圣经文本

 

Exodus第16章

学习

   

1 Så brød de op fra Elim, og hele Israeliternes Menighed kom til Sins Ørken, der ligger mellem Elim og Sinaj, på den femtende Dag i den anden Måned efter deres Udvandring af Ægypten.

2 Men hele Israeliternes Menighed knurrede mod Moses og Aron i Ørkenen,

3 og Israeliterne sagde til dem: "Var vi dog blot døde for HE ENs Hånd i Ægypten, hvor vi sad ved Kødgryderne og kunde spise os mætte i Brød! Thi I har ført os ud i denne Ørken for at lade hele denne Forsamling af Sult."

4 Da sagde HE EN til Moses: "Se, jeg vil lade Brød regne ned fra Himmelen til eder, og Folket skal ud og hver Dag samle så meget, som de daglig behøver, for at jeg kan prøve dem, om de vil følge min Lov eller ej.

5 Og når de på den sjette Ugedag tilbereder, hvad de har bragt hjem, så skal det være dobbelt så meget, som de samler de andre Dage."

6 Og Moses og Aron sagde til alle Israeliterne: "I Aften skal I kende, at det er HE EN, som har ført eder ud af Ægypten,

7 og i Morgen skal I skue HE ENs Herlighed, thi han har hørt eders Knurren mod HE EN; thi hvad er vel vi, at I knurrer mod os!"

8 Og Moses tilføjede: "Det skal ske, når HE EN i Aften giver eder Kød at spise og i Morgen Brød at mætte eder med; thi HE EN har hørt, hvorledes I knurrer mod ham; thi hvad er vi? Thi det er ikke os, I knurrer imod, men HE EN."

9 Derpå sagde Moses til Aron: "Sig til hele Israeliternes Menighed: Træd frem for HE ENs Åsyn, thi han har hørt eders Knurren!"

10 Og da Aron sagde det til hele Israeliternes Menighed, vendte de sig mod Ørkenen, og se, HE ENs Herlighed viste sig i Skyen.

11 Da talede HE EN til Moses og sagde:

12 "Jeg har hørt Israeliternes Knurren; sig til dem: Ved Aftenstid skal I få Kød at spise, og i Morgen tidlig skal I få Brød at mætte eder med, og I skal kende, at jeg er HE EN eders Gud."

13 Da det nu blev Aften, kom en Sværm Vagtler flyvende og faldt i et tykt Lag over Lejren; og næste Morgen lå Duggen tæt rundt om Lejren,

14 og da Duggen svandt, var Ørkenen dækket med noget fint, skælagtigt noget, noget fint der lignede im på Jorden.

15 Da Israeliterne så det, spurgte de hverandre: "Hvad er det?" Thi de vidste ikke, hvad det var; men Moses sagde til dem: "Det er det Brød, HE EN har givet eder til Føde!

16 Og således har HE EN påbudt: I skal samle deraf, enhver så meget som han har behov, en Omer for hvert Hoved; I skal tage deraf i Forhold til Antallet af eders Husfolk, enhver skal tage deraf til dem, der er i hans Telt!"

17 Israeliterne gjorde nu således, og de samlede, nogle mere og andre mindre;

18 og da de målte det med Omeren, havde den, der havde meget, ikke for meget, og den, der havde lidt, ikke for lidt, enhver havde samlet, hvad han behøvede til Føde.

19 Derpå sagde Moses til dem: "Ingen må gemme noget deraf til næste Morgen!"

20 Dog adlød de ikke Moses, og nogle af dem gemte noget deraf til næste Morgen; men da var det fuldt af Orme og lugtede. Da blev Moses vred på dem.

21 Således samlede de nu hver Morgen, enhver så meget som han havde behov. Men når Solen begyndte at brænde, smeltede det.

22 På den sjette Ugedag havde de samlet dobbelt så meget Brød, to Omer for hver Person. Og alle Menighedens Øverster kom og sagde det til Moses;

23 men han sagde til dem: "Det er netop, som HE EN har sagt. I Morgen er det Hviledag, en hellig Sabbat for HE EN. Bag, hvad I vil bage, og kog, hvad I vil koge, men læg det tiloversblevne til Side for at gemme det til i Morgen!"

24 De lagde det da til Side til næste Dag, som Moses havde befalet, og det kom ikke til at lugte, og der gik ikke Orm deri.

25 Derpå sagde Moses: "Det skal I spise i Dag, thi i Dag er det Sabbat for HE EN; i Dag finder I intet ude på Marken.

26 I seks bage skal I samle det, men på den syvende Dag, på Sabbaten, er der intet at finde."

27 Alligevel var der nogle blandt Folket, der gik ud på den syvende Dag for at samle; men de fandt intet.

28 Da sagde HE EN til Moses: "Hvor længe vil I vægre eder ved at holde mine Bud og Love?

29 Betænk dog, at HE EN har givet eder Sabbaten! Derfor giver han eder på den sjette Dag Brød til to Dage. Enhver af eder skal blive, hvor han er, og ingen må forlade sin Bolig på den syvende Dag!"

30 Da hvilede Folket på den syvende Dag.

31 Men Israeliterne kaldte det Manna; det lignede hvide Korianderfrø og smagte som Honningkager.

32 Moses sagde fremdeles: "Således har HE EN påbudt: En Omer fuld deraf skal gemmes til eders Efterkommere, for at de kan se det Brød, jeg gav eder at spise i Ørkenen, da jeg førte eder ud af Ægypten!"

33 Og Moses sagde til Aron: "Tag en Krukke, kom en Omer Manna deri og stil den foran HE ENs Åsyn for at gemmes til eders Efterkommere!"

34 Og Aron gjorde, som HE EN havde pålagt Moses, og han stillede den foran Vidnesbyrdet for at gemmes.

35 Og Israeliterne spiste Manna i fyrretyve År, indtil de kom til beboede Egne; de spiste Manna, indtil de kom til Grænsen af Kana'ans Land.

36 En Omer er Tiendedelen af en Efa.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

来自斯威登堡的著作

 

Arcana Coelestia#8516

学习本章节

  
/10837  
  

8516. 'Therefore on the sixth day He gives you the bread of two days' means that for this reason right at the end of the former state He imparts so great an amount of truth through good that the joining together takes place after that. This is clear from the meaning of 'the sixth day' as the end of a former state, dealt with in 8421; from the meaning of the manna, to which 'the bread' refers here, as the good of truth, dealt with in 8462, 8464; and from the meaning of the sabbath, for which day also the manna on the sixth day was given, so that it was two days' bread, as the joining together of goodness and truth, dealt with in 8495. It has been shown above that since 'the sabbath' means the joining together of goodness and truth, the fact that no man[na] was to be found on the seventh day means that when that joining together has taken place a person's actions spring from good and no longer from truth, indeed that they must not any longer spring from truth, 8510.

[2] But as this appears rather baffling, let a few further words of explanation be added. Everyone ought to be led to Christian good, which is called charity, through the truth of faith; for the truth of faith must teach not only what charity is but also what it needs to be like. And unless a person learns this first from the teachings of his Church - for he cannot by any means know it instinctively - he cannot be prepared and so made fit to receive that good. For example, he needs to know from religious teachings that charity in no way involves doing good for selfish reasons, that is, for the sake of reward, nor thus meriting salvation through the works of charity. He also needs to know that all the good of charity originates in the Lord, and none whatever in self, besides very many other teachings telling him what charity is and needs to be like. From all this it becomes clear that a person cannot be led to Christian good except through the truths of faith. In addition a person needs to know that truths do not of themselves enter good but that good adopts truths and attaches them to itself; for the truths of faith in a person's memory lie so to speak in a field that is spread out before his inward vision. Good from the Lord flows into that vision, and from the truths present there it selects and joins to itself those that are compatible. The truths, which lie below, cannot flow into the good, which is above, since it is altogether contrary to order, as well as impossible, for what is lower to flow into what is higher, 5259.

[3] From all this one may now see how Christian good is born with a person when he is being regenerated, and therefore also what a person will be like when he has been regenerated, namely one whose actions spring from good, but not from truth. That is, he is one who is led by the Lord through good and no longer through truth, for now he is governed by charity, that is, by an affection for doing that good. All who are in heaven are led in such a manner, for it is in keeping with Divine order. Thus everything they think or do flows so to speak spontaneously and freely. It would be altogether different if truth were to shape their thought and action, for then they would cogitate over whether or not they should do a certain thing, and so would hesitate over details, and in so doing would obscure the light they have. Eventually they would act in accord with what they themselves loved, thus in accord with influences that pander to their own loves, which is to be led by self, not by the Lord. From all this it is again evident what it is to be forbidden to acquire good through truth any longer, meant by the people gathering manna on six days, and finding none on the seventh day, dealt with in 8505, 8506, 8510.

  
/10837  
  

Thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.