Библия

 

Ezekiel 10

Учиться

   

1 Og jeg skuede og se, over hvælvingen over kerubernes hoveder var der noget som Safir; noget ligesom en Trone viste sig over dem.

2 sagde han til Manden i det linnede Klædebon: "Gå ind mellem Hjulene under keruberne og tag Hænderne fulde af glødende Kul fra ummet mellem Keruberne og strø det ud over Byen!" Og jeg så ham gå derhen.

3 Keruberne stod sønden for Templet, da Manden gik derhen, og Skyen fyldte den indre Forgård.

4 Og HE ENs Herlighed hævede sig fra Keruberne og flyttede sig hen til Templets Tærskel; da fyldtes Templet af Skyen, og Forgården fyldtes af HE ENs Herligheds Glalans.

5 Og Suset af Kerubernes Vinger hørtes helt ud i den ydre Forgård som Gud den Almægtiges øst, når han taler.

6 Så bød han Manden i det linnede Klædebon: "Tag Ild fra ummet mellem Hjulene, inde mellem keruberne!" Og Manden stillede sig hen ved Siden af det ene Hjul

7 og rakte Hånden ind i Ilden, som brændte mellem Keruberne, og kom ud med noget deraf.

8 Under Kerubernes Vinger sås noget, der lignede en Menneskehånd;

9 og jeg skuede, og se, der var fire Hjul ved Siden af Keruberne, eet ved hver Kerub, og Hjulene var som funklende Krysolit at se til.

10 De så alle fire ens ud, og det var, som om der i hvert Hjul var et andet Hjul,

11 De kunde gå til alle fire Sider de vendte sig ikke, når de gik. Thi de gik i den etning, den forreste vendte, og de vendte sig ikke, når de gik.

12 Hele deres Legeme, yg, Hænder og Vinger og ligeledes Hjulene var fulde af Øjne rundt om; således var det med alle fire Hjul.

13 Og jeg hørte, at Hjulene kaldtes Galgal.

14 Hver af dem havde fire Ansigter; det ene var et Kerubansigt, det andet et Menneskeansigt, det tredje et Løveansigt og det fjerde et Ørneansigt.

15 Og Keruberne hævede sig i Vejret. Det var det samme levende Væsen, jeg så ved Floden Kebar.

16 Når Keruberne gik, gik også Hjulene ved Siden af, og når Keruberne løftede Vingerne for at hæve sig fra Jorden, vendte Hjulene sig ikke fra dem;

17 når de standsede, standsede også de; og når de hævede sig, hævede de sig med, thi Væsenets Ånd var i dem.

18 Så forlod HE ENs Herlighed Templets Tærskel og stillede sig over Keruberne.

19 Og jeg så, hvorledes Keruberne løftede Vingerne og hævede sig fra Jorden, da de gik, og Hjulene med dem; og de standsede ved Indgangen til HE ENs Huses Østport, og Israels Guds Herlighed var oven over dem.

20 Det var det samme levende Væsen, jeg så under Israels Gud ved Floden Kebar; og jeg skønnede, at det var Keruber.

21 Hver af dem havde fire Ansigter og fire Vinger og noget ligesom Menneskehænder under Vingerne.

22 Og deres Ansigter var ligesom de Ansigter, jeg så ved Floden Kebar. De gik alle lige ud.

   


The Project Gutenberg Association at Carnegie Mellon University

Из произведений Сведенборга

 

Arcana Coelestia # 6281

Изучить этот эпизод

  
/ 10837  
  

6281. As regards the verb 'to redeem', its proper meaning is to restore to oneself and to take to oneself what was previously one's own; and it is used when slavery, death, or evil is involved. When it is slavery, people who have become slaves are meant, in the spiritual sense those enslaved to hell; when it is death, people in a state of damnation are meant; and when it is evil, as in the present context, people in hell are meant, since the evil from which the angel redeemed the speaker is hell, 6279. Because the Lord delivered mankind from those evils through having made the Human within Himself Divine, His Divine Human is the One in the Word who is called the Redeemer, as in Isaiah,

I am helping you, said Jehovah, and your Redeemer the Holy One of Israel. Isaiah 41:14.

In the same prophet,

Thus said Jehovah, the Redeemer of Israel, His Holy One. Isaiah 49:7, 26.

In the same prophet,

Jehovah Zebaoth is His name, and your Redeemer, the Holy One of Israel, the God of the whole earth He will be called, Isaiah 54:5.

In these places a distinction is made between the Divine itself, called Jehovah, and the Divine Human, referred to as the Redeemer, the Holy One of Israel.

[2] Yet Jehovah Himself within His Divine Human is the Redeemer, as is clear from the following places: In Isaiah,

Thus said Jehovah the King of Israel, and his Redeemer Jehovah Zebaoth, I am the first and I am the last, and besides Me there is no God. Isaiah 44:6.

In the same prophet,

Thus said Jehovah your Redeemer, I am Jehovah your God, who is teaching you. Isaiah 48:17.

In the same prophet,

You are our Father, for Abraham does not know us and Israel does not acknowledge us. You, O Jehovah, are our Father, our Redeemer; from of old is Your name. Isaiah 63:16.

In David,

Jehovah who has redeemed your 1 life from the pit. Psalms 103:4.

[3] From these places too it is evident that no one else but the Lord is meant in the Word by 'Jehovah', 1743, 1736, 2921, 3035, 5667, and that 'Jehovah the Redeemer' is His Divine Human. Here also is the reason why those who have been redeemed are called 'the Redeemed of Jehovah' in Isaiah,

Say to the daughter of Zion, Behold, your salvation comes; behold, His reward is with Him, and the recompense of His work before Him. They will call them, The Holy People, the Redeemed of Jehovah. Isaiah 62:11, 12.

It is quite plain that the Lord is the reason why they are called 'the Redeemed of Jehovah', for the words 'Behold, your salvation comes; behold, His reward is with Him' have reference to the Lord's Coming. See in addition Isaiah 43:1; 52:2-3; 63:4, 9; Hosea 13:14; Exodus 6:6; 15:13; Job 19:25, where it is evident that redemption has reference to slavery, death, and evil.

Сноски:

1. The Latin means my but the Hebrew means your, which Swedenborg has in another place where he quotes this verse.

  
/ 10837  
  

Thanks to the Swedenborg Society for the permission to use this translation.