Bible

 

Genesis 37

Studie

   

1 Men Jakob blev boende i sin Faders Udlændigheds Land, i Kana'ans Land

2 Dette er Jakobs Slægtebog. Da Josef var sytten År gammel, vogtede han Småkvæget sammen med sine Brødre; som Dreng var han hos sin Faders Hustruer Bilhas og Zilpas Sønner, og han bragte ondt ygte om dem til deres Fader.

3 Israel elskede Josef fremfor alle sine andre Sønner, fordi han var hans Alderdoms Søn, og han lod gøre en fodsid Kjortel med Ærmer til ham.

4 Men da hans Brødre så, at deres Fader foretrak ham for alle sine andre Sønner, fattede de Nag til ham og kunde ikke tale venligt til ham.

5 Men Josef havde en Drøm, som han fortalte sine Brødre, og som yderligere øgede deres Had til ham.

6 Han sagde til dem "Hør dog, hvad jeg har drømt!

7 Se, vi bandt Neg ude på Marken, og se, mit Neg rejste sig op og blev stående, medens eders Neg stod rundt omkring og bøjede sig for det!"

8 Da sagde hans Brødre til ham: "Vil du måske være vor Konge eller herske over os?" Og de hadede ham endnu mere for hans Drømme og hans Ord.

9 Men han havde igen en Drøm, som han fortalte sine Brødre; han sagde: "Jeg har haft en ny Drøm, og se, Sol og Måne og elleve Stjerner bøjede sig for mig!"

10 Da han fortalte sin Fader og sine Brødre det, skændte hans Fader på ham og sagde: "Hvad er det for en Drøm, du der har haft Skal virkelig jeg, din Moder og dine Brødre komme og bøje os til Jorden for dig?"

11 Og hans Brødre fattede Avind til ham, men hans Fader gemte det i sit Minde.

12 Da hans Brødre engang var gået hen for at vogte deres Faders Småkvæg ved Sikem,

13 sagde Israel til Josef: "Dine Brødre vogter jo Kvæg ved Sikem; kom, jeg vil sende dig til dem!" Han svarede: "Her er jeg!"

14 sagde Israel til ham: "Gå hen og se, hvorledes det står til med dine Brødre og Kvæget, og bring mig Bud tilbage!" Israel sendte ham så af Sted fra Hebrons Dal, og han kom til Sikem.

15 Som han nu flakkede om på Marken, var der en Mand, som traf ham og spurgte: "Hvad søger du efter?"

16 Han svarede: "Efter mine Brødre; sig mig, hvor de vogter deres Kvæg!"

17 Da sagde Manden: "De er draget bort herfra, thi jeg hørte dem sige: Lad os gå til Dotan!" Så gik Josef efter sine Brødre og fandt dem i Dotan.

18 Men da de så ham langt borte, før han endnu var kommet hen til dem, lagde de åd op om at dræbe ham

19 og sagde til hverandre: "Se, der kommer den Drømmemester!

20 Kom, lad os slå ham ihjel og kaste ham i en Cisterne og sige, at et vildt Dyr har ædt ham; så skal vi se, hvad der kommer ud af hans Drømme!"

21 Men da uben hørte det, vilde han redde ham af deres Hånd og sagde: "Lad os ikke tage hans Liv!"

22 Og uben sagde til dem: "Udgyd dog ikke Blod! Kast ham i Cisternen her på Marken, men læg ikke Hånd på ham!" Han vilde nemlig redde ham af deres Hånd og bringe ham tilbage til Faderen.

23 Da Josef nu kom hen til sine Brødre, rev de hans Kjortel af ham, Ærmekjortelen, han havde på,

24 tog ham og kastede ham i Citernen; men Cisternen var tom, der var intet Vand i den.

25 Derpå satte de sig til at holde Måltid. Og da de så op, fik de Øje på en Karavane af Ismaeliter, der kom fra Gilead, og deres Kameler var belæssede med Tragakantgummi, Mastiksbalsam og Cistusharpiks, som de var på Vej til Ægypten med.

26 sagde Juda til sine Brødre: "Hvad vinder vi ved at slå vor Broder ihjel og skjule Mordet?

27 Lad os hellere sælge ham til Ismaeliterne og ikke lægge Hånd på ham; han er jo dog vor Broder, vort Kød og Blod!" Og hans Brødre gik ind på Forslaget.

28 Da nu midjanitiske Købmænd kom der forbi, trak de Josef op af Cisternen. Og de solgte Josef til Ismaeliterne for tyve Sekel Sølv, og disse bragte ham så til Ægypten.

29 Da uben nu kom tilbage til Cisternen, se, da var Josef der ikke. Så sønderrev han sine Klæder

30 og gik tilbage til sine Brødre og sagde: "Drengen er borte! Hvad skal jeg dog gøre!"

31 Så tog de Josefs Kjortel og dyppede den i Blodet af en Gedebuk, som de slagtede;

32 og de sendte Ærmekjortelen hjem til deres Fader med det Bud: "Den har vi fundet se efter, om det ikke er din Søns Kjortel!"

33 Da så han efter og udbrød: "Det er min Søns Kjortel! Et vildt Dyr har ædt ham! Josef er visselig revet ihjel!"

34 Så sønderrev Jakob sine Klæder og bandt Sæk om sine Lænder, og han sørgede over sin Søn i mange Dage.

35 Og skønt alle hans Sønner og Døtre kom til ham for at trøste ham, vilde han ikke lade sig trøste, men sagde: "Nej, i min Sørgedragt vil jeg stige ned til min Søn i Dødsriget!" Og hans Fader begræd ham.

36 Men Midjaniterne solgte ham I Ægypten til Faraos Hofmand Potifar, Livvagtens Øverste.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Ze Swedenborgových děl

 

Arcana Coelestia # 4724

Prostudujte si tuto pasáž

  
/ 10837  
  

4724. 'And before he drew near to them they plotted against him, to put him to death' means that they desired to annihilate the Divine Spiritual which proceeded from the Lord's Divine Human. This is clear from the meaning of 'plotting' as desires resulting from ill-intent, for that which they desire because of ill-intent is the object of their plotting; from the meaning of 'putting to death' as annihilating; and from the representation of 'Joseph' as the Divine Spiritual or Divine Truth, dealt with above several times. Because Divine Truth proceeds from the Lord's Divine Human it is therefore referred to as the Divine Spiritual that proceeds from His Divine Human.

[2] The implications of this are as follows: All Divine Truth in the whole of heaven proceeds from no other source than the Lord's Divine Human. That which proceeds from the Divine itself, since this is Infinite, cannot possibly flow directly to any angel, only indirectly through the Lord's Divine Human. This is also what the following words spoken by the Lord mean,

Nobody has ever seen God; the only begotten Son who is in the bosom of the Father, He has made Him known. John 1:18.

This also explains why as to His Divine Human the Lord is called the Mediator.

[3] This Human has existed even from eternity, for unless the Divine Being flowed through heaven, and in so doing became the Divine Manifestation, that Being could not have been communicated to any angel, still less to any spirit, and least of all to any man. For as regards the Divine itself the Lord is the Divine Being, and as regards the Divine Human He is the Divine Manifestation, see 4687. Yet the Lord's Human could not have received any influx from the Divine Being if the Human within Him had not been made Divine, for that which is to receive the Divine Being must itself be Divine.

[4] From these few observations it may be seen that Divine Truth does not proceed directly from the Divine itself but from the Lord's Divine Human. What is more, those who champion faith alone within themselves and do not lead the life of faith annihilate that Divine Human, for they believe that the Lord's Human is purely human, not unlike the human of any other person. Many of these people as a consequence also deny the Lord's Divinity, even though they confess Him with their lips. But those who lead the life of faith worship the Lord, on bended knees and with humble hearts, as their God and Saviour. As they do so the teaching that His Divine Nature is distinct and separate from His Human Nature does not enter their heads, as is likewise the case with them during the Holy Supper. From this it is evident that in their case the Lord's Divine Human has a place in their hearts.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.