¹ Men da Folket så, at Moses tøvede med at komme ned fra Bjerget, samlede det sig om Aron, og de sagde til ham: "Kom og lav os en Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Ægypten!"

² Da sagde Aron til dem: " iv de Guldringe af, som eders Hustruer, Sønner og Døtre har i Ørene, og bring mig dem!"

³ Så rev hele Folket deres Guldørenringe af og bragte dem til Aron.

⁴ Og han modtog dem af deres Hånd, formede Guldet med en Mejsel og lavede en støbt Tyrekalv deraf. Da sagde de: "Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!"

⁵ Og da Aron så det, byggede han et Alter for den, og Aron lod kundgøre: "I Morgen er det Højtid for HE EN!"

⁶ Tidligt næste Morgen ofrede de så Brændofre og bragte Takofre og Folket satte sig til at spise og drikke, og derpå stod de op for at lege.

⁷ Da sagde HE EN til Moses: "Skynd dig og stig ned, thi dit Folk, som du førte ud af Ægypten, har handlet ilde;

⁸ hastigt veg de bort fra den Vej jeg bød dem at vandre; de har lavet sig en støbt Tyrekalv og tilbedt den og ofret til den med de Ord: Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!"

⁹ Og HE EN sagde til Moses: "Jeg har iagttaget dette Folk og set, at det er et halsstarrigt Folk.

¹⁰ Lad mig nu råde, at min Vrede kan blusse op imod dem så vil jeg tilintetgøre dem; men dig vil jeg gøre til et stort Folk!"

¹¹ Men Moses bønfaldt HE EN sin Gud og sagde: "Hvorfor HE E skal din Vrede blusse op mod dit Folk, som du førte ud af Ægypten med vældig Kraft og stærk Hånd?

¹² Hvorfor skal Ægypterne kunne sige: I ond Hensigt førte han dem ud, for at slå dem ihjel ude mellem Bjergene og udrydde dem af Jorden? Lad din Vredes Glød høre op, og anger den Ulykke, du vilde gøre dit Folk!

¹³ Kom Abraham, Isak og Israel i Hu, dine Tjenere, hvem du tilsvor ved dig selv: Jeg vil gøre eders Afkom talrigt som Himmelens Stjerner, og jeg vil give eders Afkom hele det Land, hvorom jeg har talet, og de skal eje det evindelig!"

¹⁴ Da angrede HE EN den Ulykke han havde truet med at gøre sit Folk.

¹⁵ Derpå vendte Moses tilbage og steg ned fra Bjerget med Vidnesbyrdets to Tavler i Hånden, Tavler, der var beskrevet på begge Sider, både på Forsiden og Bagsiden var de beskrevet.

¹⁶ Og Tavlerne var Guds Værk, og Skriften var Guds Skrift, ridset ind i Tavlerne.

¹⁷ Da hørte Josua Støjen af det larmende Folk, og han sagde til Moses: "Der høres Krigslarm i Lejren!"

¹⁸ Men han svarede: "Det er ikke sejrendes eller slagnes Skrig, det er Sang, jeg hører!"

¹⁹ Og da Moses nærmede sig Lejren og så Tyrekalven og Dansen, blussede hans Vrede op, og han kastede Tavlerne fra sig og sønderslog dem ved Bjergets Fod.

²⁰ Derpå tog han Tyrekalven, som de havde lavet, brændte den i Ilden og knuste den til Støv, strøde det på Vandet og lod Israeliterne drikke det.

²¹ Og Moses sagde til Aron: "Hvad har dette Folk gjort dig, siden du har bragt så stor en Synd over det?"

²² Aron svarede: "Vredes ikke, Herre! Du ved selv, at Folket ligger i det onde,

²³ og de sagde til mig: Lav os en Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Ægypten!

²⁴ Da sagde jeg til dem: De, der har Guldsmykker, skal rive dem af! De bragte mig da Guldet, og jeg kastede det i Ilden, og så kom denne Tyrekalv ud deraf!"

²⁵ Da Moses nu så, at Folket var tøjlesløst til Skadefryd for deres Fjender, fordi Aron havde givet det fri Tøjler,

²⁶ stillede han sig ved Indgangen til Lejren og sagde: "Hvem der er for HE EN, han komme hid til mig!" Da samlede alle Leviterne sig om ham,

²⁷ og han sagde til dem: "Så siger HE EN, Israels Gud: Bind alle Sværd om Lænd og gå frem og tilbage fra den ene Indgang i Lejren til den anden og slå ned både Broder, Ven og Frænde!"

²⁸ Og Leviterne gjorde, som Moses havde sagt, og på den Dag faldt der af Folket henved 3000 Mand.

²⁹ Og Moses sagde: "Fra i Dag af skal I være Præster for HE EN, thi ingen skånede Søn eller Broder, derfor skal Velsignelse komme over eder i Dag."

³⁰ Næste Dag sagde Moses til Folket: "I har begået en stor Synd ; men nu vil jeg stige op til HE EN, måske kan jeg skaffe Soning for eders Synd!"

³¹ Derpå gik Moses atter til HE EN og sagde: "Ak, dette Folk har begået en stor Synd, de har lavet sig en Gud af Guld.

³² Om du dog vilde tilgive dem deres Synd! Hvis ikke, så udslet mig af den Bog, du fører!"

³³ HE EN svarede Moses: "Den, som har syndet imod mig, ham vil jeg udslette af min Bog!

³⁴ Men gå nu og før Folket hen, hvor jeg har befalet dig at føre det hen; se, min Engel skal drage foran dig! Men til sin Tid vil jeg straffe dem for deres Synd!"

³⁵ Og HE EN slog Folket, fordi de havde lavet Tyrekalven, den, Aron lavede.

¹ Da Moses var færdig med at tale disse Ord til hele Israel,

² sagde han til dem: "Jeg er nu 120 År gammel og kan ikke mere færdes som før; og HE EN har sagt til mig: Du skal ikke komme over Jordan der!

³ Men HE EN din Gud vil selv drage over i Spidsen for dig, han vil udrydde disse Folkeslag for dig, så du kan tage deres Land i Besiddelse. Og Josua skal drage over i Spidsen for dig, som HE EN har sagt.

⁴ Og HE EN skal handle med dem, som han handlede med Amoriterkongerne Sibon og Og og med deres Land, som han ødelagde;

⁵ og HE EN skal give dem i eders Magt, og l skal handle med dem i Overensstemmelse med alle de Bud, jeg gav eder.

⁶ Vær frimodige og stærke, frygt ikke og forfærdes ikke for dem; thi HE EN din Gud vil selv drage med dig; han vil ikke slippe og ikke forlade dig!"

⁷ Derpå lod Moses Josua kalde og sagde til ham i hele Israels Nærværelse: "Vær frimodig og stærk; thi du skal føre dette folk ind i det Land, HE EN svor at ville give deres Fædre, og give dem det i Eje.

⁸ HE EN selv vil gå foran dig, han vil være med dig og ikke slippe eller forlade dig; frygt derfor ikke og vær ikke bange!"

⁹ Derpå nedskrev Moses denne Lov og overgav den til Præsterne, Levis Sønner, der bar HE ENs Pagts Ark, og til alle Israels Ældste.

¹⁰ Og Moses bød dem: "Hvergang der er gået syv År, i Friåret, på Løvhyttefesten,

¹¹ når hele Israel kommer for at stedes for HE EN din Guds Åsyn på det Sted, han udvælger, skal du læse denne Lov højt for hele Israel.

¹² Kald da Folket sammen, Mænd, Kvinder og Børn og de fremmede, som bor inden dine Porte, for at de kan høre og lære at frygte HE EN eders Gud og omhyggeligt handle efter alle denne Lovs Ord;

¹³ og deres Børn,som endnu ikke har lært den at kende, skal høre den og lære at frygte HE EN eders Gud, alle de Dage I lever i det Land, som I skal ind og tage i Besiddelse efter at være gået over Jordan!"

¹⁴ Derpå sagde HE EN til Moses: "Nu nærmer Tiden sig, da du skal dø. Kald derfor Josua bid og stil eder i Åbenbaringsteltet, for at jeg kan give ham mine Befalinger!" Og Moses og Josua gik hen og stillede sig i Åbenbaringsteltet.

¹⁵ Da åbenbarede HE EN sig i teltet i en Skystøtte, og Skystøtten stillede sig ved Teltets Indgang.

¹⁶ Derpå sagde HE EN til Moses: "Når du har lagt dig til Hvile hos dine Fædre, vil dette Folk give sig til at bole med fremmede Guder, det Lands Guder, det kommer til, og det vil forlade mig og bryde min Pagt, som jeg har sluttet med det.

¹⁷ Men til den Tid skal min Vrede blusse op imod det, og jeg vil forlade dem og skjule mit Åsyn for dem; det skal ædes op, og mange Ulykker og Trængsler skal ramme det.Til den Tid skal det sige: Mon det ikke er, fordi min Gud ikke er i min Midte, at disse Ulykker har ramt mig?

¹⁸ Og jeg vil til den Tid helt skjule mit Åsyn for det for alt det ondes Skyld, det øvede, da det vendte sig til fremmede Guder.

¹⁹ Så skriv nu denne Sang op, lær Israelitterne den og læg den i deres Mund, for at denne Sang kan være mit Vidne mod Israelitterne.

²⁰ Thi jeg vil føre dem ind i det Land, jeg tilsvor deres Fædre, et Land, der flyder med Mælk og Honning; men når det har spist sig mæt og mæsket sig, vil det vende sig til fremmede Guder og dyrke dem, og det vil ringeagte mig og bryde min Pagt.

²¹ Når da Ulykker og Trængsler i Mængde rammer det, skal denne Sang være det et Vidne; thi aldrig må den dø på dets Afkoms Læber. Jeg ved jo, hvad de pønser på allerede nu, før jeg har ført dem ind i det Land, jeg tilsvor deres Fædre."

²² Da skrev Moses på den Dag denne Sang op og lærte Israelitterne den.

²³ Derpå bød han Josua, Nuns Søn, og sagde: "Vær frimodig og stærk; thi du skal føre Israelitterne ind i det Land, jeg tilsvor dem. Jeg vil være med dig!"

²⁴ Da Moses var færdig med at nedskrive denne Lovs Ord fra Ende til anden i en Bog,

²⁵ bød han Leviterne, der bar HE ENs Pagts Ark:

²⁶ "Tag denne Lovbog og læg den ved Siden af HE EN eders Guds Pagts Ark, for at den der kan være Vidne imod dig;

²⁷ thi jeg keder din Genstridighed og Halsstarrighed. Se, endnu i mit levende Live har I været genstridige mod HE EN, hvor meget mere da ikke, når jeg er død!

²⁸ Kald nu alle eders Stammers Ældste og eders Tilsynsmænd sammen hos mig, for at jeg kan fremsige disse Ord for dem og kalde Himmelen og Jorden til Vidne imod dem:

²⁹ Thi jeg ved, at når jeg er død, vil t handle ilde og vige bort fra den Vej, jeg har anvist eder, og Ulykken skal ramme eder i de kommende Tider, fordi l gør, hvad der er ondt i HE ENs Øjne, og krænker ham med eders Hænders Gerning."

³⁰ Derpå fremsagde Moses denne Sang fra Ende til anden for hel Israels Forsamling: