possibly know what peace is, nay, he so long believes that such peace is nothing; and if anyone says that it becomes perceptible when the delights from the love of self and the world are taken away, he laughs, because he makes peace consist in the delight of evil, which is the opposite of peace.

[3] Because such is the nature of peace, namely, the inmost of all happinesses and blessednesses, and hence the universal that reigns in them all, therefore the ancients used as a common form of speech the words, “Peace be unto you,” when they meant that it be well; and asked whether people “had peace” when they meant “Is it well?” See what has been said and shown above in regard to peace, namely: That peace in heaven is like spring and the dawn on earth (n. 1726, 2780): That peace in the supreme sense is the Lord, in the representative sense His kingdom, and that it is the Lord’s Divine affecting with good from the inmost (n. 3780, 4681): That all unrest is from evil and falsity, but peace from good and truth (n. 3170).

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for the permission to use this translation.