Bible

 

Genesis 41

Studie

   

1 To År senere hændte det, at Farao havde en drøm. Han drømte, at han stod ved Nilen;

2 og se, op af Floden steg der syv smukke og fede Køer, som gav sig til at græsse i Engen;

3 efter dem steg der syv andre Køer op af Nilen, usle at se til og magre, og de stillede sig ved Siden af de første Køer på Nilens Bred;

4 og de usle og magre Køer åd de syv smukke og fede Køer. Så vågnede Farao.

5 Men han sov ind og havde en Drøm og så syv tykke og gode Aks skyde frem på et og samme Strå;

6 men efter dem volksede der syv golde og vindsvedne Aks frem;

7 og de golde Aks slugte de syv tykke og fulde Aks. Så vågnede Farao, og se, det var en Drøm.

8 Men om Morgenen var hans Sind uroligt; og han sendte Bud efter alle Ægyptens Tegnsudlæggere og Vismænd og fortalte dem sin Drøm, men ingen kunde tyde den for Farao.

9 Da sagde Overmundskænken til Farao: "Jeg må i Dag minde om mine Synder.

10 Den Gang Farao vrededes på sine Tjenere og lod dem sætte i Forvaring i Livvagtens Øverstes Hus, mig og Overbageren,

11 da drømte vi engang samme Nat hver en Drøm med sin særlige Betydning.

12 Sammen med os var der en Hebraisk Yngling, som var Træl hos Livvagtens Øverste, og da vi fortalte ham vore Drømme, tydede han dem for os, hver på sin Måde;

13 og som han tydede dem for os, således gik det: Jeg blev indsat i mit Embede, og Bageren blev hængt."

14 Da sendte Farao Bud efter Josef, og man fik ham hurtigt ud af Fangehullet; og efter at have ladet sig rage og skiftet Klæder fremstillede han sig for Farao.

15 sagde Farao til Josef: "Jeg har haft en Drøm, som ingen kan tyde; og nu har jeg hørt om dig, at du kun behøver at høre en Drøm, så kan du tyde den."

16 Josef svarede Farao: "Ikke jeg men Gud vil give Farao et gunstigt Svar!"

17 Da sagde Farao til Josef: "Jeg drømte, at jeg stod på Nilens Bred;

18 og se, op af Floden steg der syv fede og smukke Køer, som gav sig til at græsse i Engen;

19 efter dem steg der syv andre Køer op, ringe, såre usle og magre, så usle Dyr har jeg ikke set nogensteds i Ægypten;

20 og de magre og usle Køer åd de syv første, fede Køer;

21 men da de havde slugt dem, var det ikke til at kende på dem; de så lige så usle ud som før. Så vågnede jeg.

22 Men jeg sov atter ind og så i Drømme syv fulde og gode Aks skyde frem på et og samme Strå;

23 men efter dem voksede der syv udtørrede, golde og vindsvedne Aks frem,

24 og de golde Aks slugte de syv gode Aks. Det fortalte jeg mine Tegnsudlæggere, men ingen kunde forklare mig det."

25 Da sagde Josef til Farao: "Faraos Drømme betyder begge det samme, og Gud har kundgjort Farao, hvad han vil gøre.

26 De syv gode Køer betyder syv År; de syv gode Aks betyder ligeledes syv År; det er en og samme Drøm.

27 Og de syv magre og usle Køer, der steg op efter dem, betyder syv År, og de syv golde og vindsvedne Aks betyder syv Hungersnødsår.

28 Det var det, jeg mente, når jeg sagde til Farao: Hvad Gud vil gøre, har han ladet Farao skue!

29 Se, der kommer syv År med stor Overflod i hele Ægypten;

30 men efter dem kommer der syv Hungersnødsår, og man skal gemme al Overfloden i Ægypten; og Hungersnøden skal hærge Jorden,

31 så man intet mærker til Overfloden på Jorden på Grund af den påfølgende Hungersnød; thi den bliver såre hård.

32 Men at Drømmen gentog sig to Gange for Farao, betyder, at Sagen er fast besluttet af Gud, og at han snart vil lade det ske.

33 Men nu skulde Farao udse sig en indsigtsfuld og klog Mand og sætte ham over Ægypten,

34 og Farao skulde tage og indsætte Tilsynsmænd over Landet og opkræve Femtedelen af Ægyptens Afgrøde i Overflodens syv År;

35 og de skal samle al Afgrøden fra de gode År, der kommer, og oplagre Høsten som Faraos Eje og bringe Afgrøden under Lås og Lukke i Byerne,

36 for at Afgrøden kan tjene til Forråd for Landet i Hungersnødens syv År, som skal komme over Ægypten, at ikke Landet skal gå til Grunde ved Hungersnøden."

37 Både Farao og alle hans Tjenere syntes godt om den Tale,

38 og Farao sagde til sine Tjenere: "Hvor finder vi en Mand, i hvem Guds Ånd er som i ham?"

39 Og Farao sagde til Josef: "Efter at Gud har åbenbaret dig alt dette. kan ingen måle sig med dig i Indsigt og Kløgt;

40 du skal forestå mit Hus, og efter dit Ord skal alt mit Folk rette sig; kun Tronen vil jeg have forud for dig."

41 Og Farao sagde til Josef: "Så sætter jeg dig nu over hele Ægypten!"

42 Og Farao tog Seglringen af sin Hånd og satte den på Josefs, klædte ham i fine Linnedklæder og hængte Guldkæden om hans Hals:

43 han lod ham køre i sin næstbedste Vogn, og de råbte Abrek for ham. Således satte han ham over hele Ægypten.

44 Og Farao sagde til Josef: "Jeg er Farao, men uden dit Minde skal ingen røre Hånd eller Fod nogensteds i Ægypten!"

45 Derpå gav Farao Josef Navnet Zafenat Panea, og han lod ham ægte Asenat, en Datter af Præsten Potifera i On; og Josef drog omkring i Ægypten.

46 Josef var tredive År gammel. da han stededes for Farao, Ægyptens Konge. Så forlod Josef Farao og drog omkring i hele Ægypten.

47 Og Landet bar i bugnende Fylde i Overflodens syv År;

48 og Josef samlede al Afgrøden i de syv År, i hvilke der var Overflod i Ægypten, og bragte den til Byerne; i hver By samlede han Afgrøden fra Markerne der omkring.

49 Således ophobede Josef Korn i vældig Mængde, som Havets Sand, indtil man opgav at måle det, da det ikke var til at måle.

50 Før Hungersnødens År kom. fik Josef to Sønner med Asenat, Præsten i On Potiferas Datter;

51 og Josef gav den førstefødte Navnet Manasse, thi han sagde: "Gud har ladet mig glemme al min Møje og hele min Faders Hus."

52 Og den anden gav han Navnet Efraim, thi han sagde: "Gud har givet mig Livsfrugt i min Elendigheds Land."

53 Da Overflodens syv År, som kom over Ægypten, var omme,

54 begyndte Hungersnødens syv År, som Josef havde sagt; og der opstod Hungersnød i alle Lande, men i hele Ægypten var der Brød.

55 Så hungrede hele Ægypten; og Folket råbte til Farao om Brød; men Farao sagde til alle Ægypterne: "Gå til Josef og gør, hvad han siger eder!"

56 Og der var Hungersnød over hele Jorden. Da åbnede Josef for alle Kornlagrene og solgte Korn til Ægypterne; men Hungersnøden tog til i Ægypten;

57 og Alverden kom til Ægypten for at købe Korn hos Josef; thi Hungersnøden tog til over hele Jorden.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Ze Swedenborgových děl

 

Arcana Coelestia # 5323

Prostudujte si tuto pasáž

  
/ 10837  
  

5323. 'And they cried out before him, Abrek!' means acknowledgement coming through faith, and homage. This is clear from the meaning of 'crying out' as acknowledgement coming through faith, dealt with below, and from the meaning of 'Abrek!' as homage, because Abrek in the original language means 'bend your knees', and the bending of knees is homage. For every inward impulse of a person's will, thus of his love and affection, and consequently of his life, has corresponding outward actions and gestures. Those actions and gestures flow from the actual correspondence of exterior things with interior ones. Holy fear that leads to humility, and from this to homage, has corresponding actions or gestures, which are bending the knees, falling forward on the knees, and also prostration of the body flat on the ground. If in that state homage is a product of genuine humility, and if humility is the product of genuine holy fear, there is an absence of spirits, which leads to a falling downwards of the joints at the border or intermediate area where the spiritual is joined to the natural, and so where the knees are. For the parts below the knee correspond to natural things, while the parts above the knee correspond to spiritual ones. These are the reasons why bending the knees is a sign representative of homage. Among celestial people this action comes quite spontaneously, but in the case of spiritual people it is a deliberate act of their will.

[2] In former times people bent their knees before kings when they rode by in a chariot. They bent them because kings represented the Lord's Divine Truth, while 'a chariot' meant His Word. This customary act of homage came into being when people knew what was represented by it, at which time kings did not think that such homage was paid to themselves but to their kingly authority, which was distinct from yet invested in their own persons. That authority invested in them was the law, and because this law had its origin in Divine Truth, it was the law invested in the person of the king, inasmuch as he was the guardian of the law, to which homage had to be paid. Thus a king did not attribute any royal authority to himself other than guardianship of the law. Insofar as he relinquished that guardianship he relinquished his royal authority; for he knew that homage arising from any other source than the law, that is, any other homage than that paid to the law itself, was idolatry. By royal authority is meant Divine Truth - see 1672, 1728, 2015, 2069, 3009, 3670, 4581, 4966, 5044, 5068 - and therefore that authority is the law, which essentially is truth reigning in that kingdom, in accordance with which its inhabitants conduct their lives. From all this it may be seen that 'Abrek!' or 'bend your knees' means homage.

[3] Since 'a cry' is in a similar way an action which corresponds to a living confession or an acknowledgement that is a product of faith, crying out was also the custom followed by the ancients when an outward sign of such confession or acknowledgement needed to be made. The expression 'crying out' is therefore used in various places in the Word when confession and acknowledgement that are the product of faith are referred to, as in the description involving John the Baptist in John,

He bore witness to Jesus and he cried out, saying, This was He of whom I spoke, He who, though coming after me, was before me, for He was before me. I am the voice of one crying in the wilderness, Make straight the way of the Lord. John 1:15, 23.

In the same gospel,

They took branches of palm trees, and went to meet Jesus, and cried, Hosanna! Blessed is He who comes in the name of the Lord, the King of Israel! John 12:13.

In Luke,

Jesus said to the Pharisees that if [the disciples] kept silent, the stones would cry out. Luke 19:40.

Because 'crying out' meant an acknowledgement that was the product of faith and consequently acceptance rising out of the acknowledgement, one therefore reads several times of the Lord's crying out, as in John 7:28, 37; 12:44-45. Also in Isaiah,

Jehovah will go forth as a Mighty Man, as a Man of Wars He will arouse zeal; He will shout aloud, and also will cry out. Isaiah 42:13.

In the contrary sense 'crying out' means lack of acknowledgement and so aversion, see 5016, 5018, 5027. This usage has reference to falsity, 2240.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.