¹ Da kom Mændene fra Kirjat-Jearim og hentede HE ENs Ark op til sig og bragte den til Abinadabs Hus på Højen; og hans Søn El'azar helligede de til at vogte HE ENs Ark.

² Fra den Dag Arken fik sin Plads i Kirjat Jerim gik der lang Tid; der gik tyve År, og hele Israels Hus sukkede efter HE EN.

³ Da sagde Samuel til hele Israels Hus: "Hvis I vil omvende eder til HE EN af hele eders Hjerte, skil eder så af med de fremmede Guder og Astarterne; vend eders Hu til HE EN og dyrk ham alene, så vil han fri eder af Filisternes Hånd!"

⁴ Derpå skilte Israeliterne sig af, med Ba'alerne og Astarterne og dyrkede HE EN alene.

⁵ Da sagde Samuel: "Kald hele Israel sammen i Mizpa, så vil jeg bede til HE EN for eder!"

⁶ Så samlede de sig i Mizpa og øste Vand og udgød det for HE ENs Åsyn, og de fastede den Dag og sagde der: "Vi har syndet mod HE EN!" Derpå dømte Samuel Israeliterne i Mizpa.

⁷ Da Filisterne hørte, at Israeliterne havde samlet sig i Mizpa, drog Filisterfyrsterne op imod Israel; og da Israeliterne hørte det, blev de bange for Filisterne.

⁸ Og Israeliterne sagde til Samuel: "Hold ikke op med at råbe til HE EN vor Gud, at han må frelse os af Filisternes Hånd!"

⁹ Da tog Samuel et diende Lam og bragte HE EN det som Brændoffer, som Heloffer; og Samuel råbte til HE EN for Israel, og HE EN bønhørte ham.

¹⁰ Medens Samuel var i Færd med at bringe Brændofferet, rykkede Filisterne frem til Kamp mod Israel,men HE EN sendte den Dag et vældigt Tordenvejr over Filisterne og bragte dem i Uorden, så de blev slået af Israel;

¹¹ og Israels Mænd rykkede ud fra Mizpa, satte efter Filisterne og huggede dem ned lige til neden for Bet-Kar.

¹² Derpå tog Samuel en Sten og stillede den op mellem Mizpa og Jesjana; og han kaldte den Eben-Ezer, idet han sagde: "Hidtil har HE en hjulpet os!"

¹³ Således bukkede filisterne under, og de faldt ikke mere ind i Israels Land, men HE ENs Hånd lå tungt på Filisterne, så længe Samuel levede.

¹⁴ De Byer, Filisterne havde taget, fik Israel tilbage, fra Ekron til Gat; også Landet der omkring frarev Israeliterne Filisterne; og der var Fred mellem Israel og Amoriterne.

¹⁵ Samuel var Dommer i Israel, så længe han levede;

¹⁶ han plejede årlig at drage rundt til Betel, Gilgal og Mizpa og dømme Israeliterne på alle disse Steder;

¹⁷ derefter kom han hjem til ama; thi der havde han sit Hjem, og der dømte han Israel. Og han byggede HE EN et Alter der.

¹ Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:

² "Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have et?

³ Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam?

⁴ Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!"

⁵ Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,

⁶ kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!

⁷ Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse?

⁸ Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du?

⁹ Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.

¹⁰ Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?

¹¹ Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå,

¹² så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.

¹³ Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,

¹⁴ hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt,

¹⁵ ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast,

¹⁶ ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;

¹⁷ dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.

¹⁸ Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,

¹⁹ du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.

²⁰ Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen!