Bible

 

Jeremias 51

Studie

   

1 siger HE EN: Jeg opvækker en ødelæggelsens ånd mod Babel og dem, som bor i "mine Modstanderes Hjerte".

2 Og jeg sender til Babel Kastere, de skal kaste det og tømme dets Land, thi fra alle Hanter er de over det på Ulykkens Dag.

3 Ingen skal spænde sin Bue eller rejse sig i Brynje. Spar ikke dets Ynglinge, læg Band på hele dets Hær!

4 Dræbte Mænd skal falde i Kaldæernes Land og gennemborede i Gaderne;

5 thi Israel og Juda er ikke forladt af deres Gud, Hærskarers HE E, men deres Land var fuldt af Skyld mod Israels Hellige.

6 Fly ud af Babel, enhver redde sit Liv, at I ikke skal omkomme for dets Brøde! Thi det er Hævnens Tid for HE EN, han øver Gengæld imod det.

7 Et gyldent Bæger var Babel i HE ENs Hånd, det gjorde al Jorden drukken; Folkene drak af Vinen, derfor blev Folkene galne.

8 Babel faldt i et Nu, det knustes; jamrer over det! Hent Balsam hid til dets Sår, om det muligt kan læges!

9 Vi vilde læge Babel, men det lod sig ikke læge. Gå fra det og lad os drage hver til sit Land, thi dets Straffedom når til Himmelen, løfter sig til Skyerne.

10 HE EN har bragt vor et for Lyset; kom, lad os kundgøre HE EN vor Guds Værk i Zion!

11 Hvæs Pilene, gør Skjoldene blanke! HE EN har vakt Mederkongens Ånd, thi hans Hu står til at ødelægge Babel; thi det er HE ENs Hævn, Hævn for hans Tempel.

12 Løft Banner mod Babels Mure, forstærk Vagten, sæt Vagtposter ud, læg Baghold! Thi HE EN har et åd for og gør, hvad han har talet mod Babels Indbyggere.

13 Du, som bor ved de mange Vande, rig på Skatte, din Ende er kommet, den Alen, hvor man skære dig af.

14 Hærskarers Herre har svoret ved sig selv: Jeg vil fylde dig med Mennesker som Græshopper, og de skal istemme Vinperserråbet over dig.

15 Han skabte Jorden i sin Vælde, grundfæstede Jorderig i sin Visdom, og i sin indsigt udspændte han Himmelen.

16 Når han løfter sin øst, bruser Vandene i Himmelen, og han lader Skyer stige op fra Jordens Ende; han får Lynene til at give egn og sender Stormen ud af sine Forrådskamre.

17 Dumt er hvert Menneske, uden Indsigt, hver Guldsmed får Skam af sit Billede; thi Løgn er hans Støbning, der er ingen Ånd i dem;

18 Tomhed er de, et dårende Værk; når deres Hjemsøgelses Tid kommer, er det ude med dem.

19 Jakobs Arvelod er ikke som de; thi han, der har skabt alt, er dets Arvelod; Hærskarers HE E er hans Navn.

20 Du var mig en Stridshammer, et Våben; med dig knuste jeg Folk, med dig ødelagde jeg iger;

21 med dig knuste jeg Hest og ytter, med dig knuste jeg Vogn og Vognstyrer,

22 med dig knuste jeg Mand og Kvinde med dig knuste jeg gammel og ung, med dig knuste jeg Yngling og Jomfru,

23 med dig knuste jeg Hyrde og Hjord, med dig knuste jeg Agerdyrker og Oksespand, med dig knuste jeg Statholder og Landshøvding.

24 Men jeg vil gengælde Babel og alle Kaldæas Indbyggere alt det onde, de gjorde mod Zion for eders Øjne, lyder det fra HE EN.

25 Se, jeg kommer over dig, du ødelæggende Bjerg, lyder det fra HE EN, du, som ødelægger hele Jorden; jeg udrækker Hånden imod dig og vælter dig ned fra Klipperne og gør dig til et afsvedet Bjerg;

26 man skal ikke fra dig hente Sten til Tinder eller Grundvolde, thi du skal blive en evig Ørken, lyder det fra HE EN.

27 Løft BannerJorden, stød i Horn blandt Folkene, vi Folkene til Kamp imod det, opbyd Ararats, Minnis og Asjkenazs iger imod det, indsæt en Tipsar, lad Hestene fare frem som lodne Græshopper;

28 vi Folkene til Strid imod det, Mederkongen, hans Statholdere og alle hans Landshøvdinger og hele det Land, han råder over!

29 Jorden skal skælve og vride sig, thi HE ENs Tanker mod Babel fuldbyrdes, at gøre Babels Land til en Ørken, hvor ingen bor.

30 Babels Helte opgiver Kampen, de sidder stille i Borgene, deres kraft ebber ud, de er blevet til Kvinder; dets Boliger afbrændes, dets Portstænger knækkes.

31 Løber iler Løber i Møde, og Bud iler Bud i Møde for at melde Babels Konge, at hans By er indtaget fra Ende til anden,

32 Overgangsstederne taget, Borgene brændt og Krigsfolkene rædselslagne.

33 Thi så siger Hærskarers HE E, Israels Gud: Babels Datter er som en Tærskeplads, når den stampes endnu en liden Stund, så kommer Høstens Tid for den.

34 Kong Nebukadrezar af Babel har fortæret mig, oprevet mig, sat mig til Side som et tomt kar. Som en Drage har han slugt mig, fyldt sin Vom med mine Lækkerbidskener og drevet mig bort.

35 Den Vold, jeg led, og min Overlast komme over Babel, siger de, som bor i Zion, mit Blod over Kaldæas Indbyggere, siger Jerusalem.

36 Derfor, så siger HE EN: Se, jeg fører din Sag og giver digHævn, jeg lægger dets Hav tørt og udtørrer dets Kilde.

37 Babel skal blive en Grushob, Sjakalers Bolig, til ædsel og Spot, så ingen bor der.

38 De brøler alle som Løver, knurrer som Løveunger i deres Vildskab.

39 Jeg holder et Drikkelag for dem og gør dem drukne, så de døves og falder i evig Søvn uden at vågne, lyder det fra HE EN.

40 Jeg fører dem ned til af slagtes som Får, som Vædre sammen med Bukke.

41 Hvor Sjesjak blev fanget og grebet, al Jordens Stolthed, hvor Babel dog blev til ædsel imellem Folkene!

42 Havet steg over Babel, af dets Bølgers Brus blev det skjult.

43 Dets Byer er blevet en Ørken, øde Land og Ødemark; intet Menneske bor i dem, intet Menneskebarn færdes i dem.

44 Jeg hjemsøger Bel i Babel, river ud af hans Mund, hvad han slugte, til ham skal ej Folkeslag strømme mer. Også Babels Mur er faldet.

45 Drag ud deraf, mit Folk, enhver redde sit Liv for HE ENs glødende Harme.

46 Lad ikke eders Hjerter blive modfaldne og frygt ikke ved de Tidender, der høres på Jorden, når der i det ene År kommer een Tidende og i det næste en anden, når der er Voldsfærd på Jorden og Hersker følger på Hersker.

47 Se, derfor skal Dage komme, da jeg hjemsøger Babels Gudebilleder, og alt dets Land bliver til Skamme, og alle deri skal falde på Valen.

48 Jubl over Babel, Himmel og Jord med alt, hvad i dem er, thi fra Nord kommer Hærværksmænd over det, lyder det fra HE EN.

49 Også Babel skal falde for de dræbte af Israels Skyld, ligesom dræbte på hele Jorden faldt for Babel.

50 I, som undslap Sværdet, drag bort, stands ikke, kom HE EN i Hu i det fjerne, lad Jerusalem komme frem i eders Tanker!

51 Vi blev til Skamme, thi Smædeord måtte vi høre; Blusel lagde sig over vore Ansigter, thi fremmede overfaldt HE ENs Huss Helligdomme.

52 Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra HE EN, da jeg hjemsøger dets Gudebilleder, og sårede skal stønne i hele dets Land.

53 Selv om Babel stiger op til Himmelen, og selv om det gør sin Borg utilgængelig i det høje, fra mig skal der komme Hærværksmænd over det, lyder det fra HE EN.

54 Der lyder Skrig fra Babel, et vældigt Sammenbrud fra Kaldæernes Land.

55 Thi HE EN hærger Babel og gør Ende på den vældige Larm der; deres Bølger bruser som mange Vande, deres Brag lyder højt.

56 Thi en Hærværksmand kommer over Babel, og dets Helte skal fanges, deres Buer knækkes; thi en Gengældelsens Gud er HE EN, han giver fuld Løn.

57 Jeg gør dets Fyrster og Vismænd, dets Statholdere, Landshøvdinger og Helte drukne, og de skal falde i evig Søvn uden at vågne, lyder det fra kongen, hvis Navn er Hærskarers HE E.

58 siger Hærskarers HE E: Babels brede Mur skal nedbrydes til Grunden og dets høje Porte opbrændes. Folkeslagenes Møje er spildt, og Folkefærdene slider sig trætte for Ilden.

59 Det Ord, som Profefen Jeremias sendte med Seraja, en Søn at Masejas Søn Nerija, da han rejste, til Babel med Kong Zedekias af Juda i hans fjerde egeringsår; Seraja sørgede for Nattely til Kongen, når han var på ejse.

60 Jeremias optegnede al den Ulykke, som skulde komme over Babel, i en og samme Bog, alle disse Ord, der er skrevet mod Babel;

61 og Jeremias sagde til Seraja: "Når du kommer til Babel og ser Lejlighed dertil, skal du oplæse alle disse Ord

62 og sige: HE E, du truede selv dette Sted med Udryddelse, så der ikke bliver nogen, som bor der, - hverken Folk eller Fæ, men det skal blive en evig Ørken.

63 Og når du er til Ende med at oplæse denne Bog, skal du binde en Sten til den, kaste den i Eufrat

64 og sige: Således skal Babel gå til Bunds og ikke mere komme op for al den Ulykke, jeg sender over det!" Til Ordene "slider sig trætte for Ilden går Jeremiass Ord.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Ze Swedenborgových děl

 

Apocalypse Explained # 63

Prostudujte si tuto pasáž

  
/ 1232  
  

63. Verse 13. And in the midst of the seven lampstands one like unto the Son of man, signifies the Lord, from whom is the All of heaven and of the church. This is evident from the signification of "in the midst," as being in the inmost (See Arcana Coelestia., n. 1074, 2940, 2973); and as all things proceed from the inmost, as light proceeds from the center to the circumferences, so "in the midst" signifies from whom; also from the signification of "the seven lampstands," as being the new heaven and the new church (of which just above, n. 62; and from the signification of "the Son of man," as being the Lord in respect to the Divine Human, and also in respect to Divine truth, because Divine truth proceeds from His Divine Human. From this it can be seen why the Lord appeared "in the midst of seven lampstands," namely, because from Him the All of heaven and the church proceeds; for it is the good of love and of faith that makes heaven and the church, and that this good is from the Divine is known in the Christian world, and as it is from the Divine, it is from the Lord, for the Lord is the God of heaven, and the Divine of the Lord makes heaven (See the work on Heaven and Hell (Heaven and Hell 2-6, 7-12 that this is His Divine Human, 78-86).

[2] That the Son of man is the Lord in respect to the Divine Human, and also in respect to Divine truth, because Divine truth proceeds from His Divine Human, is evident from those passages in the Word where the Son of man is mentioned. Thus in John:

The multitude said to Jesus, How sayest Thou, The Son of man must be lifted up? Who is this Son of man? Jesus answered thee, Yet a little while is the light with you; walk while ye have the light, lest darkness overtake you. While ye have the light believe in the light, that ye may be sons of light (John 12:34-36).

From these words it is clear that "the Son of man" and "Light" have a like signification; for when the people asked, Who is the Son of man? the Lord answered that He was the Light in which they should believe. (That "light" is the Divine truth proceeding from the Lord's Divine Human, see in the work on Heaven and Hell 126-140; and in The Doctrine of the New Jerusalem 49; thus also the Son of man. )

[3] In Luke:

Blessed are ye when men shall hate you for the Son of man's sake (Luke 6:22).

"For the Son of man's sake" is for the sake of Divine truth that proceeds from the Lord. Divine truth is the All of faith in and of love to the Lord. Because the evil deny these things, and those who deny also hate them, while the good acknowledge them, therefore it is said that the good are blessed.

[4] In the same:

The days will come when ye shall desire to see one of the days of the Son of man, but ye shall not see it. Then they shall say to you, Lo here, or Lo there. Go not away, nor pursue after (Luke 17:22-23).

"To desire [to see] one of the days of the Son of man," is to desire Divine truth, which is genuine truth, as to something thereof; the end of the church is here meant, when there will no longer be any faith, because there will be no charity, at which time all Divine truth will perish; and because Divine truth is signified by "the Son of man," it is said, "Then shall they say, Lo here, or Lo there; pursue not after."

[5] In the same:

When the Son of man cometh, shall He find faith upon the earth? (Luke 18:8);

which means that when Divine truth shall be revealed out of heaven it will not be believed. Here also, "the Son of man" is the Lord in respect to Divine truth; the coming of the Lord is the revelation of Divine truth at the end of the church (See Arcana Coelestia 3900, 4060).

[6] In Matthew:

As the lightning cometh forth from the east, and is seen even unto the west, so shall the coming of the Son of man be. Then shall appear the sign of the Son of man in heaven; and then shall all the tribes of the earth lament, and they shall see the Son of man coming in the clouds of heaven, with power and glory (Matthew 24:27, 30).

That by "the coming of the Lord in the clouds of heaven" is here signified the revelation of Divine truth at the end of the church, see above n. 36.

[7] In the same:

I say unto you, Henceforth ye shall see the Son of man sitting at the right hand of power, and coming in the clouds of heaven (Matthew 26:64).

And in Luke:

From henceforth shall the Son of man be seated at the right hand of the power of God (Luke 22:69).

"The Son of man" is the Lord in respect to the Divine Human, and in respect to Divine truth proceeding from Him; "to sit at the right hand of power" means that He has omnipotence; its being said that they were now about to see this means that Divine truth was in its omnipotence when the Lord in the world had conquered the hells and reduced to order all things there and in the heavens, and that thus those who received Him in faith and love could be saved (See Arcana Coelestia 9715. That to "sit at the right hand" means omnipotence, see Arcana Coelestia 3387, 4592, 4933, 7518, 8281, 9193; that all the power of good is by means of truth, n. 6344, 6423, 8304, 9327, 9410, 9639, 9643. That Divine power itself is by means of Divine truth proceeding from the Lord's Divine Human, see n. 6948; that the "clouds" in which the Son of man is to come are the Word in the letter, which is Divine truth in the ultimate of order, see the preface to chapter 18 of Genesis, n. 4060, 4391, 5922, 6343, 6752, 8443, 8781; and that "glory" is Divine truth itself, such as it is in the internal sense of the Word, see n. 4809, 5922, 8267, 9429).

[8] From this it can now be seen what is signified by these words in Revelation:

I saw, and behold, a white cloud, and upon the cloud one sat like unto the Son of man, having on His head a golden crown (Revelation 14:14).

And in Daniel:

I saw in the night visions, and behold, there came with the clouds of the heavens one like unto the Son of man (Daniel 7:13).

Because all judgment is executed according to truth, therefore it is said, that it was given to the Lord:

To execute judgment, because He is the Son of man (John 5:27); and that:

The Son of man shall render unto every man according to his deeds (Matthew 16:27);

and that:

When the Son of man shall come, He shall sit on the throne of His glory, and shall judge (Matthew 25:31).

[9] In Matthew:

He that soweth the good seed is the Son of man, the field is the world, the seed are the sons of the kingdom, the tares are the sons of the evil one (Matthew 13:37-38).

"Good seed" is Divine truth; it is therefore said that the Son of man soweth it; "the sons of the kingdom" are Divine truths in heaven and the church; for "son" is truth (See Arcana Coelestia 489, 491, 533, 1147, 2623), and, in the contrary sense, falsity, which also is "the son of the evil one."

[10] In the same:

The Son of man hath not where to lay His head (Matthew 8:20);

by which is meant that Divine truth had no place anywhere, that is, with any man at that time. That the Son of man was about to suffer and be put to death (Matthew 17:12, 22-23; 26:2, 24, 45; Mark 8:31; 9:12, 31) signifies that thus they were about to treat Divine truth, consequently the Lord, who was Divine truth itself. This He also teaches in Luke:

But first must the Son of man suffer, and be rejected of this generation (Luke 17:25).

[11] In Jeremiah:

No man [vir] shall dwell there; neither shall a son of man [hominis] sojourn there (Jeremiah 49:18, 33).

And in the same:

In the cities no man [vir] shall dwell, nor shall a son of man [hominis] pass through them (Jeremiah 51:43).

He who does not know the spiritual sense of the Word believes that by "cities" here are meant cities, and that by "man," and "son of man," are meant a man and a son; and that the cities were to be so desolated that no one should be in them, but it is the state of the church in respect to the doctrine of truth that is described by these words; for "cities" are the doctrinals of the church (See Arcana Coelestia 402, 2449, 3216, 492, 4493); and "man" is its very truth conjoined with good (See n. 3134, 7716, 9007); therefore a "son of man" is truth.

[12] As Divine truth proceeding from the Lord was signified by "the Son of man," therefore the prophets by whom it was revealed were called "sons of man" (as Daniel 8:17; and Ezekiel 2:1, 3, 6, 8; 3:1, 3-4, 10, 17, 25; 4:1, 16; 8:5-6, 8, 12, 15; 12:2, 3, 9, 18, 22, 27). As most things in the Word have also a contrary sense, so "son of man" has a contrary signification, which is the falsity opposite to truth. Thus in Isaiah:

What art thou, that thou art afraid of man, that dies; and of the son of man, who shall be as grass (Isaiah 51:12).

And in David:

Put not your trust in princes, in the son of man, with whom there is no salvation (Psalms 146:3).

"Princes" are primary truths (See Arcana Coelestia 2089, 5044); so, in the contrary sense, primary falsities; and "the son of man" is falsity itself.

  
/ 1232  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for their permission to use this translation.