Le texte de la Bible

 

Ezekiel 17

Étudier

   

1 HE ENs Ord kom til mig således:

2 Menneskesøn, fremsæt en Gåde og tal i Lignelse til Israels Slægt;

3 sig: Så siger den Herre HE EN: Den store Ørn med vældigt Vingefang, lange Vinger, tæt Fjederham og brogede Farver kom til Libanon og tog Cederens Top;

4 Spidsen af dens Skud brød den af, bragte den til et Kræmmerland og satte den i en Handelsby.

5 Så tog den en Plante der i Landet og plantede den i en Sædemark ved rigeligt Vand...",

6 for at den skulde vokse og blive en yppig, lavstammet Vinstok, hvis anker skulde vende sig til den, og hvis ødder skulde blive under den. Og den blev en Vinstok, som skød Grene og bredte sine Kviste.

7 Men der var en anden stor Ørn med vældigt Vingefang og rig Fjederham; og se, Vinstokken bøjede sine ødder imod den og strakte sine anker hen til den, for at den skulde give den mere Vand end Bedet, den stod i.

8 På en frugtbar Mark ved rigeligt Vand var den plantet for at skyde Grene, bære Frugt og blive en herlig Vinstok.

9 Sig derfor: Så siger den Herre HE EN: Mon det lykkes den? Mon den første Ørn ikke rykker dens ødder op og afriver dens Frugt, så alle de friske Skud tørres hen? Der skal jo ingen kraftig Arm eller mange Folk til at rive den løs fra oden.

10 Se, den er plantet, men mon det lykkes den? Mon den ikke, så snart Østenvinden når den, hentørres i Bedet, den voksede i?

11 Og HE ENs Ord kom til mig således:

12 Sig til den genstridige Slægt: Ved I ikke, hvad dette betyder? Sig: Babels Konge kom til Jerusalem, tog Kongen og Fyrsterne og førte dem med hjem til Babel.

13 Derpå tog han entling af kongehuset og sluttede Pagt med ham og lod ham aflægge Ed. Landets Stormænd tog han dog med,

14 for at iget skulde holdes nede og ikke hovmode sig, men holde hans Pagt, at den måtte stå fast.

15 Men han faldt fra og sendte sine Bud til Ægypten, for at de skulde give ham Heste og Folk i Mængde. Mon det lykkes ham? Mon den, der bærer sig således ad, slipper godt derfra? Skal den, der bryder en Pagt, slippe fra det?

16 Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HE EN: Hvor den Konge bor, som gjorde ham til Konge, hvis Ed han lod hånt om, og hvis Pagt han brød, der hos ham i Babel skal han .

17 Og Farao skal ikke hjælpe ham i Krigen med en stor Hær eller en talrig Skare, når der opkastes Stormvold og bygges Belejringstårne til Undergang for mange Mennesker.

18 Thi han lod hånt om Eden og brød Pagten trods givet Håndslag; alt dette gjorde han; han skal ikke undslippe!

19 Sig derfor: Så siger den Herre HE EN: Så sandt jeg lever: Min Ed, som han lod hånt om, og min Pagt, som han brød, vil jeg visselig lade komme over hans Hoved!

20 Jeg breder mit Net over ham, så han fanges i mit Garn, og jeg bringer ham til Babel for der at gå i ette med ham for den Troløshed, han viste mig.

21 Alle hans udvalgte Folk i alle hans Hære skal falde for Sværd, og de, der er til est, spredes for alle Vinde; og I skal kende, at jeg, HE EN, har talet.

22 siger den Herre HE EN: Så tager jeg selv en Gren af Cederens Top, af dens Skuds Spidser bryder jeg en tynd Kvist og planter den på et højt, knejsende Bjerg.

23 Israels høje Bjerg vil jeg plante den, og den skal skyde Grene og bære Løv og blive en herlig Ceder. Under den skal alle vingede Fugle bygge, i dens Grenes Skygge skal de bo.

24 Og alle Markens Træer skal kende, at jeg, HE EN, nedbøjer det høje Træ og ophøjer det lave, udtørrer det friske Træ og lader det tørre blomstre. Jeg, HE EN, har talt og grebet ind.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Le texte de la Bible

 

Ezekiel 24

Étudier

   

1 HE ENs Ord kom i det niende år på den tiende dag i den tiende Måned til mig således:

2 Menneskesøn, opskriv dig Navnet på denne Dag, Dagen i Dag, thi netop i Dag har Babels Konge kastet sig over Jerusalem.

3 Og tal i Lignelse til den genstridige Slægt og sig: Så siger den Herre HE EN: Sæt kedelen over, sæt den over; kom også Vand deri;

4 læg Kødstykker i, alle Hånde gode Stykker, Kølle og Bov, fyld den med udsøgte Knogler;

5 tag af Hjordens bedste Dyr og læg en Stabel Brænde under den; kog Stykkerne, så også Knoglerne koges ud!

6 Derfor, så siger den Herre HE EN: Ve Blodbyen, den rustne Kedel, hvis ust ikke er gået af. Stykke efter Stykke giver den fra sig; der kastes ikke Lod om dem;

7 thi Blodet er endnu midti Byen; den hældte det på den nøgne Klippe og udgød det ikke på Jorden for at dække det med Muld.

8 For at fremkalde Vrede, for at tage Hævn hældte jeg Blodet på den nøgne klippe uden at dække det.

9 Derfor, så siger den Herre HE EN: Ve Blodbyen! Nu vil også jeg gøre brændestabelen stor;

10 hent brænde i Mængde, lad Ilden lue og Kødet blive mørt, hæld Suppen ud og lad Benene brændes

11 og sæt kedelen tom på de glødende kul, for at den kan blive så hed, at Kobberet gløder og Urenheden smelter; usten skal svinde!

12 Møje har den kostet, men den megen ust gik ikke af. I Ilden med usten!

13 Fordi du er uren af Utugt, fordi du ikke kom af med din Urenhed, skønt jeg rensede dig, skal du ikke blive ren igen, før jeg har kølet min Harme på dig.

14 Jeg, HE EN, har talet, og det kommer! Jeg griber ind og opgiver det ikke, jeg skåner ikke og angre ej heller; efter dine Veje og dine Gerninger vil jeg dømme dig, lyder det fra den Herre HE EN.

15 HE ENs Ord kom til mig således:

16 Menneskesøn! Se, jeg tager dine Øjnes Lyst fra dig ved en brat Død; men du skal ikke klage eller græde; du skal ikke fælde Tårer;

17 suk i Stilhed og hold ikke Døde klage, bind Huen på og tag Sko på Fødderne, tilhyl ikke dit Skæg og spis ikke Sørgebrød!

18 Tal så om Morgenen til Folket! - Så døde min Hustru om Aftenen, og næste Morgen gjorde jeg, som mig var pålagt.

19 Og da Folket sagde til mig: "Vil du ikke lade os vide, hvad det, du der gør, skal sige os?"

20 svarede jeg: "HE ENs Ord kom til mig således:

21 Sig til Israels Hus: Så siger den Herre HE EN: Se, jeg vil vanhellige min Helligdom, eders Hovmods Stolthed, eders Øjnes Lyst, eders Sjæles Længsel; og de Sønner og Døtre, I lod tilbage, skal falde for Sværdet!

22 Og I skal gøre, som jeg nu gør: I skal ikke tilhylle eders Skæg eller spise Sørgebrød;

23 eders Huer skal blive på Hovederne og eders Sko på Fødderne; I skal ikke klage eller græde, men svinde hen i eders Synder og sukke for hverandre.

24 Ezekiel skal være eder et Tegn; når det sker, skal I gøre, som han gør; og I skal kende, at jeg er den Herre HE EN,"

25 Og du, Menneskesøn! På den Dag jeg tager deres Værn, deres herlige Fryd, deres Øjnes Lyst og deres Sjæles Længsel, deres Sønner og Døtre fra dem,

26 på den Dag skal en Flygtning komme til dig og melde det for dine Ører;

27 på den Dag skal din Mund åbnes, når Flygtningen kommer, og du skal tale og ikke mere være stum; du skal være dem et Tegn; og de skal kende, at jeg er HE EN.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Des oeuvres de Swedenborg

 

Arcana Coelestia #3502

Étudier ce passage

  
/ 10837  
  

3502. 'And make me savoury food such as I love' means the forms of pleasantness received from that truth, because it is acquired from good. This is clear from the meaning of 'savoury food' as forms of pleasantness; and because that food was received from Esau who represents the good of the natural, that which is acquired from good is therefore meant. In the original language 'savoury food' refers to the forms of delight and pleasantness of taste, and means in the internal sense the delights which go with good and the forms of pleasantness which go with truth, the reason being that taste, as with all the other physical senses, corresponds to celestial and spiritual things - which correspondence will in the Lord's Divine mercy be dealt with later on. The situation in these matters does not become clear unless one knows how the natural is made new or receives life from the rational, that is, from the Lord by way of the rational.

[2] The natural is not renewed, it does not receive a corresponding life from the rational - that is, it is not regenerated - except by means of matters of doctrine or cognitions of good and truth, the celestial man being regenerated by means primarily of cognitions of good, the spiritual man by means primarily of cognitions of truth. Matters of doctrine or cognitions of good and truth cannot be conveyed to the natural man, nor thus be joined to it and made its own, except through all delight and pleasantness that are appropriate for it, for they are instilled by the external way or that of the senses. Anything that does not enter in by way of some delight or pleasantness does not attach itself there and so does not remain. These are the factors meant by truth acquired from good, and the forms of pleasantness received from this truth. And it is these that are the subject in what follows.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.