Bible

 

Ezekiel 32

Studie

   

1 I det tolvte År på den første dag i den tolvte måned kom HE ENs Ord til mig således:

2 Menneskesøn, istem en Klagesang over Farao, Ægyptens Konge, og sig til ham: Du Folkenes Løve, det er ude med dig! Du var som en Drage i Havet med prustende Næse, med Fødderne plumred du Vandet, oproded dets Strømme.

3 siger den Herre HE EN: Jeg breder mit Garn over dig ved en Sværm af mange Folk, de skal drage dig op i mit Net.

4 Jeg kaster dig på Land og slænger dig hen på Marken, lader alle Himlens Fugle slå sig ned på dig og al Jordens Dyr blive mætte ved dig.

5 Jeg lægger dit Kød på Bjergene, fylder Dalene op med dit Ådsel,

6 vander med dit Udflåd Jorden lige til Bjergene, Kløfterne skal fyldes af dit Blod.

7 Jeg skjuler Himlen, når du slukkes, klæder dens Stjerner i Sorg, jeg skjuler Solen i Skyer, og Månen skinner ej mer.

8 Alle Himmellys klæder jeg i Sorg for dig, hyller dit Land i Mørke, lyder det fra den Herre HE EN.

9 Jeg volder mange Folkeslags Hjerter Kvide, når jeg bringer dine Fanger til Folkene, til Lande du ikke kender;

10 jeg lader mange Folkeslag stivne af ædsel over dig, og deres Konger skal gyse over dig, når jeg svinger mit Sværd for deres Ansigter; de skal ængstes uafbrudt, hver for sit Liv, den Dag du falder.

11 Thi så siger den Herre HE EN: Babels Konges Sværd skal komme over dig.

12 Jeg styrter din Hob ved Heltes Sværd, de grummeste af alle Folkene; de hærger Ægyptens Pragt, og al dets Hob lægges øde.

13 Jeg udrydder alt dets kvæg ved de mange Vande, Menneskefod skal ej plumre dem mer, ej Dyreklov rode dem op;

14 så lader jeg Vandene klares og Strømmene flyde som Olie - lyder det fra den Herre HE EN -

15 når jeg gør Ægypten til Ørk, så Landet og dets Fylde er øde, når jeg nedhugger alle, som bor der, så de kender, at jeg er HE EN.

16 Dette er en Klagesang, som du skal kvæde; Folkenes Kvinder skal kvæde den; over Ægypten og al dets larmende Hob skal de kvæde den, lyder det fra den Herre HE EN.

17 I det tolvte År på den femtende Dag i..." Måned kom HE ENs Ord til mig således:

18 Menneskesøn, klag over Ægyptens larmende Hob; syng Klagesang over den, du og Folkenes Kvinder! Far ned i Underverdenen blandt dem, der steg ned i Dybet!

19 Er du lifligere end nogen anden? Stig ned og lig blandt de uomskårne!

20 Midt iblandt sværdslagne skal han segne, og al hans larmende Hob skal ligge hos ham.

21 Heltenes Førere skal tale til ham midt i Dødsriget: "Er du mægtigere end nogen anden? Stig ned og lig blandt de uomskårne!"

22 Der er Assur og hele hans Flok rundt om hans Grav; alle er de dræbt, faldet for Sværd;

23 han fik sin Grav i en krog af Dybet, og hans Flok ligger rundt om hans Grav; alle er de dræbt, faldet for Sværd, de, som spredte ædsel i de levendes Land.

24 Der er Elam med al sin larmende Hob rundt om sin Grav; alle er de dræbt, faldet før Sværd, og de for uomskårne ned i Underverdenen, de, som spredte ædsel i de levendes Land; nu bærer de deres Skændsel blandt dem, der steg ned i Dybet.

25 Iblandt dræbte fik han et Leje med al sin larmende Hob rundt om sin Grav; alle er de uomskårne, sværdslagne; thi ædsel for dem bredte sig i de levendes Land; nu bærer de deres Skændsel blandt dem, der steg ned i Dybet; de lagdes blandt dræbte.

26 Der er Mesjek og, Tubal med al deres larmende Hob rundt om deres Grave; alle er de uomskårne, sværdslagne; thi de spredte ædsel i de levendes Land;

27 de kom ikke til at ligge hos Heltene, Fortidens Kæmper, som for til Dødsriget i deres ustninger, hvis Sværd blev lagt under deres Hoveder, og hvis Skjolde dækkede deres knogler; thi ædsel for Heltene rådede i de levendes Land.

28 Også du skal ligge knust imellem de uomskårne, blandt de sværdslagne.

29 Der er Edom med sine Konger og alle sine Fyrster, som fik deres Grave hos de sværdslagne; hos de uomskårne ligger de, hos dem, der steg ned i Dybet.

30 Der er Nordens Herskere alle sammen og alle Zidoniere, som for ned til de dræbte, beskæmmede trods den ædsel, de spredte ved deres Heltekraft; de ligger uomskårne blandt de sværdslagne, de bærer deres Skændsel blandt dem, der steg ned i Dybet.

31 Dem ser Farao og trøster sig over al sin larmende Hob, lyder det fra HE EN.

32 Thi han spredte ædsel i de levendes Land, men nu ligger han imellem uomskårne, blandt de sværdslagne, Farao med al sin larmende Hob, lyder det fra den Herre HE EN.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Ze Swedenborgových děl

 

Heaven and Hell # 119

Prostudujte si tuto pasáž

  
/ 603  
  

119. This is why in the Word the Lord is compared to the sun when the focus is on love and to the moon when the focus is on faith. It is also why the sun means a love for the Lord that comes from the Lord, and the moon means a faith in the Lord that comes from the Lord. Compare the following passages.

The light of the moon will be like the light of the sun, and the light of the sun will be sevenfold, like the light of seven days. (Isaiah 30:26)

When I annihilate you, I will cover the heavens and blacken the stars.

I will cover the sun with a cloud, and the moon will not make its light. I will blacken all the luminaries in the heavens above you and send darkness over your land. (Ezekiel 32:7-8)

I will darken the sun in its rising, and the moon will not make its light shine. (Isaiah 13:10)

The sun and the moon will be blackened and the stars will withdraw their shining; the sun will be turned into darkness, and the moon into blood. (Joel 2:2, 10, 31, 3:15)

The sun became black as hairy sackcloth, and the moon became like blood, and the stars fell to earth. (Revelation 6:12-13)

Immediately after the affliction of those days, the sun will be darkened and the moon will not give its light and the stars will fall from heaven. (Matthew 24:29)

And elsewhere. In these passages, the sun means love and the moon faith, while the stars mean instances of recognizing what is good and true. 1 These are said to be darkened, to lose their light, and to fall from heaven when they no longer exist.

The Lord's appearance as a sun in heaven may also be inferred from his transfiguration before Peter, James, and John, when "his face shone like the sun" (Matthew 17:2). This is how the Lord was seen by those disciples when they had been lifted out of their bodies and were in the light of heaven.

For this reason, when the early people (who constituted a representative church) were engaged in their divine worship, they faced the sun in the east. It is why they set their temples to face the east.

Poznámky pod čarou:

1. [Swedenborg's footnote] In the Word, the lesser and greater stars mean instances of recognizing what is good and true: 2495, 2849, 4697.

  
/ 603  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for the permission to use this translation.