¹ HE EN lod mig skue et syn, og se, der var to kurve, som stod foran HE ENs Tempel: det var, efter at Kong Nebukadrezar af Babel havde bortført Jojakims Søn, Kong Jekonja af Juda, og Judas Fyrster, Kunsthåndværkerne og Smedene fra Jerusalem til Babel.

² Den ene kurv indeholdt såre gode Figener, så gode som tidligmodne, den anden såre slette Figener, så slette, at de ikke kunde spises.

³ Og HE EN sagde til mig: "Hvad ser du, Jeremias?" Jeg svarede: "Figener! De gode er såre gode og de slette såre slette, så slette, at de ikke kan spises."

⁴ Da kom HE ENs Ord til mig således:

⁵ Så siger HE EN, Israels Gud: Som man ser på disse gode Figener, vil jeg se på de bortførte Judæere, som jeg drev bort fra dette Sted til Kaldæernes Land.

⁶ Jeg vil fæste mine Øjne på dem med Velbehag og føre dem hjem til dette Land. Jeg vil opbygge og ikke nedbryde dem, plante og ikke oprykke dem.

⁷ Jeg giver dem Hjerte til at kende mig, at jeg er HE EN; de skal være mit Folk, og jeg vil være deres Gud, når de omvender sig til mig af hele deres Hjerte.

⁸ Men som man, gør med de slette Figener, for slette til at spises, vil jeg, så siger HE EN, gøre med Kong Zedekias af Juda og hans Fyrster og esten af Jerusalem, dem, der er levnet i dette Land, og dem, der bor i Ægypten;

⁹ jeg gør dem til ædsel for alle Jordens iger, til Spot og Mundheld, til Hån og til et Forbandelsens Tegn på alle de Steder, hvorhen jeg bortstøder dem;

¹⁰ jeg sender Sværd, Hunger og Pest imod dem, indtil de er udryddet af det Land, jeg gav dem og deres Fædre.

¹ Efter at Gud fordum havde talt mange Gange og på mange Måder, til Fædrene ved Profeterne, så har han ved Slutningen af disse Dage talt til os ved sin Søn,

² hvem han har sat til Arving af alle Ting, ved hvem han også har skabt Verden;

³ han, som - efterdi han er hans Herligheds Glans og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Krafts Ord - efter at have gjort enselse fra Synderne har sat sig ved Majestætens højre Hånd i det høje,

⁴ idet han er bleven så meget ypperligere end Englene, som han har arvet et herligere Navn fremfor dem.

⁵ Thi til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: "Du er min Søn, jeg har født dig i Dag"? og fremdeles: "Jeg skal være ham en Fader, og han skal være mig en Søn"?

⁶ Og når han atter indfører den førstefødte i Verden, hedder det: "Og alle Guds Engle skulle tilbede ham".

⁷ Og om Englene hedder det: "Han gør sine Engle til Vinde og sine Tjenere til Ildslue";

⁸ men om Sønnen,: "Din Trone, o Gud! står i al Evighed, og ettens Kongestav er dit iges Kongestav.

⁹ Du elskede etfærdighed og hadede Lovløshed, derfor har Gud, din Gud, salvet dig med Glædens Olie fremfor dine Medbrødre".

¹⁰ Og: "Du, Herre! har i Begyndelsen grundfæstet Jorden, og Himlene ere dine Hænders Gerninger.

¹¹ De skulle forgå, men du bliver; og de skulle til Hobe ældes som et Klædebon,

¹² ja, som et Klæde skal du sammenrulle dem, og de skulle omskiftes; men du er den samme, og dine År skulle ikke få Ende".

¹³ Men til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: "Sæt dig ved min højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder"?

¹⁴ Ere de ikke alle tjenende Ånder, som udsendes til Hjælp for deres Skyld, der skulle arve Frelse?