Bible

 

Exodus 32

Studie

   

1 Men da Folket så, at Moses tøvede med at komme ned fra Bjerget, samlede det sig om Aron, og de sagde til ham: "Kom og lav os en Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Ægypten!"

2 Da sagde Aron til dem: " iv de Guldringe af, som eders Hustruer, Sønner og Døtre har i Ørene, og bring mig dem!"

3 Så rev hele Folket deres Guldørenringe af og bragte dem til Aron.

4 Og han modtog dem af deres Hånd, formede Guldet med en Mejsel og lavede en støbt Tyrekalv deraf. Da sagde de: "Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!"

5 Og da Aron så det, byggede han et Alter for den, og Aron lod kundgøre: "I Morgen er det Højtid for HE EN!"

6 Tidligt næste Morgen ofrede de så Brændofre og bragte Takofre og Folket satte sig til at spise og drikke, og derpå stod de op for at lege.

7 Da sagde HE EN til Moses: "Skynd dig og stig ned, thi dit Folk, som du førte ud af Ægypten, har handlet ilde;

8 hastigt veg de bort fra den Vej jeg bød dem at vandre; de har lavet sig en støbt Tyrekalv og tilbedt den og ofret til den med de Ord: Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!"

9 Og HE EN sagde til Moses: "Jeg har iagttaget dette Folk og set, at det er et halsstarrigt Folk.

10 Lad mig nu råde, at min Vrede kan blusse op imod dem så vil jeg tilintetgøre dem; men dig vil jeg gøre til et stort Folk!"

11 Men Moses bønfaldt HE EN sin Gud og sagde: "Hvorfor HE E skal din Vrede blusse op mod dit Folk, som du førte ud af Ægypten med vældig Kraft og stærk Hånd?

12 Hvorfor skal Ægypterne kunne sige: I ond Hensigt førte han dem ud, for at slå dem ihjel ude mellem Bjergene og udrydde dem af Jorden? Lad din Vredes Glød høre op, og anger den Ulykke, du vilde gøre dit Folk!

13 Kom Abraham, Isak og Israel i Hu, dine Tjenere, hvem du tilsvor ved dig selv: Jeg vil gøre eders Afkom talrigt som Himmelens Stjerner, og jeg vil give eders Afkom hele det Land, hvorom jeg har talet, og de skal eje det evindelig!"

14 Da angrede HE EN den Ulykke han havde truet med at gøre sit Folk.

15 Derpå vendte Moses tilbage og steg ned fra Bjerget med Vidnesbyrdets to Tavler i Hånden, Tavler, der var beskrevet på begge Sider, både på Forsiden og Bagsiden var de beskrevet.

16 Og Tavlerne var Guds Værk, og Skriften var Guds Skrift, ridset ind i Tavlerne.

17 Da hørte Josua Støjen af det larmende Folk, og han sagde til Moses: "Der høres Krigslarm i Lejren!"

18 Men han svarede: "Det er ikke sejrendes eller slagnes Skrig, det er Sang, jeg hører!"

19 Og da Moses nærmede sig Lejren og så Tyrekalven og Dansen, blussede hans Vrede op, og han kastede Tavlerne fra sig og sønderslog dem ved Bjergets Fod.

20 Derpå tog han Tyrekalven, som de havde lavet, brændte den i Ilden og knuste den til Støv, strøde det på Vandet og lod Israeliterne drikke det.

21 Og Moses sagde til Aron: "Hvad har dette Folk gjort dig, siden du har bragt så stor en Synd over det?"

22 Aron svarede: "Vredes ikke, Herre! Du ved selv, at Folket ligger i det onde,

23 og de sagde til mig: Lav os en Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Ægypten!

24 Da sagde jeg til dem: De, der har Guldsmykker, skal rive dem af! De bragte mig da Guldet, og jeg kastede det i Ilden, og så kom denne Tyrekalv ud deraf!"

25 Da Moses nu så, at Folket var tøjlesløst til Skadefryd for deres Fjender, fordi Aron havde givet det fri Tøjler,

26 stillede han sig ved Indgangen til Lejren og sagde: "Hvem der er for HE EN, han komme hid til mig!" Da samlede alle Leviterne sig om ham,

27 og han sagde til dem: "Så siger HE EN, Israels Gud: Bind alle Sværd om Lænd og gå frem og tilbage fra den ene Indgang i Lejren til den anden og slå ned både Broder, Ven og Frænde!"

28 Og Leviterne gjorde, som Moses havde sagt, og på den Dag faldt der af Folket henved 3000 Mand.

29 Og Moses sagde: "Fra i Dag af skal I være Præster for HE EN, thi ingen skånede Søn eller Broder, derfor skal Velsignelse komme over eder i Dag."

30 Næste Dag sagde Moses til Folket: "I har begået en stor Synd ; men nu vil jeg stige op til HE EN, måske kan jeg skaffe Soning for eders Synd!"

31 Derpå gik Moses atter til HE EN og sagde: "Ak, dette Folk har begået en stor Synd, de har lavet sig en Gud af Guld.

32 Om du dog vilde tilgive dem deres Synd! Hvis ikke, så udslet mig af den Bog, du fører!"

33 HE EN svarede Moses: "Den, som har syndet imod mig, ham vil jeg udslette af min Bog!

34 Men gå nu og før Folket hen, hvor jeg har befalet dig at føre det hen; se, min Engel skal drage foran dig! Men til sin Tid vil jeg straffe dem for deres Synd!"

35 Og HE EN slog Folket, fordi de havde lavet Tyrekalven, den, Aron lavede.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Ze Swedenborgových děl

 

Arcana Coelestia # 9414

Prostudujte si tuto pasáž

  
/ 10837  
  

9414. And Jehovah said unto Moses. That this signifies instruction from the Lord for those who are in the external sense, is evident from the signification of “saying,” as being instruction, when it involves the things which follow and give instruction (see also n. 7186, 7241, 7267, 7304, 7380, 7517, 7769, 7793, 7825, 8041); that it is from the Lord is because by “Jehovah” in the Word is meant the Lord (see n. 1343, 1736, 1793, 2004, 2005, 2018, 2025, 2921, 3023, 3035, 5663, 6280, 6281, 6303, 6905, 8274, 8864, 9315); and from the representation of Moses, as being that which mediates between the Lord and the people, thus the Word in respect to its holy external, for this is what mediates. That Moses now begins to have this representation, is evident from the series of what follows. For that people was in the external of the Word, and from this in the external of worship separate from what is internal (n. 9380). They who are of such a character cannot possibly have holy communication with the Lord, still less conjunction, except through an intermediate. How the case is in regard to this, will be unfolded more fully below (n. 9419).

[2] That this people was in the external sense of the Word separate from the internal, and consequently in the like worship, is very manifest from what follows. For after forty days they fell back altogether and worshiped a golden calf instead of Jehovah. Wherefore also Moses then cast away the tables out of his hand, and broke them; and afterward he was commanded to hew out other tables, upon which the same words should be written. By this was signified that this people was by no means willing to acknowledge any doctrinal thing from the internal sense of the Word, such as there is in heaven; but only from its external sense separate from the internal, such as is even at this day among them. Wherefore also that people was no longer called the “people of Jehovah,” but the “people of Moses,” as in the following passages:

Jehovah spoke unto Moses, Go, get thee down; for thy people, which thou madest to come up out of the land of Egypt, have corrupted themselves (Exodus 32:7).

Jehovah spoke unto Moses, Depart, go up hence, thou and the people which thou hast made to come up out of the land of Egypt (Exodus 33:1).

On this account also they were afterward removed from the mountain: “No man shall come up with thee, and also no man shall be seen in the whole mountain; and no flock or herd shall feed over against this mountain” (Exodus 34:3); for by “Mount Sinai” is signified the law, or Divine truth, and the Word, such as it is in heaven; thus also heaven (n. 8399, 8753, 8793, 8805). The reason why Moses previously represented the Word in general, that is, both as to its internal sense and as to its external sense, was that the subject there treated of was the promulgation of the law, which signified the revelation of Divine truth in general; for it was the beginning of revelation, seeing that everything else in the Word was written afterward.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for the permission to use this translation.