¹ Da alle Kongerne på den anden Side af Jordan, i Bjergene og i Lavlandet og langs hele det store Havs Kyst hen imod Libanon, Hetiterne, Amoriterne, Kana'anæerne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne, hørte, hvad der var sket,

² samlede de sig for i Fællesskab at kæmpe mod Josua og Israel.

³ Men da Indbyggerne i Gibeon hørte, hvad Josua havde gjort ved Jeriko og Aj,

⁴ greb også de til en List; de gik hen og forsynede sig med ejsetæring, læssede nogle slidte Sække og nogle slidte, sprukne, stoppede Vinsække på deres Æsler

⁵ og tog slidte, lappede Sko på Fødderne og slidte Klæder på Kroppen, og alt deres ejsebrød var tørt og mullent.

⁶ Så gik de til Josua i Lejren ved Gilgal og sagde til ham og Israels Mænd: "Vi kommer fra et fjernt Land; slut derfor Pagt med os!"

⁷ Israels Mænd svarede Hivviterne: "Det kunde være, at I bor her midt iblandt os, hvorledes kan vi da slutte Pagt med eder?"

⁸ De sagde til Josua: "Vi er dine Trælle!" Josua spurgte dem så: "Hvem er I, og hvorfra kommer I?"

⁹ Og de svarede ham: "Fra et såre fjernt Land er dine Trælle kommet for HE EN din Guds Navns Skyld; thi vi har hørt hans y og alt, hvad han gjorde i Ægypten,

¹⁰ og alt, hvad han gjorde mod de to Amoriterkonger hinsides Jordan, Kong Sihon af Hesjbon og Kong Og af Basan, som boede i Asjtarot.

¹¹ og vore Ældste og alle Indbyggerne i vort Land sagde til os: Tag ejse tæring med eder, drag dem i Møde og sig til dem: Vi er eders Trælle; slut derfor nu Pagt med os!

¹² Vort Brød her var endnu varmt, da vi tog det med hjemmefra, dengang vi begav os af Sted for at drage til eder; men se, nu er det tørt og mullent;

¹³ og vore Vinsække her var nye, da vi fyldte dem; se, nu er de sprukne; og vore Klæder og Sko her er slidte, fordi Vejen var så lang!"

¹⁴ Så tog Mændene af deres ejsetæring; men HE EN rådspurgte de ikke.

¹⁵ Og Josua tilsagde dem Fred og sluttede Overenskomst med dem og lovede at lade dem leve, og Menighedens Øverster tilsvor dem det.

¹⁶ Men tre Dage efter at de havde sluttet Pagt med dem, hørte de, at de var fra den nærmeste Omegn og boede midt iblandt dem.

¹⁷ Og Israeliterne brød op og kom den tredje Dag til deres Byer, det var Gibeon, Kefira, Beerot og Kirjat Jearim.

¹⁸ Men Israeliterne dræbte dem ikke, fordi Menighedens Øverster havde, tilsvoret dem Fred ved HE EN, Israels Gud. Da knurrede hele Menigheden mod Øversterne;

¹⁹ men alle Øversterne sagde til hele Menigheden: "Vi har tilsvoret dem Fred ved HE EN, Israels Gud, derfor kan vi ikke gøre dem noget ondt.

²⁰ Men dette vil vi gøre med dem, når vi skåner deres Liv, at der ikke skal komme Vrede over os for den Ed, vi svor dem:

²¹ De skal blive i Live, men være Brændehuggere og Vandbærere for hele Menigheden." Og hele Menigheden gjorde, som Øverstene havde sagt.

²² Og Josua lod dem kalde og talte således til dem: "Hvorfor førte I os bag Lyset og sagde, at I havde hjemme langt borte fra os, skønt I bor her midt iblandt os?

²³ Derfor skal I nu være forbandede, og ingen af eder skal nogen Sinde ophøre at være Træl; Brændehuggere og Vandbærere skal I være ved min Gus Hus!"

²⁴ De svarede Josua og sagde:"Det var blevet dine Trælle sagt, at HE EN din Gud pålagde sin Tjener Moses, at når han gav eder hele Landet, skulde I udrydde alle Landets Indbyggere foran eder. Da påkom der os stor Frygt for, at I skulde tage vort Liv; derfor handlede vi således.

²⁵ Men se, nu er vi i din Hånd; gør med os, som det tykkes dig godt og ret!"

²⁶ Da handlede han således med dem; han friede dem fra Israeliternes Hånd, så de ikke dræbte dem;

²⁷ men Josua gjorde dem den Dag til Brændehuggere og Vandbærere for Menigheden og for HE ENs Alter på det Sted, han vilde udvælge. Og det er de den Dag i Dag.

¹ Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og trådte frem for HE EN, og iblandt dem kom også Satan og trådte frem for ham.

² HE EN spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svarede HE EN: "Jeg bar gennemvanket Jorden på Kryds og tværs."

³ HE EN spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder han fast ved sin Fromhed, og uden Grund har du ægget mig til at ødelægge ham!"

⁴ Men Satan svarede HE EN: "Hud for Hud! En Mand giver alt, hvad han ejer, for sit Liv!

⁵ Men ræk engang din Hånd ud og rør ved hans Ben og Kød! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit Ansigt!"

⁶ Da sagde HE EN til Satan: "Se, han er i din Hånd; kun skal du skåne hans Liv!"

⁷ Så gik Satan bort fra HE ENs Åsyn, og han slog Job med ondartet Bylder fra Fodsål til Isse,

⁸ Og Job tog sig et Potteskår til at skrabe sig med, medens han sad i Askedyngen.

⁹ Da sagde hans Hustru til ham: "Holder du endnu fast ved din Fromhed? Forband Gud og dø!"

¹⁰ Men han svarede hende: "Du taler som en Dåre! Skulde vi tage imod det gode fra Gud, men ikke imod det onde?" I alt dette syndede Job ikke med sine Læber.

¹¹ Da Jobs tre Venner hørte om al den Ulykke, der havde ramt ham, kom de hver fra sin Hjemstavn. Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad og Na'amatiten Zofar, og aftalte at gå hen og vise ham deres Medfølelse og trøste ham.

¹² Men da de i nogen Frastand så op og ikke kunde genkende ham, opløftede de deres øst og græd, sønderrev alle tre deres Kapper og kastede Støv op over deres Hoveder.

¹³ Så sad de på Jorden hos ham i syv Dage og syv Nætter, uden at nogen af dem mælede et Ord til ham; thi de så, at hans Lidelser var såre store.