¹ Zedekias var enogtyve år gammel da han blev konge, og han herskede elleve År i Jerusalem. Hans Moder hed Hamital og var en Datter af Jirmeja fra Libna.

² Han gjorde, hvad der var ondt i HE ENs Øjne, ganske som Jojakim.

³ Thi for HE ENs Vredes Skyld kom dette over Jerusalem og Juda, og til sidst stødte han dem bort fra sit Åsyn. Og Zedekias faldt fra Babels konge.

⁴ I hans niende egeringsår på den tiende Dag i den tiende Måned drog Kong Nebukadrezar af Babel da med hele sin Hær mod Jerusalem, og de belejrede det og byggede Belejringstårne imod det rundt omkring;

⁵ og Belejringen varede til Kong Zedekiass ellevte egeringsår.

⁶ På den niende Dag i den fjerde Måned blev Hungersnøden hård i Byen, og Folket fra Landet havde ikke Brød. Da blev Byens Mur gennembrudt.

⁷ Alle krigsfolkene flygtede om Natten ud af Byen gennem Porten mellem de to Mure ved Kongens Have, medens Kaldæerne holdt Byen omringet, og de tog Vejen ad Arabalavningen til.

⁸ Men Kaldæernes Hær satte efter Kongen og indhentede ham på Jerikosletten, efter at hele hans Hær var blevet splittet til alle Sider.

⁹ Så greb de Kongen og bragte ham op til ibla i Hamats Land til Babels Konge, der fældede Dommen over ham.

¹⁰ Hans Sønner lod han henrette i hans Påsyn, ligeledes lod han alle Judas Øverster henrette i ibla;

¹¹ og på Zedekias selv lod Babels Konge Øjnene stikke ud; derpå lod han ham lægge i Kobberlænker, og således førte han ham til Babel; og han lod ham kaste i Fængsel, hvor han blev til sin Dødedag.

¹² På den tiende Dag i den femte Måned, det var Babels Konge Nebukadrezars nittende egeringsår, kom Nebuzaradan, Øversten for Livvagten, Babels konges Tjener, til Jerusalem.

¹³ Han satte Ild på HE ENs Hus og Kongens Palads og alle Husene i Jerusalem; på alle Stormændenes Huse satte han Ild;

¹⁴ og Murene om Jerusalem nedbrød hele kaldæernes Hær, som Øversten for Livvagten havde med sig.

¹⁵ De sidste Folk, som var tilbage i Byen, og Overløberne, der var gået over til Babels Konge, og de sidste Håndværkere førte Nebuzaradan, Øversten for Livvagten, bort.

¹⁶ Men nogle af de fattigste af Folket fra Landet lod Nebuzaradan, Øversten for Livvagten, blive tilbage som Vingårdsmænd og Agerdyrkere,

¹⁷ Kobbersøjlerne i HE ENs Hus, Stellene og Kobberhavet i HE ENs Hus slog Kaldæerne i Stykker og førte Kobberet til Babel.

¹⁸ Karrene, Skovlene, knivene og Kanderne og alle Kobbersagerne, som brugtes ved Tjenesten, røvede de;

¹⁹ også Fadene, Panderne, Skålene, Karrene, Lysestagerne, Kanderne og Offerskålene, der helt var af Guld eller Sølv, røvede Øversten for Livvagten.

²⁰ De to Søjler, Havet med de tolv Kobberokser under og Stellene, som Salomo havde ladet lave til HE ENs Hus Kobberet i alle disse Ting var ikke til at veje.

²¹ Atten Alen høj var hver Søjle, og en Snor på tolv Alen kunde nå om den, og den var hul, og Kobberet var fire Fingre tykt.

²² Og der var et Søjlehoved af Kobber oven på den, fem Alen højt, og rundt om Søjlehovedet var der Fletværk og Granatæbler, alt af Kobber; og på samme Måde var det med den anden Søjle.

²³ Og der var seks og halvfemsindstyve Granatæbler, som hang frit; der var i alt hundrede Granatæbler rundt om Fletværket.

²⁴ Øversten for Livvagten tog Ypperstepræsten Seraja, Anden præsten Zefanja og de tre Dørvogtere;

²⁵ og fra Byen tog han en Hofmand, der havde Opsyn med krigsfolket, og syv Mænd, der hørte til Kongens nærmeste Omgivelser, og som endnu fandtes i Byen, desuden Hærførerens Skriver, der udskrev Folket fra Landet til Krigstjeneste, og dertil tresindstyve Mænd at Folket fra Landet, der fandtes i Byen

²⁶ dem tog Øversten for Livvagten Nebuzaradan og førte til Babels Konge i ibla

²⁷ og Babels Konge lod dem dræbe i ibla i Hamats Land. Så førtes Juda i Landflygtighed fra sit Land.

²⁸ Følgende er Tallet på de Folk, Nebukadrezar bortførte i Fangenskab: I hans syvende År 3023 Judæere,

²⁹ i Nebukadrezars attende År 832 fra Jerusalem;

³⁰ i Nebukadrezars tre og tyvende År bortførte Nebuzaradan, Øversten for Livvagten, 745 af Judæerne; tilsammen 4600.

³¹ I det syv og tredivte År efter Kong Jojakin af Judas Bortførelse på den fem og tyvende Dag i den tolvte Måned tog Babels Konge Evil-Merodak, der i det År kom på Tronen, Kong Jojakin af Juda til Nåde og førte ham ud af Fængselet.

³² Han talte ham venligt til og gav ham Sæde oven for de Konger, som var hos ham i Babel.

³³ Jojakin aflagde sin Fangedragt og spiste daglig hos ham, så længe han levede.

³⁴ Han fik sit daglige Underhold af Babels Konge, hver Dag hvad han behøvede for den Dag, indtil sin Dødedag, så længe han levede.

¹ Et Udsagn om Babel, som Esajas, Amoz's Søn skuede:

² ejs Banner på et nøgent Bjerg, råb også til dem, vink, så de drager igennem Fyrsternes Porte!

³ Jeg har opbudt min viede Hær til at tjene min Vrede og kaldt mine Helte hid, de jublende, stolte.

⁴ Hør i Bjergene Larm som af talrigt Krigsfolk, hør, hvor det buldrer af iger, af samlede Folk! Hærskarers HE E er ved at mønstre sin Krigshær.

⁵ De kommer fra fjerne Egne, fra Himlens Grænse, HE EN og hans Vredes Værktøj for at hærge al Jorden.

⁶ Jamrer, thi HE ENs Dag er nær, den kommer som Vold fra den Vældige.

⁷ Derfor slappes hver Hånd, hvert Menneskehjerte smelter,

⁸ de ræddes, gribes af Veer og Smerter, vånder sig som fødende Kvinde; de stirrer i Angst på hverandre med blussende røde Kinder.

⁹ Se, HE ENs Dag kommer, grum, med Harme og brændende Vrede; Jorden gør den til Ørk og rydder dens Synder bort.

¹⁰ Thi Himlens Stjerner og Billeder udsfråler ej deres Lys, mørk rinder Solen op, og Månen skinner ikke.

¹¹ Jeg hjemsøger Jorden for dens Ondskab, de gudløse for deres Brøde, gør Ende på frækkes Overmod, bøjer Voldsmænds Hovmod.

¹² En Mand gør jeg sjældnere end Guld og et Menneske end Ofirs Guld.

¹³ Derfor bæver Himlen, og Jorden flytter sig skælvende ved Hærskarers HE Es Harme på hans brændende Vredes Dag.

¹⁴ Og som en skræmt Gazel, som Får, der ej holdes i Flok, skal hver søge hjem til sit Folk, og hver skal fly til sit Land.

¹⁵ Enhver, der indhentes, spiddes, enhver, der gribes, falder for Sværdet;

¹⁶ deres spæde knuses for deres Øjne, Husene plyndres, Kvinderne skændes.

¹⁷ Se, imod dem rejser jeg Mederne, som agter Sølv for intet og ej regner Guld for noget.

¹⁸ Deres Buer fælder de unge, Livsfrugt skåner de ej, med Børn har deres Øjne ej Medynk.

¹⁹ Det går med Babel, igernes Krone, Kaldæernes stolte Pryd, som dengang Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra.

²⁰ Det skal aldrig i Evighed bebos, ej bebygges fra Slægt til Slægt; der telter Araberen ikke, der lejrer Hyrder sig ej;

²¹ men Vildkatte lejrer sig der, og Husene fyldes med Ugler; der holder Strudsene til, og Bukketroldene springer;

²² Sjakaler tuder i Borgene, Hyæner i de yppige Slotte. Dets Time stunder nu til, dets Dage bliver ej mange.