¹ I Perserkongen Kyros tredje regeringsår modtog Daniel, som havde fået Navnet Beltsazzar, en Åbenbaring; og Ordet er Sandhed og varsler om stor Trængsel. Og han mærkede sig Ordet og agtede på Synet.

² På den Tid holdt jeg, Daniel. Sorg i hele tre Uger.

³ Lækre Spiser nød jeg ikke, Kød og Vin kom ikke i min Mund, og jeg salvede mig ikke, før hele tre Uger var gået.

⁴ Men på den fire og tyvende Dag i den første Måned var jeg ved Bredden af den store Flod, det er Hiddekel.

⁵ Og jeg løftede Øjnene og skuede, og se, der var en Mand, som var iført linnede Klæder og havde et Bælte af fint Ofirguld om Hofterne.

⁶ Hans Legeme var som Krysolit, hans Ansigt strålede som Lynet, hans Øjne var som Ildsluer, hans Arme og Ben som blankt Kobber og hans øst som en larmende Hob.

⁷ Jeg, Daniel, var den eneste, der så Synet; de Mænd, som var hos mig, så det ikke; men stor ædsel faldt over dem, og de flygtede og gemte sig,

⁸ så jeg blev ene tilbage. Da jeg så dette vældige Syn, blev der ikke Kraft tilbage i mig, og mit Ansigt skiftede Farve og blev ligblegt, og jeg havde ingen Kræfter mere.

⁹ Da hørte jeg ham tale, og som jeg hørte det, faldt jeg, bedøvet om med Ansigtet imod Jorden.

¹⁰ Og se, en Hånd rørte ved mig og fik mig skælvende op på mine Knæ og Hænder.

¹¹ Og han sagde til mig: "Daniel, du højt elskede Mand, mærk dig de Ord, jeg taler til dig, og rejs dig op, thi nu er jeg sendt til dig,!" Og da han talede således til mig, rejste jeg mig skælvende.

¹² Så sagde han til mig: "Frygt ikke, Daniel, thi straks den første Dag du gav dit Hjerte hen til at søge indsigt og ydmyge dig for din Guds Åsyn, blev dine Ord hørt, og jeg er kommet for dine Ords Skyld.

¹³ Perserrigets Fyrste stod mig imod i een og tyve Dage, men se, da kom Mikael, en af de ypperste Fyrster, mig til Hjælp; ham lod jeg blive der hos Perserkongernes Fyrste;

¹⁴ og nu er jeg kommet for at lade dig vide, hvad der skal times dit Folk i de sidste Dage; thi atter er der en Åbenbaring om de Dage."

¹⁵ Medens han talede således til mig, bøjede jeg målløs Ansigtet mod Jorden.

¹⁶ Og se, noget, der så ud som en Menneskehånd, rørte ved mine Læber, og jeg åbnede min Mund og talte således til ham, som stod for mig: "Herre, ved Synet overvældedes jeg af Smerter og har ikke flere kræfter.

¹⁷ Og hvor kan jeg, min Herres ringe Træl, tale til dig, høje Herre? Af ædsel har jeg mistet min Kraft, og der er ikke Vejr tilbage i mig!"

¹⁸ Så rørte atter en som et Menneske at se til ved mig og styrkede mig;

¹⁹ og han sagde: "Frygt ikke, du højt elskede Mand! Fred være med dig, vær trøstig og ved godt Mod!" Og som han talede med mig, følte jeg mig styrket og sagde: "Tal, Herre, thi du har styrket mig!"

²⁰ Da sagde han: "Ved du, hvorfor jeg kom til dig? Jeg må nu straks vende tilbage for at kæmpe med Persiens Fyrste, og så snart jeg er færdig dermed, se, da kommer Grækenlands Fyrste.

²¹ Og ikke een hjælper mig imod dem undtagen Mikael, eders Fyrste,

¹ Derpå kaldte Jakob sine Sønner til sig og sagde: "Saml eder, så vil jeg forkynde eder, hvad der skal hændes eder i de sidste Dage:

² Kom hid og hør, Jakobs Sønner, lyt til eders Fader Israel!

³ uben, du er min førstefødte, min Styrke og min Mandskrafts første, ypperst i Højhed, ypperst i Kraft!

⁴ Du skummer over som Vandet, men du mister din Forret; thi du besteg din Faders Leje.Skændigt handled du da han besteg mit Leje!

⁵ Simeon og Levi, det Broder Par, Voldsredskaber er deres Våben.

⁶ I deres åd giver min Sjæl ej Møde, i deres Forsamling tager min Ære ej Del; thi i Vrede dræbte de Mænd, egenrådigt lamslog de Okser.

⁷ Forbandet være deres Vrede, så vild den er, deres Hidsighed, så voldsom den er! Jeg spreder dem i Jakob, splitter dem ad i Israel!

⁸ Juda, dig skal dine Brødre prise, din Hånd skal gribe dine Fjender i Nakken, din Faders Sønner skal bøje sig for dig.

⁹ En Løveunge er Juda. Fra ov stiger du op, min Søn! Han ligger og strækker sig som en Løve, ja, som en Løvinde, hvo tør vække ham!

¹⁰ Ikke viger Kongespir fra Juda, ej Herskerstav fra hans Fødder, til han, hvem den tilhører; kommer, ham skal Folkene lyde.

¹¹ Han binder sit Æsel ved Vinstokken, ved anken Asenindens Fole, tvætter i Vin sin Kjortel, sin Kappe i Drueblod,

¹² med Øjnene dunkle af Vin og Tænderne hvide af Mælk!

¹³ Zebulon har hjemme ved Havets Byst, han bor ved Skibenes Kyst, hans Side er vendt mod Zidon.

¹⁴ Issakar, det knoglede Æsel, der strækker sig mellem Foldene,

¹⁵ fandt Hvilen sød og Landet lifligt; derfor bøjed han yg under Byrden og blev en ufri Træl.

¹⁶ Dan dømmer sit Folk så godt som nogen Israels Stamme.

¹⁷ Dan blive en Slange ved Vejen, en Giftsnog ved Stien, som bider Hesten i Hælen,så ytteren styrter bagover!

¹⁸ På din Frelse bier jeg, HE E!

¹⁹ Gad, på ham gør Krigerskarer Indhug, men han gør Indhug i Hælene på dem.

²⁰ Aser, hans Føde er fed, Lækkerier for Konger har han at give.

²¹ Naftali er en løssluppen Hind, han fremfører yndig Tale.

²² Et yppigt Vintræ er Josef, et yppigt Vintræ ved Kilden, anker slynger sig over Muren.

²³ Bueskytter fejder imod ham, strides med ham, gør Angreb på ham,

²⁴ men hans Bue er stærk, hans Hænders Arme rappe; det kommer fra Jakobs Vældige, fra Hyrden, Israels Klippe,

²⁵ fra din Faders Gud han hjælpe dig!Og Gud den Almægtige, han velsigne dig med Himmelens Velsignelser oventil og Dybets Velsignelser nedentil, med Brysters og Moderlivs Velsignelser!

²⁶ Din Faders Velsignelser overgår de ældgamle Bjerges Velsignelser, de evige Højes Herlighed. Måtte de komme over Josefs Hoved, over Issen på Fyrsten blandt Brødre!

²⁷ Benjamin, den rovlystne Ulv, om Morgenen æder han ov, om Aftenen deler han Bytte!"

²⁸ Alle disse er Israels Stammer, tolv i Tal, og det var, hvad deres Fader talte til dem, og han velsignede dem, hver især af dem gav han sin særlige Velsignelse.

²⁹ Og han sagde til dem som sin sidste Vilje: "Nu samles jeg til mit Folk; jord mig da hos mine Fædre i Hulen på Hetiten Efrons Mark.

³⁰ i Hulen på Makpelas Mark over for Mamre i Kana'ans Land. den Mark, som Abraham købte af Hetiten Efron til Gravsted,

³¹ hvor de jordede Abraham og hans Hustru Sara, hvor de jordede Isak og hans Hustru ebekka, og hvor jeg jordede Lea.

³² Marken og Hulen derpå blev købt af Hetiterne."

³³ Dermed havde Jakob givet sine Sønner sin Vilje til Kende, og han strakte sine Fødder ud på Lejet. udåndede og samledes til sin Slægt.