¹ Mirjam og Aron tog til Orde mod Moses i Anledning af den kusjitiske Kvinde, han havde ægtet - han havde nemlig ægtet en kusjitisk Kvinde -

² og sagde: "Har HE EN kun talet til Moses? Mon han ikke også har talet til os?" Og HE EN hørte det.

³ Men den Mand Moses var såre sagtmodig, sagtmodigere end noget andet Menneske på Jorden.

⁴ Da sagde HE EN i det samme til Moses, Aron og Mirjam: "Gå alle tre ud til Åbenbaringsteltet!" Og de gik alle tre derud.

⁵ Men HE EN steg ned i Skystøtten og stillede sig ved Indgangen til Teltet og kaldte på Aron og Mirjam, og de gik begge derud.

⁶ Da sagde han: "Hør, hvad jeg siger: Når der ellers er en Profet iblandt eder, giver jeg mig til Kende for ham i Syner eller taler med ham i Drømme.

⁷ Anderledes er det med min Tjener Moses: han er tro i hele mit Hus;

⁸ med ham taler jeg Ansigt til Ansigt, ikke i Syner eller Gåder, han skuer HE ENs Skikkelse; hvor tør I da tage til Orde mod min Tjener Moses?"

⁹ Og HE ENs Vrede blussede op imod dem, og han gik bort.

¹⁰ Da så Skyen trak sig bort fra Teltet, se, da var Mirjam hvid som Sne af Spedalskhed, og da Aron vendte sig mod Mirjam, se, da var hun spedalsk.

¹¹ Da sagde Aron til Moses: "Ak, Herre, lad os dog ikke undgælde for den Synd, vi i Dårskab begik!

¹² Lad hende dog ikke blive som et dødfødt Barn, hvis Kød er halvt fortæret, når det kommer ud af Moders Liv!"

¹³ Moses råbte da til HE EN og sagde: "Ak, gør hende dog rask igen!"

¹⁴ Og HE EN svarede Moses: "Hvis hendes Fader havde spyttet hende i Ansigtet, måtte hun da ikke have båret sin Skam i syv Dage? Derfor skal hun i syv Dage være udelukket fra Lejren; så kan hun atter optages."

¹⁵ Da blev Mirjam udelukket fra Lejren i syv Dage, og Folket brød ikke op, før Mirjam atter var optaget.

¹⁶ Så brød Folket op fra Hazerot og slog Lejr i Parans Ørken.

¹ Nogen Tid efter kom HE ENS Ord til Abram i et Syn således: "Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold; din Løn skal blive såre stor!"

² Men Abram svarede: "Herre", HE E, hvad kan du give mig, når jeg dog går barnløs bort, og en Mand fra Damaskus, Eliezer, skal arve mit Hus."

³ Og Abram sagde: "Du har jo intet Afkom givet mig, og se, min Hustræl kommer til at arve mig!"

⁴ Og se, HE ENs Ord kom til ham således: "Han kommer ikke til at arve dig, men den, der udgår af dit Liv, han skal arve dig."

⁵ Derpå førte han ham ud i det fri og sagde: "Se op mod Himmelen og prøv, om du kan tælle Stjernerne!" Og han sagde til ham: "Således skal dit Afkom blive!"

⁶ Da troede Abram HE EN, og han regnede ham det til etfærdighed.

⁷ Derpå sagde han til ham: "Jeg er HE EN, som førte dig bort fra Ur Kasdim for at give dig dette Land i Eje!"

⁸ Men han svarede: "Herre, HE E, hvorpå kan jeg kende, at jeg skal få det i Eje?"

⁹ Da sagde han til ham: "Tag mig en treårs Kvie, en treårs Ged og en treårs Væder, en Turteldue og en Småfugl!"

¹⁰ Så tog han alle disse Dyr skar dem midt over og lagde Halvdelene over for hinanden; dog skar han ikke Fuglene over.

¹¹ Da slog der ovfugle ned på de døde Kroppe, men Abram skræmmede dem bort.

¹² Da Solen så var ved at gå ned, faldt der Dvale over Abram, og se, ædsel faldt over ham, et stort Mørke.

¹³ Og han sagde til Abram: "Vide skal du, at dit Afkom skal bo som fremmede i et Land, der ikke er deres eget; de skal trælle for dem og mishandles af dem i 400 År.

¹⁴ Dog vil jeg også dømme det Folk, de kommer til at trælle for, og siden skal de vandre ud med meget Gods.

¹⁵ Men du skal fare til dine Fædre i Fred og blive jordet i en god Alderdom.

¹⁶ I fjerde Slægtled skal de vende tilbage hertil; thi endnu er Amoriternes Syndeskyld ikke fuldmoden."

¹⁷ Da Solen var gået ned og Mørket faldet på, viste der sig en rygende Ovn med en flammende Ildslue, der skred frem mellem de sønderskårne Kroppe.

¹⁸ På den Dag sluttede HE EN Pagt med Abram, idet han sagde: "Dit Afkom giver jeg dette Land fra Ægyptens Bæk til den store Flod, Eufratfloden,

¹⁹ det er Keniterne, Henizziterne, Kadmoniterne,

²⁰ Hetiterne, Perizziterne, efaiterne,

²¹ Amoriterne, Kana'anæerne, Girgasjiterne, Hivviterne og Jebusiterne."