La Bibbia

 

Genesis 19

Studio

   

1 De to Engle kom nu til Sodoma ved Aftenstid. Lot sad i Sodomas Port, og da han fik Øje på dem, stod han op og gik dem i Møde, bøjede sig til Jorden

2 og sagde: "Kære Herrer, tag dog ind og overnat i eders Træls Hus og tvæt eders Fødder; i Morgen tidlig kan I drage videre!" Men de sagde: "Nej, vi vil overnatte på Gaden."

3 Da nødte han dem stærkt, og de tog ind i hans Hus; derpå tilberedte han dem et Måltid og bagte usyrede Kager, og de spiste.

4 Men endnu før de havde lagt sig, stimlede Byens Folk, Indbyggerne i Sodoma, sammen omkring Huset, både gamle og unge, alle uden Undtagelse,

5 og de råbte til Lot: "Hvor er de Mænd, der kom til dig i Nat kom herud med dem, for at vi kan stille vor Lyst på dem!"

6 Da gik Lot ud til dem i Porten, men Døren lukkede han efter sig.

7 Og han sagde: "Gør dog ikke noget ondt, mine Brødre!

8 Se, jeg har to Døtre, der ikke har kendt Mand; dem vil jeg bringe ud til eder, og med dem kan I gøre, hvad I lyster; men disse Mænd må I ikke gøre noget, siden de nu engang er kommet ind under mit Tags Skygge!"

9 Men de sagde: "Bort med dig! Her er den ene Mand kommet og bor som fremmed, og nu vil han spille Dommer! Kom, lad os handle værre med ham end med dem!" Og de trængte ind på Manden, på Lot, og nærmede sig Døren for at sprænge den.

10 Da rakte Mændene Hånden ud og trak Lot ind til sig og lukkede Døren;

11 men Mændene uden for Porten til Huset slog de med Blindhed, både store og små, så de forgæves søgte at finde Porten.

12 Derpå sagde Mændene til Lot: "Hvem der ellers hører dig til her, dine Svigersønner, dine Sønner og Døtre, alle, som hører dig til i Byen, må du føre bort fra dette Sted;

13 thi vi står i Begreb med at ødelægge Stedet her, fordi Skriget over dem er blevet så stort for HE EN, at HE EN har sendt os for at ødelægge dem."

14 Da gik Lot ud og sagde til sine Svigersønner, der skulde ægte hans Døtre: "Stå op, gå bort herfra, thi HE EN vil ødelægge Byen!" Men hans Svigersønner troede, at han drev Spøg med dem.

15 Da Morgenen så gryede, skyndede Englene på Lot og sagde: "Tag din Hustru og dine to Døtre, som bor hos dig, og drag bort, for at du ikke skal rives bort ved Byens Syndeslkyld!"

16 Og da han tøvede, greb Mændene ham,.hans Hustru og hans to Døtre ved Hånden, thi HE EN vilde skåne ham, og de førte ham bort og bragte ham i Sikkerhed uden for Byen.

17 Og idet de førte dem uden for Byen, sagde de: "Det gælder dit Liv! Se dig ikke tilbage og stands ikke nogensteds i Jordanegnen, men red dig op i Bjergene, for at du ikke skal omkomme!"

18 Men Lot sagde til dem: "Ak nej, Herre!

19 Din Træl har jo fundet Nåde for dine Øjne, og du har vist mig stor Godhed og frelst mit Liv; men jeg kan ikke nå op i Bjergene og undfly Ulykken; den indhenter mig så jeg mister Livet.

20 Se, den By der er nær nok til at jeg kan flygte derhen; den betyder jo ikke stort, lad mig redde mig derhen, den betyder jo ikke stort, og mit Liv er frelst!"

21 Da svarede han: "Også i det Stykke har jeg bønhørt dig; jeg vil ikke ødelægge den By, du nævner;

22 men red dig hurtigt derhen, thi jeg kan intet gøre, før du når derhen!" Derfor kaldte man Byen Zoar.

23 Da Solen steg op over Landet og Lot var nået til Zoar,

24 lod HE EN Svovl og Ild regne over Sodoma og Gomorra fra HE EN, fra Himmelen;

25 og han ødelagde disse Byer og hele Jordanegnen og alle Byernes Indbyggere og Landets Afgrøde.

26 Men hans Hustru, som gik efter ham, så sig tilbage og blev til en Saltstøtte.

27 Næste Morgen, da Abraham gik hen til det Sted, hvor han havde stået hos HE EN,

28 og vendte sit Blik mod Sodoma og Gomorra og hele Jordanegnen. så han øg stige til Vejrs fra Landet som øgen fra en Smelteovn.

29 Da Gud tilintetgjorde Jordanegnens Byer, kom han Abraham i Hu og førte Lot ud af Ødelæggelsen, som han lod komme over de Byer, Lot boede i.

30 Men Lot drog op fra Zoar og slog sig ned i Bjergene med sine Døtre, thi han turde ikke blive i Zoar; og han boede i en Hule med sine to Døtre.

31 Da sagde den ældste til den yngste: "Vor Fader er gammel, og der findes ingen Mænd her i Landet, som kunde komme til os på vanlig Vis.

32 Kom, lad os give vor Fader Vin at drikke og ligge hos ham for at få Afkom ved vor Fader!"

33 De gav ham da Vin at drikke samme Nat; og den ældste lagde sig hos sin Fader, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller at hun stod op.

34 Næste Dag sagde den ældste til den yngste: "Jeg lå i Går Nat hos min Fader; nu vil vi også give ham Vin at drikke i Nat, og gå du så ind og læg dig hos ham, for at vi kan få Afkom ved vor Fader!"

35 Så gav de atter den Nat deres Fader Vin at drikke, og den yngste lagde sig hos ham, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller at hun stod op.

36 Således blev begge Lots Døtre frugtsommelige ved deres Fader;

37 og den ældste fødte en Søn, som hun kaldte Moab; han er Moabs Stamfader den Dag i Dag.

38 Ligeså fødte den yngste en Søn, som hun kaldte Ben Ammi; han er Ammoniternes Stamfader den Dag i Dag.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Dalle opere di Swedenborg

 

Arcana Coelestia #2159

Studia questo passo

  
/ 10837  
  

2159. That the “servant” denotes the human that appertained to the Lord, before it was made Divine, may be seen from many passages in the Prophets. The reason is-as already shown several times-that until He had put it off and made it Divine the human that appertained to the Lord was merely a servant. The human that appertained to Him was from the mother, thus was infirm, having with it from the mother an hereditary which by means of the combats of temptations He overcame and utterly expelled, insomuch that nothing was left of that which was infirm and hereditary from the mother, nay, at last there remained not anything whatever from the mother. Thus He entirely put off all that was from the mother, and therefore was no longer her son, as also He himself says in Mark:

They said unto Him, Behold Thy mother and Thy brethren without seek for Thee: and He answered them, saying, Who is My mother, or My brethren? And looking round on them that sat about Him, He said, Behold My mother and My brethren; for whosoever shall do the will of God, the same is My brother, and My sister, and My mother (Mark 3:32-35; Matthew 12:46-49; Luke 8:20-21).

[2] And when He had put off this human, He put on the Divine Human, from which He called Himself the “Son of man,” as we find many times in the Word of the New Testament; and also the “Son of God;” and by the “Son of man” He meant the truth itself, and by the “Son of God” the good itself, which belonged to His Human Essence when this was made Divine. The former state was that of the Lord’s humiliation, but the latter that of His glorification (treated of before, n. 1999).

[3] In the former state, namely, that of humiliation, when as yet He had appertaining to Him an infirm human, He adored Jehovah as one other than Himself, and indeed like a servant; for relatively to the Divine the human is nothing else, on which account in the Word the term “servant” is predicated of that human, as in Isaiah:

I will defend this city to save it, for Mine own sake, and for My servant David’s sake (Isaiah 37:35),

where the Assyrians are treated of, in whose camp a hundred and eighty-five thousand were smitten by an angel. “David” denotes the Lord, who, as He was to come, in respect to the human is called a “servant.” (That in the Word “David” denotes the Lord, may be seen above, n. 1888.)

[4] In the same Prophet:

Behold My servant upon whom I will lean; My chosen, My soul is well pleased. I have put My spirit upon him; he shall bring forth judgment unto the nations (Isaiah 42:1),

manifestly concerning the Lord, of whom, when He was in the human, the terms “servant” and “chosen” are predicated.

Again:

Who is blind but My servant? and deaf, as the angel I will send? who is blind as the perfect one, and blind as the servant of Jehovah? (Isaiah 42:19),

where also the Lord is spoken of; and of whom in like manner the terms “servant” and “angel” are predicated when He was in the human.

[5] Again:

Ye are My witnesses, saith Jehovah, and My servant whom I have chosen; that ye may know and believe Me, and understand that I am He (Isaiah 43:10).

Again:

Said Jehovah, My Former from the womb to be His servant; to bring Jacob again unto Him, and that Israel be gathered unto Him; and He said, Thou art a slight thing that thou shouldest be My servant, to set up the tribes of Jacob; I have given thee for a light of the nations to be My salvation unto the extremity of the earth (Isaiah 49:5-6),

where also the Lord and His human are manifestly treated of before He was made the “light of the nations,” and “salvation unto the extremity of the earth.” Again:

Who is among you that feareth Jehovah, that heareth the voice of His servant, who walketh in darkness, and hath no brightness? let him trust in the name of Jehovah, and lean upon His God (Isaiah 50:10).

“Servant” here also denotes the human that appertained to the Lord; and that He was in this human and taught the way of truth, is the “voice of the servant of Jehovah.”

[6] Again:

Jehovah goeth before you, and the God of Israel gathereth you. Behold, My servant shall act prudently, he shall be lifted up, and shall be exalted, and shall be raised up exceedingly (Isaiah 52:12-13).

It is evident that “servant” is here predicated of the Lord when He was in the human; for it is said of Him that He “shall be lifted up, exalted, and raised up.” Again:

He hath no form and no honor; we saw him, but there was no appearance; He was despised, a man of sorrows, acquainted with disease. Jehovah willed to bruise him; He made him infirm; if he shall make his soul guilt, he shall see seed, he shall prolong days, and the will of Jehovah shall prosper by his hand; he shall see of the labor of his soul, he shall be satisfied; by his knowledge shall My righteous servant justify many; and he himself hath carried their iniquities (Isa;. 53:2-3, 10-11).

Here, as in the whole of this chapter, the Lord’s state of humiliation is openly treated of; and it is also said that He was then in an infirm human, namely, that He was a “man of sorrows, acquainted with disease, infirm, was in the labor of His soul,” besides a number of other statements, in which state He is called “servant.”

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for the permission to use this translation.