¹ Ve dem, der på Lejet udtænker Uret og Udåd, og sætter det i Værk, når det dages, da det står i deres Magt.

² De attrår Marker og raner dem, Huse og tager dem, undertrykker Mand og Hus, Ejendom og Ejer.

³ Derfor, så siger HE EN: Se, jeg optænker Ulykke mod denne Slægt, fra hvilken l ikke skal kunne fri eders Hals eller gå med oprejst Hoved; thi en ond Tid er det.

⁴ På denne Dag skal der bruges et Mundheld om jer og klages: "Sket som talt! Vi er helt lagt øde; mit Folk får sin Lod skiftet ud, ingen giver den tilbage; vor Mark skiftes ud til dem, som fører os bort."

⁵ Derfor har du ingen til at udspænde Snoren over en Lod i HE ENs Forsamling.

⁶ "Præk ikke!" så præker de, "man præker ikke om sligt; får hans Smæden ej Ende?" Hvad siger du, Jakobs Hus?

⁷ "Er HE EN da hastig til Vrede, handler han så? Er hans Ord ej milde mod den, som vandrer ret?"

⁸ Men I er fjendske imod, på Nakken af mit Folk; Kappen over Kjortelen river l af dem, som vandrer trygt og afskyr Strid.

⁹ Mit Folks Kvinder driver l ud af det Hjem, de holdt af, I tager for evigt min Ære fra deres Børn:

¹⁰ "Op, ryk ud! Thi her kan I ikke bo for den Urenheds Skyld, som volder svar Fordærv."

¹¹ I Fald der kom en Mand med Tomhed og Svig og Løgn: "Jeg vil præke for dig om Vin og Drik!" det var en Præker for dette Folk.

¹² Jeg vil samle dig, hele Jakob, opsanke Israels est, få dem sammen som Får i Fold, som en Hjord i Græsgangens Midte; af Mennesker bliver der en Summen.

¹³ En Vejbryder går foran dem; de bryder gennem Porten og går ud. Foran dem skrider deres Konge og HE EN i Spidsen for dem.

¹ (Til sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En miktam.) Er det virkelig et, I taler, I Guder, dømmer I Menneskenes Børn retfærdigt?

² Nej, alle øver I Uret på Jord, eders Hænder udvejer Vold.

³ Fra Moders Liv vanslægted de gudløse, fra Moders Skød for Løgnerne vild.

⁴ Gift har de i sig som Slangen, den stumme Øgle, der døver sit Øre

⁵ og ikke vil høre på Tæmmerens øst, på den kyndige Slangebesværger.

⁶ Gud, bryd Tænderne i deres Mund, Ungløvernes Kindtænder knuse du, HE E;

⁷ lad dem svinde som Vand, der synker, visne som nedtrampet Græs.

⁸ Lad dem blive som Sneglen, opløst i Slim som et ufuldbårent Foster, der aldrig så Sol.

⁹ Før eders Gryder mærker til Tjørnen, ja, midt i deres Livskraft river han dem bort i sin Vrede

¹⁰ Den retfærdige glæder sig, når han ser Hævn, hans Fødder skal vade i gudløses Blod;

¹¹ Og Folk skal sige: "Den retfærdige får dog sin Løn, der er dog Guder, som dømmer på Jord!"