Библията

 

Daniel 11

Проучване

   

1 der står som Hjælp og Støtte for mig. Dog vil jeg nu kundgøre dig, hvad der står skrevet i Sandhedens Bog;

2 ja, nu vil jeg kundgøre dig, hvad sandt er. Se, endnu skal der fremstå tre konger i Persien, og den fjerde skal komme til større igdom end nogen af de andre; og når han er blevet mægtig ved sin igdom, skal han opbyde alt imod det græske ige.

3 Men da fremstår en Heltekonge, og han skal råde med Vælde og gøre, hvad han vil.

4 Men bedst som han står, skal hans ige sprænges og deles efter de fire Verdenshjørner, og det skal ikke tilfalde hans Efterkommere eller blive så mægtigt, som da han rådede, men hans ige skal ødelægges og gå over til andre end Efterkommerne.

5 Siden bliver Sydens konge mægtig, men en af hans Fyrster bliver stærkere end han og får Magten; og hans Magt skal blive stor.

6 Men nogle År senere slutter de Forbund, og Sydens Konges Datter drager ind til Nordens Konge for at tilvejebringe Fred; men Armens Kraft holder ikke Stand, hans Arm holder ikke ud, men hun gives i Døden tillige med sit Følge, sin Søn og sin Ægtemand.

7 I de Tider skyder der i hans Sted et Skud frem af hendes ødder; og han drager mod Nordens konges Hær og trænger ind i hans Fæstning, fuldbyrder sin Vilje på dem og bliver mægtig,

8 endog deres Guder med deres støbte Billeder og deres kostbare Kar, Sølv og Guld, fører han med som Bytte til Ægypten; siden skal han en Tid lang lade Nordens Konge i o.

9 Men denne falder ind i Sydens Konges ige; dog må han vende hjem til sit Land.

10 Men hans Søn ruster sig og samler store Hære i Mængde, drager frem imod ham og oversvømmer og overskyller Landet. Og han kommer igen og trænger frem til hans Fæstning.

11 Men Sydens konge bliver rasende og rykker ud til Kamp imod Nordens Konge; han stiller en stor Hær på Benene, men den gives i Sydens Konges Hånd.

12 Når Hæren er oprevet, bliver hans Hjerte stolt; han strækker Titusinder til Jorden, men hævder ikke sin Magt.

13 Nordens Konge stiller på ny en Hær på Benene, større end den forrige, og nogle År senere drager han imod ham med en stor Hær og et vældigt Tros.

14 Og i de Tiderer der mange, som gør Oprør imod Sydens Konge. og Voldsmændene i dit Folk rejser sig, for at Åbenbaringen kan gå i Opfyldelse, men selv falder de.

15 Nordens Konge rykker frem, opkaster Volde og indtager en Fæstning; og Sydens Arme skal ikke holde ud; hans Hær flygter og har ikke Modstands kraft.

16 Den, som rykker imod ham, gør, hvad han vil, og ingen står sig imod ham; han sætter sig fast i det herlige Land og bringer Ødelæggelse med sig.

17 Han oplægger åd om at komme med hele sit iges Styrke, men slutter Fred med ham og giver ham sin Datter til Ægte til Landets Ulykke; men det bliver ikke til noget og lykkes ikke for ham.

18 Så vender han sig mod Kystlandene og indtager mange, men en Hærfører gør Ende på hans Hån; syv Fold gengælder han ham hans Hån.

19 Derpå vender han sig mod sit eget Lands Fæstninger, men han snubler, falder og forsvinder.

20 I hans Sted træder en, som sender en Skatteopkræver gennem igets Herlighed, men på nogle Dage knuses han, dog uden Harm, ej heller i Strid.

21 I hans Sted træder en Usling. Kongedømmets Herlighed overdrages ham ikke, men han kommer, før nogen aner Uråd, og tilriver sig Kongedømmet ved ænker.

22 Hære bortskylles helt foran ham, også en Pagtsfyrste knuses.

23 Så snart man har sluttet Forbund med ham, øver han Svig; han drager frem og bliver stærk ved en Håndfuld Folk.

24 Uventet falder han ind i de frugtbareste Egne og gør, hvad hans Fædre eller Fædres Fædre ikke gjorde; an, Bytte og Gods strør han ud til sine Folk, og mod Fæstninger oplægger han åd, dog kun til en Tid.

25 Han opbyder sin kraft og sit Mod mod Sydens Konge og drager ud med en stor Hær; og Sydens Konge rykker ud til Strid med en overmåde stor og stærk Hær, men kan ikke stå sig, da der smedes ænker imod ham;

26 hans Bordfæller bryder hans Magt, hans Hær skylles bort, og mange dræbes og falder.

27 Begge Konger har ondt i Sinde og sidder til Bords sammen og lyver; men det lykkes ikke, thi Enden tøver endnu til den fastsatte Tid.

28 Da han er på Hjemvejen til sit Land med store Forråd, oplægger hans Hjerte Håd mod den hellige Pagt, og han fuldfører det og vender hjem til sit Land.

29 Til den fastsatte Tid drager han atter mod Syd, men det går ikke anden Gang som første;

30 kittæiske Skibe drager imod ham, og han lader sig skræmme og vender om; hans Vrede blusser op mod den hellige Pagt, og han giver den frit Løb. Så vender han hjem og mærker sig dem, som falder fra den hellige Pagt.

31 Og hans Hære skal stå der og vanhellige Helligdommen, den faste Borg, afskaffe det daglige Offer og rejse Ødelæggelsens Vederstyggelighed.

32 Dem, der overtræder Pagten, lokker han ved Smiger til Frafald; men de Folk, som kender deres Gud, står fast og viser det i Gerning.

33 De kloge i Folket skal bringe mange til Indsigt, men en Tid lang bukker de under for Ild og Sværd, Fangenskab og Plyndring.

34 Medens de bukker under, får de en ringe Hjælp, og mange slutter sig til dem på Skrømt.

35 Af de kloge må nogle bukke under, for at der kan renses ud iblandt dem, så de sigtes og renses til Endens Tid; thi endnu tøver den til den bestemte Tid.

36 Og Kongen gør, hvad han vil, ophøjer og hovmoder sig mod enhver Gud; mod Gudernes Gud taler han utrolige Ting, og han har Lykken med sig, indtil Vreden er omme; thi hvad der er besluttet, det sker.

37 Sine Fædres Guder ænser han ikke; ej heller ænser han Kvindernes Yndlingsgud eller nogen anden Gud, men hovmoder sig mod dem alle.

38 I Stedet ærer han Fæstningernes Gud; en Gud, hans Fædre ikke kendte, ærer han med Guld, Sølv, Ædelsten og Klenodier.

39 I de faste Borge lægger han den fremmede Guds Folk; dem, der vedkender sig ham, overøser han med Ære og giver dem Magt over mange, og han uddeler Land til Løn.

40 Men ved Endens Tid skal Sydens Konge prøve Kræfter med ham, og Nordens Konge stormer imod ham med Vogne, yttere og Skibe i Mængde og falder ind i Landene, oversvømmer og overskyller dem.

41 Han falder ind i det herlige Land, og Titusinder falder; men følgende skal reddes af hans Bånd: Edom, Moab og en Levning Ammoniter.

42 Han udrækker sin Hånd mod Landene, og Ægypten undslipper ikke.

43 Han bliver Herre over Guld og Sølvskattene og alle Ægyptens Klenodier; der er Libyere og Ætiopere i hans Følge.

44 Men ygter fra Øst og Nord forfærder ham, og han drager bort i stor Harme for at tilintetgøre mange og lægge Band på dem.

45 Han opslår sine Paladstelte mellem Havet og det hellige, herlige Bjerg. Men han går sin Bane i Møde, og ingen kommer ham til Hjælp.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

От "Съчиненията на Сведенборг

 

Divine Providence #134

Проучете този пасаж

  
/ 340  
  

134a. 2. No one is reformed by visions or by conversations with the dead, because they compel. There are two kinds of visions, divine and demonic. Divine visions are given by means of portrayals in heaven, while demonic visions are effected though magical events in hell. There are imaginary visions as well, visions that are the illusions of a mind that has lost its bearings.

Divine visions (which as just noted are given by means of portrayals in heaven) are the kind that happened to the prophets. When they were having these visions they were not in the body but in the spirit, because visions cannot happen to us while we are physically awake. So when the prophets saw visions, it says that they were in the spirit, as the following passages show.

Ezekiel said, "The spirit lifted me up and took me back to Chaldea to the captivity in a vision of God, in the spirit of God; so the vision that I saw came over me" (Ezekiel 11:1, 24). Then too, spirits held him up between earth and heaven and brought him to Jerusalem in visions of God (Ezekiel 8:3 and following). The same thing happened in a vision of God or in the spirit when he saw the four animals that were cherubim (Ezekiel chapters 1 and 10) and when he saw the new temple, the new earth, and the angel measuring them (Ezekiel chapters 40-48). It says in chapter Ezekiel 40:2, 26 that he was in visions of God at the time, and in chapter Ezekiel 43:5 that he was in the spirit.

[2] Zechariah was in the same kind of state when he saw the man on horseback among the myrtle trees (Zechariah 1:8 and following), when he saw the four horns and the man with a measuring line in his hand (Zechariah 1:18, 20, 21; Zechariah 2:1 and following), when he saw the lampstand and the two olive trees (Zechariah 4:1 and following), when he saw the flying scroll and the ephah (Zechariah 5:1, 6), and when he saw the four chariots coming out from the four mountains, and the horses (Zechariah 6:1 and following).

Daniel was in the same kind of state when he saw the four beasts rising from the sea (Daniel 6:1 [7:1] and following), and when he saw the battles of the ram and the goat (Daniel 8:1 and following). It says in Daniel 7:1-2, 7, and 13; in Daniel 8:2; and in Daniel 10:1, 7, and 8 that he saw these things in the vision of his spirit, and it says in Daniel 9:21 that he saw the angel Gabriel in a vision.

[3] John was in the vision of the spirit when he saw the things he describes in the Book of Revelation--for example, when he saw the seven lampstands with the Human-born One in their midst (Revelation 1:12-16), when he saw the throne in heaven with someone sitting on it, surrounded by the four animals that were cherubim (Revelation 4), when he saw the book of life taken by the Lamb (Revelation 5), when he saw the horses come out of the book (Revelation 6), when he saw the seven angels with their trumpets (Revelation 8), when he saw the pit of the abyss opened with the locusts coming out of it (Revelation 9), when he saw the dragon and its battle with Michael (Revelation 12), when he saw the two beasts rise up, one from the sea and one from the land (Revelation 13), when he saw the woman sitting on the scarlet beast (Revelation 17) and the destruction of Babylon (Revelation 18), when he saw the white horse with someone riding it (Revelation 18 [19]), when he saw the new heaven and the new earth and the holy Jerusalem coming down from heaven (Revelation 21), and when he saw the river of water of life (Revelation 22). It says that he saw these things in the vision of his spirit in Revelation 1:11 [1:10]; Revelation 4:2; Revelation 5:1; Revelation 6:1; and Revelation 21:12 [21:10].

These were the kinds of visions that were visible from heaven to the sight of their spirits and not to their physical sight.

Things like this do not happen nowadays, because if they did they would not be understood, since they happen by means of images whose details are pointing to inner features of the church and secrets of heaven. It was foretold in Daniel 9:24 that they would stop when the Lord came into the world.

However, demonic visions have sometimes occurred. They are brought about by spirits who inspire deceptive passions and visions and who call themselves the Holy Spirit because of a mental confusion that engulfs them. Now, however, these spirits have been gathered in by the Lord and consigned to a hell separate from the other hells.

We can see from all this that no one can be reformed by any visions except the ones that are in the Word. There are imaginary visions as well, but these are nothing but the illusions of a mind that has lost its bearings.

134b. The story that the Lord told about the rich man in hell and Lazarus in Abraham's lap shows that no one is reformed by conversations with the dead. The rich man said, "Father Abraham, I beg you to send Lazarus to my father's house where I have five brothers, to bear witness to them so that they do not come to this place of torment." Abraham said to him, "They have Moses and the prophets: let them heed them." But he said, "No, father Abraham, but if someone came to them from the dead, they would repent." He answered him, "If they do not heed Moses and the prophets, they would not be convinced if someone rose from the dead" (Luke 16:27-31).

Conversations with the dead may lead to the same results as miracles that I have just described. That is, we may be convinced and be constrained to worship for a short while. However, since this deprives us of rational functioning at the same time that it hems in our evils, as already noted [130-131, 133], this spell or inner restraint is released and the pent-up evils erupt in blasphemy and profanation. Still, this happens only when spirits have imposed some religious dogma. No good spirit--let alone any angel of heaven--would ever do this.

  
/ 340  
  

Thanks to the Swedenborg Foundation for the permission to use this translation.