¹ Derpå sagde HE EN til Moses: "Gå til Farao! Thi jeg har forhærdet hans og hans Tjeneres Hjerte, at jeg kan komme til at gøre disse mine Tegn iblandt dem,

² for at du må kunne fortælle din Søn og din Sønnesøn, hvorledes jeg handlede med Ægypterne, og om de Tegn, jeg gjorde iblandt dem; så skal I kende, at jeg er HE EN."

³ Da gik Moses og Aron til Farao og sagde til ham: "Så siger HE EN, Hebræernes Gud: Hvor længe vil du vægre dig ved at ydmyge dig for mig? Lad mit Folk rejse, at de kan dyrke mig!

⁴ Men hvis du vægrer dig ved at lade mit Folk rejse, se, da vil jeg i Morgen sende Græshopper over dine Landemærker,

⁵ og de skal skjule Landets Overflade, så man ikke kan se Jorden, og opæde esten af det, som er blevet tilovers for eder efter Haglen, og opæde alle eders Træer, som gror på Marken;

⁶ og de skal fylde dine Huse og alle dine Tjeneres og alle Ægypternes Huse således, at hverken dine Fædre eller dine Fædres Fædre nogen Sinde har oplevet Mage dertil, fra den Dag de kom til Verden og indtil denne Dag!" Dermed vendte han sig bort og forlod Farao.

⁷ Men Faraos Tjenere sagde til ham: "Hvor længe skal denne Mand styrte os i Ulykke? Lad dog disse Mennesker rejse og lad dem dyrke HE EN deres Gud! Har du endnu ikke indset, at Ægypten går til Grunde?"

⁸ Moses og Aron blev nu hentet tilbage til Farao, og han sagde til dem: "Drag af Sted og dyrk HE EN eders Gud! Men hvem er det nu, der vil af Sted?"

⁹ Moses svarede: "Med vore Børn og vore gamle vil vi drage af Sted, med vore Sønner og vore Døtre, vort Småkvæg og vort Hornkvæg vil vi drage af Sted, thi vi skal fejre HE ENs Højtid."

¹⁰ Da sagde han til dem: "HE EN være med eder, om jeg lader eder rejse sammen med eders Kvinder og Børn! Der ser man, at I har ondt i Sinde!

¹¹ Nej men I Mænd kan drage bort og dyrke HE EN; det var jo det, I ønskede!" Derpå jog man dem bort fra Farao.

¹² Da sagde HE EN til Moses: " æk din Hånd ud over Ægypten og få Græshopperne til at komme; de skal komme over Ægypten og opæde alt, hvad der vokser i Landet, alt, hvad Haglen har levnet!"

¹³ Moses rakte da sin Stav ud over Ægypten, og HE EN lod en Østenstorm blæse over Landet hele den Dag og den påfølgende Nat; og da det blev Morgen, førte Østenstormen Græshopperne med sig.

¹⁴ Da kom Græshopperne over hele Ægypten, og de slog sig ned i hele Ægyptens Område i uhyre Mængder; aldrig før havde der været så mange Græshopper, og ingen Sinde mere skal der komme så mange.

¹⁵ Og de skjulte hele Jordens Overflade, så Jorden blev sort af dem, og de opåd alt, hvad der voksede i Landet, og alle Træfrugter, alt, hvad Haglen havde levnet, og der blev intet grønt tilbage på Træerne eller på Markens Urter i hele Ægypten.

¹⁶ Da lod Farao skyndsomt Moses og Aron kalde til sig og sagde: "Jeg har syndet mod HE EN eders Gud og mod eder!

¹⁷ Men tilgiv mig nu min Synd denne ene Gang og gå i Forbøn hos eders Gud, at han dog blot vil tage denne dødbringende Plage fra mig!"

¹⁸ Da gik Moses bort fra Farao og bad til HE EN.

¹⁹ Og HE EN lod Vinden slå om til EN voldsom Vestenvind, som tog Græshopperne og drev dem ud i det røde Hav, så der ikke blev EN eneste Græshoppe tilbage i hele Ægyptens Område.

²⁰ Men HE EN forhærdede Faraos Hjerte, så han ikke lod Israeliterne rejse.

²¹ Derpå sagde HE EN til Moses: " æk din Hånd op mod Himmelen, så skal der komme et Mørke over Ægypten, som man kan tage og føle på!"

²² Da rakte Moses sin Hånd op mod Himmelen, og der kom et tykt Mørke i hele Ægypten i tre Dage;

²³ den ene kunde ikke se den anden, og ingen flyttede sig af Stedet i tre Dage; men overalt, hvor Israeliterne boede, var det lyst.

²⁴ Da lod Farao Moses kalde og sagde: "Drag hen og dyrk HE EN. Dog skal eders Småkvæg og Hornkvæg blive tilbage, men eders Kvinder og Børn må I tage med."

²⁵ Men Moses sagde: "Du må også overlade os Slagtofre og Brændofre, som vi kan bringe HE EN vor Gud;

²⁶ også vore Hjorde må vi have med, ikke en Klov må blive tilbage, thi dem har vi Brug for, når vi skal dyrke HE EN vor Gud, og vi ved jo ikke,hvor meget vi behøver dertil, før vi kommer til Stedet."

²⁷ Da forhærdede HE EN Faraos Hjerte, så han nægtede at lade dem rejse.

²⁸ Og Farao sagde til ham: "Gå bort fra mig og vogt dig for at komme mig for Øje mere; thi den Dag du kommer mig for Øje, er du dødsens!"

²⁹ Da sagde Moses: "Du har sagt det, jeg skal ikke mere komme dig for Øje!"

¹ Dette er de Ord, Moses talte til hele Israel hinsides Jordan i Ørkenen, i Arabalavningen, lige over for Suf, mellem Paran og Tofel, Laban, Hazerot og Di Zahab,

² elleve Dagsrejser fra Horeb, regnede over Seirs Bjerge til Kadesj Barnea.

³ I det fyrretyvende År på den første Dag i den elevte Måned kundgjorde Moses Israelitterne alt, hvad HE EN havde pålagt ham angående dem,

⁴ efter at han havde slået Amoriterkongen Sihon, der boede i Hesjbon, og Kong Og af Basan, der boede i Asjtarot og Edrei.

⁵ Hinsides Jordan i Moabs Land tog Moses sig for at fremsætte følgende Lovudlægning:

⁶ HE EN vor Gud talede til os ved Horeb og sagde: "I har nu længe nok opholdt eder ved Bjerget her;

⁷ bryd derfor op og drag til Amoriternes Bjerge og til alle deres Naboer i Arabalavningen, på Bjergene, i Lavlandet, i Sydlandet og ved Kysten, til Kana'anæernes Land og Libanon, lige til den store Flod, Eufratfloden.

⁸ Se, jeg giver Landet i eders Magt; drag derind og tag det Land i Besiddelse, som jeg tilsvor eders Fædre, Abraham, Isak og Jakob, at ville give dem og deres Afkom efter dem."

⁹ Dengang talte jeg til eder og sagde: "Jeg kan ikke ene bære eder.

¹⁰ HE EN eders Gud har gjort eder talrige, og se, I er nu så mange som Stjernerne på Himmelen;

¹¹ måtte kun HE EN, eders Fædres Gud, gøre eder tusinde Gange så talrige endnu og velsigne eder, som han har forjættet eder;

¹² men hvorledes skal jeg ene kunne bære hele Besværet og Arbejdet med eder og eders Stridigheder?

¹³ Sørg derfor for at finde nogle kloge, forstandige.og erfarne Mænd i hver Stamme, som jeg kan sætte i Spidsen for eder!"

¹⁴ Dertil svarede I og sagde: "Det Forslag, du har fremsat, er godt!"

¹⁵ Derfor tog jeg Overhovederne for eders Stammer, kloge og erfarne Mænd, og satte dem i Spidsen for eder som Øverste over tusinde, hundrede, halvtredsindstyve eller ti og som Tilsynsmænd over eders Stammer.

¹⁶ Dengang gav jeg så eders Dommere det Påbud: "Hold Forhør, når der er Stridigheder mellem eders Landsmænd, og døm retfærdigt, når en Mand har en Sag, enten det er med en Landsmand eller med en, der bor som fremmed hos ham;

¹⁷ vis ingen Personsanseelse for etten; hør på den ringeste som på den største og frygt ikke for nogen; thi Dommen er Guds! Men Sager, som er eder for vanskelige, skal I forebringe mig, så skal jeg holde Forhør i dem!"

¹⁸ Og dengang gav jeg eder så Pålæg om alt, hvad I skulde gøre.

¹⁹ Derpå brød vi op fra Horeb og drog gennem hele denne store, grufulde Ørken, som I selv har set, i etning af Amoriternes Bjerge, således som HE EN vor Gud havde pålagt os. Og vi kom til Kadesj Barnea.

²⁰ Da sagde jeg til eder: "I er nu kommet til Amoriternes Bjerge, som HE EN vor Gud vil give os.

²¹ Se, HE EN din Gud har givet Landet i din Magt, drag derfor op og tag det i Besiddelse, således som HE EN, dine Fædres Gud, har sagt til dig. Frygt ikke, men vær uforsagt!"

²² Da kom I alle hen til mig og sagde: "Lad os sende nogle Mænd i forvejen til at udspejde Landet for os og bringe os Underretning om den Vej, vi skal drage op ad, og om de Byer, vi kommer til!"

²³ Jeg billigede det og udtog tolv Mænd iblandt eder, en af hver Stamme.

²⁴ De begav sig på Vej og drog op i Bjergene og kom til Esjkoldalen og udspejdede den;

²⁵ og de tog nogle af Landets Frugter med og bragte dem ned til os, og de meldte os tilbage: "Det er et herligt Land, HE EN vor Gud vil give os!"

²⁶ Men I vilde ikke drage op, I var genstridige mod HE EN eders Guds Befaling.

²⁷ I knurrede i eders Telte og sagde: "Af Had til os førte HE EN os ud af Ægypten for at give os i Amoriternes Hånd og lade os gå til Grunde!

²⁸ Hvor er det dog, vi skal hen? Vore Brødre tog Modet fra os, da de sagde: Det er et Folk, der er større og højere end vi, og der er store Byer med himmelhøje Fæstningsværker, ja, vi så endog Efterkommere af Anakiterne der!"

²⁹ Men jeg sagde til eder: "Lad eder ikke skræmme og frygt ikke for dem!

³⁰ HE EN eders Gud, der vandrer foran eder, vil selv stride for eder, som I så, han gjorde det for eder i Ægypten

³¹ og i Ørkenen, hvor du så, at HE EN din Gud bar dig, som en Mand bærer sin Søn, hele den Vej I har vandret, lige til I nåede hertil!"

³² Men alligevel troede I ikke på HE EN eders Gud,

³³ skønt han vandrede foran eder på Vejen for at udsøge Lejrpladser til eder, om Natten i Ilden, for at I kunde se, hvor I skulde gå, og om dagen i Skyen.

³⁴ Men da HE EN hørte eders Ord, blev han vred og svor:

³⁵ "Ikke en eneste af disse Mænd, af denne onde Slægt, skal få det herlige Land at se, som jeg svor at ville give eders Fædre,

³⁶ undtagen Kaleb, Jefunnes Søn; han alene skal få det at se, og ham og hans Børn vil jeg give det Land, han har betrådt, fordi han har vist HE EN fuld Lydighed!"

³⁷ Også på mig blev HE EN vred for eders Skyld, og han sagde: "Heller ikke du skal komme derind!

³⁸ Josua, Nuns Søn, der står i din Tjeneste, han skal komme derind; sæt Mod i ham, thi han skal skaffe Israel det i Eje."

³⁹ Og dets små Børn, som I sagde skulde blive til Bytte, eders Børn, som i Dag ikke kender Forskel på godt og ondt, de skal komme derind, dem vil jeg give det, og de skal tage det i Besiddelse.

⁴⁰ I selv derimod skal vende om og begive eder på Vej til Ørkenen i etning af det røde Hav!"

⁴¹ Da svarede I og sagde til mig: "Vi har syndet imod HE EN! Vi vil drage op og kæmpe, som HE EN vor Gud har befalet os!" Og alle iførte I eder eders Våben og vilde i Letsindighed drage op i Bjergene.

⁴² Men HE EN sagde til mig: Sig til dem: Drag ikke op og indlad eder ikke i Kamp, thi jeg er ikke iblandt eder; gør I det, bliver I slået af eders Fjender!"

⁴³ Men da jeg sagde det til eder, adlød I ikke, men var genstridige mod HE ENs Bud og formastede eder til at drage op i Bjergene.

⁴⁴ Da drog Amoriterne, der bor i Bjergene der, ud imod eder, og de forfulgte eder som Bier og slog eder fra Seir til Horma.

⁴⁵ Da I så kom tilbage, græd I for HE ENs Åsyn; men HE EN vilde ikke høre eder og låne eder Øre.

⁴⁶ Så blev I hele den lange Tid i Kadesj.