¹ Men da Folket så, at Moses tøvede med at komme ned fra Bjerget, samlede det sig om Aron, og de sagde til ham: "Kom og lav os en Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Ægypten!"

² Da sagde Aron til dem: " iv de Guldringe af, som eders Hustruer, Sønner og Døtre har i Ørene, og bring mig dem!"

³ Så rev hele Folket deres Guldørenringe af og bragte dem til Aron.

⁴ Og han modtog dem af deres Hånd, formede Guldet med en Mejsel og lavede en støbt Tyrekalv deraf. Da sagde de: "Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!"

⁵ Og da Aron så det, byggede han et Alter for den, og Aron lod kundgøre: "I Morgen er det Højtid for HE EN!"

⁶ Tidligt næste Morgen ofrede de så Brændofre og bragte Takofre og Folket satte sig til at spise og drikke, og derpå stod de op for at lege.

⁷ Da sagde HE EN til Moses: "Skynd dig og stig ned, thi dit Folk, som du førte ud af Ægypten, har handlet ilde;

⁸ hastigt veg de bort fra den Vej jeg bød dem at vandre; de har lavet sig en støbt Tyrekalv og tilbedt den og ofret til den med de Ord: Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!"

⁹ Og HE EN sagde til Moses: "Jeg har iagttaget dette Folk og set, at det er et halsstarrigt Folk.

¹⁰ Lad mig nu råde, at min Vrede kan blusse op imod dem så vil jeg tilintetgøre dem; men dig vil jeg gøre til et stort Folk!"

¹¹ Men Moses bønfaldt HE EN sin Gud og sagde: "Hvorfor HE E skal din Vrede blusse op mod dit Folk, som du førte ud af Ægypten med vældig Kraft og stærk Hånd?

¹² Hvorfor skal Ægypterne kunne sige: I ond Hensigt førte han dem ud, for at slå dem ihjel ude mellem Bjergene og udrydde dem af Jorden? Lad din Vredes Glød høre op, og anger den Ulykke, du vilde gøre dit Folk!

¹³ Kom Abraham, Isak og Israel i Hu, dine Tjenere, hvem du tilsvor ved dig selv: Jeg vil gøre eders Afkom talrigt som Himmelens Stjerner, og jeg vil give eders Afkom hele det Land, hvorom jeg har talet, og de skal eje det evindelig!"

¹⁴ Da angrede HE EN den Ulykke han havde truet med at gøre sit Folk.

¹⁵ Derpå vendte Moses tilbage og steg ned fra Bjerget med Vidnesbyrdets to Tavler i Hånden, Tavler, der var beskrevet på begge Sider, både på Forsiden og Bagsiden var de beskrevet.

¹⁶ Og Tavlerne var Guds Værk, og Skriften var Guds Skrift, ridset ind i Tavlerne.

¹⁷ Da hørte Josua Støjen af det larmende Folk, og han sagde til Moses: "Der høres Krigslarm i Lejren!"

¹⁸ Men han svarede: "Det er ikke sejrendes eller slagnes Skrig, det er Sang, jeg hører!"

¹⁹ Og da Moses nærmede sig Lejren og så Tyrekalven og Dansen, blussede hans Vrede op, og han kastede Tavlerne fra sig og sønderslog dem ved Bjergets Fod.

²⁰ Derpå tog han Tyrekalven, som de havde lavet, brændte den i Ilden og knuste den til Støv, strøde det på Vandet og lod Israeliterne drikke det.

²¹ Og Moses sagde til Aron: "Hvad har dette Folk gjort dig, siden du har bragt så stor en Synd over det?"

²² Aron svarede: "Vredes ikke, Herre! Du ved selv, at Folket ligger i det onde,

²³ og de sagde til mig: Lav os en Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Ægypten!

²⁴ Da sagde jeg til dem: De, der har Guldsmykker, skal rive dem af! De bragte mig da Guldet, og jeg kastede det i Ilden, og så kom denne Tyrekalv ud deraf!"

²⁵ Da Moses nu så, at Folket var tøjlesløst til Skadefryd for deres Fjender, fordi Aron havde givet det fri Tøjler,

²⁶ stillede han sig ved Indgangen til Lejren og sagde: "Hvem der er for HE EN, han komme hid til mig!" Da samlede alle Leviterne sig om ham,

²⁷ og han sagde til dem: "Så siger HE EN, Israels Gud: Bind alle Sværd om Lænd og gå frem og tilbage fra den ene Indgang i Lejren til den anden og slå ned både Broder, Ven og Frænde!"

²⁸ Og Leviterne gjorde, som Moses havde sagt, og på den Dag faldt der af Folket henved 3000 Mand.

²⁹ Og Moses sagde: "Fra i Dag af skal I være Præster for HE EN, thi ingen skånede Søn eller Broder, derfor skal Velsignelse komme over eder i Dag."

³⁰ Næste Dag sagde Moses til Folket: "I har begået en stor Synd ; men nu vil jeg stige op til HE EN, måske kan jeg skaffe Soning for eders Synd!"

³¹ Derpå gik Moses atter til HE EN og sagde: "Ak, dette Folk har begået en stor Synd, de har lavet sig en Gud af Guld.

³² Om du dog vilde tilgive dem deres Synd! Hvis ikke, så udslet mig af den Bog, du fører!"

³³ HE EN svarede Moses: "Den, som har syndet imod mig, ham vil jeg udslette af min Bog!

³⁴ Men gå nu og før Folket hen, hvor jeg har befalet dig at føre det hen; se, min Engel skal drage foran dig! Men til sin Tid vil jeg straffe dem for deres Synd!"

³⁵ Og HE EN slog Folket, fordi de havde lavet Tyrekalven, den, Aron lavede.

¹ Men Folket knurrede højlydt for HE EN over deres usle Kår; og da HE EN hørte det, blussede hans Vrede op, og HE ENs Ild brød løs iblandt dem og åd om sig i den yderste Del af Lejren.

² Da råbte Folket til Moses, og Moses gik i Forbøn hos HE EN. Så dæmpedes Ilden.

³ Derfor kaldte man dette Sted Tabera, fordi HE ENs Ild brød løs iblandt dem.

⁴ Men den sammenløbne Hob, som fandtes iblandt dem, blev lysten. Så tog også Israeliterne til at græde igen, og de sagde: "Kunde vi dog få Kød at spise!

⁵ Vi mindes Fiskene, vi fik at spise for intet i Ægypten, og Agurkerne, Vandmelonerne, Porrerne, Hvidløgene og Skalotterne,

⁶ og nu vansmægter vi; her er hverken det ene eller det andet, vi ser aldrig andet end Manna."

⁷ Mannaen lignede Horianderfrø og så ud som Bellium.

⁸ Folket gik rundt og sankede den op; derpå malede de den i Håndkværne eller stødte den i Mortere; så kogte de den i Gryder og lavede Kager deraf; den smagte da som Bagværk tillavet i Olie.

⁹ Når Duggen om Natten faldt over Lejren, faldt også Mannaen ned over den.

¹⁰ Og Moses hørte, hvorledes alle Folkets Slægter græd, enhver ved Indgangen til sit Telt; da blussede HE ENs Vrede voldsomt op, og det vakte også Moses's Mishag.

¹¹ Da sagde Moses til HE EN: "Hvorfor har du handlet så ilde med din Tjener, og hvorfor har jeg ikke fundet Nåde for dine Øjne, siden du har lagt hele dette Folk som en Byrde på mig?

¹² Mon det er mig, der har undfanget hele dette Folk, mon det er mig, der har født det, siden du forlanger, at jeg i min Favn skal bære det hen til det Land, du tilsvor dets Fædre, som en Fosterfader bærer det diende Barn?

¹³ Hvor skal jeg gå hen og skaffe hele dette Folk Kød? Thi de græder rundt om mig og siger: Skaf os Kød at spise?

¹⁴ Jeg kan ikke ene bære hele dette Folk, det er mig for tungt.

¹⁵ Hvis du vil handle således med mig, så dræb mig hellere, om jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så at jeg ikke skal være nødt til at opleve sådan Elendighed!"

¹⁶ HE EN svarede Moses: "Kald mig halvfjerdsindstyve af Israels Ældste sammen, Mænd, som du ved hører til Folkets Ældste og Tilsynsmænd, før dem hen til Åbenbaringsteltet og lad dem stille sig op hos dig der.

¹⁷ Så vil jeg stige ned og tale med dig der, og jeg vil tage noget af den Ånd, der er over dig, og lade den komme over dem, for at de kan hjælpe dig med at bære Folkets Byrde, så du ikke ene skal bære den.

¹⁸ Men til Folket skal du sige: Helliger eder til i Morgen, så skal I få Kød at spise! I har jo grædt højlydt for HE EN og sagt: Kunde vi dog få Kød at spise! Vi havde det jo bedre i Ægypten! Derfor vil HE EN give eder Kød at spise;

¹⁹ og ikke blot een eller to eller fem eller ti eller tyve Dage skal I spise det,

²⁰ men en hel Måned igennem, indtil det står eder ud af Næsen, og I væmmes derved, fordi I har ringeagtet HE EN, der er i eders Midte, og grædt for hans Åsyn og sagt: Hvorfor drog vi dog ud af Ægypten!"

²¹ Moses svarede: "600000 Fodfolk tæller det Folk, jeg bar om mig, og du siger: Jeg vil skaffe dem Kød, så de har nok at spise en hel Måned!

²² Kan der slagtes så meget Småkvæg og Hornkvæg til dem, at det kan slå til, eller kan alle Fisk i Havet samles sammen til dem, så det kan slå til?"

²³ HE EN svarede Moses: "Er HE ENs Arm for kort? Nu skal du få at se, om mit Ord går i Opfyldelse for dig eller ej."

²⁴ Da gik Moses ud og kundgjorde Folket HE ENs Ord. Og han samlede halvfjerdsindstyve af Folkets Ældste og lod dem stille sig rundt om Teltet.

²⁵ Så steg HE EN ned i Skyen og talede til ham; og han tog noget af den Ånd, der var over ham, og lod den komme over de halvfjerdsindstyve Ældste, og da Ånden hvilede over dem, kom de i profetisk Henrykkelse noget, som ikke siden hændtes dem.

²⁶ Imidlertid var to Mænd blevet tilbage i Lejren, den ene hed Eldad, den anden Medad. Også over dem kom Ånden, thi de hørte til dem, der var optegnede, men de var ikke gået ud til Teltet, og nu kom de i profetisk Henrykkelse inde i Lejren.

²⁷ Da løb en ung Mand ud og fortalte Moses det og sagde: "Eldad og Medad er kommet i profetisk Henrykkelse inde i Lejren."

²⁸ Josua, Nuns Søn, der fra sin Ungdom af havde gået Moses til Hånde, sagde da: "Min Herre Moses, stands dem i det!"

²⁹ Men Moses sagde til ham: "Er du skinsyg på mine Vegne? Gid alt HE ENs Folk var Profeter, gid HE EN vilde lade sin Ånd komme over dem!"

³⁰ Derpå trak Moses sig tilbage til Lejren med Israels Ældste.

³¹ Da rejste der sig på HE ENs Bud en Vind, som førte Vagtler med sig fra Havet og drev dem hen over Lejren så langt som en Dagsrejse på begge Sider af Lejren i en Højde af et Par Alen over Jorden.

³² Så gav Folket sig hele den Dag, hele Natten og hele den næste Dag til at samle Vagtlerne op; det mindste, nogen samlede, var ti Homer. Og de bredte dem ud til Tørring rundt om Lejren.

³³ Medens Kødet endnu var imellem Tænderne på dem, før det endnu var spist, blussede HE ENs Vrede op imod Folket, og HE EN lod en meget hård Straf ramme Folket.

³⁴ Og man kaldte Stedet Kibrot Hattåva, thi der blev de lystne Folk jordet.

³⁵ Fra Kibrot-Hattåva drog Folket til Hazerot, og de gjorde Holdt i Hazerot.