¹ Thi se, i de Dage og på den Tid, når jeg vender Judas og Jerusalems Skæbne,

² samler jeg alle Hedningefolk og fører dem ned i Josafats Dal. Der vil jeg holde ettergang med dem om mit Folk og min Arvelod Israel, som de spredte blandt Folkene; og de delte mit Land,

³ kastede Lod om mit Folk, gav en Dreng for en Skøge og solgte en Pige for Vin, som de drak.

⁴ Og desuden, hvad vil I mig, Tyrus og Zidon og alle Filisterlands Kredse? Er der noget, I vil gengælde mig, eller vil I gøre mig noget? Hastigt og brat lader jeg Gengældelse komme over eders Hoved,

⁵ I, som tog mit Sølv og Guld, bortførte mine kostbareste Ting til eders Borge

⁶ og solgte Judæerne og Jerusalems Borgere til Grækerne, for at de skulde føres langt bort fra deres Hjem.

⁷ Se, jeg vækker dem op fra det Sted, I solgte dem til, og lader Gengældelse komme over eders Hoved.

⁸ Jeg sælger eders Sønner og Døtre til Judæerne, og de skal sælge dem til Sabæerne, Folket i det fjerne Land, så sandt HE EN har talet.

⁹ åb det ud blandt Folkene, helliger en Krig, væk Heltene op! Lad alle våbenføre Mænd komme og drage op!

¹⁰ Smed eders Plovjern om til Sværd, eders Vingårdsknive til Spyd! Svæklingen skal sige: "Jeg er en Helt!"

¹¹ Skynd eder og kom, alle Hedningefolk viden om, og saml eder! Før dine Helte derned, HE E!

¹² Hedningefolkene skal vækkes op og drage til Josafats Dal; thi der vil jeg sidde til Doms over alle Hedningefolk viden om.

¹³ Sving Seglen, thi Høsten er moden; kom og stamp, thi Persekummen er fuld! Persekarrene løber over, thi stor er Folkenes Ondskab.

¹⁴ Skarer på Skarer i Opgørets Dal! Thi nær er HE ENs Dag i Opgørets Dal.

¹⁵ Sol og Måne sortner, og Stjernerne mister deres Glans.

¹⁶ HE EN brøler fra Zion, fra Jerusalem løfter han sin øst; Himmelen og Jorden skælver. Men HE EN er Ly for sit Folk og Værn for Israels Børn.

¹⁷ Og I skal kende, at jeg er HE EN eders Gud, som bor på Zion, mit hellige Bjerg. Jerusalem skal blive en Helligdom, og fremmede skal ikke mere drage derigennem.

¹⁸ På hin Dag skal Bjergene dryppe af Most og Højene flyde med Mælk; alle Judas Bække skal strømme med Vand, og en kilde skal vælde frem fra HE ENs Hus og vande Akaciedalen.

¹⁹ Ægypten skal blive øde, Edom en øde Ørk for deres Vold mod Judæerne, i hvis Land de udgød uskyldigt Blod.

²⁰ Og Juda skal være beboet evindelig, Jerusalem fra Slægt til Slægt.

²¹ Jeg hævner deres Blod, som jeg endnu ikke har hævnet; og HE EN bor på Zion.

⁶ Thi se, han vækker Kaldæerne, det grumme og raske Folk, som drager viden om Lande for at indtage andres Bo.

¹ Ve mig! Det går mig som ved ved Frugthøst, ved Vinhøstens Efterslæt: Ikke en Drue at spise, ej en Figen, min Sjæl har Lyst til!

² De fromme er svundet af Landet, ikke et Menneske er sanddru. De lurer alle på Blod og jager hverandre med Net.

³ Deres Hænder er flinke til ondt, Fyrsten kræver, Dommeren er villig for Betaling; Stormanden nævner, hvad han begærer; og derefter snor de det sammen.

⁴ Den bedste er som en Tornebusk, den ærlige værre end en Tjørnehæk. Dine Vægteres Dag, din Hjemsøgelse kommer, af ædsel rammes de nu.

⁵ Tro ikke eders Næste, stol ikke. på en Ven, vogt Mundens Døre for hende. du favner!

⁶ Thi Søn agter Fader ringe, Datter står Moder imod Svigerdatter Svigermoder, en Mand har sine Husfolk til Fjender.

⁷ Men jeg vil spejde efter HE EN, jeg bier på min Frelses Gud; min Gud vil høre mig.

⁸ Glæd dig ej over mig, min Fjende! Thi jeg faldt, men står op; om end jeg sidder i Mørke, er HE EN mit Lys.

⁹ Jeg vil bære HE ENs Vrede - jeg synded jo mod ham - indtil han strider for mig og skaffer mig et; han fører mig ud i Lys, jeg skal skue hans etfærd.

¹⁰ Min Fjende skal se derpå og fyldes med Skam, han, som spørger mig: "Hvor er HE EN din Gud?". Mine Øjne skal med Skadefryd se ham, når han trampes ned som Skarn på Gaden.

¹¹ En Dag skal dine Mure bygges, En Dag skal Grænsen vides ud,

¹² en Dag skal man komme til dig lige fra Assur til Ægypten, lige fra Ægypten til Floden, fra Hav til Hav, fra Bjerg til Bjerg.

¹³ Men Jorden og de, som bor derpå, lægges øde til Løn for deres Værk.

¹⁴ Vogt med din Stav dit Folk, din Ejendoms Hjord, som bor for sig selv i Skoven, i Frugthavens Midte; lad dem græsse i Basan og Gilead som i gamle Dage!

¹⁵ Giv os Undere at skue, som da du drog ud af Ægypten;

¹⁶ lad Folkene se det og blues ved al deres Vælde, lægge Hånd på Mund, lad Ørene døves på dem!

¹⁷ Lad dem slikke Støv som Slangen, som Jordens Kryb, rædde komme frem af deres Borge til HE EN vor Gud og ængstes og frygte for dig!

¹⁸ Hvo er en Gud som du, der tilgiver Brøde, bærer over med Synd hos din Ejendoms est, ej evigt gemmer på Vrede, men gerne er nådig?

¹⁹ Han vil atter forbarme sig over os, træde vor Brøde under Fod, du vil kaste alle vore Synder i Havets Dyb!

²⁰ Du vil vise Jakob Trofasthed, Abraham Nåde, som du svor vore Fædre til i fordums Dage.