¹ I det syvende år på den tiende dag i den femte måned kom nogle af Israels Ældste for at rådspørge HE EN, og de satte sig lige over for mig.

² Så kom HE ENs Ord til mig således

³ Menneskesøn, tal til Israels Ældste og sig: Så siger den Herre HE EN: Kommer I for at rådspørge mig? Så sandt jeg lever: Jeg lader mig ikke rådspørge af eder, lyder det fra den Herre HE EN.

⁴ Vil du dømme dem, vil du dømme, Menneskesøn? Så forehold dem deres Fædres Vederstyggeligheder

⁵ og sig til dem: Så siger den Herre HE EN: Dengang jeg udvalgte Israel, løftede jeg min Hånd til Ed for Jakobs Huses Afkom og gav mig til Kende for dem i Ægypten; jeg løftede min Hånd for dem og svor: Jeg er HE EN eders Gud.

⁶ Dengang løftede jeg min Hånd og tilsvor dem, at jeg vilde føre dem ud af Ægypten til Landet, jeg havde givet dem, et Land, der flyder med Mælk og Honning, det dejligste af alle Lande.

⁷ Og jeg sagde til dem: Enhver skal bortkaste sine væmmelige Guder, som hans Øjne hænger ved; og I må ikke gøre eder urene ved Ægyptens Afgudsbilleder. Jeg, HE EN, er eders Gud!

⁸ Men de var genstridige imod mig og vilde ikke høre mig; de bortkastede ikke deres væmmelige Guder, som deres Øjne hang ved, og lod ikke Ægyptens Afgudsbilleder fare. Så tænkte jeg på at udøse min Vrede over dem og køle min Harme på dem midt i Ægypten.

⁹ For mit Navns Skyld greb jeg dog ind, at det ikke skulde vanæres for de Folks Øjne, blandt hvilke de levede, og i hvis Påsyn jeg havde åbenbaret mig for dem, idet jeg førte dem ud af Ægypten.

¹⁰ Så førte jeg dem ud af Ægypten og bragte dem ud i Ørkenen;

¹¹ og jeg gav dem mine Anordninger og kundgjorde dem mine Lovbud; det Menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem.

¹² Også mine Sabbater gav jeg dem, for at de skulde være et Tegn mellem mig og dem, at det skal kendes, at jeg, HE EN, er den, som helliger dem.

¹³ Men Israels Hus var genstridigt imod mig i Ørkenen; de vandrede ikke efter mine Anordninger, men lod hånt om mine Lovbud - det Menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem og mine Sabbater vanhelligede de grovelig. Så tænkte jeg på at udøse min Vrede over dem i Ørkenen og tilintetgøre dem.

¹⁴ For mit Navns Skyld greb jeg dog ind, at det ikke skulde vanæres for de Folks Øjne, i hvis Påsyn jeg havde ført dem ud.

¹⁵ Og jeg løftede min Hånd for dem i Ørkenen og svor, at jeg ikke vilde føre dem ind i det Land, jeg havde givet dem, et Land, der flydler med Mælk og Honning, det dejligste af alle Lande,

¹⁶ fordi de lod hånt om mine Lovbud og ikke vandrede efter mine Anordninger, men vanhelligede mine Sabbater; thi deres Hjerte holdt sig til deres Afgudsbilleder.

¹⁷ Jeg havde Medlidenhed med dem, så jeg ikke tilintetgjorde dem; jeg gjorde ikke Ende på dem i Ørkenen.

¹⁸ Så sagde jeg til deres Sønner i Ørkenen: Følg ikke eders Fædres Anordninger, hold ikke deres Lovbud og gør eder ikke urene med deres Afgudsbilleder.

¹⁹ Jeg, HE EN, er eders Gud! Følg mine Anordninger og tag Vare på at holde mine Lovbud;

²⁰ hold mine Sabbater hellige, så de bliver et Tegn mellem mig og eder, at det må kendes, at jeg, HE EN, er eders Gud.

²¹ Men også Sønnerne var genstridige imod mig; de fulgte ikke mine Anordninger og tog ikke Vare på at holde mine Lovbud - det Menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem - og vanhelligede mine Sabbater. Så tænkte jeg på at udøse min Harme over dem og køle min Vrede på dem i Ørkenen.

²² Dog holdt jeg min Hånd tilbage, og jeg greb ind for mit Navns Skyld, at det ikke skulde vanæres for de Folks Øjne, i hvis Påsyn jeg havde ført dem ud.

²³ Jeg løftede min Hånd for dem i Ørkenen og svor, at jeg vilde sprede dem blandt Folkene og udstrø dem i Landene,

²⁴ fordi de ikke holdt mine Lovbud, men lod hånt om mine Anordninger og vanhelligede mine Sabbater, og deres Øjne hang ved deres Fædres Afgudsbilleder.

²⁵ Derfor gav jeg dem Anordninger, som ikke er gode, og Lovbud ved hvilke de ikke vandt Liv;

²⁶ jeg gjorde dem urene ved deres Gaver, idet de lod alt hvad der åbner Moders Liv, gå igennem Ilden; thi jeg vilde have dem til at stivne af ædsel, at de måtte kende, at jeg er HE EN.

²⁷ Derfor, Menneskesøn, tal til Israels Hus og sig til dem: Så siger den Herre HE EN: Eders Fædre hånede mig ydermere ved at være troløse imod mig.

²⁸ Jeg bragte dem til det Land jeg med løftet Hånd havde svoret at give dem; men hver Gang de så en høj Bakke eller et løvrigt Træ ofrede de der deres Slagtofre og bragte deres krænkende Offergave; der beredte de deres liflige Duft og udgød deres Drikofre.

²⁹ Da sagde jeg til dem: "Hvad er det for en Offerhøj, I går hen til?" Og derfor bærer den endnu den Dag i Dag Navnet Offerhøj.

³⁰ Sig derfor til Israels Hus: Så siger den Herre HE EN: Gør I eder ikke urene på eders Fædres Vis og boler med deres væmmelige Guder?

³¹ Ja, når I bringer eders Gaver, når I lader eders Sønner gå igennem Ilden, gør I eder den Dag i Dag urene til Ære for alle eders Afgudsbilleder - og så skulde jeg lade mig rådspørge af eder, Israels Hus? Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HE EN: Jeg lader mig ikke rådspørge af eder!

³² Hvad der er kommet op i eders Sind, skal visselig ikke ske; I siger: "Vi vil være som Folkene, som Slægterne i andre Lande og dyrke Træ og Sten!"

³³ Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HE EN: Med stærk Hånd og udstrakt Arm og udøst Vrede vil jeg vise, at jeg er eders Konge.

³⁴ Med stærk Hånd og udstrakt Arm og udøst Vrede vil jeg føre eder bort fra Folkeslagene og samle eder fra de Lande, hvor I er spredt,

³⁵ og bringe eder til Folkeslagenes Ørken, og der vil jeg gå i ette med eder Ansigt til Ansigt.

³⁶ Som jeg gik i ette med eders Fædre i Ægyptens Ørken, vil jeg gå i ette med eder, lyder det fra den Herre HE EN.

³⁷ Jeg vil lade eder gå under Staven og føre eder fuldtalligt frem.

³⁸ Jeg vil fraskille dem, der var genstridige og faldt fra mig; jeg fører dem ud af deres Udlændigheds Land, men til Israels Land skal de ikke komme; og I skal kende, at jeg er HE EN.

³⁹ Men I, Israels Hus! Så siger den Herre HE EN: Gå hen og dyrk hver sit Afgudsbillede, men siden skal I visselig høre min øst og ikke mere vanhellige mit hellige Navn med eders Offergaver og Afgudsbilleder.

⁴⁰ Thi på mit hellige Bjerg, på Israels høje Bjerg, lyder det fra den Herre HE EN, der skal hele Israels Hus i Landet tjene mig; der vil jeg vise dem mit Velbehag, og der vil jeg spørge efter eders Offerydelser og Førstegrødegaver, alt, hvad I vil hellige.

⁴¹ Ved den liflige Duft vil jeg vise eder mit Velbehag, når jeg fører eder ud fra Folkeslagene og samler eder fra alle de Lande, hvor I er spredt, og jeg vil på eder vise mig som den Hellige for Folkenes Øjne.

⁴² Og I skal kende, at jeg er HE EN, når jeg fører eder til Israels Jord, det Land, jeg med løftet Hånd svor at give eders Fædre.

⁴³ Der skal I ihukomme eders Veje og alle de Gerninger, I gjorde eder urene med, så I ledes ved eder selv for alt det onde, I øvede.

⁴⁴ Og I skal kende, at jeg er HE EN, når jeg gør således med eder for mit Navns Skyld, ikke efter eders onde Veje og skændige Gerninger, Israels Hus, lyder det fra den Herre HE EN.

⁴⁵ HE ENs Ord kom til mig således:

⁴⁶ Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Sønden og lad din Tale strømme sønderpå og profeter mod Sydlandets Skov!

⁴⁷ Sig til Sydlandets Skov: Hør HE ENs Ord! Så siger den Herre HE EN: Jeg sætter Ild på dig, og den skal fortære alle Træer i dig, både friske og tørre; den luende Ild skal ikke slukkes, og alle Ansigter skal svides fra Syd til Nord.

⁴⁸ Og alt Kød skal se, at jeg, HE EN, har tændt den; den skal ikke slukkes!

⁴⁹ Da sagde jeg: "Ak, Herre, HE E, de siger om mig, at jeg altid taler i Lignelser!"

¹ Dette er de Ord, Moses talte til hele Israel hinsides Jordan i Ørkenen, i Arabalavningen, lige over for Suf, mellem Paran og Tofel, Laban, Hazerot og Di Zahab,

² elleve Dagsrejser fra Horeb, regnede over Seirs Bjerge til Kadesj Barnea.

³ I det fyrretyvende År på den første Dag i den elevte Måned kundgjorde Moses Israelitterne alt, hvad HE EN havde pålagt ham angående dem,

⁴ efter at han havde slået Amoriterkongen Sihon, der boede i Hesjbon, og Kong Og af Basan, der boede i Asjtarot og Edrei.

⁵ Hinsides Jordan i Moabs Land tog Moses sig for at fremsætte følgende Lovudlægning:

⁶ HE EN vor Gud talede til os ved Horeb og sagde: "I har nu længe nok opholdt eder ved Bjerget her;

⁷ bryd derfor op og drag til Amoriternes Bjerge og til alle deres Naboer i Arabalavningen, på Bjergene, i Lavlandet, i Sydlandet og ved Kysten, til Kana'anæernes Land og Libanon, lige til den store Flod, Eufratfloden.

⁸ Se, jeg giver Landet i eders Magt; drag derind og tag det Land i Besiddelse, som jeg tilsvor eders Fædre, Abraham, Isak og Jakob, at ville give dem og deres Afkom efter dem."

⁹ Dengang talte jeg til eder og sagde: "Jeg kan ikke ene bære eder.

¹⁰ HE EN eders Gud har gjort eder talrige, og se, I er nu så mange som Stjernerne på Himmelen;

¹¹ måtte kun HE EN, eders Fædres Gud, gøre eder tusinde Gange så talrige endnu og velsigne eder, som han har forjættet eder;

¹² men hvorledes skal jeg ene kunne bære hele Besværet og Arbejdet med eder og eders Stridigheder?

¹³ Sørg derfor for at finde nogle kloge, forstandige.og erfarne Mænd i hver Stamme, som jeg kan sætte i Spidsen for eder!"

¹⁴ Dertil svarede I og sagde: "Det Forslag, du har fremsat, er godt!"

¹⁵ Derfor tog jeg Overhovederne for eders Stammer, kloge og erfarne Mænd, og satte dem i Spidsen for eder som Øverste over tusinde, hundrede, halvtredsindstyve eller ti og som Tilsynsmænd over eders Stammer.

¹⁶ Dengang gav jeg så eders Dommere det Påbud: "Hold Forhør, når der er Stridigheder mellem eders Landsmænd, og døm retfærdigt, når en Mand har en Sag, enten det er med en Landsmand eller med en, der bor som fremmed hos ham;

¹⁷ vis ingen Personsanseelse for etten; hør på den ringeste som på den største og frygt ikke for nogen; thi Dommen er Guds! Men Sager, som er eder for vanskelige, skal I forebringe mig, så skal jeg holde Forhør i dem!"

¹⁸ Og dengang gav jeg eder så Pålæg om alt, hvad I skulde gøre.

¹⁹ Derpå brød vi op fra Horeb og drog gennem hele denne store, grufulde Ørken, som I selv har set, i etning af Amoriternes Bjerge, således som HE EN vor Gud havde pålagt os. Og vi kom til Kadesj Barnea.

²⁰ Da sagde jeg til eder: "I er nu kommet til Amoriternes Bjerge, som HE EN vor Gud vil give os.

²¹ Se, HE EN din Gud har givet Landet i din Magt, drag derfor op og tag det i Besiddelse, således som HE EN, dine Fædres Gud, har sagt til dig. Frygt ikke, men vær uforsagt!"

²² Da kom I alle hen til mig og sagde: "Lad os sende nogle Mænd i forvejen til at udspejde Landet for os og bringe os Underretning om den Vej, vi skal drage op ad, og om de Byer, vi kommer til!"

²³ Jeg billigede det og udtog tolv Mænd iblandt eder, en af hver Stamme.

²⁴ De begav sig på Vej og drog op i Bjergene og kom til Esjkoldalen og udspejdede den;

²⁵ og de tog nogle af Landets Frugter med og bragte dem ned til os, og de meldte os tilbage: "Det er et herligt Land, HE EN vor Gud vil give os!"

²⁶ Men I vilde ikke drage op, I var genstridige mod HE EN eders Guds Befaling.

²⁷ I knurrede i eders Telte og sagde: "Af Had til os førte HE EN os ud af Ægypten for at give os i Amoriternes Hånd og lade os gå til Grunde!

²⁸ Hvor er det dog, vi skal hen? Vore Brødre tog Modet fra os, da de sagde: Det er et Folk, der er større og højere end vi, og der er store Byer med himmelhøje Fæstningsværker, ja, vi så endog Efterkommere af Anakiterne der!"

²⁹ Men jeg sagde til eder: "Lad eder ikke skræmme og frygt ikke for dem!

³⁰ HE EN eders Gud, der vandrer foran eder, vil selv stride for eder, som I så, han gjorde det for eder i Ægypten

³¹ og i Ørkenen, hvor du så, at HE EN din Gud bar dig, som en Mand bærer sin Søn, hele den Vej I har vandret, lige til I nåede hertil!"

³² Men alligevel troede I ikke på HE EN eders Gud,

³³ skønt han vandrede foran eder på Vejen for at udsøge Lejrpladser til eder, om Natten i Ilden, for at I kunde se, hvor I skulde gå, og om dagen i Skyen.

³⁴ Men da HE EN hørte eders Ord, blev han vred og svor:

³⁵ "Ikke en eneste af disse Mænd, af denne onde Slægt, skal få det herlige Land at se, som jeg svor at ville give eders Fædre,

³⁶ undtagen Kaleb, Jefunnes Søn; han alene skal få det at se, og ham og hans Børn vil jeg give det Land, han har betrådt, fordi han har vist HE EN fuld Lydighed!"

³⁷ Også på mig blev HE EN vred for eders Skyld, og han sagde: "Heller ikke du skal komme derind!

³⁸ Josua, Nuns Søn, der står i din Tjeneste, han skal komme derind; sæt Mod i ham, thi han skal skaffe Israel det i Eje."

³⁹ Og dets små Børn, som I sagde skulde blive til Bytte, eders Børn, som i Dag ikke kender Forskel på godt og ondt, de skal komme derind, dem vil jeg give det, og de skal tage det i Besiddelse.

⁴⁰ I selv derimod skal vende om og begive eder på Vej til Ørkenen i etning af det røde Hav!"

⁴¹ Da svarede I og sagde til mig: "Vi har syndet imod HE EN! Vi vil drage op og kæmpe, som HE EN vor Gud har befalet os!" Og alle iførte I eder eders Våben og vilde i Letsindighed drage op i Bjergene.

⁴² Men HE EN sagde til mig: Sig til dem: Drag ikke op og indlad eder ikke i Kamp, thi jeg er ikke iblandt eder; gør I det, bliver I slået af eders Fjender!"

⁴³ Men da jeg sagde det til eder, adlød I ikke, men var genstridige mod HE ENs Bud og formastede eder til at drage op i Bjergene.

⁴⁴ Da drog Amoriterne, der bor i Bjergene der, ud imod eder, og de forfulgte eder som Bier og slog eder fra Seir til Horma.

⁴⁵ Da I så kom tilbage, græd I for HE ENs Åsyn; men HE EN vilde ikke høre eder og låne eder Øre.

⁴⁶ Så blev I hele den lange Tid i Kadesj.