Bible

 

Genesis 9

Studie

   

1 Derpå velsignede Gud Noa og hans Sønner og sagde til dem: Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden!

2 Frygt for eder og ædsel for eder skal være over alle Jordens vildtlevende Dyr og alle Himmelens Fugle og i alt, hvad Jorden vrimler med, og i alle Havets Fisk; i eders Hånd er de givet!

3 Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til Føde; ligesom de grønne Urter giver jeg eder det alt sammen.

4 Dog Kød med Sjælen, det er Blodet, må I ikke spise!

5 Men for eders eget Blod kræver jeg Hævn; af ethvert Dyr kræver jeg Hævn for det, og af Menneskene indbyrdes kræver jeg Hævn for Menneskenes Liv.

6 Om nogen udøser Menneskers Blod, ved Mennesker skal hans Blod udøses, thi i sit Billede gjorde Gud Menneskene.

7 Men I skal blive frugtbare og mangfoldige! Opfyld Jorden og gør eder til Herre over den!"

8 Derpå sagde Gud til Noa og hans Sønner:

9 "Se, jeg opretter min Pagt med eder og eders Efterkommere efter eder

10 og med hvert levende Væsen, som er hos eder, Fuglene, Kvæget og alle Jordens vildtlevende Dyr, alt, hvad der gik ud af Arken, alle Jordens Dyr;

11 jeg opretter min Pagt med eder og lover, at aldrig mere skal alt Kød udryddes af Flodens Vande, og aldrig mere skal der komme en Vandflod for at ødelægge Jorden!"

12 Fremdeles sagde Gud: "Dette er Tegnet på den Pagt, jeg til evige Tider opretter mellem mig og eder og hvert levende Væsen, som er hos eder:

13 Min Bue sætter jeg i Skyen, og den skal være Pagtstegn mellem mig og Jorden!

14 Når jeg trækker Skyer sammen over Jorden, og Buen da viser sig i Skyerne,

15 vil jeg komme den Pagt i Hu, som består mellem mig og eder og hvert levende Væsen, det er alt Kød, og Vandet skal ikke mere blive til en Vandflod, som ødelægger alt Kød.

16 Når Buen da står i Skyerne, vil jeg se hen til den og ihukomme den evige Pagt mellem Gud og hvert levende Væsen, det er alt KødJorden."

17 Og Gud sagde til Noa: "Det er Tegnet på den Pagt, jeg opretter imellem mig og alt KødJorden!"

18 Noas Sønner, der gik ud af Arken, var Sem, Kam og Jafet; Kam var Fader til Kana'an;

19 det var Noas tre Sønner, og fra dem stammer hele Jordens Befolkning.

20 Noa var Agerdyrker og den første, der plantede en Vingård.

21 Da han nu drak af Vinen, blev han beruset og blottede sig inde i, sit Telt.

22 Da så Kana'ans Fader Kam sin Faders Blusel og gik ud og fortalte sine Brødre det;

23 men Sem og Jafet tog Kappen, lagde den på deres Skuldre og gik baglæns ind og tildækkede deres Faders Blusel med bortvendte Ansigter, så de ikke så deres Faders Blusel.

24 Da Noa vågnede af sin us og fik at vide, hvad hans yngste Søn havde gjort ved ham,

25 sagde han: "Forbandet være Kana'an, Trælles Træl blive han for sine Brødre!"

26 Fremdeles sagde han: "Lovet være HE EN, Sems Gud, og Kana'an blive hans Træl!

27 Gud skaffe Jafet Plads, at han må bo i Sems Telte; og Kana'an blive hans Træl!"

28 Noa levede 350 År efter Vandfloden;

29 således blev Noas fulde Levetid 950 År, og derpå døde han.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Ze Swedenborgových děl

 

Arcana Coelestia # 1019

Prostudujte si tuto pasáž

  
/ 10837  
  

1019. Verse 8. And God said unto Noah, and to his sons with him, saying. “God said unto Noah, and to his sons with him, saying,” signifies the truth of the things that follow in regard to the spiritual church, which is meant by “Noah and his sons with him.”

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for the permission to use this translation.

Bible

 

Genesis 8

Studie

   

1 God remembered Noah, all the animals, and all the livestock that were with him in the ship; and God made a wind to pass over the earth. The waters subsided.

2 The deep's fountains and the sky's windows were also stopped, and the rain from the sky was restrained.

3 The waters receded from the earth continually. After the end of one hundred fifty days the waters decreased.

4 The ship rested in the seventh month, on the seventeenth day of the month, on Ararat's mountains.

5 The waters receded continually until the tenth month. In the tenth month, on the first day of the month, the tops of the mountains were seen.

6 It happened at the end of forty days, that Noah opened the window of the ship which he had made,

7 and he sent forth a raven. It went back and forth, until the waters were dried up from the earth.

8 He sent forth a dove from him, to see if the waters were abated from the surface of the ground,

9 but the dove found no place to rest her foot, and she returned to him into the ship; for the waters were on the surface of the whole earth. He put forth his hand, and took her, and brought her to him into the ship.

10 He stayed yet another seven days; and again he sent forth the dove out of the ship.

11 The dove came back to him at evening, and, behold, in her mouth was an olive leaf plucked off. So Noah knew that the waters were abated from the earth.

12 He stayed yet another seven days, and sent forth the dove; and she didn't return to him any more.

13 It happened in the six hundred first year, in the first month, the first day of the month, the waters were dried up from the earth. Noah removed the covering of the ship, and looked. He saw that the surface of the ground was dried.

14 In the second month, on the twenty-seventh day of the month, the earth was dry.

15 God spoke to Noah, saying,

16 "Go out of the ship, you, and your wife, and your sons, and your sons' wives with you.

17 Bring forth with you every living thing that is with you of all flesh, including birds, livestock, and every creeping thing that creeps on the earth, that they may breed abundantly in the earth, and be fruitful, and multiply on the earth."

18 Noah went forth, with his sons, his wife, and his sons' wives with him.

19 Every animal, every creeping thing, and every bird, whatever moves on the earth, after their families, went out of the ship.

20 Noah built an altar to Yahweh, and took of every clean animal, and of every clean bird, and offered burnt offerings on the altar.

21 Yahweh smelled the pleasant aroma. Yahweh said in his heart, "I will not again curse the ground any more for man's sake, because the imagination of man's heart is evil from his youth; neither will I ever again strike everything living, as I have done.

22 While the earth remains, seed time and harvest, and cold and heat, and summer and winter, and day and night shall not cease."