Bible

 

Numre 15

Studie

   

1 HE EN talede fremdeles til Moses og sagde:

2 Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer til det Land, jeg vil give eder at bo i,

3 og I vil ofre HE EN et Ildoffer, Brændoffer eller Slagtoffer, af Hornkvæg eller Småkvæg for at indfri et Løfte eller af fri Drift eller i Anledning af eders Højtider for at berede HE EN en liflig Duft,

4 så skal den, der bringer HE EN sin Offergave, som Afgrødeoffer bringe en Tiendedel Efa fint Hvedemel, rørt i en Fjerdedel Hin Olie

5 desuden skal du som Drikoffer til hvert Lam ofre en Fjerdedel Hin Vin, hvad enten det er Brændoffer eller Slagtoffer.

6 Men til en Væder skal du som Afgrødeoffer ofre to Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i en Tredjedel Hin Olie;

7 desuden skal du som Drikoffer frembære en Tredjedel Hin Vin til en liflig Duft for HE EN.

8 Og når du ofrer en ung Tyr som Brændoffer eller Slagtoffer for at indfri et Løfte eller som Takoffer til HE EN,

9 skal du foruden Tyren frembære som Afgrødeoffer tre Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i en halv Hin Olie;

10 desuden skal du som Drikoffer frembære en halv Hin Vin, et Ildoffer til en liflig Duft for HE EN.

11 Således skal der gøres for hver enkelt Tyr, hver enkelt Væder eller hvert Lam eller Ged;

12 således skal I gøre for hvert enkelt Dyr, så mange I nu ofrer.

13 Enhver indfødt skal gøre disse Ting på denne Måde, når han vil bringe et Ildoffer til en liflig Duft for HE EN.

14 Og når en fremmed bor hos eder, eller nogen i de kommende Tider bor iblandt eder, og han vil bringe et Ildoffer til en liflig Duft for HE EN, skal han gøre på samme Måde som I selv.

15 Inden for Forsamlingen skal en og samme Anordning gælde for eder og den fremmede, der bor hos eder; det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt: hvad der gælder for eder, skal også gælde for den fremmede for HE ENs Åsyn;

16 samme Lov og et gælder for eder og den fremmede, der bor hos eder.

17 HE EN talede fremdeles til Moses og sagde:

18 Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer til det Land, jeg fører eder til,

19 og spiser af Landets Brød, skal I yde HE EN en Offerydelse.

20 Som Førstegrøde af eders Grovmel skal I yde en Kage som Offerydelse; på samme Måde som Offerydelsen af Tærskepladsen skal I yde den.

21 Af Førstegrøden af eders Grovmel skal I give HE EN en Offerydelse, Slægt efter Slægt.

22 Dersom I synder af Vanvare og undlader at udføre noget af alle de Bud, HE EN har kundgjort Moses,

23 noget af alt det, HE EN har pålagt eder gennem Moses, fra den Dag HE EN udstedte sit Bud og frem i Tiden fra Slægt til Slægt,

24 så skal hele Menigheden, hvis det sker af Vanvare uden Menighedens Vidende, ofre en ung Tyr som Brændoffer til en liflig duft for HE en med det efter Lovbudene dertil hørende Afgrødeoffer og Drikoffer og desuden en Gedebuk som Syndoffer.

25 Og Præsten skal skaffe hele Israelitternes Menighed Soning, og dermed opnår de Tilgivelse; thi det skete af Vanvare, og de bar bragt deres Offergave som et Ildoffer til HE EN og desuden deres Syndoffer for HE ENs Åsyn, for hvad de gjorde af Vanvare.

26 Således får både hele Israelitternes Menighed og den fremmede, der bor hos dem, Tilgivelse; thi alt Folket har Del i den Synd, der bliver begået af Vanvare.

27 Men hvis et enkelt Menneske synder af Vanvare, skal han bringe en årgammel Ged som Syndoffer.

28 Og Præsten skal skaffe den, der synder af Vanvare, Soning for HE ENs Åsyn ved at udføre Soningen for ham, og således opnår han Tilgivelse.

29 For den indfødte hos Israelitterne og den fremmede, der bor iblandt dem, for eder alle gælder en og samme Lov; når nogen synder af Vanvare.

30 Men den, der handler med Forsæt, hvad enten han er indfødt eller fremmed, han håner Gud, og det Menneske skal udryddes af sit Folk.

31 Thi han har ringeagtet HE ENs Ord og brudt hans Bud; det Menneske skal udryddes, hans Misgerning kommer over ham.

32 Medens Israelitterne opholdt sig i Ørkenen, traf de en Mand, som sankede Brænde på en Sabbat.

33 De, der traf ham i Færd med at sanke Brænde, bragte ham til Moses, Aron og hele Menigheden,

34 og de satte ham i Varetægt, da der ikke forelå nogen bestemt Kendelse for, hvad der skulde gøres ved ham.

35 Da sagde HE EN til Moses: Den Mand skal lide Døden; hele Menigheden skal stene ham uden for Lejren!

36 Hele Menigheden førte ham da uden for Lejren og stenede ham til Døde, som HE EN havde pålagt Moses.

37 HE EN talede fremdeles til Moses og sagde:

38 Tal til Israelitterne og sig til dem, at de Slægt efter Slægt skal sætte Kvaster på Fligene af deres Klæder, og at de på hver enkelt Kvast skal sætte en violet Purpursnor.

39 Det skal tjene eder til Tegn, så at I, hver Gang I ser dem, skal komme alle HE ENs Bud i Hu og handle efter dem og ikke lade eder vildlede af eders Hjerter eller Øjne, af hvilke I lader eder forlede til Bolen

40 for at I kan komme alle mine Bud i Hu og handle efter dem og blive hellige for eders Gud.

41 Jeg er HE EN eders Gud, som førte eder ud af Ægypten for at være eders Gud. Jeg er HE EN eders Gud!

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Ze Swedenborgových děl

 

Arcana Coelestia # 1947

Prostudujte si tuto pasáž

  
/ 10837  
  

1947. 'Because Jehovah has hearkened to your affliction' means since it was submitting itself. This is clear from what has been stated above in 1937 about 'humiliating oneself and flinging oneself down' as meaning submitting oneself beneath the controlling power of the internal man, which submission was discussed there and was shown to consist in self-compulsion. It was also shown that in self-compulsion there is freedom, that is, what is willing and spontaneous, and that this distinguishes self-compulsion from being compelled. It was also shown that without this freedom, or willingness and spontaneity, a person cannot possibly be reformed and receive any heavenly proprium; also that though the contrary seems to be the case, there is more freedom in times of temptation than there is outside of them. Indeed at such times freedom increases as assaults are made by evils and falsities and it is consolidated by the Lord in order that a heavenly proprium may be given to the person. For that reason also the Lord is closer in times of temptation. It was shown as well that the Lord in no way compels anybody. No one who is compelled to think that which is true and to do that which is good is reformed, but instead thinks all the more what is false and wills all the more what is evil. This is so with all compulsion, as may also become clear from all the experience and lessons of life, which when learned prove two things - first, that human consciences will not allow themselves to be coerced, and second, that we strive after the forbidden.

[2] Furthermore everyone who is not free desires to become so, for this is his life. From this it is evident that nothing is in any way pleasing to the Lord that is not done in freedom, that is, spontaneously or willingly. For when anyone worships the Lord under circumstances in which he is not free he worships Him with nothing of himself. In his case that which moves the external is the external, that is, it is moved under compulsion - the internal being non-existent, or else incompatible, and even contradictory. When a person is being regenerated he compels himself from the freedom the Lord imparts to him, and humbles, and indeed afflicts, his rational, so that it may submit itself, and in consequence he receives a heavenly proprium. This proprium is then gradually perfected by the Lord and it becomes more and more free, so that as a result it becomes the affection for good and for truth deriving from that good, and possesses delight. And in that affection and delight there is happiness such as the angels experience. This freedom is what the Lord Himself is referring to in John.

The truth makes you free. If the Son makes you free, you are truly free. John 8:32, 36. 1

[3] What this freedom is, is totally unknown to those who do not have conscience, for they identify freedom with feelings of being at liberty and without restraint to think and utter what is false, and to will and do what is evil, and not to control and humble, still less to afflict, those feelings. Yet this is the complete reverse of freedom, as the Lord again teaches in the same place,

Everyone who commits sin is a slave of sin. John 8:34.

People acquire this slave-like freedom from the hellish spirits who reside with them and who inject it into them. When the life of those hellish spirits takes possession of them so do the loves and desires of those same spirits; for an unclean and utterly disgusting delight blows upon them, and being carried away so to speak in a stream they imagine themselves to be in freedom; but it is hellish freedom. The difference between this hellish freedom and heavenly freedom is that the former spells death and drags them down into hell, while the latter, that is, heavenly freedom, promises life and lifts them up to heaven.

[4] That all true internal worship springs from freedom, not from compulsion, and that unless it springs from freedom it is not internal worship, is clear from the Word, from the sacrifices - free-will, votive, and peace or eucharistic - which were called offerings and oblations, mentioned in Numbers 15:3 and following verses; Deuteronomy 12:6; 16:10-11; 23:23; and elsewhere. In David,

With a free-will offering I will sacrifice to You; I will confess Your name, O Jehovah, for it is good. Psalms 54:6.

From the thruma, 2 or the collection which the people were to contribute towards the Tabernacle and sacred vestments, referred to in Moses,

Speak to the children of Israel and let them receive for Me a collection; from every man whose heart makes him willing you shall receive My collection. Exodus 25:2.

And elsewhere in Moses,

Everyone who is willing in heart shall bring it, Jehovah's collection. Exodus 35:5.

[5] The humbling of the rational man, or affliction of it - as stated, from freedom - was also represented by the affliction souls underwent during festivals, referred to in Moses,

It shall be a statute to you for ever: in the seventh month, on the tenth day of the month, you shall afflict your souls. Leviticus 16:29.

And elsewhere in Moses,

On the tenth day of the seventh month is the day of atonement; it shall be a holy convocation for you, and you shall afflict your souls. Every soul who does not afflict himself on that very day shall be cut off from his peoples. Leviticus 23:27, 29.

It is for this reason that unleavened bread in which no fermentation has taken place is called the bread of affliction in Deuteronomy 16:2-3. Affliction is referred to in David in the following way,

O Jehovah, who will sojourn in Your tent? Who will dwell on Your holy mountain? He who walks blameless and performs righteousness, who swears to the affliction of himself and changes not. Psalms 15:1-2, 4.

[6] That 'affliction' is the taming and subduing of evils and falsities rising up from the external man into the rational man may become clear from what has been stated. Thus it is not any reduction of oneself to poverty and misery - not a renunciation of bodily enjoyments - that is meant by affliction. No taming and subduing of evil can result from doing that; indeed it may give rise to an additional evil, namely the desire to receive merit for such a renunciation; and what is more, man's freedom suffers, in which alone, as its ground, the good and truth of faith is able to be sown. Affliction also means temptation; see what has been said already in 1846.

Poznámky pod čarou:

1. In 9096, where this verse is quoted, the verbs are future tense, as in the Greek.

2. A Hebrew word meaning an offering

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.