Bible

 

Genesis 20

Studie

   

1 Der På brød Abraham op derfra til Sydlandet og slog sig ned mellem Kadesj og Sjur og boede som fremmed i Gerar.

2 Da nu Abraham sagde om sin Hustru Sara, at hun var hans Søster, sendte Kong Abimelek af Gerar Bud og lod Sara hente til sig.

3 Men Gud kom til Abimelek i en Drøm om Natten og sagde til ham: "Se, du skal for den Kvindes Skyld, som du har taget, thi hun er en anden Mands Hustru!"

4 Abimelek var imidlertid ikke kommet hende nær; og han sagde: "Herre, vil du virkelig.slå retfærdige Folk ihjel?

5 Har han ikke sagt mig, at hun er hans Søster? Og hun selv har også sagt, at han er hendes Broder; i mit Hjertes Troskyldighed og med rene Hænder har jeg gjort dette."

6 Da sagde Gud til ham i Drømmen: "Jeg ved, at du har gjort det i dit Hjertes Troskyldighed, og jeg har også hindret dig i at synde imod mig; derfor tilstedte jeg dig ikke at røre hende.

7 Men send nu Mandens Hustru tilbage, thi han er en Profet, så han kan gå i Forbøn for dig, og du kan blive i Live; men sender du hende ikke tilbage, så vid, at du og alle dine er dødsens!"

8 Tidligt næste Morgen lod Abimelek alle sine Tjenere kalde og fortalte dem det hele, og Mændene blev såre forfærdede.

9 Men Abimelek lod Abraham kalde og sagde til ham: "Hvad har du dog gjort imod os? Og hvad har jeg forbrudt imod dig, at du bragte denne store Synd over mig og mit ige? Du har gjort imod mig, hvad man ikke bør gøre!"

10 Og Abimelek sagde til Abraham: "Hvad bragte dig til at handle således?"

11 Abraham svarede: "Jo, jeg tænkte: Her er sikkert ingen Gudsfrygt på dette Sted, så de vil slå mig ihjel for min Hustrus Skyld.

12 Desuden er hun virkelig min Søster, min Faders Datter, kun ikke min Moders; men hun blev min Hustru.

13 Og da nu Gud lod mig flakke om fjernt fra min Faders Hus, sagde jeg til hende: Den Godhed må du vise mig, at du overalt, hvor vi kommer hen, siger, at jeg er din Broder."

14 Derpå tog Abimelelk Småkvæg og Hornkvæg, Trælle og Trælkvinder og gav Abraham dem og sendte hans Hustru Sara tilbage til ham;

15 og Abimelek sagde til ham: "Se, mit Land ligger åbent for dig; slå dig ned, hvor du lyster!"

16 Men til Sara sagde han: "Jeg har givet din Broder 1000 Sekel Sølv, det skal være dig Godtgørelse for alt, hvad der er tilstødt dig. Hermed har du fået fuld Oprejsning."

17 Men Abraham gik i Forbøn hos Gud, og Gud helbredte Abimelek og hans Hustru og Medhustruer, så at de atter fik Børn.

18 HE EN havde nemlig lukket for ethvert Moderliv i Abimeleks Hus for Abrahams Hustru Saras Skyld.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Ze Swedenborgových děl

 

Arcana Coelestia # 2535

Prostudujte si tuto pasáž

  
/ 10837  
  

2535. He shall pray for thee. That this signifies that it will thus be revealed, is evident from the signification of “praying.” Prayer, regarded in itself, is speech with God, and some internal view at the time of the matters of the prayer, to which there answers something like an influx into the perception or thought of the mind, so that there is a certain opening of the man’s interiors toward God; but this with a difference according to the man’s state, and according to the essence of the subject of the prayer. If the man prays from love and faith, and for only heavenly and spiritual things, there then comes forth in the prayer something like a revelation (which is manifested in the affection of him that prays) as to hope, consolation, or a certain inward joy. It is from this that to “pray” signifies in the internal sense to be revealed. Still more is this the case here, where praying is predicated of a prophet, by whom is meant the Lord, whose prayer was nothing else than internal speech with the Divine, and at the same time revelation. That there was revelation is evident in Luke:

It came to pass when Jesus was baptized, and prayed, that the heaven was opened (Luke 3:21).

In the same:

It came to pass that He took Peter, James, and John, and went up into the mountain to pray; and as He prayed, the fashion of His countenance was altered, and His raiment became white and glistening (Luke 9:28-29).

In John:

When He prayed, saying, Father glorify Thy name, then came there a voice from heaven: I have both glorified, and will glorify again (John 12:27-28); where it is plain that the Lord’s “praying” was speech with the Divine, and revelation at the same time.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for the permission to use this translation.