¹ HE EN sagde til Abram: "Drag ud fra dit Land, fra din Slægt og din Faders Hus til det Land, jeg vil vise dig;

² så vil jeg gøre dig til et stort Folk, og jeg vil velsigne dig og gøre dit Navn stort. og vær en Velsignelse!

³ Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig; i dig skal alle Jordens Slægter velsignes!"

⁴ Og Abram gik,som HE EN sagde til ham, og Lot gik med ham. Abram var fem og halvfjerdsindstyve År, da han drog fra Karan;

⁵ og Abram tog sin Hustru Saraj og sin Brodersøn Lot og al den Ejendom, de havde samlet sig, og de Folk, de havde vundet sig i Karan, og de gav sig på Vej til Kana'ans Land og nåede derhen.

⁶ Derpå drog Abram gennem Landet til Sikems hellige Sted, til Sandsigerens Træ. Det var dengang Kana'anæerne boede i Landet.

⁷ Men HE EN åbenbarede sig for Abram og sagde til ham: "Dit Afkom giver jeg dette Land!" Da byggede han der et Alter for HE EN. som havde åbenbaret sig for ham.

⁸ Derpå brød han op derfra og drog til Bjergene østen for Betel, og han slog Lejr med Betel mod Vest og Aj mod Øst; og han byggede HE EN et Alter der og påkaldte HE ENs Navn.

⁹ Derpå drog Abram fra Plads til Plads og nåede Sydlandet.

¹⁰ Der opstod Hungersnød i Landet; og da Hungersnøden i Landet blev trykkende, drog Abram ned til Ægypten for at bo der som fremmed.

¹¹ Da han nu nærmede sig Ægypten, sagde han til sin Hustru Saraj: Jeg ved jo, at du er en smuk Kvinde;

¹² når nu Ægypterne ser dig, og de mener, at du er min Hustru, slår de mig ihjel og lader dig leve;

¹³ sig derfor, at du er min Søster, for at det må gå mig godt, og jeg ikke skal miste Livet for din Skyld!"

¹⁴ Da han så drog ind i Ægypten, så Ægypterne, at hun var en såre smuk Kvinde;

¹⁵ og Faraos Stormænd, der så hende, priste hende for Farao, og så blev Kvinden ført til Faraos Hus.

¹⁶ Men Abram behandlede han godt for hendes Skyld, og han fik Småkvæg, Hornkvæg og Æsler, Trælle og Trælkvinder, Aseninder og Kameler.

¹⁷ Men HE EN ramte Farao og hans Hus med svære Plager for Abrams Hustru Sarajs Skyld.

¹⁸ Da lod Farao Abram kalde og sagde: "Hvad har du gjort imod mig! Hvorfor lod du mig ikke vide, at hun er din Hustru?

¹⁹ Hvorfor sagde du, at hun var din Søster, så at jeg tog hende til Hustru? Se, her har du nu din Hustru, tag hende og gå bort!"

²⁰ Og Farao bød sine Mænd følge ham og hans Hustru og al deres Ejendom på Vej;

¹ Nogen Tid efter kom HE ENS Ord til Abram i et Syn således: "Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold; din Løn skal blive såre stor!"

² Men Abram svarede: "Herre", HE E, hvad kan du give mig, når jeg dog går barnløs bort, og en Mand fra Damaskus, Eliezer, skal arve mit Hus."

³ Og Abram sagde: "Du har jo intet Afkom givet mig, og se, min Hustræl kommer til at arve mig!"

⁴ Og se, HE ENs Ord kom til ham således: "Han kommer ikke til at arve dig, men den, der udgår af dit Liv, han skal arve dig."

⁵ Derpå førte han ham ud i det fri og sagde: "Se op mod Himmelen og prøv, om du kan tælle Stjernerne!" Og han sagde til ham: "Således skal dit Afkom blive!"

⁶ Da troede Abram HE EN, og han regnede ham det til etfærdighed.

⁷ Derpå sagde han til ham: "Jeg er HE EN, som førte dig bort fra Ur Kasdim for at give dig dette Land i Eje!"

⁸ Men han svarede: "Herre, HE E, hvorpå kan jeg kende, at jeg skal få det i Eje?"

⁹ Da sagde han til ham: "Tag mig en treårs Kvie, en treårs Ged og en treårs Væder, en Turteldue og en Småfugl!"

¹⁰ Så tog han alle disse Dyr skar dem midt over og lagde Halvdelene over for hinanden; dog skar han ikke Fuglene over.

¹¹ Da slog der ovfugle ned på de døde Kroppe, men Abram skræmmede dem bort.

¹² Da Solen så var ved at gå ned, faldt der Dvale over Abram, og se, ædsel faldt over ham, et stort Mørke.

¹³ Og han sagde til Abram: "Vide skal du, at dit Afkom skal bo som fremmede i et Land, der ikke er deres eget; de skal trælle for dem og mishandles af dem i 400 År.

¹⁴ Dog vil jeg også dømme det Folk, de kommer til at trælle for, og siden skal de vandre ud med meget Gods.

¹⁵ Men du skal fare til dine Fædre i Fred og blive jordet i en god Alderdom.

¹⁶ I fjerde Slægtled skal de vende tilbage hertil; thi endnu er Amoriternes Syndeskyld ikke fuldmoden."

¹⁷ Da Solen var gået ned og Mørket faldet på, viste der sig en rygende Ovn med en flammende Ildslue, der skred frem mellem de sønderskårne Kroppe.

¹⁸ På den Dag sluttede HE EN Pagt med Abram, idet han sagde: "Dit Afkom giver jeg dette Land fra Ægyptens Bæk til den store Flod, Eufratfloden,

¹⁹ det er Keniterne, Henizziterne, Kadmoniterne,

²⁰ Hetiterne, Perizziterne, efaiterne,

²¹ Amoriterne, Kana'anæerne, Girgasjiterne, Hivviterne og Jebusiterne."