¹ Israel, vend om til HE EN din Gud, thi du faldt ved din Brøde.

² Tag Angersord med og vend jer atter til HE EN; sig til ham: "Tilgiv al vor Brøde, vær nådig! Vi betaler med Læbernes F1ugt.

³ Vi vil ej søge Hjælp hos Assur, ej lide på Stridshest, vi kalder ej mer vore Hænders Værk vor Gud; hos dig finder faderløs Medynk."

⁴ Jeg læger deres Frafald, elsker dem frivilligt, min Vrede har vendt sig fra dem.

⁵ Jeg vil være Israel som Dug, han skal blomstre som Liljen, od skal han slå som en Poppel

⁶ og bugne af Skud, som et Olietræ stå i Pragt, som Libanon dufte.

⁷ Atter skal de bo i min Skygge, Korn skal de avle, skyde som en Vinstok med y som Libanons Vin.

⁸ Hvad skal Efraim mere med Afguder? Jeg hører ham, ser ned til ham. Jeg er som en grøn Cypres, du får din Frugt fra mig.

⁹ Hvem er så viis, at han fatter det, så klog, at han ved det? Thi rette er HE ENs Veje; retfærdige vandrer på dem, men Syndere snubler på dem.

¹ Men Peter og Johannes gik op i Helligdommen ved Bedetimen, den niende Time.

² Og en Mand, som var lam fra Moders Liv af, blev båren frem; ham satte de daglig ved den Dør til Helligdommen, som kaldtes den skønne, for at han kunde bede dem, som gik ind i Helligdommen, om Almisse.

³ Da han så Peter og Johannes, idet de vilde gå ind i Helligdommen, bad han om at få en Almisse.

⁴ Da så Peter tillige med Johannes fast på ham og sagde: "Se på os!"

⁵ Og han gav Agt på dem, efterdi han ventede at få noget af dem.

⁶ Men Peter sagde: "Sølv og Guld ejer jeg ikke, men hvad jeg har, det giver jeg dig: I Jesu Kristi Nazaræerens Navn stå op og gå!"

⁷ Og han greb ham ved den højre Hånd og rejste ham op.

⁸ Men straks bleve hans Ben og Ankler stærke, og han sprang op og stod og gik omkring og gik med dem ind i Helligdommen, hvor han gik omkring og sprang og lovede Gud.

⁹ Og hele Folket så ham gå omkring og love Gud.

¹⁰ Og de kendte ham som den, der havde siddet ved den skønne Port til Helligdommen for at få Almisse; og de bleve fulde af ædsel og Forfærdelse over det, som var timedes ham.

¹¹ Medens han nu holdt fast ved Peter og Johannes, løb alt Folket rædselsslagent sammen om dem i den Søjlegang, som kaldes Salomons.

¹² Men da Peter så det, talte han til Folket: "I israelitiske Mænd! Hvorfor undre I eder over dette? eller hvorfor stirre I på os, som om vi af egen Magt eller Gudfrygtighed havde gjort, at han kan gå?

¹³ Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore Fædres Gud, har herliggjort sin Tjener" Jesus, hvem I prisgave og fornægtede for Pilatus, da han dømte, at han skulde løslades.

¹⁴ Men I fornægtede den hellige og retfærdige og bade om, at en Morder måtte skænkes eder.

¹⁵ Men Livets Fyrste sloge I ihjel, hvem Gud oprejste fra de døde, hvorom vi ere Vidner.

¹⁶ Og i Troen på hans Navn har hans Navn styrket denne, hvem I se og kende, og Troen, som virkedes ved ham, har givet denne hans Førlighed i Påsyn af eder alle.

¹⁷ Og nu, Brødre! jeg ved, at I handlede i Uvidenhed, ligesom også eders ådsherrer.

¹⁸ Men Gud har således fuldbyrdet, hvad han forud forkyndte ved alle Profeternes Mund, at hans Salvede skulde lide.

¹⁹ Derfor fatter et andet Sind og vender om, for at eders Synder må blive udslettede, for at Vederkvægelsens Tider må komme fra Herrens Åsyn,

²⁰ og han må sende den for eder bestemte Kristus, Jesus,

²¹ hvem Himmelen skal modtage indtil alle Tings Genoprettelses Tider, hvorom Gud har talt ved sine hellige Profeters Mund fra de ældste Dage.

²² Moses sagde: "En Profet skal Herren eders Gud oprejse eder af eders Brødre ligesom mig; ham skulle I høre i alt, hvad han end vil tale til eder.

²³ Men det skal ske, hver Sjæl, som ikke hører den Profet, skal udryddes af Folket."

²⁴ Men også alle Profeterne, fra Samuel af og derefter, så mange som talte, have også forkyndt disse Dage.

²⁵ I ere Profeternes Sønner og Sønner af den Pagt, som Gud sluttede med vore Fædre, da han sagde til Abraham: "Og i din Sæd skulle alle Jordens Slægter velsignes."

²⁶ For eder først har Gud oprejst sin Tjener og sendt han for at velsigne eder, når enhver af eder vender om fra sin Ondskab."