¹ I det syvende år på den tiende dag i den femte måned kom nogle af Israels Ældste for at rådspørge HE EN, og de satte sig lige over for mig.

² Så kom HE ENs Ord til mig således

³ Menneskesøn, tal til Israels Ældste og sig: Så siger den Herre HE EN: Kommer I for at rådspørge mig? Så sandt jeg lever: Jeg lader mig ikke rådspørge af eder, lyder det fra den Herre HE EN.

⁴ Vil du dømme dem, vil du dømme, Menneskesøn? Så forehold dem deres Fædres Vederstyggeligheder

⁵ og sig til dem: Så siger den Herre HE EN: Dengang jeg udvalgte Israel, løftede jeg min Hånd til Ed for Jakobs Huses Afkom og gav mig til Kende for dem i Ægypten; jeg løftede min Hånd for dem og svor: Jeg er HE EN eders Gud.

⁶ Dengang løftede jeg min Hånd og tilsvor dem, at jeg vilde føre dem ud af Ægypten til Landet, jeg havde givet dem, et Land, der flyder med Mælk og Honning, det dejligste af alle Lande.

⁷ Og jeg sagde til dem: Enhver skal bortkaste sine væmmelige Guder, som hans Øjne hænger ved; og I må ikke gøre eder urene ved Ægyptens Afgudsbilleder. Jeg, HE EN, er eders Gud!

⁸ Men de var genstridige imod mig og vilde ikke høre mig; de bortkastede ikke deres væmmelige Guder, som deres Øjne hang ved, og lod ikke Ægyptens Afgudsbilleder fare. Så tænkte jeg på at udøse min Vrede over dem og køle min Harme på dem midt i Ægypten.

⁹ For mit Navns Skyld greb jeg dog ind, at det ikke skulde vanæres for de Folks Øjne, blandt hvilke de levede, og i hvis Påsyn jeg havde åbenbaret mig for dem, idet jeg førte dem ud af Ægypten.

¹⁰ Så førte jeg dem ud af Ægypten og bragte dem ud i Ørkenen;

¹¹ og jeg gav dem mine Anordninger og kundgjorde dem mine Lovbud; det Menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem.

¹² Også mine Sabbater gav jeg dem, for at de skulde være et Tegn mellem mig og dem, at det skal kendes, at jeg, HE EN, er den, som helliger dem.

¹³ Men Israels Hus var genstridigt imod mig i Ørkenen; de vandrede ikke efter mine Anordninger, men lod hånt om mine Lovbud - det Menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem og mine Sabbater vanhelligede de grovelig. Så tænkte jeg på at udøse min Vrede over dem i Ørkenen og tilintetgøre dem.

¹⁴ For mit Navns Skyld greb jeg dog ind, at det ikke skulde vanæres for de Folks Øjne, i hvis Påsyn jeg havde ført dem ud.

¹⁵ Og jeg løftede min Hånd for dem i Ørkenen og svor, at jeg ikke vilde føre dem ind i det Land, jeg havde givet dem, et Land, der flydler med Mælk og Honning, det dejligste af alle Lande,

¹⁶ fordi de lod hånt om mine Lovbud og ikke vandrede efter mine Anordninger, men vanhelligede mine Sabbater; thi deres Hjerte holdt sig til deres Afgudsbilleder.

¹⁷ Jeg havde Medlidenhed med dem, så jeg ikke tilintetgjorde dem; jeg gjorde ikke Ende på dem i Ørkenen.

¹⁸ Så sagde jeg til deres Sønner i Ørkenen: Følg ikke eders Fædres Anordninger, hold ikke deres Lovbud og gør eder ikke urene med deres Afgudsbilleder.

¹⁹ Jeg, HE EN, er eders Gud! Følg mine Anordninger og tag Vare på at holde mine Lovbud;

²⁰ hold mine Sabbater hellige, så de bliver et Tegn mellem mig og eder, at det må kendes, at jeg, HE EN, er eders Gud.

²¹ Men også Sønnerne var genstridige imod mig; de fulgte ikke mine Anordninger og tog ikke Vare på at holde mine Lovbud - det Menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem - og vanhelligede mine Sabbater. Så tænkte jeg på at udøse min Harme over dem og køle min Vrede på dem i Ørkenen.

²² Dog holdt jeg min Hånd tilbage, og jeg greb ind for mit Navns Skyld, at det ikke skulde vanæres for de Folks Øjne, i hvis Påsyn jeg havde ført dem ud.

²³ Jeg løftede min Hånd for dem i Ørkenen og svor, at jeg vilde sprede dem blandt Folkene og udstrø dem i Landene,

²⁴ fordi de ikke holdt mine Lovbud, men lod hånt om mine Anordninger og vanhelligede mine Sabbater, og deres Øjne hang ved deres Fædres Afgudsbilleder.

²⁵ Derfor gav jeg dem Anordninger, som ikke er gode, og Lovbud ved hvilke de ikke vandt Liv;

²⁶ jeg gjorde dem urene ved deres Gaver, idet de lod alt hvad der åbner Moders Liv, gå igennem Ilden; thi jeg vilde have dem til at stivne af ædsel, at de måtte kende, at jeg er HE EN.

²⁷ Derfor, Menneskesøn, tal til Israels Hus og sig til dem: Så siger den Herre HE EN: Eders Fædre hånede mig ydermere ved at være troløse imod mig.

²⁸ Jeg bragte dem til det Land jeg med løftet Hånd havde svoret at give dem; men hver Gang de så en høj Bakke eller et løvrigt Træ ofrede de der deres Slagtofre og bragte deres krænkende Offergave; der beredte de deres liflige Duft og udgød deres Drikofre.

²⁹ Da sagde jeg til dem: "Hvad er det for en Offerhøj, I går hen til?" Og derfor bærer den endnu den Dag i Dag Navnet Offerhøj.

³⁰ Sig derfor til Israels Hus: Så siger den Herre HE EN: Gør I eder ikke urene på eders Fædres Vis og boler med deres væmmelige Guder?

³¹ Ja, når I bringer eders Gaver, når I lader eders Sønner gå igennem Ilden, gør I eder den Dag i Dag urene til Ære for alle eders Afgudsbilleder - og så skulde jeg lade mig rådspørge af eder, Israels Hus? Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HE EN: Jeg lader mig ikke rådspørge af eder!

³² Hvad der er kommet op i eders Sind, skal visselig ikke ske; I siger: "Vi vil være som Folkene, som Slægterne i andre Lande og dyrke Træ og Sten!"

³³ Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HE EN: Med stærk Hånd og udstrakt Arm og udøst Vrede vil jeg vise, at jeg er eders Konge.

³⁴ Med stærk Hånd og udstrakt Arm og udøst Vrede vil jeg føre eder bort fra Folkeslagene og samle eder fra de Lande, hvor I er spredt,

³⁵ og bringe eder til Folkeslagenes Ørken, og der vil jeg gå i ette med eder Ansigt til Ansigt.

³⁶ Som jeg gik i ette med eders Fædre i Ægyptens Ørken, vil jeg gå i ette med eder, lyder det fra den Herre HE EN.

³⁷ Jeg vil lade eder gå under Staven og føre eder fuldtalligt frem.

³⁸ Jeg vil fraskille dem, der var genstridige og faldt fra mig; jeg fører dem ud af deres Udlændigheds Land, men til Israels Land skal de ikke komme; og I skal kende, at jeg er HE EN.

³⁹ Men I, Israels Hus! Så siger den Herre HE EN: Gå hen og dyrk hver sit Afgudsbillede, men siden skal I visselig høre min øst og ikke mere vanhellige mit hellige Navn med eders Offergaver og Afgudsbilleder.

⁴⁰ Thi på mit hellige Bjerg, på Israels høje Bjerg, lyder det fra den Herre HE EN, der skal hele Israels Hus i Landet tjene mig; der vil jeg vise dem mit Velbehag, og der vil jeg spørge efter eders Offerydelser og Førstegrødegaver, alt, hvad I vil hellige.

⁴¹ Ved den liflige Duft vil jeg vise eder mit Velbehag, når jeg fører eder ud fra Folkeslagene og samler eder fra alle de Lande, hvor I er spredt, og jeg vil på eder vise mig som den Hellige for Folkenes Øjne.

⁴² Og I skal kende, at jeg er HE EN, når jeg fører eder til Israels Jord, det Land, jeg med løftet Hånd svor at give eders Fædre.

⁴³ Der skal I ihukomme eders Veje og alle de Gerninger, I gjorde eder urene med, så I ledes ved eder selv for alt det onde, I øvede.

⁴⁴ Og I skal kende, at jeg er HE EN, når jeg gør således med eder for mit Navns Skyld, ikke efter eders onde Veje og skændige Gerninger, Israels Hus, lyder det fra den Herre HE EN.

⁴⁵ HE ENs Ord kom til mig således:

⁴⁶ Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Sønden og lad din Tale strømme sønderpå og profeter mod Sydlandets Skov!

⁴⁷ Sig til Sydlandets Skov: Hør HE ENs Ord! Så siger den Herre HE EN: Jeg sætter Ild på dig, og den skal fortære alle Træer i dig, både friske og tørre; den luende Ild skal ikke slukkes, og alle Ansigter skal svides fra Syd til Nord.

⁴⁸ Og alt Kød skal se, at jeg, HE EN, har tændt den; den skal ikke slukkes!

⁴⁹ Da sagde jeg: "Ak, Herre, HE E, de siger om mig, at jeg altid taler i Lignelser!"

¹ I Kong Akaz af Judas tolvte egeringsår blev Hosea, Elas Søn, Konge i Samaria over Israel, og han herskede ni År.

² Han gjorde, hvad der var ondt i HE ENs Øjne, dog ikke som de Konger i Israel, der var før ham.

³ Mod ham drog Assyrerkongen Salmanassar op, og Hosea underkastede sig og svarede ham Skat.

⁴ Men siden opdagede Assyrerkongen, at Hosea var ved at stifte en Sammensværgelse, idet han sendte Sendebud til Kong So af Ægypten og ikke mere svarede Assyrerkongen den årlige Skat. Så berøvede Assyrerkongen ham Friheden og lod ham kaste i Fængsel.

⁵ Assyrerkongen drog op og besatte hele Landet; han rykkede frem mod Samaria og belejrede det i tre År;

⁶ og i Hoseas niende egeringsår indtog Assyrerkongen Samaria, bortførte Israel til Assyrien og lod dem bosætte sig i Hala, ved Habor, Gozans Flod, og i Mediens Byer.

⁷ Således gik det, fordi Israeliterne syndede mod HE EN deres Gud, der havde ført dem op fra Ægypten og udfriet dem af Ægypterkongen Faraos Hånd, og fordi de frygtede andre Guder;

⁸ de fulgte de Folkeslags Skikke, som HE EN havde drevet bort foran Israeliterne, og de Kongers Skik, som Israel havde indsat;

⁹ og Israeliterne udtænkte utilbørlige Ting mod HE EN deres Gud og byggede sig Offerhøje i alle deres Byer, lige fra Vagttårnene til de befæstede Byer;

¹⁰ de rejste sig Stenstøtter og Asjerastøtter på alle høje Steder og under alle grønne Træer

¹¹ og tændte Offerild der på alle Høje ligesom de Folkeslag, HE EN havde ført bort foran dem, og øvede onde Ting, så at de krænkede HE EN;

¹² de dyrkede Afgudsbillederne, skønt HE EN havde sagt: "Det må I ikke gøre!"

¹³ Og HE EN advarede Israel og Juda ved alle sine Profeter, alle Seerne, og sagde: "Vend om fra eders onde Færd og hold mine Bud og Anordninger i nøje Overensstemmelse med den Lov, jeg pålagde eders Fædre og kundgjorde eder ved mine Tjenere Profeterne!"

¹⁴ Men de vilde ikke høre; de gjorde sig halsstarrige som deres Fædre, der ikke stolede på HE EN deres Gud;

¹⁵ de lod hånt om hans Anordninger og den Pagt, han havde sluttet med deres Fædre, og om de Vidnesbyrd, han havde givet dem, og de holdt sig til Tomhed, så de blev til Tomhed, og efterlignede Folkeslagene rundt om dem, skønt HE EN havde pålagt dem ikke at gøre som de;

¹⁶ de sagde sig løs fra HE EN deres Guds Bud og lavede sig støbte Billeder, to Tyrekalve; de lavede sig også Asjerastøtter, tilbad hele Himmelens Hær og dyrkede Ba'al:

¹⁷ de lod deres Sønner og Døtre gå igennem Ilden, drev Spådomskunster og Sandsigeri og solgte sig til at gøre, hvad der er ondt i HE ENs Øjne, så de krænkede ham.

¹⁸ Derfor blev HE EN såre fortørnet på Israel og drev dem bort fra sit Åsyn, så der ikke blev andet end Judas Stamme tilbage.

¹⁹ Men heller ikke Juda holdt HE EN deres Guds Bud, men fulgte de Skikke, Israel havde indført.

²⁰ Derfor forkastede HE EN bele Israels Slægt, ydmygede dem, ga dem til Pris for øvere og stødte dem til sidst bort fra sit Åsyn.

²¹ Thi da Israel havde revet sig løs fra Davids Hus og gjort Jeroboam, Nebats Søn, til Konge, drog denne Israel bort fra HE EN og forledte dem til en stor Synd;

²² og Israeliterne vandrede i alle de Synder, Jeroboam havde begået, og veg ikke derfra,

²³ så at HE EN til sidst drev Israel bort fra sit Åsyn, som han havde sagt ved alle sine Tjenere Profeterne; og Israel måtte vandre bort fra sit Land til Assyrien, hvor det er den Dag i Dag.

²⁴ Derefter lod Assyrerkongen Folk fra Babel, Kuta, Avva, Hamat og Sefarvajim komme og bosætte sig i Samarias Byer i Stedet for Israeliterne; og de tog Samaria i Besiddelse og bosatte sig i Byerne.

²⁵ Men den første Tid de boede der, frygtede de ikke HE EN; derfor sendte HE EN Løver iblandt dem, som dræbte dem.

²⁶ Da sendte de Assyrerkongen det Bud: "De Folk, du førte bort fra deres Hjem og lod bosætte sig i Samarias Byer, ved ikke, hvorledes Landets Gud skal dyrkes; derfor har han sendt Løver imod dem, og de dræber dem, fordi de ikke ved, hvorledes Landets Gud skal dyrkes!"

²⁷ Og Assyrerkongen bød: "Lad en af de Præster, jeg førte bort derfra, drage derhen, lad ham drage hen og bosætte sig der og lære dem, hvorledes Landets Gud skal dyrkes!"

²⁸ Så kom en af de Præster, de havde ført bort fra Samaria, og bosatte sig i Betel, og han lærte dem, hvorledes de skulde frygte HE en.

²⁹ Men hvert Folk gav sig til at lave sig sin egen Gud og stillede ham op i Offerhusene på Højene, som Samaritanerne havde opførf, hvert Folk i sin By, hvor de havde bosat sig;

³⁰ Folkene fra Babel lavede Sukkot-Benot, Folkene fra Kuta Nergal, Folkene fra Hamat Asjima,

³¹ Avvijiterne Nibhaz og Tartak, og Sefarviterne brændte deres Børn til Ære for Adrammelek og Anammelek, Sefarvajims Guder.

³² Men de frygtede også HE EN og indsatte Folk at deres egen Midte til Præstr ved Offerhøjene, og disse ofrede for dem i Offerhusene på Højene.

³³ De frygte de HE EN, men dyrkede også deres egne Guder på de Folkeslags Vis, de var ført bort fra.

³⁴ Endnu den Dag i Dag følger de deres gamle Skikke. De frygtede ikke HE EN og handlede ikke efter de Anordninger og Lovbud, de havde fået, eller efter den Lov og det Bud, HE EN havde givet Jakobs Sønner, han, hvem han gav Navnet Israel.

³⁵ Og HE EN havde sluttet en Pagt med dem og givet dem det Bud: "I må ikke frygte andre Guder eller tilbede dem, ikke dyrke dem eller ofre til dem;

³⁶ men HE EN, som førte eder ud af Ægypten med vældig Kraft og udstrakt Arm, ham skal I frygte, ham skal I tilbede, og til ham skal I ofre!

³⁷ De Anordninger og Lovbud, den Lov og det Bud, han har opskrevet for eder, skal I omhyggeligt holde til alle Tider, og I må ikke frygte andre Guder!

³⁸ Den Pagt, han har sluttet med eder, må I ikke glemme, og I må ikke frygte andre Guder;

³⁹ men HE EN eders Gud skal I frygte, så vil han fri eder af alle eders Fjenders Hånd!"

⁴⁰ Dog vilde de ikke høre, men blev ved at handle som før.

⁴¹ Således frygtede disse Folkeslag HE EN, men dyrkede tillige deres udskårne Billeder; og deres Børn og Børnebørn gør endnu den Dag i Dag som deres Fædre.