성경

 

Joel 2

공부

   

1 Stød i horn på Zion, blæs alarm på mit hellige Bjerg! Alle i landet skal bæve, thi HE ENs Dag, den kommer;

2 ja, nær er Mulms og Mørkes Dag, Skyers og Tåges Dag. Et stort, et vældigt Folk er bredt som Gry over Bjerge. Dets Lige har aldrig været, skal aldrig komme herefter til fjerneste Slægters År.

3 Foran det æder Ild, og bag det flammer Lue; foran det er Landet som Eden og bag det en øde Ørk; fra det slipper ingen bort.

4 At se til er de som Heste, som Hingste farer de frem;

5 det lyder som raslende Vogne, når de hopper på Bjergenes Tinder, som knitrende Lue, der æder Strå, som en vældig Hær, der er rustet til Strid.

6 Folkeslag skælver for dem, alle Ansigter blusser.

7 Som Helte haster de frem, som Stridsmænd stormer de Mure; enhver går lige ud, de bøjer ej af fra vejen.

8 De trænger ikke hverandre, hver følger sin egen Sti. Trods Våbenmagt styrter de frem uden at lade sig standse, de kaster sig over Byen,

9 stormer Mulen i Løb; i Husene trænger de ind, gennem Vinduer kommer de som Tyve.

10 Foran dem skælver Jorden, Himlen bæver; Sol og Måne sortner, Stjernerne mister deres Glans.

11 Foran sin Stridsmagt løfter HE EN sin øst, thi såre stor er hans Hær, ja, hans Ords Fuldbyrder er vældig; thi stor er HE ENs Dag og såre frygtelig; hvem holder den ud?

12 Selv nu, så lyder det fra HE EN, vend om til mig af ganske Hjerte, med Faste og Gråd og Klage!

13 Sønderriv Hjerterne, ej eders Klæder, vend om til HE EN eders Gud! Thi nådig og barmhjertig er han, langmodig og rig på Miskundhed, han angrer det onde.

14 Måske slår han om og angrer og levner Velsignelse efter sig, Afgrødeoffer og Drikoffer til HE EN eders Gud.

15 Stød i Horn på Zion, helliger Faste, udråb festlig Samling,

16 kald Folket sammen, helliger et Stævne, lad de gamle samles, kald Børnene sammen, også dem, som dier Bryst; lad Brudgom gå ud af sit Kammer, Brud af sit Telt!

17 Imellem Forhal og Alter skal Præsterne, HE ENs Tjenere, græde og sige: "HE E, spar dog dit Folk! Overgiv ej din Arv til Skændsel, til Hedningers Spot! Hvi skal man sige blandt Folkene: Hvor er deres Gud?"

18 Og HE EN blev nidkær for sit Land og fik Medynk med sit Folk.

19 Og HE EN svarede sit Folk: Se, jeg sender eder korn, Most og Olie, så I kan mættes deraf; og jeg vil ikke længer gøre eder til Skændsel iblandt Hedningerne.

20 Fjenden fra Nord driver jeg langt bort fra eder og støder ham ud i et tørt og øde Land, hans Fortrop ud i Havet i Øst og hans Bagtrop i Havet i Vest, og han skal udsprede Stank og ilde Lugt; thi han udførte store Ting.

21 Frygt ikke, Jord, fryd dig, vær glad! Thi HE EN har udført store Ting.

22 Frygt ikke, I Markens Dyr! Thi Ørkenens Græsmarker grønnes, og Træerne bærer Frugt; Figentræ og Vinstok giver alt, hvad de kan.

23 Og I, Zions Sønner, fryd eder, vær glade i HE EN eders Gud! Thi han giver eder Føde til Frelse, idet han sender eder egn, Tidligregn og Sildigregn, som før.

24 Tærskepladserne skal fyldes med Korn, Persekummerne løbe over med Most og Olie.

25 Og jeg godtgør eder de År, da Græshoppen, Springeren, Æderen og Gnaveren hærgede, min store Hær, som jeg sendte imod eder.

26 I skal spise og mættes og love HE EN eders Guds Navn, fordi han handler underfuldt med eder; og mit Folk skal i Evighed ikke blive til Skamme.

27 Og I skal kende, at jeg er i Israels Midte, og at jeg, og ingen anden er HE EN eders Gud; og mit Folk skal i Evighed ikke blive til Skamme.

28 Og det skal ske derefter, at jeg vil udgyde min ånd over alt kød, eders Sønner og eders Døtre skal profetere, eders gamle skal drømme drømme og eders unge skue Syner;

29 også over Trælle og Trælkvinder vil jeg udgyde min Ånd i de Dage.

30 Og jeg lader ske Tegn på Himmelen og på Jorden, Blod, Ild og øgstøtter.

31 Solen skal vendes til Mørke og Månen til Blod, før HE ENs store og frygtelige Dag kommer.

32 Men enhver, som påkalder HE ENs Navn, skal frelses; thi på Zions Bjerg og i Jerusalem skal der være Frelse, som HE EN har sagt; og til de undslupne skal hver den høre, som HE EN kalder.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

스웨덴보그의 저서에서

 

Coronis (An Appendix to True Christian Religion) #59

  
/ 60  
  

59. V. BEFORE THIS STATE, AND AFTER IT, PROMISE WAS MADE OF THE COMING OF THE LORD JEHOVIH INTO THE WORLD, AND OF A NEW CHURCH AT THAT TIME, WHEREIN JUSTICE AND JUDGMENT SHOULD REIGN. It is known, from the reading of the prophetic Word of the Old Testament, that, in many places there, the Coming of our Lord is foretold, and also that the Lord is there designated by various names; as, that He is called "Jehovah Zebaoth," "Jehovah our Righteousness," "Jehovah our Saviour and Redeemer," "Lord Jehovih," "Adonai," "Immanuel" or "God with us," "God of Israel," "Holy One of Israel," "Rock of Israel," "Messiah" or "Anointed of Jehovah," "King," "David," "Mighty One of Jacob," "Shepherd of Israel," "High Priest," "Priest after the order of Melchizedech," "Son of God," "Son of Man," "Angel of Jehovah," "Angel of the Covenant," the "Grand Prophet," "Shiloh"; also, in Isaiah, "Counsellor," "Prince of Peace," "Father of Eternity"; and in the New Covenant, "Jesus Christ," and "Son of God." That our Lord's Coming was foretold in very many places in the Prophets, will be seen from the predictions adduced in the following pages. But it may be asked,

Why was such frequent prediction of His Coming made? There were many reasons, some regarding the Israelitish and Jewish people, and some regarding the Christian people after them.

[2] But we will recount the reasons which especially regarded the Israelitish and Jewish people. The First was that, by His being named and recalled to mind, they might be kept in the interior worship of Jehovah, since, without that, there was no entrance of Jehovah to any one of them, nor approach of any one of them to Jehovah. The case was then as it is at this day,

that no one hath seen God the Father; the Only Begotten Son, who is in the bosom of the Father, He hath set Him forth (John 1:18; 5:37);

and again:

No one cometh to the Father, but by Me (John 14:6).

The Second reason regarding that people was, that the representative types of their Church, which all looked to our Lord and to the Church to be established by Him after His Coming, might serve them as so many signs and symbols of their worship; consequently, that they might acknowledge Him when He came, and suffer themselves to be introduced into the internals of the worship of Him, and, together with the nations that surrounded them, become Christians. The Third reason was that, by calling to mind His Coming, somewhat of the notion, or idea, of the resurrection and eternal life might find entrance into their thoughts. For who of them could not have thought interiorly in himself, or in his heart, "What is the Messiah to us after we are dead, unless we return then, see His glory and reign with Him?" From this source was derived their superstition, that, at that time, they were to be raised again, everyone out of his grave, and return to the land of Canaan. The Fourth reason was that they might be succoured and healed in their state of vastation and oppression, when they were in temptations and afflictions, like their fathers and brethren in the wilderness (Num. 21:1-9; John 3:14-15); for, without such succour and healing, they would have cast aspersions against Jehovah, and departed, in crowds, from the representative worship of Him to idolatry.

[3] Indeed, temptations and afflictions, in the state of vastation and oppression, are nothing else than combats of the Lord with the Devil respecting man, that is, respecting his soul, which is to possess it; of which state it may be said, that the God of Israel, or the Lord the Messiah, stands on one side, and Beelzebub and the Serpent, the Devil, on the other, and that the latter casts forth out of his mouth blasphemies like a flood against the Lord, but that the Lord turns them aside and bears them away, and thus delivers man from spiritual captivity and slavery. This combat is felt in man as if waged by himself. That temptation is such a combat, and that there is such a perception by man, and hence co-operation, I can avow, for, having often experienced it, I have known it perfectly. That it is carried on outside man, and is felt in him as if by himself, and that man is standing in the middle, and co-operates, is for the end that recompense may be ascribed to him when he conquers; but only that man conquers who looks to the Lord, and trusts in Him alone for help.

[4] That every one who calls upon the Lord in temptations, conquers, but that otherwise he yields, shall be illustrated by comparisons. It is like a ship hurled by storms near the rocks: unless the captain knows how to divert it from its danger, and to direct it to an outlet and thus to port, it must be lost. It is like a city besieged by enemies: unless there be escape or aid somewhere, the commander and his garrison become hopeless and disheartened, and yield themselves prisoners, and surrender their lives to the will of the enemy. It is like a person on a journey entering unawares into a cottage where there are robbers, unless, when he is shut in, a friend come and knock at the door, or show himself at the window, and thereby terrify those villains and rescue him from ill-treatment. It is like a person falling into a cave where there is a bear with cubs, or into a pit where there are a wolf and a leopard, if his father, or brother, on seeing this, do not immediately let down to him a ladder, or a rope, and draw him up thence. It is like a person who stands, or walks, in the day-time, in a thick fog, who consequently does not know which way to turn, unless he light a lamp, and thereby show himself the place where he stands or the way in which he should walk. It is like being in the depth of winter, and short of provisions, if not supported by the hope of a harvest to come, on the return of summer. So, again, it is like a person wandering at midnight in a wood, unless he comfort himself with the hope of day, and in that hope goes to lie down, and sleeps quietly till morning. It is also like one, who, for the sake of salvation, is desirous of being instructed in the things of the Christian Religion, and who meets with mitred doctors and laurelled teachers, who expound them by terms borrowed from metaphysics, and wrap them in mysteries, unless there be some other person to explain those terms, and thereby unravel the perplexities, and to set forth from the Word, thus from the Lord, the holy things of the Church, in clear light: would he not otherwise be bewildered by the falsities respecting faiths, and the other dogmas which depend on the faith laid down, just as the links of a chain hang together unbrokenly from a hook fixed to the wall?

[5] The case would be similar in temptations and the attendant infestations from satans, unless man looked trustingly to the Lord, and fully assured himself that the whole work and ability of deliverance are from Him alone. It is for these reasons that the Coming of the Lord is so frequently foretold in the Old Prophetic Word, and for the same reasons also the Lord is proclaimed in the New Evangelic and Apostolic Word, and his Second Coming foretold; concerning which see the statements following.

  
/ 60  
  

Thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.

성경

 

Jeremias 36

공부

   

1 I Josiases søn kong Jojakim af Judas fjerde regeringsår kom dette Ord til Jeremias fra HE EN:

2 "Tag dig en Bogrulle og skriv deri alle de Ord, jeg har talet til dig om Jerusalem og Juda og om alle Folkene, fra den Dag jeg først talede til dig, fra Josiass dage og til den Dag i Dag.

3 Måske vil Judas Hus mærke sig al den Ulykke, jeg har i Sinde at gøre dem, for at de må omvende sig hver fra sin onde Vej, så jeg kan tilgive deres Brøde og Synd."

4 Så tilkaldte Jeremias Baruk, Nerijas Søn, og Baruk optegnede i Bogrullen efter Jeremiass Mund alle de Ord, HE EN havde talet til ham.

5 Derpå sagde Jeremias til Baruk: "Jeg er hindret i at gå ind i HE ENs Hus;

6 men gå du ind og læs HE ENs Ord op af Bogrullen, som du skrev efter min Mund, for Folket i HE ENs Hus på en Fastedag; også for alle Judæere, der kommer ind fra deres Byer, skal du læse dem.

7 Måske når deres klage HE ENs Åsyn, måske omvender de sig hver fra sin onde Vej; thi stor er Vreden og Harmen, som HE EN har udtalt mod dette Folk."

8 Og Baruk, Nerijas Søn, gjorde ganske som Profeten Jeremias pålagde ham, og oplæste HE ENs Ord af Bogen i HE ENs Hus.

9 I Josiass Søns, Kong Jojakim af Judas, femte egeringsår i den niende Måned udråbte alt Folket i Jerusalem og alt Folket, der fra Judas Byer kom ind til Jerusalem, en Faste for HE EN.

10 Da oplæste Baruk for alt Folket Jeremiass Ord af Bogen i HE ENs Hus, i Gemarjahus, Statsskriveren Sjafans Søns, Kammer i den øvre Forgård ved Indgangen til HE ENs Huss nye Port.

11 Da nu Mika, en Søn af Sjatans Søn Gemarjahu, havde hørt HE ENs Ord oplæse af Bogen,

12 gik han ned i Kongens Hus til Statsskriverens Kammer, hvor han traf alle Fyrsterne siddende, Statsskriveren Elisjama, Delaja Sjemajas Søn, Elnatan Akbors Søn, Gemarjahu Sjafans Søn, Zidkija Hananjas Søn og alle de andre Fyrster;

13 og Mika meldte dem alt, had han havde hørt, da Baruk læste Bogen op for Folket.

14 Da sendte alle Fyrsterne Jehudi, en Søn af Netanja, en Søn af Sjelemja, en Søn af Kusji, til Baruk og lod sige: "Tag Bogrullen, du læste op for Folket, og kom her ned!" Så tog Baruk, Nerijas Søn, Bogrullen og kom til dem.

15 De sagde til ham: "Sæt dig og læs den for os!" Og Baruk læste for dem.

16 Men da de havde hørt alle disse Ord, så de rædselslagne på hverandre og sagde: "Alt det må vi sige Kongen."

17 Og de spurgte Baruk: "Sig os, hvorledes du kom til at optegne alle disse Ord!"

18 Baruk svarede: "Jeremias foresagde mig alle Ordene, og jeg optegnede dem i Bogen med Blæk."

19 sagde Fyrsterne til Baruk: "Gå hen og gem eder, du og Jeremias, og lad ingen vide, hvor I er!"

20 Efter så at have lagt Bogrullen til Side i Statsskriveren Elisjamas Kammer kom de til Kongen i hans Stue og sagde ham alt.

21 Så sendte Kongen Jehudi hen at hente Bogrullen i Statsskriveren Elisjamas Kammer; og Jehudi læste den op for Kongen og alle Fyrsterne, der stod om Kongen.

22 Kongen sad i Vinterhuset med et brændende Kulbækken foran sig;

23 og hver Gang Jehudi havde læst tre fire Spalter, skar Kongen dem af med Statsskriverens Pennekniv og kastede dem på Ilden i Bækkenet, indtil hele Bogrullen var fortæret af Ilden i Bækkenet.

24 Og hverken Kongen eller nogen af hans Folk blev rædselslagen eller sønderrev deres Klæder, da de hørte alle disse Ord;

25 men skønt Elnafan, Delaja og Gemarjahu bad Kongen ikke brænde Bogrullen, hørte han dem ikke.

26 Derpå bød Kongen Kongesønnen Jerameel, Seraja Azriels Søn og Sjelemja Abdeels Søn at gribe Skriveren Baruk og Profeten Jeremias; men HE EN skjulte dem.

27 Men da Kongen havde brændt Bogrullen med de Ord, Baruk havde optegnet efter Jeremiass Mund, kom HE ENs Ord til Jeremias således:

28 "Tag dig en anden Bogrulle og optegn i den alle de Ord, som stod i den første Bogrulle, den, Kong Jojakim af Juda brændte.

29 Og til Kong Jojakim af Juda skal du sige: Så siger HE EN: Du brændte denne Bogrulle og sagde: Hvorfor skrev du i den: Babels Konge skal komme og ødelægge dette Land og udrydde både Folk og Fæ?

30 Derfor, så siger HE EN om Kong Jojakim af Juda: Han skal ikke have nogen Mand til at siddeDavids Trone, og hans Lig skal slænges hen og gives Dagens Hede og Nattens Kulde i Vold;

31 jeg vil hjemsøge ham, hans Afkom og hans Tjenere for deres Brøde og bringe over dem og Jerusalems Borgere og Judas Mænd al den Ulykke, jeg har udtalt over dem, uden at de vilde høre."

32 Så tog Jeremias en anden Bogrulle og gav den til Skriveren Baruk, Nerijas Søn; og han optegnede i den efter Jeremiass Mund alle Ordene fra den Bog, Kong Jojakim af Juda havde brændt. Og flere lignende Ord lagdes til.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University