¹ Så vendte vi om og brød op til Ørkenen i etning af det røde Hav, således som HE EN havde pålagt mig, og i lang Tid vandrede vi rundt om Seirs Bjerge.

² Da sagde HE EN til mig:

³ "Nu har I længe nok vandret rundt om Bjergene her; vend eder nu mod Nord!

⁴ Men byd Folket og sig: Når I nu drager igennem eders Brødres, Esaus Sønners, Landemærker, de, som bor i Seir, og de bliver bange for eder, så skal I tage eder vel i Vare

⁵ for at indlade eder i Krig med dem; thi jeg vil ikke give eder så meget som en Fodsbred af deres Land; thi Esau har jeg givet Seirs Bjerge i Arv og Eje.

⁶ Fødevarer at spise skal I købe af dem for Penge, også Vand at drikke skal I købe af dem for Penge;

⁷ thi HE EN din Gud har velsignet dig i alt, hvad du har taget dig for, han har sørget for dig på din Vandring gennem denne store Ørken; i fyrretyve År har, HE EN din Gud nu været med dig, du har ikke manglet noget."

⁸ Derpå drog vi fra Elat og Ezjongeber ad Arabavejen gennem vore Brødres, Esaus Sønners Land, de, som bor i Se'ir; så drejede vi af og drog videre ad Vejen til Moabs Ørken.

⁹ Og HE EN sagde til mig: "Du må ikke angribe Moab eller indlade dig i Krig med dem, thi jeg vil ikke give dig noget af deres Land i Eje; thi Lots Sønner har jeg givet Ar i Eje.

¹⁰ Fordum beboedes det af Emiterne, et stort og talrigt Folk, kæmpestore som Anakiterne;

¹¹ også de henregnes ligesom Anakiterne til efaiterne, men Moabiterne kalder dem Emiter.

¹² I Se'ir boede derimod fordum Horiterne, som Esaus Sønner drev bort og udryddede foran sig, hvorefter de bosatte sig der i deres Sted, ligesom Israel gjorde ved sit Ejendomsland, som HE EN gav dem.

¹³ Bryd nu op og gå over Zeredbækken! Så gik vi over Zeredbækken.

¹⁴ Der var gået otte og tredive År fra vort Opbrud fra Kadesj Barnea, til vi gik over Zeredbækken, til hele din Slægt af våbenføre Mænd var uddød af Lejren, således som HE EN havde svoret dem;

¹⁵ også HE ENs Hånd havde været imod dem, så de blev udryddet af Lejren til sidste Mand.

¹⁶ Men da alle våbenføre Mænd var uddøde af Folket,

¹⁷ talede HE EN til mig og sagde:

¹⁸ Når du nu drager gennem Moabs Landemærker, gennem Ar,

¹⁹ og således når hen til Ammoniterne, så må du ikke angribe dem eller indlade dig i Krig med dem, thi jeg vil ikke give dig noget af Ammoniternes Land i Eje; thi det har jeg givet Lots Børn i Eje.

²⁰ Også det henregnes til efaiternes Land; det beboedes fordum af efaiter, men Ammoniterne kalder dem Zamzummiter.

²¹ Det var et stort og talrigt Folk, kæmpestore som Anakiterne. Men HE EN udryddede dem foran dem, så de drev dem bort og bosatte sig der i deres Sted,

²² ligesom han gjorde for Esaus Sønner, der bor i Se'ir, for hvem han udryddede Horiterne, så de drev dem bort og bosatte sig der i deres Sted, og de bor der den Dag i dag.

²³ Men Avvijiterne, der boede i Landsbyer i Egnene henimod Gaza, dem drev Kaftorerne, der var udvandret fra Kaftor, bort og bosatte sig der i deres Sted.

²⁴ Bryd nu op og gå over Arnonfloden! Se, jeg har givet Hesjbons Konge, Amoriten Sihon, og hans Land i din Hånd; giv dig kun til at drive ham bort og føre Krig med ham!

²⁵ Fra i Dag af begynder jeg at vække Frygt og ædsel for dig hos alle Folkeslag under Himmelen; blot de hører om dig, skal de ryste og bæve for dig!

²⁶ Da udsendte jeg Sendebud fra Kedemots Ørken til Kong Sihon af Hesjbon med følgende fredelige Tilbud:

²⁷ "Lad mig drage gennem dit Land; jeg skal holde mig til Vejen uden at bøje af til højre eller venstre.

²⁸ Fødevarer at spise skal du sælge mig for Penge, og Vand at drikke skal du give mig for Penge, jeg beder kun om at måtte drage igennem til Fods,

²⁹ således som Esaus Sønner, der bor i Se'ir, og Moabiterne, der bor i Ar, tillod mig, indtil jeg kommer over Jordan ind i det Land, HE EN vor Gud vil give os!"

³⁰ Men Kong Sihon i Hesjbon vilde ikke tillade os at drage igennem; thi HE EN din Gud forhærdede hans Ånd og gjorde hans Hjerte hårdt for at give ham i din Hånd, som det nu er sket.

³¹ Derpå sagde HE EN til mig: "Se, jeg har allerede begyndt at give Sihon og hans Land i din Magt; giv dig kun til at drive ham bort for at tage hans Land i Besiddelse!"

³² Så rykkede Sihon med alle sine Krigere ud imod os til Kamp ved Jaza;

³³ og HE EN vor Gud gav ham i vor Magt, og vi slog ham og hans Sønner og alle hans Krigere.

³⁴ Og vi indtog dengang alle hans Byer og lagde i enhver By Band på Mænd, Kvinder og Børn uden at lade en eneste undslippe;

³⁵ kun Kvæget tog vi selv som Bytte, tillige med hvad vi røvede i de erobrede Byer.

³⁶ Fra Aroer ved Arnonflodens Bred og Byen, der ligger i Dalen, og til Gilead var der ikke en By, som var os uindtagelig; HE EN vor Gud gav dem alle i vor Magt.

³⁷ Men på Ammoniternes Land forgreb du dig ikke, hverken det, der ligger langs Jabbokfloden, eller Byerne i Bjergene, således som HE EN vor Gud havde påbudt.

¹ Da sagde HE EN til Moses: "Se, jeg gør dig til Gud for Farao, men din Broder Aron skal være din Profet.

² Du skal sige til ham alt, hvad jeg pålægger dig, men din Broder Aron skal sige det til Farao, for at han skal lade Israeliterne rejse ud af sit Land.

³ Men jeg vil forhærde Faraos Hjerte og derefter gøre mange Tegn og Undere i Ægypten.

⁴ Farao skal ikke høre på eder, men jeg vil lægge min Hånd på Ægypten og føre mine Hærskarer, mit Folk Israeliterne, ud af Ægypten med vældige Straffedomme;

⁵ og når jeg udrækker min Hånd mod Ægypten og fører Israeliterne ud derfra, skal Ægypterne kende, at jeg er HE EN."

⁶ Da gjorde Moses og Aron, som HE EN pålagde dem.

⁷ Moses var firsindstyve og Aron tre og firsindstyve År gammel, da de talte til Farao.

⁸ Og HE EN talede til Moses og Aron og sagde:

⁹ "Når Farao kræver et Under af eder, sig så til Aron: Tag din Stav og kast den ned foran Farao, så skal den blive til en Slange!"

¹⁰ Da gik Moses og Aron til Farao og gjorde, som HE EN bød; og da Aron kastede sin Stav foran Farao og hans Tjenere, blev den til en Slange.

¹¹ Men Farao lod som Modtræk Vismændene og Besværgerne kalde, og de, Ægyptens Koglere, gjorde også det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster;

¹² de kastede hver sin Stav, og Stavene blev til Slanger, men Arons Stav opslugte deres Stave.

¹³ Men Faraos Hjerte blev forhærdet, og han hørte ikke på dem, således som HE EN havde sagt.

¹⁴ HE EN sagde nu til Moses: "Faraos Hjerte er forstokket, han vægrer sig ved at lade Folket rejse.

¹⁵ Gå derfor i Morgen tidlig til Farao, når han begiver sig ned til Vandet, og træd frem for ham ved Nilens Bred og tag Staven, der forvandledes til en Slange, i Hånden

¹⁶ og sig til ham: HE EN, Hebræernes Gud, sendte mig til dig med det Bud: Lad mit Folk rejse, at det kan dyrke mig i Ørkenen! Men hidtil har du ikke adlydt.

¹⁷ Så siger HE EN: Deraf skal du kende, at jeg er HE EN: Se, jeg slår Vandet i Nilen med Staven, som jeg holder i min Hånd, og det skal forvandles til Blod,

¹⁸ Fiskene i Nilen skal dø, og Nilen skal stinke, og Ægypterne skal væmmes ved at drikke Vand fra Nilen."

¹⁹ Og HE EN sagde til Moses: "Sig til Aron: Tag din Stav og ræk din Hånd ud over Ægypternes Vande, deres Floder, Kanaler, Damme og alle Vandsamlinger, så skal Vandet blive til Blod, og der skal være Blod i hele Ægypten, både i Trækar og Stenkar."

²⁰ Og Moses og Aron gjorde, som HE EN bød; Moses løftede Staven og slog Vandet i Nilen for Øjnene af Farao og hans Tjenere, og alt Vandet i Nilen forvandledes til Blod;

²¹ Fiskene i Nilen døde, og Nilen stank, så Ægypterne ikke kunde drikke Vand fra Nilen, og der var Blod i hele Ægypten.

²² Men de Ægyptiske Koglere gjorde det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster, og Faraos Hjerte blev forhærdet, så han ikke hørte på dem, således som HE EN havde sagt.

²³ Da vendte Farao sig bort og gik hjem, og heller ikke dette lagde han sig på Sinde.

²⁴ Men alle Ægypterne gravede i Omegnen af Nilen efter Drikkevand, thi de kunde ikke drikke Nilvandet.

²⁵ Og således gik der syv Dage, efter at HE EN havde slået Nilen.