Bible

 

Exodus 13

Studie

   

1 Og HE EN talede til Moses og sagde:

2 "Du skal hellige mig alt det førstefødte, alt, hvad der åbner Moders Liv hos Israeliterne både af Mennesker og Kvæg; det skal tilhøre mig!"

3 Og Moses sagde til Folket: "Kom denne Dag i Hu, på hvilken I vandrer ud af Ægypten, af Trællehuset, thi med stærk Hånd førte HE EN eder ud derfra! Og der må ikke spises syret Brød.

4 I Dag vandrer I ud, i Abib Måned.

5 Når nu HE EN fører dig til Kana'anæernes, Hetiternes, Amoriternes, Hivviternes og Jebusiternes Land, som han tilsvor dine Fædre at ville give dig, et Land, der flyder med Mælk og Honning, så skal du overholde denne Skik i denne Måned.

6 I syv Dage skal du spise usyret Brød, og på den syvende Dag skal der være Højtid for HE EN.

7 I disse syv Dage skal der spises usyret Brød, og der må hverken findes syret Brød eller Surdejg hos dig nogetsteds inden dine Landemærker.

8 Og du skal på den Dag fortælle din Søn, at dette sker i Anledning af, hvad HE EN gjorde for dig, da du vandrede ud af Ægypten!

9 Det skal være dig som et Tegn på din Hånd og et Erindringsmærke på din Pande, for at HE ENs Lov må være i din Mund, thi med stærk Hånd førte HE EN dig ud af Ægypten.

10 Og du skal holde dig denne Anordning efterrettelig til den fastsatte Tid, År efter År.

11 Og når HE EN fører dig til Kana'anæernes Land, således som han tilsvor dig og dine Fædre, og giver dig det,

12 da skal du overlade HE EN alt, hvad der åbner Moders Liv; alt det førstefødte, som falder efter dit Kvæg, for så vidt det er et Handyr, skal tilhøre HE EN.

13 Men alt det førstefødte af Æslerne skal du udløse med et Stykke Småkvæg, og hvis du ikke udløser det, skal du sønderbryde dets Hals; og alt det førstefødte af Mennesker blandt dine Sønner skal du udløse.

14 Og når din Søn i Fremtiden spørger dig: Hvad betyder dette? skal du svare ham: Med stærk Hånd førte HE EN os ud af Ægypten, af Trællehuset;

15 og fordi Farao gjorde sig hård og ikke vilde lade os drage bort, ihjelslog HE EN alt det førstefødte i Ægypten både af Folk og Fæ; derfor ofrer vi HE EN alt, hvad der åbner Moders Liv, for så vidt det er et Handyr, og alt det førstefødte blandt vore Sønner udløser vi!

16 Og det skal være dig som et Tegn på din Hånd og et Erindringsmærke på din Pande, thi med stærk Hånd førte HE EN os ud af Ægypten."

17 Da Farao lod Folket drage bort, førte Gud dem ikke ad Vejen til Filisterlandet, som havde været den nærmeste, thi Gud sagde: "Folket kunde komme til at fortryde det, når de ser, der bliver Krig, og vende tilbage til Ægypten."

18 Men Gud lod Folket gøre en Omvej til Ørkenen i etning af det røde Hav. Israeliterne drog nu væbnede ud af Ægypten.

19 Og Moses tog Josefs Ben med sig, thi denne havde taget Israels Sønner i Ed og sagt: "Når Gud ser til eder, skal I føre mine Ben med eder herfra!"

20 De brød op fra Sukkot og lejrede sig i Etam ved anden af Ørkenen.

21 Men HE EN vandrede foran dem, om dagen i en Skystøtte for at vise dem Vej og om Natten i en Ildstøtte for at lyse for dem; så kunde de rejse både Dag og Nat.

22 Og Skystøtten veg ikke fra Folket om Dagen, ej heller Ildstøtten om Natten.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Bible

 

Luke 2

Studie

   

1 Men det skete i de dage, at en Befaling udgik fra Kejser Augustus, at al Verden skulde skrives i Mandtal.

2 (Denne første Indskrivning skete, da Kvirinius var Landshøvding i Syrien,)

3 Og alle gik for at lade sig indskrive, hver til sin By.

4 Og også Josef gik op fra Galilæa, fra Byen Nazareth til Judæa til Davids By, som kaldes Bethlehem, fordi han var af Davids Hus og Slægt,

5 for at lade sig indskrive tillige med Maria, sin trolovede, som var frugtsommelig.

6 Men det skete, medens de vare der, blev Tiden fuldkommet til, at hun skulde føde.

7 Og hun fødte sin Søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en Krybbe; thi der var ikke um for dem i Herberget.

8 Og der var Hyrder i den samme Egn, som lå ude Marken og holdt Nattevagt over deres Hjord.

9 Og se, en Herrens Engel stod for dem, og Herrens Herlighed skinnede om dem, og de frygtede såre

10 Og Engelen sagde til dem: "Frygter ikke; thi se, jeg forkynder eder en stor Glæde, som skal være for hele Folket.

11 Thi eder er i dag en Frelser født, som er den Herre Kristus i Davids By.

12 Og dette skulle I have til Tegn: I skulle finde et Barn svøbt, liggende i en Krybbe."

13 Og straks var der med Engelen en himmelsk Hærskares Mangfoldighed, som lovede Gud og sagde:

14 "Ære være Gud i det højeste! og Fred Jorden! i Mennesker Velbehag!

15 Og det skete, da Englene vare farne fra dem til Himmelen, sagde Hyrderne til hverandre: "Lader os dog gå til Bethlehem og se dette, som er sket, hvilket Herren har kundgjort os."

16 Og de skyndte sig og kom og fandt både Maria og Josef, og Barnet liggende i Krybben.

17 Men da de så det, kundgjorde de, hvad der var talt til dem om dette Barn.

18 Og alle de, som hørte det, undrede sig over det, der blev talt til dem af Hyrderne.

19 Men Maria gemte alle disse Ord og overvejede dem i sit Hjerte.

20 Og Hyrderne vendte tilbage, idet de priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, således som der var talt til dem.

21 Og da otte Dage vare fuldkommede, så han skulde omskæres, da blev hans Navn kaldt Jesus, som det var kaldt af Engelen, før han blev undfangen i Moders Liv.

22 Og da deres enselsesdage efter Mose Lov vare fuldkommede, bragte de ham op til Jerusalem for at fremstille ham for Herren,

23 som der er skrevet i Herrens Lov, at alt Mandkøn, som åbner Moders Liv, skal kaldes helligt for Herren,

24 og for at bringe Offer efter det, som er sagt i Herrens Lov, et Par Turtelduer eller to unge Duer.

25 Og se, der var en Mand i Jerusalem ved Navn Simeon, og denne Mand var retfærdig og gudfrygtig og forventede Israels Trøst, og den Helligånd var over ham.

26 Og det var varslet ham af den Helligånd, at han ikke skulde se Døden, førend han havde set Herrens Salvede.

27 Og han kom af Åndens Drift til Helligdommen; og idet Forældrene bragte Barnet Jesus ind for at gøre med ham efter Lovens Skik,

28 da tog han det på sine Arme og priste Gud og sagde:

29 "Herre! nu lader du din Tjener fare i Fred, efter dit Ord.

30 Thi mine Øjne have set din Frelse,

31 som du beredte for alle Folkeslagenes Åsyn,

32 et Lys til at oplyse Hedningerne og en Herlighed for dit Folk Israel."

33 Og hans Fader og hans Moder undrede sig over de Ting, som bleve sagte om ham.

34 Og Simeon velsignede dem og sagde til hans Moder Maria: "Se, denne er sat mange i Israel til Fald og Oprejsning og til et Tegn, som imodsiges,

35 ja, også din egen Sjæl skal et Sværd gennemtrænge! for at mange Hjerters Tanker skulle åbenbares."

36 Og der var en Profetinde Anna, Fanuels Datter, af Asers Stamme; hun var meget fremrykket i Alder, havde levet syv År med sin Mand efter sin Jomfrustand

37 og var nu en Enke ved fire og firsindstyve År, og hun veg ikke fra Helligdommen, tjenende Gud med Faste og Bønner Nat og Dag.

38 Og hun trådte til i den samme Stund og priste Gud og talte om ham til alle, som forventede Jerusalems Forløsning.

39 Og da de havde fuldbyrdet alle Ting efter Herrens Lov, vendte de tilbage til Galilæa til deres egen By Nazareth.

40 Men Barnet voksede og blev stærkt og blev fuldt af Visdom: og Guds Nåde var over det.

41 Og hans Forældre droge hvert År op til Jerusalem på Påskehøjtiden.

42 Og da han var bleven tolv År gammel, og de gik op efter Højtidens Sædvane

43 og havde tilendebragt de Dage, blev Barnet Jesus i Jerusalem, medens de droge hjem, og hans Forældre mærkede det ikke.

44 Men da de mente, at han var i ejsefølget, kom de en Dags ejse frem, og de ledte efter ham iblandt deres Slægtninge og Kyndinge.

45 Og da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem og ledte efter ham.

46 Og det skete efter tre Dage, da fandt de ham i Helligdommen, hvor han sad midt iblandt Lærerne og både hørte på dem og adspurgte dem.

47 Men alle, som hørte ham, undrede sig såre over hans Forstand og Svar.

48 Og da de så ham, bleve de forfærdede; og hans Moder sagde til ham:"Barn! hvorfor gjorde du således imod os? Se, din Fader og jeg have ledt efter dig med Smerte."

49 Og han sagde til dem: "Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være i min Faders Gerning?"

50 Og de forstode ikke det Ord, som han talte til dem.

51 Og han drog ned med dem og kom til Nazareth og var dem lydig og hans Moder gemte alle de Ord i sit Hjerte.

52 Og Jesus forfremmedes i Visdom og Alder og yndest hos Gud og Mennesker.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Ze Swedenborgových děl

 

Arcana Coelestia # 7381

Prostudujte si tuto pasáž

  
/ 10837  
  

7381. 'Say to Aaron' means an influx of inward law into outward law. This is clear from the representation of 'Moses' as the law of God, dealt with in 6713, 6752; from the representation of 'Aaron' as teachings presenting what is good and true, dealt with in 6998, 7089, these teachings represented by 'Aaron' being nothing other than outward law emanating from inward law, that is, from the Divine through inward law; and from the meaning of 'saying' as influx, as in 6152, 6291, 7291. The reason why at this point 'saying' means influx is that Moses is commanded to 'Say to Aaron'; 'Moses' is inward law, and 'Aaron' outward law, and influx from the Divine takes place through what is inward into what is outward. Inward law is God's truth itself as it exists in heaven, while outward law is God's truth as it exists on earth. Thus inward law is truth suited to angels, while outward law is truth suited to men.

[2] Since inward law, represented by 'Moses', is truth suited to angels, while outward law, represented by 'Aaron', is truth suited to men, let something be said about them here. Truth suited to angels is for the most part beyond the comprehension of men. This is clear from the consideration that in heaven things are seen and spoken such as eye has never seen, nor ear ever heard. The reason for this is that the things spoken of among angels are spiritual, which are withdrawn from natural things and consequently are far removed from the ideas and words belonging to man's speech. For man has formed his ideas from things in the natural order, especially its grosser aspects, that is, from things which he has seen in the world and on earth, and has had physical contact with, that is, material things. Even though the ideas belonging to a person's inward thought exist on a level above material things they are nevertheless founded on material things; and the level that ideas are founded on is the level on which they seem to exist. That is the level on which a person perceives the things he thinks about. From this one may see what the situation is with the truth of faith, and also the nature of that which comes within man's range of thought, namely that which is called outward law and is represented by 'Aaron'.

[3] Let the following example serve to shed light on this. Man can have no thought at all without ideas involving time and space; such ideas cling to practically every detail of what man thinks. If ideas formed from time and space were taken away from man he would not know what he thinks, and scarcely whether he thinks. Yet angels' ideas have nothing of time or space within them, but states instead. The reason is that the natural world marks itself off from the spiritual world by the existence of time and space within it. The reason why time and space exist in the natural world, but states instead in the spiritual world, is this: In the natural world the sun appears to give rise to days and years by its apparent revolutions. It divides the days up into the four periods of night, morning, midday, and evening, and the years too into the four seasons of winter, spring, summer, and autumn, which it effects by means of variations of light and shade, as well as of warmth and coldness. And these divisions are the source of ideas of time and varying periods of it. Ideas of space arise from the use of periods as measurements; therefore where one exists, so does the other.

[4] But in the spiritual world the Sun of heaven, which is the source of spiritual light and spiritual heat, does not make circuits and revolutions which give rise to ideas of time and space. The light which flows from that Sun is God's truth, and the heat which flows from that Sun is God's goodness. These give rise to ideas of states among the angels, states of intelligence and faith being the product of God's truth, and states of wisdom and love the product of God's goodness. Variations in these states among the angels are what states of light and shade in the world, and also of warmth and coldness, correspond to, which are attributable to the sun since it is responsible for the existence of times and seasons and of spatial measurements. This example demonstrates to some extent what inward truth or truth suited to angels, called inward law, is like, and what outward truth or truth suited to men, referred to as outward law, is like. It also goes to explain why the things that angels discuss with one another are beyond man's comprehension and also indescribable.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.