¹ Hører dette, I Præster, lyt til du Israels hus, lån Øre, du Kongehus, thi eder gælder Dommen. Thi I blev en Snare for Mizpa, et Garn bredt ud over Tabor,

² en dyb Faldgrube i Sjittim; men jeg er en Lænke for alle.

³ Efraim kender jeg, ej skjult er Israel for mig; thi du har bolet, Efraim, uren er Israel blevet.

⁴ Deres Gerninger tillader ikke, at de vender sig til deres Gud; thi Horeånd har de i sig, HE EN kender de ej.

⁵ Mod Israel vidner dets Hovmod; Efraim styrter for sin Brøde, med dem skal og Juda styrte.

⁶ Da går de med Småkvæg og Hornkvæg hen for at søge HE EN; men ham skal de ikke finde, thi bort fra dem vil han vige.

⁷ Troløse var de mod HE EN, thi uægte Børn har de født; nu vil han opsluge dem, Plovmand sammen med Mark.

⁸ Lad Hornet gjalde i Gibea, Trompeten i ama, opløft åb i Bet-Aven, Benjamin, var dig!

⁹ Til Ørk skal Efraim blive på Straffens Dag. Jeg kundgør om Israels Stammer, hvad sikkert skal ske.

¹⁰ Som Folk, der flytter Skel, blev Judas Fyrster, over dem vil jeg øse min Harme som Vand.

¹¹ Efraim er undertrykt, etten knust; frivilligt løb han efter Fjenden.

¹² Jeg er som Møl for Efraim, Edder for Judas Hus.

¹³ Da Efraim mærked sin Sygdom og Juda mærked sin Byld, gik Efraim hen til Assur, Storkongen sendte han Bud. Men han kan ej give jer Helse, han læger ej eders Byld.

¹⁴ Thi jeg er som en Løve for Efraim, en Løveunge for Judas Hus; jeg, jeg river sønder og går, slæber bort, og ingen redder.

¹⁵ Jeg går til mit sted igen, indtil de bøder for skylden og søger frem for mit Åsyn, søger mig i deres Trængsel.