¹ Jeg fik Israel kær i hans Ungdom, fra Ægypten kaldte jeg min søn

² Jo mer jeg kaldte dem, des mere fjerned de sig fra mig; de ofrer til Baalerne, tænder for Billederne Offerild,

³ Jeg lærte dog Efraim at gå og tog ham på Armen; de vidste ej, det var mig, der lægte dem.

⁴ Jeg drog dem med Menneskesnore, med Kærligheds eb; jeg var dem som den, der løfter et Åg over Kæben, jeg bøjed mig ned til ham og rakte ham Føde.

⁵ Han skal til Ægypten igen, have Assur til Konge, thi omvende sig vil de ikke.

⁶ Sværdet skal rase i hans Byer, fortære hans Slåer og hærge i hans Fæstninger.

⁷ Mit Folk, det hælder til Frafald fra mig, og råber man til det: "Op, op!" står ingen op.

⁸ Hvor kan jeg ofre dig, Efraim, lade dig, Israel, fare, ofre dig ligesom Adma, gøre dig, som Zebojim? Mit Hjerte vender sig i mig, al min Medynk er vakt.

⁹ Jeg fuldbyrder ikke min Harmglød, gør ej Efraim til intet igen. Thi Gud er jeg, ikke et Menneske, hellig udi din Midte, med Vredesglød kommer jeg ikke.

¹⁰ HE EN skal de holde sig til, han brøler som Løven, ja brøler, og bævende kommer Sønner fra Havet,

¹¹ bævende som Fugle fra Ægypten, som Duer fra Assurs Land; jeg fører dem hjem til deres Huse lyder det fra HE EN.

¹² Efraim omgiver mig med løgn, hus med svig, Juda kender ej Gud med Skøger slår han sig sammen.

¹ En frodig vinstok var Israel, som bar sin frugt, jo flere frugter, des flere Altre; som Landet gik frem, des skønnere Støtter.

² Deres Hjerte var glat, så lad dem da bøde! Han skal slå Altrene ned, lægge Støtterne øde.

³ De siger jo nu: "Vi har ingen Konge; thi HE EN frygter vi ej; en Konge, hvad gavner han os?"

⁴ Med Ord slår de om sig, gør Mened og indgår Forbund, så et bliver Gifturt, der gror langs Markens Furer.

⁵ For Bet-Avens Kalv skal Samarias Borgere ængstes, ja, over den skal dens Folk og dens Præster sørge, jamre over deres Skat, thi den bortføres fra dem;

⁶ som Gave til Storkongen føres og den til Assur. Efraim høster kun Skændsel, Israel Skam af sin Afgud.

⁷ Samarias Konge slettes som Skum på Vandets Flade.

⁸ Øde er Afgudshøjene, Israels Synd, og på deres Altre skal Torn og Tidsel gro. De siger til Bjergene: "Skjul os!" til Højene: "Fald ned over os!"

⁹ Du syndede, Israel, helt fra Gibeas Dage. Der i Gibea sagde man: "Krig skal ej nå os!" Men jeg kom over de Niddinger, revsede dem;

¹⁰ Stammerne samled sig mod dem til Tugt for tvefold Brøde.

¹¹ En tilvænnet Kvie var Efraim, tærskede villigt, Åget lagde jeg selv på dens skønne Hals; for Ploven spændte jeg Efraim, Juda for Harven.

¹² Så eders Sæd i etfærd, høst i Fromhed; bryd eder kundskabs Nyjord og søg så HE EN, til etfærds Frugt bliver eder til Del.

¹³ I pløjede Gudløshed, høstede Uret, fortærede Løgnens Frugt. Fordi du slår Lid til dine Vogne og mange Helte,

¹⁴ skal Kampgny stå i dine Byer og alle dine Borge. De skal ødelægges, som da Sjalman ødelagde Bet-Arbel på Stridens Dag. Moder skal knuses hos Børn.

¹⁵ Det voldte Betel eder. For din Ondskabs Skyld skal Israels Konge, ved Morgengry gøres til intet.