¹ Stød i horn på Zion, blæs alarm på mit hellige Bjerg! Alle i landet skal bæve, thi HE ENs Dag, den kommer;

² ja, nær er Mulms og Mørkes Dag, Skyers og Tåges Dag. Et stort, et vældigt Folk er bredt som Gry over Bjerge. Dets Lige har aldrig været, skal aldrig komme herefter til fjerneste Slægters År.

³ Foran det æder Ild, og bag det flammer Lue; foran det er Landet som Eden og bag det en øde Ørk; fra det slipper ingen bort.

⁴ At se til er de som Heste, som Hingste farer de frem;

⁵ det lyder som raslende Vogne, når de hopper på Bjergenes Tinder, som knitrende Lue, der æder Strå, som en vældig Hær, der er rustet til Strid.

⁶ Folkeslag skælver for dem, alle Ansigter blusser.

⁷ Som Helte haster de frem, som Stridsmænd stormer de Mure; enhver går lige ud, de bøjer ej af fra vejen.

⁸ De trænger ikke hverandre, hver følger sin egen Sti. Trods Våbenmagt styrter de frem uden at lade sig standse, de kaster sig over Byen,

⁹ stormer Mulen i Løb; i Husene trænger de ind, gennem Vinduer kommer de som Tyve.

¹⁰ Foran dem skælver Jorden, Himlen bæver; Sol og Måne sortner, Stjernerne mister deres Glans.

¹¹ Foran sin Stridsmagt løfter HE EN sin øst, thi såre stor er hans Hær, ja, hans Ords Fuldbyrder er vældig; thi stor er HE ENs Dag og såre frygtelig; hvem holder den ud?

¹² Selv nu, så lyder det fra HE EN, vend om til mig af ganske Hjerte, med Faste og Gråd og Klage!

¹³ Sønderriv Hjerterne, ej eders Klæder, vend om til HE EN eders Gud! Thi nådig og barmhjertig er han, langmodig og rig på Miskundhed, han angrer det onde.

¹⁴ Måske slår han om og angrer og levner Velsignelse efter sig, Afgrødeoffer og Drikoffer til HE EN eders Gud.

¹⁵ Stød i Horn på Zion, helliger Faste, udråb festlig Samling,

¹⁶ kald Folket sammen, helliger et Stævne, lad de gamle samles, kald Børnene sammen, også dem, som dier Bryst; lad Brudgom gå ud af sit Kammer, Brud af sit Telt!

¹⁷ Imellem Forhal og Alter skal Præsterne, HE ENs Tjenere, græde og sige: "HE E, spar dog dit Folk! Overgiv ej din Arv til Skændsel, til Hedningers Spot! Hvi skal man sige blandt Folkene: Hvor er deres Gud?"

¹⁸ Og HE EN blev nidkær for sit Land og fik Medynk med sit Folk.

¹⁹ Og HE EN svarede sit Folk: Se, jeg sender eder korn, Most og Olie, så I kan mættes deraf; og jeg vil ikke længer gøre eder til Skændsel iblandt Hedningerne.

²⁰ Fjenden fra Nord driver jeg langt bort fra eder og støder ham ud i et tørt og øde Land, hans Fortrop ud i Havet i Øst og hans Bagtrop i Havet i Vest, og han skal udsprede Stank og ilde Lugt; thi han udførte store Ting.

²¹ Frygt ikke, Jord, fryd dig, vær glad! Thi HE EN har udført store Ting.

²² Frygt ikke, I Markens Dyr! Thi Ørkenens Græsmarker grønnes, og Træerne bærer Frugt; Figentræ og Vinstok giver alt, hvad de kan.

²³ Og I, Zions Sønner, fryd eder, vær glade i HE EN eders Gud! Thi han giver eder Føde til Frelse, idet han sender eder egn, Tidligregn og Sildigregn, som før.

²⁴ Tærskepladserne skal fyldes med Korn, Persekummerne løbe over med Most og Olie.

²⁵ Og jeg godtgør eder de År, da Græshoppen, Springeren, Æderen og Gnaveren hærgede, min store Hær, som jeg sendte imod eder.

²⁶ I skal spise og mættes og love HE EN eders Guds Navn, fordi han handler underfuldt med eder; og mit Folk skal i Evighed ikke blive til Skamme.

²⁷ Og I skal kende, at jeg er i Israels Midte, og at jeg, og ingen anden er HE EN eders Gud; og mit Folk skal i Evighed ikke blive til Skamme.

²⁸ Og det skal ske derefter, at jeg vil udgyde min ånd over alt kød, eders Sønner og eders Døtre skal profetere, eders gamle skal drømme drømme og eders unge skue Syner;

²⁹ også over Trælle og Trælkvinder vil jeg udgyde min Ånd i de Dage.

³⁰ Og jeg lader ske Tegn på Himmelen og på Jorden, Blod, Ild og øgstøtter.

³¹ Solen skal vendes til Mørke og Månen til Blod, før HE ENs store og frygtelige Dag kommer.

³² Men enhver, som påkalder HE ENs Navn, skal frelses; thi på Zions Bjerg og i Jerusalem skal der være Frelse, som HE EN har sagt; og til de undslupne skal hver den høre, som HE EN kalder.

¹ Et Udsagn: "Synernes Dal". Hvad tænker du på, siden alle stiger op på Tagene,

² du larmende, støjende By, du jublende Stad? Dine slagne er vel ikke sværdslagne, døde i Krig!

³ Alle dine Høvdinger flygted, flyed langt bort, alle dine Helte, væbnet med Buer, blev fanget.

⁴ Derfor siger jeg: Gå fra mig, lad mig græde bittert, træng ej på for at trøste mig over, at mit Folk er lagt øde!

⁵ Thi en Dag, da man, ræddes, trædes og trænges, har Herren, Hærskarers HE E, til ede! I Synernes Dal brødes Mure ned, mod Bjerget hørtes Skrig;

⁶ Elam løftede Koggeret, Aram satte sig til Hest, Kir tog Skjoldene ud;

⁷ og de bedste iblandt dine Dale fyldtes med Vogne og Heste, lige til Porten stod de.

⁸ Han borttog Judas Værn. På den Dag så I hen til Skovhusets ustkammer,

⁹ og I så, hvor mange evner der var i Davidsbyen. I samlede Nedredammens Vand,

¹⁰ gik Jerusalems Huse igennem og rev Husene ned for at gøre Muren stærk.

¹¹ I gravede mellem de to Mure en Fordybning til den gamle Dams Vand. Men til ham, der virked det, skued I ikke, så ej hen til ham, som beredte det for længst.

¹² På hin Dag kaldte Herren, Hærskarers HE E, til Gråd og Sorg, til Hovedragning og Sæk.

¹³ Men se, der er Fryd og Glæde, man slår Okser ned, slagter Får, æder Kød og Får Vin at drikke: "Lad os æde og drikke, thi i Morgen dør vi!"

¹⁴ Men Hærskarers HE E åbenbared for mit Øre: "Den Synd," siger Herren, Hærskarers HE E, "får I ikke sonet, førend I dør!"

¹⁵ Så siger Herren, Hærskarers HE E: Gå hen og sig til denne Foged, Slotshøvedsmanden Sjebna:

¹⁶ Hvad har du her, og hvem har du her, at du her udhugger din Grav, udhugger dig en Grav højt oppe, huler dig en Bolig i Klippen!

¹⁷ Se, HE EN slynger dig bort og bøjer dig sammen, du stolte,

¹⁸ han knytter dig sammen til et Knytte og kaster dig ud i et vidtstrakt Land! Der skal du dø, der din Æresvogn komme, du Skændsel for din Herres Hus!

¹⁹ Jeg støder dig bort fra din Stilling og styrter dig fra din Post.

²⁰ Men på hin Dag kalder jeg min Tjener Eljakim, Hilkijas Søn,

²¹ og iklæder ham din Kjortel, omgjorder ham med dit Bælte og lægger din Myndighed i hans Hånd. Han skal blive en Fader for Jerusalems Indbyggere og Judas Hus.

²² Jeg lægger Nøglen til Davids Hus på hans Skulder; når han lukker op, skal ingen lukke i, og når han lukker i, skal ingen lukke op,

²³ Jeg fæster ham som en Nagle på et sikkert Sted, og han skal blive til Hæder for sit Fædrenehus.

²⁴ Men hænger hans Fædrenehus's hele Vægt sig på ham, Skud og Vildskud, alle Småkar, fra Fadene til alle Krukkerne,

²⁵ så skal det ske på den Dag, lyder det fra Hærskarers HE E, at Naglen, der var fæstet på et sikkert Sted, giver efter, rives ud og falder ned, og hele Vægten, som hænger derpå, skal slås sønder. Thi HE EN har talet!