¹ Abraham var blevet gammel og til Års, og HE EN havde velsignet ham i alle Måder.

² Da sagde Abraham til sin Træl, sit Hus's ældste, som stod for hele hans Ejendom: "Læg din Hånd under min Lænd,

³ så jeg kan tage dig i Ed ved HE EN, Himmelens og Jordens Gud, at du ikke vil tage min Søn en Hustru af Kana'anæernes Døtre. blandt hvem jeg bor,

⁴ men drage til mit Land og min Hjemstavn og tage min Søn Isak en Hustru derfra!"

⁵ Da sagde Trællen: "Men hvis nu Pigen ikke vil følge mig her til Landet, skal jeg så bringe din Søn tilbage til det Land, du vandrede ud fra?"

⁶ Abraham svarede: "Vogt dig vel for at bringe min Søn tilbage dertil!

⁷ HE EN, Himmelens Gud, som tog mig bort fra min Faders Hus og min Hjemstavns Land, som talede til mig og tilsvor mig, at han vil give mit Afkom dette Land, han vil sende sin Engel foran dig, så du kan tage min Søn en Hustru derfra;

⁸ men hvis Pigen ikke vil følge dig, så er du løst fra Eden til mig; men i intet Tilfælde må du bringe min Søn tilbage dertil!"

⁹ Da lagde Trællen sin Hånd under sin Herre Abrahams Lænd og svor ham Eden.

¹⁰ Derpå tog Trællen ti af sin Herres Kameler og alle Hånde kostbare Gaver fra sin Herre og gav sig på Vej til Nakors By i Aram Naharajim.

¹¹ Uden for Byen lod han Kamelerne knæle ved Brønden ved Aftenstid, ved den Tid Kvinderne går ud for at hente Vand;

¹² og han bad således: "HE E. du min Herre Abrahams Gud, lad det lykkes for mig i dag og vis Miskundhed mod min Herre Abraham!

¹³ Se, jeg stiller mig her ved Vandkilden, nu Bymændenes Døtre går ud for at hente Vand;

¹⁴ og siger jeg nu til en Pige: Hæld din Krukke og giv mig at drikke! og siger så hun: Drik kun, og jeg vil også give dine Kameler at drikke! lad det da være hende, du har udset til din Tjener Isak; således vil jeg kunne kende, at du har vist Miskundhed mod min Herre!"

¹⁵ Knap var han færdig med at bede, se, da kom ebekka, en Datter af Betuel, der var en Søn af Abrahams Broder Nakors Hustru Milka, gående med Krukken på Skulderen,

¹⁶ en såre smuk Kvinde, Jomfru, endnu ikke kendt af nogen Mand. Hun steg ned til Kilden, fyldte sin Krukke og steg op igen.

¹⁷ Da ilede Trællen hen til hende og sagde: "Giv mig lidt Vand at drikke af din Krukke!"

¹⁸ Hun svarede: "Drik, Herre!" og løftede straks Krukken ned på sin Hånd og lod ham drikke;

¹⁹ og da hun havde slukket hans Tørst, sagde hun: "Jeg vil også øse Vand til dine Kameler, til de har slukket deres Tørst."

²⁰ Så skyndte hun sig hen og tømte Krukken i Truget og løb tilbage til Brønden for at øse, og således øste hun til alle hans Kameler.

²¹ Imidlertid stod Manden og så tavs på hende for at få at vide, om HE EN havde ladet hans ejse lykkes eller ej;

²² og da Kamelernes Tørst var slukket, tog han en gylden Næsering, der vejede en halv Sekel, og to Armbånd, der vejede ti Guldsekel, og satte dem på hendes Arme;

²³ og han sagde til hende: "Sig mig, hvis Datter du er! Er der Plads til os i din Faders Hus for Natten?"

²⁴ Hun svarede: "Jeg er Datter af Betuel, som Milka fødte Nakor;"

²⁵ og videre sagde hun: "Der er rigeligt både af Strå og Foder hos os og Plads til at overnatte "

²⁶ Da bøjede Manden sig og tilbad HE EN,

²⁷ idet han sagde: "Lovet være HE EN, min Herre Abrahams Gud. som ikke har unddraget min Herre sin Miskundhed og Trofasthed! HE EN har ført mig på Vejen til min Herres Broders Hus."

²⁸ Pigen løb imidlertid hjem og fortalte alt dette i sin Moders Hus.

²⁹ Men ebekka havde en Broder ved Navn Laban; han løb ud til Manden ved Kilden;

³⁰ og da han så Næseringen og Armbåndene på sin Søsters Arme og hørte sin Søster ebekka fortælle, hvad Manden havde sagt til hende, gik han ud til Manden, som stod med sine Kameler ved Kilden;

³¹ og han sagde: "Kom, du HE ENs velsignede, hvorfor står du herude? Jeg har ryddet op i Huset og gjort Plads til Kamelerne."

³² Så kom Manden hen til Huset og tog Seletøjet af Kamelerne, og Laban bragte Strå og Foder til dem og Vand til Fodtvæt for Manden og hans Ledsagere.

³³ Men da der blev sat Mad for ham, sagde han: "Jeg vil intet nyde, før jeg har røgtet mit Ærinde!" De svarede: "Sig frem!"

³⁴ Så sagde han: "Jeg er Abrahams Træl.

³⁵ HE EN har velsignet min Herre i rigt Mål, så han er blevet en velstående Mand, og givet ham Småkvæg og Hornkvæg, Sølv og Guld, Trælle og Trælkvinder, Kameler og Æsler

³⁶ og Sara, min Herres Hustru, har født ham en Søn i hans Alderdom, og ham har han givet alt, hvad han ejer.

³⁷ Og nu har min Herre taget mig i Ed og sagt: Du må ikke tage min Søn en Hustru blandt Kana'anæernes Døtre, i hvis Land jeg bor;

³⁸ Men du skal drage til min Faders Hus og min Slægt og tage min Søn en Hustru derfra!

³⁹ Og da jeg sagde til min Herre: Men hvis nu Pigen ikke vil følge med mig?

⁴⁰ svarede han: HE EN, for hvis Åsyn jeg har vandret, vil sende sin Engel med dig og lade din ejse lykkes, så du kan tage min Søn en Hustru af min Slægt og min Faders Hus;

⁴¹ i modsat Fald er du løst fra Eden til mig; kommer du til min Slægt, og de ikke vil give dig hende, er du løst fra Eden til mig!

⁴² Da jeg nu i Dag kom til Kilden, bad jeg således: HE E, du min Herre Abrahams Gud! Vilde du dog lade den ejse lykkes, som jeg nu har for!

⁴³ Se, jeg stiller mig her ved Kilden, og siger jeg nu til den Pige, der kommer for at øse Vand: Giv mig lidt Vand at drikke af din Krukke!

⁴⁴ og svarer så hun: Drik selv, og jeg vil også øse Vand til dine Kameler! lad hende da være den Kvinde, HE EN har udset til min Herres Søn!

⁴⁵ Og knap var jeg færdig med at tale således ved mig selv, se, da kom ebekka med sin Krukke på Skulderen og steg ned til Kilden og øste Vand, og da jeg sagde til hende: Giv mig noget at drikke!

⁴⁶ løftede hun straks sin Krukke ned og sagde: Drik kun, og jeg vil også give dine Kameler at drikke! Så drak jeg, og hun gav også Kamelerne at drikke.

⁴⁷ Da spurgte jeg hende: Hvis Datter er du? Og hun sagde: Jeg er Datter af Betuel, Nakors og Milkas Søn! Så satte jeg ingen i hendes Næse og Armbåndene på hendes Arme;

⁴⁸ og jeg bøjede mig og tilbad HE EN, og jeg lovede HE EN, min Herre Abrahams Gud, som havde ført mig den rigtige Vej, så jeg: kunde tage min Herres Broderdatter til hans Søn!

⁴⁹ Hvis I nu vil vise min Herre Godhed og Troskab, så sig mig det, og hvis ikke, så sig mig det. for at jeg kan have noget at rette mig efter!"

⁵⁰ Da sagde Laban og Betuel:"Denne Sag kommer fra HE EN,. vi kan hverken gøre fra eller til!

⁵¹ Der står ebekka foran dig, tag hende og drag bort, at hun kan: blive din Herres Søns Hustru, således som HE EN har sagt!"

⁵² Da Abrahams Træl hørte deres Ord, kastede han sig til Jorden for HE EN.

⁵³ Derpå fremtog Trællen Sølv og Guldsmykker og Klæder og gav ebekka dem, og til hendes Broder og Moder uddelte han Gaver.

⁵⁴ Så spiste og drak han og hans Ledsagere og overnattede der. Da, de var stået op næste Morgen. sagde han: "Lad mig nu fare til. min Herre!"

⁵⁵ Men ebekkas Broder og Moder svarede: "Lad dog Pigen blive hos os i nogen Tid, en halv Snes Dage eller så, siden kan du drage bort"

⁵⁶ Da sagde han til dem: "Ophold mig ikke, nu HE EN har ladet min ejse lykkes; lad mig fare! Jeg vil drage til min Herre!"

⁵⁷ De svarede; "Lad os kalde på. Pigen og spørge hende selv!"

⁵⁸ Og de kaldte på ebekka og; spurgte hende: "Vil du drage med denne Mand?" Hun svarede: "Ja. jeg vil!"

⁵⁹ Da tog de Afsked med deres, Søster ebekka og hendes Amme og med Abrahams Træl og hans Ledsagere;

⁶⁰ og de velsignede ebekka og sagde: "Måtte du, vor Søster, blive til ti Tusind Tusinder, og måtte dit Afkom indtage dine Fjenders Porte!"

⁶¹ Så brød ebekka og hendes Piger op, og de satte sig på Kamelerne og fulgte med Manden; og Trællen tog ebekka og drog bort.

⁶² Isak var imidlertid draget til Ørkenen ved Be'erlahajro'i, og han boede i Sydlandet.

⁶³ Da han engang ved Aftenstid var gået ud på Marken for at bede, så han op og fik Øje på nogle Kameler, der nærmede sig.

⁶⁴ Men da ebekka så op og fik Øje på Isak, lod hun sig glide ned af Kamelen

⁶⁵ og spurgte Trællen: "Hvem er den Mand der, som kommer os i Møde på Marken?" Trællen svarede: "Det er min Herre!" Da tog hun sit Slør og tilhyllede sig.

⁶⁶ Men Trællen fortalte Isak alt, hvad han havde udrettet.

⁶⁷ Da førte Isak ebekka ind i sin Moder Saras Telt og tog hende til Hustru; og han fik hende kær. Således blev Isak trøstet efter sin Moder.

¹ Men Tro er en Fortrøstning til det, som håbes, en Overbevisning om Ting, som ikke ses.

² Ved den fik jo de gamle godt Vidnesbyrd.

³ Ved Tro fatte vi, at Verden er bleven skabt ved Guds Ord, så det ikke er af synlige Ting, at det, som ses, er blevet til.

⁴ Ved Tro ofrede Abel Gud et bedre Offer end Kain, og ved den fik han det Vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud bevidnede sit Velbehag i hans Gaver; og ved den taler han endnu efter sin Død.

⁵ Ved Tro blev Enok borttagen, for at han ikke skulde se Døden, og han blev ikke funden, efterdi Gud havde taget ham bort; thi før Borttagelsen har han fået det Vidnesbyrd, at han har behaget Gud.

⁶ Men uden Tro er det umuligt at behage ham; thi den, som kommer frem for Gud, bør Tro, at han er til, og at han bliver deres Belønner, som søge ham.

⁷ Ved Tro var det, at Noa, advaret af Gud om det, som endnu ikke sås, i Gudsfrygt indrettede en Ark til Frelse for sit Hus; ved den domfældte han Verden og blev Arving til etfærdigheden ifølge Tro.

⁸ Ved Tro adlød Abraham, da han blev kaldet, så han gik ud til et Sted, som han skulde tage til Arv; og han gik ud, skønt han ikke vidste, hvor han kom hen.

⁹ Ved Tro blev han Udlænding i Forjættelsens Land som i et fremmed og boede i Telte med Isak og Jakob, som vare Medarvinger til samme Forjættelse;

¹⁰ thi han forventede den Stad, som har fast Grundvold, hvis Bygmester og Grundlægger er Gud.

¹¹ Ved Tro fik endog Sara selv Kraft til at undfange endog ud over sin Alders Tid; thi hun holdt ham for trofast, som havde forjættet det.

¹² Derfor avledes der også af en, og det en udlevet, som Himmelens Stjerner i Mangfoldighed og som Sandet ved Havets Bred, det, som ikke kan tælles.

¹³ I Tro døde alle disse uden at have opnået Forjættelserne; men de så dem langt borte og hilsede dem og bekendte, at de vare fremmede og Udlændinge på Jorden.

¹⁴ De, som sige sådant, give jo klarlig til Kende, at de søge et Fædreland.

¹⁵ Og dersom de havde haft det, hvorfra de vare udgåede, i Tanker, havde de vel haft Tid til at vende tilbage;

¹⁶ men nu hige de efter et bedre, det er et himmelsk; derfor skammer Gud sig ikke ved dem, ved at kaldes deres Gud; thi han har betedt dem en, Stad.

¹⁷ Ved Tro har Abraham ofret Isak, da han blev prøvet, ja, den. enbårne ofrede han, som havde modtaget Forjættelserne,

¹⁸ til hvem der var sagt: "I Isak skal en Sæd få Navn efter dig; "

¹⁹ thi han betænkte, at Gud var mægtig endog til at oprejse fra de døde, hvorfra han jo også lignelsesvis fik ham tilbage.

²⁰ Ved Tro udtalte Isak Velsignelse over Jakob og Esau angående kommende Ting.

²¹ Ved Tro velsignede Jakob døende hver af Josefs Sønner og tilbad, lænende sig over sin Stav.

²² Ved Tro talte Josef på sit yderste om Israels Børns Udgang og gav Befaling om sine Ben.

²³ Ved Tro blev Moses, da han var født, skjult i tre Måneder af sine Forældre, fordi de så, at Barnet var dejligt, og de frygtede ikke for Kongens Befaling.

²⁴ Ved Tro nægtede Moses, da han var bleven stor, at kaldes Søn af Faraos Datter

²⁵ og valgte hellere at lide ondt med Guds Folk end at have en kortvarig Nydelse af Synd,

²⁶ idet han agtede Kristi Forsmædelse for større igdom end Ægyptens Skatte; thi han så hen til Belønningen.

²⁷ Ved Tro forlod han Ægypten uden at frygte for Kongens Vrede; thi som om han så den usynlige, holdt han ud.

²⁸ Ved Tro har han indstiftet Påsken og Påstrygelsen af Blodet, for at den, som ødelagde de førstefødte, ikke skulde røre dem.

²⁹ Ved Tro gik de igennem det røde Hav som over tørt Land, medens Ægypterne druknede under Forsøget derpå.

³⁰ Ved Tro faldt Jerikos Mure, efter at de vare omgåede i syv Dage.

³¹ Ved Tro undgik Skøgen ahab at omkomme med de genstridige; thi hun modtog Spejderne med Fred.

³² Dog, hvorfor skal jeg tale mere? Tiden vil jo fattes mig, hvis jeg skal fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David og Samuel og Profeterne,

³³ som ved Tro overvandt iger, øvede etfærdighed, opnåede Forjættelser, stoppede Løvers Mund,

³⁴ slukkede Ilds Kraft, undslap Sværds Od, bleve stærke efter Svaghed, bleve vældige i Krig, bragte fremmedes Hære til at vige.

³⁵ Kvinder fik deres døde igen ved Opstandelse. Andre bleve lagte på Pinebænk og toge ikke imod Befrielse, for at de måtte opnå en bedre Opstandelse.

³⁶ Andre måtte friste Forhånelser og Hudstrygelser, tilmed Lænker og Fængsel;

³⁷ de bleve stenede, gennemsavede, fristede, dræbte med Sværd, gik omkring i Fåre- og Gedeskind, lidende Mangel, betrængte, mishandlede

³⁸ (dem var Verden ikke værd), omvankende i Ørkener og på Bjerge og i Huler og Jordens Kløfter.

³⁹ Og alle disse, skønt de havde Vidnesbyrd for deres Tro, opnåede ikke Forjættelsen,

⁴⁰ efterdi Gud forud havde udset noget bedre for os, for at de ikke skulde fuldkommes uden os.