¹ I det tredivte År på den femte dag i den fjerde Måned da jeg var bandt de landflygtige ved Floden Kebar, skete det, at Himmelen åbnede sig, og jeg skuede Syner fra Gud.

² Den femte Dag i Måneden - det var det femte År efter at Kong Jojakin var bortført -

³ kom HE ENs Ord til Præsten Ezekiel, Buzis Søn, i Kaldæernes Land ved Floden Kebar, og HE ENs Hånd kom over ham der.

⁴ Jeg skuede og se, et Stormvejr kom fra Nord, og en vældig Sky fulgte med, omgivet af Stråleglans og hvirvlende Ild, i hvis Midte det glimtede som funklende Malm.

⁵ Midt i Ilden var der noget ligesom fire levende Væsener, og de så således ud: De havde et Menneskes Skikkelse;

⁶ men de havde hver fire Ansigter og fire Vinger;

⁷ deres Ben var lige og deres Fodsåler som en Kalvs; de skinnede som funklende Kobber, og deres Vingeslag var hurtigt;

⁸ der var Menneskehænder under Vingerne på alle fire Sider.

⁹ De fire levende Væseners Ansigter vendte sig ikke, når de gik, men de gik alle lige ud".

¹⁰ Ansigterne så således ud: De havde alle fire et Menneskeansigt fortil, et Løveansigt til højre, et Okseansigt til venstre og et Ørneansigt bagtil;

¹¹ Vingerne var på dem alle fire udbredt opad, således at to og to rørte hinanden, og to skjulte deres Legemer.

¹² De gik alle lige ud; hvor Ånden vilde have dem hen gik de; de vendte sig ikke, når de gik.

¹³ Midt imellem de levende Væsener var der noget som glødende Kul at se til, som Blus, der for hid og did imellem dem, og Ilden udsendte Stråleglans, og Lyn for ud derfra.

¹⁴ Og Væsenerne løb frem og tilbage, som Lynglimt at se til

¹⁵ Videre skuede jeg, og se, der var et Hjul på Jorden ved Siden af hvert af de fire levende Væsener;

¹⁶ og Hjulene var at se til som funklende Krysolit; de så alle fire ens ud, og de var lavet således, at der i hvert Hjul var et andet Hjul;

¹⁷ de kunde derfor gå til alle fire Sider; de vendte sig ikke, når de gik.

¹⁸ Videre skuede jeg, og se, der var Fælge på dem, og Fælgene var på dem alle fire rundt om fulde af Øjne.

¹⁹ Og når de levende Væsener gik, gik også Hjulene ved Siden af, og når Væsenerne løftede sig fra Jorden, løftede også Hjulene sig;

²⁰ hvor Ånden vilde have dem hen, gik Hjulene, og de løftede sig samtidig, thi det levende Væsens Ånd var i Hjulene;

²¹ når Væsenerne gik, gik også de; når de standsede, standsede også de, og når de løftede sig fra Jorden, løftede også Hjulene sig samtidig, thi det levende Væsens Ånd var i Hjulene.

²² Oven over Væsenernes Hoveder var der noget ligesom en Himmelhvælving, funklende som Krystal, udspændt oven over deres Hoveder;

²³ og under Hvælvingen var deres Vinger udspændt, den ene mod den anden; hvert af dem havde desuden to, som skjulte deres Legemer.

²⁴ Og når de gik, lød Vingesuset for mig som mange Vandes Brus, som den Almægtiges øst; det buldrede som en Hær.

²⁵ Det drønede oven over Hvælvingen over deres Hoveder; men når de stod, sænkede de Vingerne.

²⁶ Men oven over Hvælvingen over deres Hoveder var der noget som Safir at se til, noget ligesom en Trone, og på den, ovenover, var der noget ligesom et Menneske at se til.

²⁷ Og jeg skuede noget som funklende Malm fra det, der så ud som hans Hofter, og opefter; og fra det, der så ud som hans Hofter, og nedefter skuede jeg noget som Ild at se til; og Stråleglans omgav ham.

²⁸ Som egnbuen, der viser sig i Skyen på en egnvejrsdag, var Stråleglansen om ham at se til. Således så HE ENs Herlighedsåbenbarelse ud. Da jeg skuede det, faldt jeg på mit Ansigt. Og jeg hørte en øst, som talede.

¹ Så sagde han til mig: "Menneskesøn, slug hvad du her har for dig, slug denne Bogrulle og gå så hen og tal til Israels Hus!"

² Så åbnede jeg Munden, og han lod mig sluge Bogrullen

³ og sagde til mig: "Menneskesøn! Lad din Bug fortære den Bogrulle, jeg her giver dig, og fyld dine Indvolde dermed!" Og jeg slugte den, og den var sød som Honning i min Mund.

⁴ Så sagde han til mig: "Menneskesøn, gå til Israels Hus og tal mine Ord til dem!

⁵ Thi du sendes til Israels Folk, ikke til et Folk med dybt Mål og tungt Mæle,

⁶ ikke til mange Hånde Folkeslag med dybt Mål og tungt Mæle, hvis Tale du ikke fatter, hvis jeg sendte dig til dem, vilde de høre dig.

⁷ Men Israels Hus vil ikke høre dig, thi de vil ikke høre mig; thi hele Israels Hus har hårde Pander og stive Hjerter.

⁸ Se, jeg gør dit Ansigt hårdt som deres Ansigter og din Pande hård som deres Pander;

⁹ som Diamant, hårdere end Flint gør jeg din Pande. Frygt ikke for dem og vær ikke ræd for deres Ansigter, thi de er en genstridig Slægt!"

¹⁰ Videre sagde han til mig: "Menneskesøn, alle mine Ord, som jeg taler til dig, skal du optage i dit Hjerte og høre med dine Ører;

¹¹ og gå så hen til dine landflygtige Landsmænd og tal til dem og sig: Så siger den Herre HE EN! - hvad enten de så hører eller ej!"

¹² Så løftede Ånden mig, og jeg hørte bag mig Larmen af et vældigt Jordskælv, da HE ENs Herlighed hævede sig fra sit Sted,

¹³ og Suset af de levende Væseners Vinger, der rørte hverandre, og samtidig Lyden af Hjulene og Larmen af Jordskælvet.

¹⁴ Og Ånden løftede mig og førte mig bort, og jeg vandrede bitter og gram i Hu, idet HE ENs Hånd var over mig med Vælde.

¹⁵ Så kom jeg til de landflygtige i Tel-Abib, de, som boede ved Floden Kebar, og der sad jeg syv Dage iblandt dem og stirrede hen for mig.

¹⁶ Syv Dage senere kom HE ENs Ord til mig således:

¹⁷ Menneskesøn! Jeg sætter dig til Vægter for Israels Hus; hører du et Ord af min Mund, skal du advare dem fra mig.

¹⁸ Når jeg siger til den gudløse: "Du skal visselig dø!" og du ikke advarer ham eller for at bevare hans Liv taler til ham om at omvende sig fra sin gudløse Vej, så skal samme gudløse dø for sin Misgerning, men hans Blod vil jeg kræve af din Hånd.

¹⁹ Advarer du derimod den gudløse, og han ikke omvender sig fra sin Gudløshed og sin Vej, så skal samme gudløse dø for sin Misgerning, men du har reddet din Sjæl.

²⁰ Og når en retfærdig vender sig fra sin etfærdighed og gør Uret, og jeg lægger Anstød for ham, så han dør, og du ikke har advaret ham, så dør han for sin Synd, og den etfærdighed, han har øvet, skal ikke tilregnes ham, men hans Blod vil jeg kræve af din Hånd.

²¹ Har du derimod advaret den retfærdige mod at synde, og han ikke synder, så skal samme retfærdige leve, fordi han lod sig advare, og du har reddet din Sjæl.

²² Siden kom HE ENs Hånd over mig der, og han sagde til mig: "Stå op og gå ud i dalen, der vil jeg tale med dig!"

²³ Så stod jeg op og gik ud i Dalen, og se, der stod HE ENs Herlighed, som jeg havde set denved Floden Kebar. Da faldt jeg på mit Ansigt.

²⁴ Men Ånden kom i mig og rejste mig på mine Fødder. Så taIede han til mig og sagde: Gå hjem og luk dig inde i dit Hus!

²⁵ Og du, Menneskesøn, se, man skal lægge Bånd på dig og binde dig, så du ikke kan gå ud iblandt dem;

²⁶ og din Tunge lader jeg hænge ved Ganen, så du bliver stum og ikke kan være dem en evser; thi de er en genstridig Slægt.

²⁷ Men når jeg taler til dig, vil jeg åbne din Mund, og du skal sige til dem: Så siger den Herre HE EN! Så får den, der vil høre, høre, og den, der ikke vil, får lade være; thi de er en genstridig Slægt.