圣经文本

 

Exodus第16章

学习

   

1 Så brød de op fra Elim, og hele Israeliternes Menighed kom til Sins Ørken, der ligger mellem Elim og Sinaj, på den femtende Dag i den anden Måned efter deres Udvandring af Ægypten.

2 Men hele Israeliternes Menighed knurrede mod Moses og Aron i Ørkenen,

3 og Israeliterne sagde til dem: "Var vi dog blot døde for HE ENs Hånd i Ægypten, hvor vi sad ved Kødgryderne og kunde spise os mætte i Brød! Thi I har ført os ud i denne Ørken for at lade hele denne Forsamling af Sult."

4 Da sagde HE EN til Moses: "Se, jeg vil lade Brød regne ned fra Himmelen til eder, og Folket skal ud og hver Dag samle så meget, som de daglig behøver, for at jeg kan prøve dem, om de vil følge min Lov eller ej.

5 Og når de på den sjette Ugedag tilbereder, hvad de har bragt hjem, så skal det være dobbelt så meget, som de samler de andre Dage."

6 Og Moses og Aron sagde til alle Israeliterne: "I Aften skal I kende, at det er HE EN, som har ført eder ud af Ægypten,

7 og i Morgen skal I skue HE ENs Herlighed, thi han har hørt eders Knurren mod HE EN; thi hvad er vel vi, at I knurrer mod os!"

8 Og Moses tilføjede: "Det skal ske, når HE EN i Aften giver eder Kød at spise og i Morgen Brød at mætte eder med; thi HE EN har hørt, hvorledes I knurrer mod ham; thi hvad er vi? Thi det er ikke os, I knurrer imod, men HE EN."

9 Derpå sagde Moses til Aron: "Sig til hele Israeliternes Menighed: Træd frem for HE ENs Åsyn, thi han har hørt eders Knurren!"

10 Og da Aron sagde det til hele Israeliternes Menighed, vendte de sig mod Ørkenen, og se, HE ENs Herlighed viste sig i Skyen.

11 Da talede HE EN til Moses og sagde:

12 "Jeg har hørt Israeliternes Knurren; sig til dem: Ved Aftenstid skal I få Kød at spise, og i Morgen tidlig skal I få Brød at mætte eder med, og I skal kende, at jeg er HE EN eders Gud."

13 Da det nu blev Aften, kom en Sværm Vagtler flyvende og faldt i et tykt Lag over Lejren; og næste Morgen lå Duggen tæt rundt om Lejren,

14 og da Duggen svandt, var Ørkenen dækket med noget fint, skælagtigt noget, noget fint der lignede im på Jorden.

15 Da Israeliterne så det, spurgte de hverandre: "Hvad er det?" Thi de vidste ikke, hvad det var; men Moses sagde til dem: "Det er det Brød, HE EN har givet eder til Føde!

16 Og således har HE EN påbudt: I skal samle deraf, enhver så meget som han har behov, en Omer for hvert Hoved; I skal tage deraf i Forhold til Antallet af eders Husfolk, enhver skal tage deraf til dem, der er i hans Telt!"

17 Israeliterne gjorde nu således, og de samlede, nogle mere og andre mindre;

18 og da de målte det med Omeren, havde den, der havde meget, ikke for meget, og den, der havde lidt, ikke for lidt, enhver havde samlet, hvad han behøvede til Føde.

19 Derpå sagde Moses til dem: "Ingen må gemme noget deraf til næste Morgen!"

20 Dog adlød de ikke Moses, og nogle af dem gemte noget deraf til næste Morgen; men da var det fuldt af Orme og lugtede. Da blev Moses vred på dem.

21 Således samlede de nu hver Morgen, enhver så meget som han havde behov. Men når Solen begyndte at brænde, smeltede det.

22 På den sjette Ugedag havde de samlet dobbelt så meget Brød, to Omer for hver Person. Og alle Menighedens Øverster kom og sagde det til Moses;

23 men han sagde til dem: "Det er netop, som HE EN har sagt. I Morgen er det Hviledag, en hellig Sabbat for HE EN. Bag, hvad I vil bage, og kog, hvad I vil koge, men læg det tiloversblevne til Side for at gemme det til i Morgen!"

24 De lagde det da til Side til næste Dag, som Moses havde befalet, og det kom ikke til at lugte, og der gik ikke Orm deri.

25 Derpå sagde Moses: "Det skal I spise i Dag, thi i Dag er det Sabbat for HE EN; i Dag finder I intet ude på Marken.

26 I seks bage skal I samle det, men på den syvende Dag, på Sabbaten, er der intet at finde."

27 Alligevel var der nogle blandt Folket, der gik ud på den syvende Dag for at samle; men de fandt intet.

28 Da sagde HE EN til Moses: "Hvor længe vil I vægre eder ved at holde mine Bud og Love?

29 Betænk dog, at HE EN har givet eder Sabbaten! Derfor giver han eder på den sjette Dag Brød til to Dage. Enhver af eder skal blive, hvor han er, og ingen må forlade sin Bolig på den syvende Dag!"

30 Da hvilede Folket på den syvende Dag.

31 Men Israeliterne kaldte det Manna; det lignede hvide Korianderfrø og smagte som Honningkager.

32 Moses sagde fremdeles: "Således har HE EN påbudt: En Omer fuld deraf skal gemmes til eders Efterkommere, for at de kan se det Brød, jeg gav eder at spise i Ørkenen, da jeg førte eder ud af Ægypten!"

33 Og Moses sagde til Aron: "Tag en Krukke, kom en Omer Manna deri og stil den foran HE ENs Åsyn for at gemmes til eders Efterkommere!"

34 Og Aron gjorde, som HE EN havde pålagt Moses, og han stillede den foran Vidnesbyrdet for at gemmes.

35 Og Israeliterne spiste Manna i fyrretyve År, indtil de kom til beboede Egne; de spiste Manna, indtil de kom til Grænsen af Kana'ans Land.

36 En Omer er Tiendedelen af en Efa.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

来自斯威登堡的著作

 

Arcana Coelestia#8487

学习本章节

  
/10837  
  

8487. 'And the sun grew hot, and it melted' means its disappearance gradually as craving increased. This is clear from the meaning of 'the sun growing hot' as craving that is increasing, dealt with below; and from the meaning of 'melting' as disappearing. The reason why 'the sun grew hot' means craving that was increasing is that 'the sun' in a good sense means heavenly love. It means this because the Lord is the Sun in the next life, the heat which comes from it being the good of love, and the light the truth of faith. (For more about that Sun - that it is the Lord and that heavenly love comes from it - see 1053, 1521, 1529-1531, 2120, 2441, 2495, 3636, 3643, 4060, 4321 (end), 4696, 5084, 5047, 5377, 7078, 7083, 7171, 7173, 7270.) Therefore 'the sun' in the contrary sense means self-love and love of the world, and the heat from the sun or its 'growing hot' in that sense means craving.

[2] The nature of the occurrence described here - that the good of truth, meant by 'the manna', disappeared gradually as craving increased, meant by its melting when the sun grew hot - must be explained briefly. The good of truth or spiritual good is indeed imparted to a member of the spiritual Church undergoing regeneration; but that good kills off every delight belonging to self-love and love of the world that has constituted his life previously, since they are contrary to each other. This being so, pure good of truth cannot remain for long with that person, but is modified by the Lord by means of the delights belonging to the two loves constituting his life previously. For if that good were not modified in this way it would hold no delight for him and so would be loathsome. This is what heavenly good is like initially with those undergoing regeneration. To the extent therefore that the delights of self-love and love of the world rise up, the good of heavenly love disappears, since, as has been stated, they are contrary to that good. So the reverse also occurs.

[3] This explains why in heaven there are changes of states, to which changes of times and seasons in the world correspond, 8426, and why such changes return those who are there to the delights that go with natural pleasures. For without such change of states the good of heavenly love would become so to speak dry and worthless. It is different when it is modified by natural delights, at once or in stages. This is why at first, when the children of Israel were given the man[na] every morning they were also given the selav in the evening; for 'the selav' means natural delight, and also the delight that goes with craving, 8452.

[4] But it should be recognized that the cravings to which those in heaven return when their evening comes are not cravings that are contrary to heavenly good, but ones that are to some extent in accord with it. For there are the delights of conferring benefits rather lavishly and getting some glory out of doing so, delights however which hold goodwill and the desire to serve others. Then there are the delights of opulence in home decor and personal dress, and very many other delights like these. Such delights are not ones that destroy the good of heavenly love, though they do nevertheless eclipse it. But eventually - depending on the degree the person's regeneration reaches - they become the lowest levels of heavenly good. At this point they are no longer spoken of as cravings but as delights. The fact that the good of heavenly love unless modified by such delights becomes so to speak dry, and after that is loathed as being so to speak worthless, is meant by the reaction of the children of Israel who, when they were no longer given the selav, called the manna dry food and worthless food. Their doing so is referred to in Moses as follows,

The rabble who were in the midst [of the people] had a strong craving, and so the children of Israel also wept repeatedly and said, Who will feed us with flesh? But now our soul is dry; there is nothing at all except the man[na] for our eyes [to look] at. Numbers 11:4, 6.

In the same author,

The people spoke against God and against Moses, Why have you caused us to come up out of Egypt to die in the wilderness? There is no bread, nor water; now our soul loathes this most worthless bread. Numbers 21:5.

And elsewhere in the same author,

Jehovah afflicted you, and caused you to hunger, and fed you with manna which you did not know, nor your fathers knew, in order that He might teach you that man does not live by bread only, but that man lives by every utterance of the mouth of Jehovah. Deuteronomy 8:3.

[5] 'Manna' is similar in meaning to 'unleavened bread', which means good pure and free from falsities, 8058. That bread is for a similar reason called the bread of misery, 1 Deuteronomy 16:3.

From all this one may now see how to understand the disappearance of the good of truth gradually as craving increased, meant by the melting of the man[na] when the sun grew hot.

脚注:

1. Here Swedenborg follows Sebastian Schmidt; in other places Swedenborg has the bread of affliction.

  
/10837  
  

Thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.