1
HE
ENs Engel drog fra Gilgal op til Betel. Og han sagde: "Jeg førte eder op fra Ægypten og bragte eder ind i det Land, jeg tilsvor eders Fædre. Og jeg sagde: Jeg vil i Evighed ikke bryde min Pagt med eder!
2
Men I må ikke slutte Pagt med dette Lands Indbyggere; deres Altre skal I bryde ned! Men t adlød ikke min
øst! Hvad har I dog gjort!
3
Derfor siger jeg nu: Jeg vil ikke drive dem bort foran eder, men de skal blive Brodde i eders Sider, og deres Guder skal blive eder en Snare!"
4
Da HE
ENs Engel talede disse Ord til alle Israelitterne, brast Folket i Gråd.
5
Derfor kaldte man Stedet Bokim. Og de ofrede til HE
EN der.
6
Da Josua havde ladet Folket fare, drog Israelitterne hver til sin Arvelod for at tage Landet i Besiddelse.
7
Og Folket dyrkede HE
EN, så længe Josua levede, og så længe de Ældste var i Live, som overlevede Josua og havde set hele det Storværk, HE
EN havde øvet for Israel.
8
Og Josua, Nuns Søn, HE
ENs Tjener, døde, 110 År gammel;
9
og de jordede ham på hans Arvelod i Timnat-Heres i Efraims Bjerge norden for Bjerget Ga'asj.
10
Men også hele hin Slægt samledes til sine Fædre, og efter dem kom en anden Slægt, som hverken kendte HE
EN eller det Værk, han havde øvet for Israel.
11
Da gjorde Israelitterne, hvad der var ondt i HE
ENs Øjne, og dyrkede Ba'alerne;
12
de forlod HE
EN, deres Fædres Gud, som havde ført dem ud af Ægypten, og holdt sig til andre Guder, de omboende Folks Guder, og tilbad dem og krænkede HE
EN.
13
De forlod HE
EN og dyrkede Ba'al og Astarte.
14
Da blussede HE
ENs Vrede op imod Israel, og han gav dem i
øveres Hånd, så de udplyndrede dem. Han gav dem til Pris for de omboende Fjender, så de ikke længer kunde holde Stand mod deres Fjender.
15
Hvor som helst de rykkede frem, var HE
ENs Hånd imod dem og voldte dem Ulykke, som HE
EN havde sagt og tilsvoret dem. Således bragte han dem i stor Vånde. Men når de så råbte til HE
EN,
16
lod han Dommere fremstå, og de frelste dem fra deres Hånd, som udplyndrede dem.
17
Dog heller ikke deres Dommere adlød de, men bolede med andre Guder og tilbad dem. Hurtig veg de bort fra den Vej, deres Fædre havde vandret på i Lydighed mod HE
ENs Bud; de slægtede dem ikke på.
18
Men hver Gang HE
EN lod Dommere fremstå iblandt dem, var HE
EN med Dommeren og frelste dem fra deres Fjenders Hånd, så længe Dommeren levede; thi HE
EN ynkedes, når de jamrede sig over dem, som trængte og undertrykte dem.
19
Men så snart Dommeren var død, handlede de atter ilde, ja endnu værre end deres Fædre, idet de holdt sig til andre Guder og dyrkede og tilbad dem. De holdt ikke op med deres onde Gerninger og genstridige Færd.
20
Da blussede HE
ENs Vrede op mod Israel, og han sagde: "Efterdi dette Folk har overtrådt min Pagt, som jeg pålagde deres Fædre, og ikke adlydt min
øst,
21
vil jeg heller ikke mere bortdrive foran dem et eneste af de Folk, som Josua lod tilbage ved sin Død,
22
for at jeg ved dem kan sætte Israel på Prøve, om de omhyggeligt vil følge HE
ENs Veje, som deres Fædre gjorde, eller ej."
23
HE
EN lod da disse Folkeslag blive og hastede ikke med at drive dem bort; han gav dem ikke i Josuas Hånd.
