¹ HE EN talede fremdeles til Moses og sagde:

² Når nogen forsynder sig og gør sig skyldig i Svig mod HE EN, idet han frakender sin Næste etten til noget, der var ham betroet, et Håndpant eller noget, han har røvet, eller han aftvinger sin Næste noget,

³ eller han finder noget, som er tabt, og nægter det, eller han aflægger falsk Ed angående en af alle de Ting, som Mennesket forsynder sig ved at gøre,

⁴ så skal han, når han har forsyndet sig og føler sig skyldig, tilbagegive det, han har røvet, eller det, han har aftvunget, eller det, som var ham betroet, eller det tabte, som han har fundet,

⁵ eller alt det, hvorom han har aflagt falsk Ed; han skal erstatte det med dets fulde Værdi med Tillæg af en Femtedel. Han skal give den retmæssige Ejer det, den Dag han gør Bod.

⁶ Og til Bod skal han af Småkvæget bringe HE EN en lydefri Væder, der er taget god; som Skyldoffer skal han bringe den til Præsten.

⁷ Da skal Præsten skaffe ham Soning for HE ENs Åsyn, så han finder Tilgivelse for enhver Ting, hvorved man pådrager sig Skyld.

⁸ HE EN taled fremdeles til Moses og sagde:

⁹ Giv Aron og hans Sønner dette Bud: Dette er Loven om Brændofferet. Brændofferet skal blive liggende på sit Bål på Alteret Natten over til næste Morgen, og Alterilden skal holdes ved lige dermed.

¹⁰ Så skal Præsten iføre sig sin Linnedklædning, og Linnedbenklæder skal han iføre sig over sin Blusel, og han skal borttage Asken, som bliver tilbage, når Ilden fortærer Brændofferet på Alteret, og lægge den ved Siden af Alteret.

¹¹ Derefter skal han afføre sig sine Klæder og tage andre Klæder på og bringe Asken uden for Lejren til et urent Sted.

¹² Ilden på Alteret skal holdes ved lige dermed, den må ikke gå ud: og Præsten skal hver Morgen tænde ny Brændestykker på Alteret og lægge Brændofferet til ette derpå og så bringe Takofrenes Fedtdele som øgoffer derpå.

¹³ En stadig Ild skal holdes ved lige på Alteret, den må ikke gå ud.

¹⁴ Dette er Loven om Afgrødeofferet: Arons Sønner skal frembære det for HE ENs Åsyn, hen til Alteret.

¹⁵ Så skal han tage en Håndfuld af Afgrødeofferets Mel og Olie og al øgelsen, der følger med Afgrødeofferet, det, der skal ofres deraf, og bringe det som øgoffer på Alteret til en liflig Duft for HE EN.

¹⁶ Men esten deraf skal Aron og hans Sønner spise; usyret skal det spises på et helligt Sted; i Åbenbaringsteltets Forgård skal de spise det.

¹⁷ Det må ikke bages syret. Jeg har givet dem det som deres Del af mine Ildofre; det er højhelligt ligesom Syndofferet og Skyldofferet.

¹⁸ Alle af Mandkøn blandt Arons Sønner må spise det; denne Del af HE ENs Ildofre skal være en evig gyldig ettighed, de har Krav på fra Slægt til Slægt. Enhver, som rører derved, bliver hellig.

¹⁹ HE EN talede fremdeles til Moses og sagde:

²⁰ Dette er den Offergave, Aron og hans Sønner skal frembære for HE EN: En Tiendedel Efa fint Hvedemel, et dagligt Afgrødeoffer, Halvdelen om Morgenen og Halvdelen om Aftenen.

²¹ Det skal tilberedes på Plade med Olie, og du skal frembære det godt æltet, og du skal bryde det i Stykker; et Afgrødeoffer, som er brudt i Stykker, skal du frembære til en liflig Duft for HE EN.

²² Den Præst iblandt hans Sønner, der salves i hans Sted, skal ofre det; det skal være en evig gyldig ettighed for HE EN, og som Heloffer skal det ofres.

²³ Ethvert Afgrødeoffer fra en Præst skal være et Heloffer; det må ikke spises.

²⁴ HE EN talede fremdeles til Moses og sagde:

²⁵ Tal til Aron og hans Sønner og sig: Dette er Loven om Syndofferet. Der, hvor Brændofferet slagtes. skal Syndofferet slagtes for HE ENs Åsyn; det er højhelligt.

²⁶ Den Præst, der frembærer Syndofferet, skal spise det; det skal spises på et helligt Sted, i Åbenbaringsteltets Forgård.

²⁷ Enhver, som rører ved Kødet deraf, bliver hellig. Hvis noget af dets Blod stænkes på en Klædning, skal det Stykke, Blodet er stænket på, tvættes på et helligt Sted.

²⁸ Det Lerkar, det koges i, skal slås i Stykker; og hvis det er kogt i et Kobberkar, skal dette skures og skylles med Vand.

²⁹ Alle af Mandkøn blandt Præsterne må spise det; det er højhelligt.

³⁰ Men intet Syndoffer må spises, når noget af dets Blod bringes ind i Åbenbaringsteltet for at skaffe Soning i Helligdommen; det skal opbrændes.

¹ My cry goes to God! Indeed, I cry to God for help, and for him to listen to me.

² In the day of my trouble I sought the Lord. My hand was stretched out in the night, and didn't get tired. My soul refused to be comforted.

³ I remember God, and I groan. I complain, and my spirit is overwhelmed. Selah.

⁴ You hold my eyelids open. I am so troubled that I can't speak.

⁵ I have considered the days of old, the years of ancient times.

⁶ I remember my song in the night. I consider in my own heart; my spirit diligently inquires:

⁷ "Will the Lord reject us forever? Will he be favorable no more?

⁸ Has his loving kindness vanished forever? Does his promise fail for generations?

⁹ Has God forgotten to be gracious? Has he, in anger, withheld his compassion?" Selah.

¹⁰ Then I thought, "I will appeal to this: the years of the right hand of the Most High."

¹¹ I will remember Yah's deeds; for I will remember your wonders of old.

¹² I will also meditate on all your work, and consider your doings.

¹³ Your way, God, is in the sanctuary. What God is great like God?

¹⁴ You are the God who does wonders. You have made your strength known among the peoples.

¹⁵ You have redeemed your people with your arm, the sons of Jacob and Joseph. Selah.

¹⁶ The waters saw you, God. The waters saw you, and they writhed. The depths also convulsed.

¹⁷ The clouds poured out water. The skies resounded with thunder. Your arrows also flashed around.

¹⁸ The voice of your thunder was in the whirlwind. The lightnings lit up the world. The earth trembled and shook.

¹⁹ Your way was through the sea; your paths through the great waters. Your footsteps were not known.

²⁰ You led your people like a flock, by the hand of Moses and Aaron. A contemplation by Asaph.