¹ Når Efraim talte, skjalv man, i Israel var han fyrste, han forbrød sig med Ba'alog døde.

² Nu bliver de ved at synde og laver sig støbte Guder, dannet som Billeder af Sølv, Arbejderes Værk til Hobe; de siger: "Til dem skal I ofre!" Mennesker kysser Kalve!

³ Derfor: som Morgentåge, som Duggen, der årle svinder, som Avner, der blæses fra Lo, som øg fra øghul skal de blive.

⁴ Og jeg er HE EN din Gud, fra du var i Ægyptens Land; du kender ej Gud uden mig, uden mig er der ingen Frelser;

⁵ jeg var din Vogter i Ørken, den svidende Tørkes Land.

⁶ Som de græssede, åd de sig mætte, ja mætte, men Hjertet blev stolt; derfor glemte de mig.

⁷ Så blev jeg for dem som en Løve, en lurende Panter ved Vejen,

⁸ jeg falder over dem som Bjørnen, hvis Unger man tog. Jeg sønderriver dem Brystet, Hunde skal æde deraf, Markens Dyr flå dem sønder.

⁹ Når Ulykken kommer, Israel, hvor mon du da finder Hjælp?

¹⁰ Hvor er da din Konge til Frelse for dig i alle dine Byer, Herskerne, om hvem du siger: "Giv mig dog Konge og Fyrster!"

¹¹ Jeg giver dig Konge i Vrede og fjerner ham atter i Harme.

¹² Tilbundet er Efraims Brøde, hans Synd gemt hen.

¹³ Hans Fødselsstunds Veer er der, men sært er Barnet, som ej kommer frem i Tide, så Fødselen får Ende.

¹⁴ Dem skal jeg fri fra Dødsriget, løse fra Døden! Nej, Død, hvor er din Pest, Dødsrige, hvor er din Sot? Til Mildhed kender jeg ej, thi et sært Barn er han.

¹⁵ En Østenstorm, Herrens Ånde, bruser frem fra Ørken, løfter sig, tørrer hans Væld, gør hans Kilde tør, den tager hans Skatkammer med alle dets Skatte.

¹⁶ Samaria skal bøde, thi det stod sin Gud imod. For Sværd skal de falde, Børnene knuses, frugtsommelige Kvinders Liv rives op.

¹ HE E, min Gud er du; jeg priser dig, lover dit Navn. Thi du har gjort et Under, åd fra fordum var tro og sande.

² Thi du lagde Byen i Grus, den faste Stad i uiner; de fremmedes Borg er nedbrudt, aldrig mer skal den bygges.

³ Derfor ærer dig et mægtigt Folk, frygter dig grumme Hedningers Stad.

⁴ Thi du blev de ringes Værn, den fattiges Værn i Nøden, et Ly mod Skylregn, en Skygge mod Hede; thi som isnende egn er Voldsmænds Ånde,

⁵ som Hede i det tørre Land. Du kuer de fremmedes Larm; som Hede ved Skyens Skygge så dæmpes Voldsmænds Sang.

⁶ Hærskarers HE E gør på dette Bjerg et Gæstebud for alle Folkeslag med fede etter og stærk Vin, med fede, marvfulde etter og stærk og klaret Vin.

⁷ Og han borttager på dette Bjerg Sløret, som tilslører alle Folkeslag, og Dækket, der dækker alle Folk.

⁸ Han opsluger Døden for stedse. Og den Herre HE EN aftørrer Tåren af hver en Kind og gør Ende på sit Folks Skam på hele Jorden, så sandt HE EN har talet.

⁹ På hin Dag skal man sige: Se, her er vor Gud, som vi biede på, og som frelste os; her er HE EN, som vi biede på. Lad os juble og glæde os over hans Frelse;

¹⁰ thi HE ENs Hånd hviler over dette Bjerg. Men Moab trampes ned, hvor det står, som Strå i Møddingpølen;

¹¹ det breder sine Hænder ud deri som Svømmeren gør for at svømme, og han ydmyger dets Hovmod trods Hændernes Kunstgreb.

¹² Han nedbryder og nedstyrter de stejle Mures Værn; han jævner dem med Jorden, så de ligger i Støvet.