¹ HE ENs Ord kom til Jonas, Amittajs Søn, således:

² "Stå op og gå til Nineve, den store Stad, udråb over den, at deres Ondskab er kommet op for mit Åsyn."

³ Men Jonas stod op for at fly fra HE ENs Åsyn til Tarsis. Han drog ned til Jafo, og da han fandt et Skib, som skulde til Tarsis betalte han, hvad ejsen kostede, og gik om Bord for at sejle med til Tarsis bort fra HE ENs Åsyn.

⁴ Men HE EN Iod et stærkt Vejr fare hen over Havet, og en stærk Storm rejste sig på Havet, så Skibet var ved at gå under.

⁵ Sømændene blev rædde og råbte hver til sin Gud, og de kastede alle Sager i Skibet over Bord for at lette det. Men Jonas var gået ned i det underste Skibsrum og lå i dyb Søvn dernede.

⁶ Skibsføreren gik da ned til ham og sagde: "Hvor kan du sove? Stå op og råb til din Gud! Måske vil Gud komme os i Hu, så vi ikke omkommer."

⁷ Så sagde de til hverandre: "Kom, lad os kaste Lod for at få at vide, hvem der er Skyld i, at denne Ulykke er tilstødt os!" Og de kastede Lod, og Loddet ramte Jonas.

⁸ Da sagde de til ham: "Sig os, hvem der er Skyld i, at denne Ulykke er tilstødt os! Hvad er du, og hvor kommer du fra? Hvilket Land er du fra, og hvilket Folk hører du til?"

⁹ Han svarede: "Jeg er Hebræer, og jeg frygter HE EN, Himmelens Gud, som har skabt Havet og det tørre Land."

¹⁰ Så grebes Mændene af stor ædsel og sagde til ham: "Hvad har du gjort!" Thi de fik at vide, at han flyede fra HE ENs Åsyn; det sagde han dem.

¹¹ Og de spurgte ham: "Hvad skal vi gøre med dig, så vi får Havet til at lægge sig? Thi det rejser sig mere og mere."

¹² Han svarede: "Tag og kast mig i Havet! Så får I det til at lægge sig; thi jeg ved, at jeg er Skyld i, at dette stærke Vejr er over eder."

¹³ Mændene søgte nu at ro tilbage til Land, men kunde ikke, da Havet rejste sig mere og mere imod dem.

¹⁴ Så råbte de til HE EN; "Ak, HE E! Lad os ikke omkomme for denne Mands Sjæls Skyld og lad ikke uskyldigt Blod komme over os; thi det erjo dig, HE E, derhar gjort, som du vilde."

¹⁵ Derpå tog de Jonas og kastede ham i Havet, og straks lagde det sig.

¹⁶ Og Mændene grebes af stor ædsel for HE EN, bragte ham et Slagtoffer og aflagde Løfter.

¹⁷ Men HE EN bød en stor Fisk sluge Jonas; og Jonas var i Fiskens Bug tre Dage og tre Nætter.

¹ Derefter så jeg en anden Engel stige ned fra Himmelen; han havde stor Magt, og Jorden blev oplyst af hans Herlighed.

² Og han råbte med stærk øst og sagde: Falden, falden er Babylon den store, og den er bleven Dæmoners Bolig og et Fængsel for alle Hånde urene Ånder og et Fængsel for alle Hånde urene og afskyede Fugle!

³ Thi af hendes Utugts Harmes Vin have alle Folkeslagene drukket, og Jordens Konger have bolet med hende, og Jordens Købmænd ere blevne rige af hendes Yppigheds Fylde.

⁴ Og jeg hørte en anden øst fra Himmelen, som sagde: Går ud fra hende, mit Folk! for at I ikke skulle blive meddelagtige i hendes Synder og ikke rammes af hendes Plager.

⁵ Thi hendes Synder ere opdyngede indtil Himmelen, og Gud har kommet hendes Uretfærdigheder i Hu.

⁶ Betaler hende, som hun har betalt eder, og gengælder hende dobbelt efter hendes Gerninger; skænker hende dobbelt i det Bæger, som hun har iskænket.

⁷ Så meget, som hun har forherliget sig selv og levet i Yppighed, så meget skulle I give hende af Pine og Sørg! Fordi hun siger i sit Hjerte: Jeg sidder som en Dronning og er ikke Enke, og Sorg skal jeg ingenlunde se,

⁸ derfor skulle hendes Plager komme på een Dag: Død og Sorg og Hunger, og hun skal opbrændes med Ild; thi stærk er den Herre Gud, som har dømt hende.

⁹ Og Jordens Konger, som have bolet og levet yppigt med hende, skulle græde og hyle over hende, når de se øgen af hendes Brand,

¹⁰ medens de stå langt borte af Frygt for hendes Pinsel og sige: Ve! Ve! du store Stad, Babylon, du stærke Stad, thi på een Time er din Dom kommen.

¹¹ Og Jordens Købmænd græde og sørge over hende, fordi ingen mere køber deres Ladning:

¹² Ladning af Guld og Sølv og Ædelsten og Perler og fint Linned og Purpur og Silke og Skarlagen og alle Hånde vellugtende Træ og alle Hånde Arbejde af Elfenben og alle Hånde Arbejde af kostbart Træ og af Kobber og Jern og Marmor,

¹³ og Kanelbark og Hårsalve og øgelser og Salve og Virak og Vin og Olie og fint Mel og Hvede og Okser og Får og Heste og Vogne og Slaver, ja, Menneskesjæle.

¹⁴ Og den Frugt, din Sjæl lystedes ved, er vegen fra dig og alt det lækre og glimrende er forbi for dig, og man skal aldrig finde det mere.

¹⁵ De, som handlede dermed og ere blevne rige ved hende, skulle stå langt borte af Frygt for hendes Pinsel grædende og sørgende og sige:

¹⁶ Ve Ve! den store Stad, som var klædt i fint Linned og Purpur og Skarlagen og strålede af Guld og Ædelsten og Perler; thi i een Time er så stor en igdom lagt øde.

¹⁷ Og alle Styrmænd og alle Skippere og Søfolk og alle, som arbejde på Havet, stode langt borte

¹⁸ og råbte, da de så øgen af hendes Brand, og sagde: Hvor var der Mage til den store Stad?

¹⁹ Og de kastede Støv på deres Hoveder og råbte grædende og sørgende og sagde: Ve! Ve! den store Stad, hvori alle, som havde Skibe på Havet, berigedes ved dens Pragt; thi i een Time er den bleven lagt øde.

²⁰ Fryd dig over den, du Himmel, og I hellige og Apostle og Profeter! fordi Gud har skaffet eder et over den.

²¹ Og en vældig Engel løftede en Sten som en stor Møllesten og kastede den i Havet og sagde: Således skal Babylon, den store Stad, nedstyrtes i Hast og ikke findes mere.

²² Og Lyd af Harpespillere og Sangere og Fløjtespillere og Basunblæsere skal ikke høres i dig mere; og ingen Kunstner i nogen Kunst skal findes i dig mere; og Lyd af Mølle skal ikke høres i dig mere;

²³ og Lys af Lampe skal ikke skinne i dig mere, og Brudgoms og Bruds øst skal ikke høres i dig mere, fordi dine Købmænd vare Jordens Stormænd, fordi alle Folkeslagene bleve forførte ved dit Trylleri.

²⁴ Og i den blev Profeters og helliges Blod fundet og alle deres, som ere myrdede på Jorden.