圣经文本

 

Genesis第27章

学习

   

1 Da Isak var blevet gammel og hans Syn sløvet, så han ikke kunde se, kaldte han sin ældste Søn Esau til sig og sagde til ham: "Min Søn!" Han svarede: "Her er jeg!"

2 Da sagde han: "Se, jeg er nu gammel og ved ikke, hvad Dag Døden kommer

3 tag derfor dine Jagtredskaber, dit Pilekogger og din Bue og gå ud på Marken og skyd mig et Stykke Vildt;

4 lav mig en lækker et Mad efter min Smag og bring mig den, at jeg kan spise, før at min Sjæl kan velsigne dig, før jeg dør!"

5 Men ebekka havde lyttet, medens Isak talte til sin Søn Esau, og da, Esau var gået ud på Marken for at skyde et Stykke Vildt til sin Fader,

6 sagde hun til sin yngste Søn Jakob; "Se, jeg hørte din Fader sige til din Broder Esau:

7 Hent mig et Stykke Vildt og lav mig en lækker et Mad, at jeg kan spise, før at jeg kan velsigne dig for HE ENs Åsyn før min Død.

8 Adlyd mig nu, min Søn, og gør, hvad jeg pålægger dig:

9 Gå ud til Hjorden og hent mig to gode Gedekid; så laver jeg af dem en lækker et Mad til din Fader efter hans Smag;

10 bring så den ind til din Fader, at han kan spise, for at han kan velsigne dig før sin Død!"

11 Men Jakob sagde til sin Moder ebekka: "Se, min Broder Esau er håret, jeg derimod glat;

12 sæt nu, at min Fader føler på mig, så står jeg for ham som en Bedrager og henter mig en Forbandelse og ingen Velsignelse!"

13 Men hans Moder svarede: "Den Forbandelse tager jeg på mig, min Søn, adlyd mig blot og gå hen og hent mig dem!"

14 Så gik han hen og hentede dem og bragte sin Moder dem, og hun tillavede en lækker et Mad efter hans Faders Smag.

15 Derpå tog ebekka sin ældste Søn Esaus Festklæder, som hun havde hos sig i Huset, og gav sin yngste Søn Jakob dem på;

16 Skindene af Gedekiddene lagde hun om hans Hænder og om det glatte på hans Hals,

17 og så gav hun sin Søn Jakob Maden og Brødet, som hun havde tillavet.

18 Så bragte han det ind til sin Fader og sagde: "Fader!" Han svarede: "Ja! Hvem er du, min Søn?"

19 Da svarede Jakob sin Fader: "Jeg er Esau, din førstefødte; jeg har gjort, som du bød mig; sæt dig nu op og spis af mit Vildt, for at din Sjæl kan velsigne mig!"

20 Men Isak sagde til sin Søn: "Hvor har du så hurtigt kunnet finde noget, min Søn?" Han svarede: "Jo, HE EN din Gud sendte mig det i Møde!"

21 Men Isak sagde til Jakob: "Kom hen til mig, min Søn, så jeg kan føle på dig, om du er min Søn Esau eller ej!"

22 Da trådte Jakob hen til sin Fader, og efter at have følt på ham sagde Isak: " østen er Jakobs, men Hænderne Esaus!"

23 Og han kendte ham ikke, fordi hans Hænder var hårede som hans Broder Esaus. Så velsignede han ham.

24 Og han sagde: "Du er altså virkelig min Søn Esau?" Han svarede: "Ja, jeg er!"

25 Da sagde han: "Bring mig det, at jeg kan spise af min Søns Vildt, for at min Sjæl kan velsigne dig!" Så bragte han ham det, og han spiste, og han bragte ham Vin, og han drak.

26 Derpå sagde hans Fader Isak til ham: "Kom hen til mig og kys mig, min Søn!"

27 Og da, han kom hen til ham og kyssede ham, mærkede han Duften af hans Klæder. Så velsignede han ham og sagde: "Se, Duften af min Søn er som Duften af en Mark, HE EN har velsignet!

28 Gud give dig af Himmelens Væde og Jordens Fedme, Korn og Most i Overflod!

29 Måtte Folkeslag tjene dig og Folkefærd bøje sig til Jorden for dig! Bliv Hersker over dine Brødre, og din Moders Sønner bøje sig til Jorden for dig! Forbandet, hvo dig forbander; velsignet, hvo dig velsigner!"

30 Da Isak var færdig med at velsigne Jakob, og lige som Jakob var gået fra sin Fader Isak, vendte hans Broder Esau hjem fra Jagten;

31 også han lavede en lækker et Mad, bragte den til sin Fader og sagde: "Vil min Fader sætte sig op og spise af sin Søns Vildt, for at din Sjæl kan velsigne mig!"

32 sagde hans Fader Isak: "Hvem er du?" Og han svarede: "Jeg er Esau, din førstefødte!"

33 Da blev Isak højlig forfærdet og sagde: "Men hvem var da han. der bragte mig et Stykke Vildt, som han havde skudt? Og jeg spiste, før du kom, og jeg velsignede ham og nu er og bliver han velsignet!"

34 Da Esau hørte sin Faders Ord: udstødte han et højt og hjerteskærende Skrig og sagde: "Velsign dog også mig, Fader!"

35 Men han sagde: "Din Broder kom med Svig og tog din Velsignelse!"

36 Da sagde han: "Har man kaldt ham Jakob, fordi han skulde overliste mig? Nu har han gjort det to Gange: Han tog min Førstefødselsret, og nu har han også taget min Velsignelse!" Og han sagde: "Har du ingen Velsignelse tilbage til mig?"

37 Men Isak svarede: "Se, jeg har sat ham til Hersker over dig, og alle hans Brødre har jeg gjort til hans Trælle, med Horn og Most. har jeg betænkt ham hvad kan jeg da gøre for dig, min Søn?"

38 Da sagde Esau til sin Fader: "Har du kun den ene Velsignelse. Fader? Velsign også mig, Fader!" Og Esau opløftede sin øst og græd.

39 Så tog hans Fader Isak til Orde og sagde til ham: "Se, fjern fra Jordens Fedme skal din Bolig være og fjern fra Himmelens Væde ovenfra;

40 af dit Sværd skal du leve, og din Broder skal du tjene; men når du samler din Kraft, skal du sprænge hans Åg af din Hals!"

41 Men Esau pønsede på ondt mod Jakob for den Velsignelse, hans Fader havde givet ham, og Esau sagde ved sig selv: "Der er ikke længe til, at vi skal holde Sorg over min Fader, så vil jeg slå min Broder Jakob ihjel!"

42 Da nu ebekka fik Nys om sin ældste Søn Esaus Ord, sendte hun Bud efter sin yngste Søn Jakob og sagde til ham: "Din Broder Esau vil hævne sig på dig og slå dig ihjel;

43 adlyd nu mig min Søn: Flygt til min Broder Laban i Karan

44 og bliv så hos ham en Tid, til din Broders Harme lægger sig,

45 til din Broders Vrede vender sig fra dig, og han glemmer, hvad du har gjort ham; så skal jeg sende Bud og hente dig hjem. Hvorfor skal jeg miste eder begge på een Dag!"

46 Men ebekka sagde til Isak: "Jeg er led ved Livet for Hets Døtres Skyld; hvis Jakob tager sig sådan en hetitisk Kvinde, en af Landets Døtre, til Hustru, hvad skal jeg da med Livet!"

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

来自斯威登堡的著作

 

Arcana Coelestia#3518

学习本章节

  
/10837  
  

3518. 'Go now to the flock' means to homeborn natural good that has not been joined to the Divine Rational. This is clear from the meaning of 'the flock' as good, dealt with in 343, 415, 1565, here natural good since the words are addressed to Jacob. Indeed homeborn good is meant since it was homebred, whereas the field from which Esau, who means the good of the natural, 3500, 3508, was to obtain his venison, means good that was not homeborn. In other places in the Word 'the flock' is used to refer to the good of the rational; but in such cases 'the herd' is used to refer to the good of the natural, see 2566. homeborn natural good is the good which a person possesses from his parents or is the good that he is born with, which is quite distinct and separate from the good of the natural which flows in from the Lord. What natural good is, and its essential nature, see 3470, 3471. To distinguish one from the other therefore, the first good is called the good of the natural, but the second natural good. What is more, everyone receives homeborn good both from father and from mother; and these are distinct from each other. Good received from the father is interior, that from the mother exterior. In the Lord's case these two forms of good were quite distinct and separate, for the Good which He had from the Father was Divine, whereas that which He had from the mother was polluted with hereditary evil. That Good within the Natural which the Lord had from the Father was His very own since it was His life itself; and this Good is represented by 'Esau'. But the natural good which the Lord possessed from the mother, being polluted with hereditary evil, was by its very nature evil; and it is this good that is meant by the description 'homeborn good'. Yet in spite of being thus polluted, homeborn good was nevertheless of service in the reformation of the natural. But once it had rendered its service it was cast away.

[2] With everyone who is being regenerated something similar takes place. The good which a person receives from the Lord as a new Father is interior, but the good he possesses from parents is exterior. The good which he receives from the Lord is called spiritual good, whereas that which he possesses from parents is called natural good. The latter good - that which he possesses from parents - is of service first of all in the reformation of him, for it is through that good, serving as joy and delight, that facts, and after that cognitions of truth, are brought in. But once it has served as the means to effect that purpose it is separated, and spiritual good comes to the fore and manifests itself. This becomes clear from much experience, merely for example from the fact that when a child first starts to learn he is moved by a desire for knowing, not initially on account of any end in view that is seen by himself but because of some innate joy and delight and because of other incentives. Later on, as he grows up, he is moved by a desire for knowing on account of some end he has in view - excelling others, that is, his rivals. Later still he is so moved on account of some worldly end. But when about to be regenerated his desire for knowing stems from the delight and pleasantness of truth, and when undergoing regeneration, which takes place in adult years, from a love of truth, and later on from a love of good. The ends in view which had existed previously, and their delights, are now separated little by little, to be replaced by interior good which comes from the Lord and manifests itself in his affection. From this it is evident that previous delights, which seemed in outward appearance to be forms of good, have served as means. Consecutive series of means such as these occur unceasingly.

[3] Such series may be compared to a tree, which at the initial stage or the start of spring decks its branches with leaves, and after that as that stage or spring advances it adorns them with blossom. Then, around summertime, it produces the elementary signs of its fruit, which go on to develop into the fruit itself; and at length within the fruit it produces seeds, in which are contained new trees like itself - potentially a whole garden, which becomes a reality if those seeds are planted. Such are the comparisons existing in the natural world. They are also representatives, for the whole natural order is a theatre representative of the Lord's kingdom in heaven, and therefore of the Lord's kingdom on earth, which is the Church, and consequently of the Lord's kingdom with every regenerate person. From all this it is evident how natural or homeborn good, despite being a merely external and indeed worldly delight, may be of service as the means for producing the good of the natural which may join itself to the good of the rational and so become regenerate or spiritual good, that is, good which comes from the Lord. These are the things which are represented and meant in this chapter by Esau and Jacob.

  
/10837  
  

Thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.