²⁵ De skal bo i det Land, jeg gav min Tjener Jakob, der hvor deres Fædre boede; de skal bo der til evig Tid, de, deres Børn og Børnebørn; og min Tjener David skal være deres Fyrste evindelig.

¹¹ Og efter de tre og en halv Dags Førløb kom der Livs Ånde fra Gud i dem; og de støde på deres Fødder, og stor Frygt faldt på dem, som så dem.

¹ Når en Mand frastøder sin hustru, og hun går fra ham og ægter en anden, kan hun så gå tilbage til ham? Er slig en Kvinde ej sunket til Bunds i Vanære? Og du, som boled med mange Elskere, vil tilbage til mig! så lyder det fra HE EN.

² Se til de nøgne Høje: Hvor mon du ej lod dig skænde? Ved Vejene vogted du på dem som Araber i Ørk. Du vanæred Landet både ved din Utugt og Ondskab,

³ en Snare blev dine mange Elskere for dig. En Horkvindes Pande har du, trodser al Skam.

⁴ åbte du ikke nylig til mig: "Min Fader! Du er min Ungdoms Ven.

⁵ Vil han evigt gemme på Vrede, bære Nag for stedse?" Se, således taler du, men øver det onde til Gavns.

⁶ HE EN sagde til mig i Kong Josias's Dage: Så du, hvad den troløse Kvinde Israel gjorde? Hun gik op på ethvert højt Bjerg og hen under ethvert grønt Træ og bolede.

⁷ Jeg tænkte, at hun efter at have gjort alt det vilde vende om til mig; men hun vendte ikke om. Det så hendes svigefulde Søster Juda;

⁸ hun så, at jeg forstødte den troløse Kvinde Israel for al hendes Hors Skyld, og at jeg gav hende Skilsmissebrev; den svigefulde Søster Juda frygtede dog ikke, men gik også hen og bolede.

⁹ Ved sin letsindige Bolen vanærede hun Landet og horede med Sten og Træ.

¹⁰ Og alligevel vendte den svigefulde Søster Juda ikke om til mig af hele sit Hjerte, men kun på Skrømt, lyder det fra HE EN.

¹¹ Og HE EN sagde til mig: Det troløse Israels Sag står bedre end det svigefulde Judas.

¹² Gå hen og udråb disse Ord mod Nord: Omvend dig, troløse Israel, lyder det fra HE EN; jeg vil ikke vredes på eder, thi nådig er jeg, lyder det fra HE EN; jeg gemmer ej evigt på Vrede;

¹³ men vedgå din Uret, at du forbrød dig mod HE EN din Gud; for de fremmedes Skyld løb du hid og did under hvert grønt Træ og hørte ikke min øst, så lyder det fra HE EN.

¹⁴ Vend om, I frafaldne Søoner, lyder det fra HE EN; thi jeg er eders Herre; jeg tager eder, een fra EN By og EN fra EN Slægt og bringer eder til Zion,

¹⁵ og jeg giver eder Hyrder efter mit Sind, og de skal vogte eder med Indsigt og Kløgt.

¹⁶ Og når I bliver mangfoldige og frugtbare i Landet i hine Dage, lyder det fra HE EN, skal de ikke mere tale om HE ENs Pagts Ark, og Tanken om den skal ikke mere opkomme i noget Hjerte; de skal ikke mere komme den i Hu eller savne den, og en ny skal ikke laves.

¹⁷ På hin Tid skal man kalde Jerusalem HE ENs Trone, og der, til HE ENs Navn i Jerusalem, skal alle Folk strømme sammen, og de skal ikke mere følge deres onde Hjertes Stivsind.

¹⁸ I hine Dage skal Judas Hus vandre til Israels Hus, og samlet skal de drage fra Nordens Land til det Land, jeg gav deres Fædre i Eje.

¹⁹ Og jeg, jeg sagde til dig: "Blandt Sønnerne sætter jeg dig, jeg giver dig et yndigt Land, Folkenes herligste Arvelod." Jeg sagde: "Kald mig din Fader, vend dig ej fra mig!"

²⁰ Men som en Kvinde sviger sin Ven, så sveg du mig, Israels Hus, så lyder det fra HE EN.

²¹ Hør, der lyder Gråd på de nøgne Høje, Tryglen af Israels Børn, fordi de vandrede Krogveje, glemte HE EN deres Gud.

²² Vend om, I frafaldne Sønner, jeg læger eders Frafald. Se, vi kommer til dig, thi du er HE EN vor Gud.

²³ Visselig, Blændværk var Højene, Bjergenes Larm; visselig, hos HE EN vor Gud er Israels Frelse.

²⁴ Skændselen åd fra vor Ungdom vore Fædres Gods, deres Småkvæg og Hornkvæg, Sønner og Døtre.

²⁵ Vi lægger os ned i vor Skændsel, vor Skam er vort Tæppe, thi mod HE EN vor Gud har vi syndet, vi og vore Fædre fra Ungdommen af til i Dag; vi høre ikke på Herren vor Guds røst.